Nyt afsnit af ’Watch Me’: Anders Breinholt og Brian Lykke jagter gode vintage-ure i Tyskland

Nyt afsnit af ’Watch Me’: Anders Breinholt og Brian Lykke jagter gode vintage-ure i Tyskland

I det nye afsnit af ’Watch Me’ er ur-redaktør og vært Brian Lykke taget på bilferie til Tyskland med vennen og tv-værten Anders Breinholt i jagten efter de bedste vintage-ure. Der er dog ét benspænd: Urene må ikke koste mere end 25.000 kroner.

Offentliggjort

GPS’en er sat mod Berlin, og Anders Breinholts Audi GT er pakket og klar til en tur på de danske og tyske motorveje.

Euromans ur-redaktør Brian Lykke tager nemlig i dette og de to efterfølgende afsnit af ’Watch Me’ på tur til Tyskland med sin ven Anders Breinholt for at jagte vintage-ure.

De har på forhånd fundet en række forhandlere, de gerne vil besøge, og hævet 25.000 kroner hver, som er den maksimale beløbsgrænse for deres kommende urkøb.

”Vi må ikke gå det mindste over beløbsgrænsen, for så kunne vi lige så godt tage ned og købe noget dyrere,” siger Anders Breinholt, da de er begyndt at trille sydpå. Brian Lykke stemmer i:

”Jo, og så er 25.000 jo rigtig mange penge.”

”Ja, for fanden!”

”Men det er også et beløb, hvor mange i et land som Danmark kan spare op og være med,” siger Brian Lykke.

Foruden prissætningen har Anders Breinholt også et andet kriterie – eller ønske – til sit kommende ur:

”Det skal være noget anderledes end noget af det, jeg har i forvejen, og så må det gerne være fra 1970’erne. Jeg er født i 1972, så idéen om at have et ur fra eller omkring mit fødeår, ville jeg være glad for.”

Hør hvordan ur-jagten i det tyske går for Brian Lykke og Anders Breinholt i det nye og de efterfølgende to afsnit af ’Watch Me’.

Du kan lytte til det første afsnit helt gratis øverst i artiklen her eller der, hvor du ellers finder dine podcasts.

Watch Me

Brian Lykke er vært på podcasten ’Watch Me’, der kredser om ure og alt nørderiet bag. I første afsnit er gæsten komiker Thomas Warberg, og i det efterfølgende programmer kan du blandet andet høre Nicklas Bendtner, Mathias Zanka Jørgensen, Jonas Schmidt og Frederik CIlius dele deres bedste ur-historier og -erfaringer.

Lyt til 'Watch Me' helt gratis på alle podcastplatforme eller se med på YouTube og euroman.dk.