Lille Lars fra Græsted

For nøjagtigt seks år siden udkom Euroman med Lars Løkke Rasmussen på forsiden. Han var dengang det bedste bud på en kommende statsminister, men så kom der en sag om bilag i vejen. Lyder det bekendt?

Seks år senere står Lars Løkke Rasmussen i nøjagtigt samme situation. Læs eller genlæs portrættet om ’Lille Lars fra Græsted’ – manden med de store politiske ambitioner, der blev sin egen værste fjende.

Engang var folkeligheden hans styrke. Han var det menneskelige modstykke til Anders Fogh Rasmussen og ham, folk gerne ville drikke en fadøl med. Men så begyndte alle at tale om, at han skulle være statsminister. På en måned blev Lars Løkke Rasmussen forvandlet i medierne. Fra den sympatiske, politiske begavelse bag de store reformer til drukfældig med flosset moral og rod i sine bilag. Anne Sofie Kragh portrætterer manden, der måske – måske ikke – er landets næste statsminister.

07.41 ankommer en bordeauxfarvet ministerbil til Finansministeriet. Det er en kølig morgen, men solen skinner, og himlen er så lyseblå, at man skulle tro, den lige var blevet malet. Overalt i byen blafrer Dannebrog; selv busserne kører rundt med små flag på i anledning af Dronningens fødselsdag.

På bagsædet af ministerbilen sidder Lars Løkke Rasmussen. Det er dagen for den endelige afstemning om hans første finanslov som finansminister.

Chaufføren drejer ind foran hoveddøren og forsøger at parkere, men bumper hårdt ind i kantstenen, så det giver et ryk i den store BMW.

"Han er ikke vant til at køre BMW!", griner Lars Løkke og peger mod chaufføren, da han træder ud af bilen.

Finansministerens kontor emmer af klassisk autoritet med ægte tæpper på gulvene, tykke guldrammer om billederne og metervis af læderindbundne lovsamlinger og leksika i reolerne. Dagens program starter kl. 8.00 med gruppemøde i Venstre, og kl. 9.00 begynder debatten om finansloven, der varer resten af dagen, men lige nu er Lars Løkke mest optaget af at finde en oplader til sin mobiltelefon.

"Den må jeg have glemt derhjemme," siger han og går ud af kontoret for at skaffe en anden.

"Hvad er klokken?" spørger han, da han kommer tilbage.

"Fem minutter i otte," svarer ministersekretæren.

"Gruppemødet behøver ikke starte så tidligt," smiler han og begynder at rode i sine papirer. En sag bliver lagt i udbakken, andre sager skal han have med sig, og de bliver lagt i en stak på det store mødebord. Dagens debat bliver formentligt ikke mere højspændt end, at han sagtens kan sidde og læse sager i salen. Et flertal bestående af regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance har for længst vedtaget finansloven, så debatten og afstemningen er mest en formsag.

Lars Løkke kigger søgende rundt i kontoret, finder sin habitjakke henne ved skrivebordet og begynder at rode i lommerne. Han kan ikke finde sit adgangskort, som han skal bruge for at komme fra Finansministeriet og over til Folketingssalen. Endelig finder han et plastikkort i sin skjortelomme, men det viser sig at være et adgangskort til Lalandia.

”Jeg kommer også til at låne et adgangskort,” griner han. Ministersekretæren kommer rendende med sit, og ti minutter over otte går Lars Løkke over mod gruppeværelset.

Dronningens fødselsdag er også dagen, hvor Lars Løkke Rasmussen er kommet på forsiden af Se og Hør med en historie om påstået utroskab. Det er den foreløbige kulmination på mere end en måned, hvor medierne har beskæftiget sig indgående med, om Løkke Rasmussen nu også har det, der skal til for at blive statsminister. Lige fra hans køb af cigaretter på skatteborgernes regning til mere grænseoverskridende historier om hans privatliv. Efter vedvarende spekulationer om, at Anders Fogh Rasmussen er på vej til en toppost i enten NATO eller EU, er interessen nu vendt mod Venstres næstformand, Lars Løkke Rasmussen.

Historierne begyndte i Frederiksborg Amts Avis den 14. marts. Eller rettere: I et borgmesterkontor tæt på Kokkedal Station.

I en af kommunens nedlagte skoler sidder Hørsholms borgmester Uffe Thorndahl i et gammelt klasselokale med ægte tæpper lagt ud over den grønne linoleum. Han har været borgmester siden 2001, og det var ham, der begyndte med at søge aktindsigt i Lars Løkkes bilag.

Uffe Thorndahl mødte Lars Løkke første gang omkring konstitueringen i amtsrådet efter valget i november 1997. Oprindelig havde Socialdemokraterne lavet en aftale med de konservative, men det var lykkedes Lars Løkke at få dem til at gå sammen med Venstre og dermed sikre ham posten som amtsborgmester. Dermed mistede de konservative den borgmesterpost, de havde haft i to perioder, og Løkke var derfor ikke nogen populær mand i Thorndahls parti.

"Distanceblænder" siger Uffe Thorndahl.

"Det var det, jeg tænkte, første gang jeg så ham. Ham dér kan man ikke stole på."

Uffe Thorndahl sidder med sin kaffekop ved mødebordet på sit kontor. Han er en kraftigt bygget herre, velsoigneret med en perfekt strøget hvid skjorte, slips, diskrete briller og hår, der er blevet tyndt og hvidt med årene. På mange måder ligner han det, han er: en borgerlig borgmester i sidste halvdel af tresserne fra en mindre kommune i Nordsjælland.

Men det er ikke hele historien om Uffe Thorndahl. Manden er tidligere folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, og så var det ham, der engang var gift med socialminister Bente Juncker. Ham, der anmeldte deres handicappede naboer ved sommerhuset på Møn til politiet, fordi de 'hyler, stønner og grynter, som var det fodringstid på en mindre svinefarm', som han skrev i anmeldelsen. Sagen endte med, at Bente Juncker måtte gå af som socialminister efter bare 14 dage på posten. Siden blev de to skilt, og Bente Juncker hørte man aldrig mere til. Det samme kan ikke siges om Uffe Thorndahl.

Han fortsatte sin politiske karriere som medlem af det Konservative Folkeparti i Hørsholm Byråd og siden i Frederiksborg Amt. Og i midten af marts 2008 blev han endnu engang kendt i det meste af landet. Denne gang fordi han havde indledt en kamp, der skal forhindre Lars Løkke Rasmussen i at blive statsminister.

Uffe Thorndahl begyndte med at sende breve til statsministeren, hvor han beskrev det, han betegnede som Løkkes flossede moral, og siden søgte han aktindsigt i alle de bilag Lars Løkke har afleveret først som amtsborgmester og siden som sundheds- og indenrigsminister. Det var ikke de første breve, statsministeren modtog fra Uffe Thorndahl. Allerede i 2001 havde Uffe Thorndahl sendt ’advarsler’ til Anders Fogh Rasmussen. Indtil videre har kampen kostet Uffe Thorndahl medlemskabet af det Konservative Folkeparti. Partifælle og kulturminister Brian Mikkelsen kaldte Uffe Thorndahls aktioner for en hetz, og ifølge Uffe Thorndahl fik han valget mellem at fortsætte kampen mod Løkke eller forlade partiet. Uffe Thorndahl valgte det første.

"Jeg vil bare ikke have, han skal være statsminister," siger han.

”Det er ellers dejligt vejr i dag,” siger Lars Løkke høfligt, mens han småløber over mod Venstres gruppeværelse.

”Ja, det er jo også Dronningens fødselsdag.”

”Er det det?”

”Ja.”

”Hvad dag er det i dag, jeg ved ikke engang, hvad dag det er i dag.”

”Det er den 16. april.”

”Nå. Så har min søster fødselsdag i morgen. Det ved jeg da,” siger han og går ind til mødet.

Lidt i ni kommer han ud igen. TV 2 står klar og venter på finansministeren. De vil gerne have en kommentar til den storstrejke, der har ramt landet samme morgen.

”SKAL det være NU?” spørger han.

”Debatten starter om fem minutter, og jeg skal også nå at tisse.”

TV 2 insisterer, men lover at gøre det hurtigt. Lars Løkke accepterer og svarer professionelt og uden den mindste tøven på spørgsmålene. Da interviewet er slut, løber han over i salen for at spørge formanden, om han lige må gå på toilettet først. Lidt over ni kan debatten gå i gang, og præcis syv timer senere går finansministeren på talerstolen for at svare på de indlæg, der har været i løbet af dagen. Oppositionen har stillet spørgsmål, men uden på nogen måde at være aggressiv, og debatten i salen har været næsten fraværende. Folk har siddet og tjekket mails på deres bærbare computere, og i lang tid sad Lars Løkke og småpjattede med Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt. Den tidligere radikale Anders Samuelsen fra Ny Alliance kalder det da også den kedeligste 3. behandling af finansloven, han nogensinde har overværet, da han forlader salen. Det er heller ikke en dag, der kan gøre Lars Løkke nervøs, selvom det er hans første finanslov. Hen over frokosttallerkenen med laks, hakkebøf og ost spurgte han ganske kort ministersekretæren, hvordan hans forgænger plejede at gøre det, og resten af talen er improviseret. Den bliver afleveret uden de store anstrengelser og med et engagement, der svarer til de indlæg, oppositionen har leveret i løbet af dagen.

Det er ikke finansloven, der holder ministeren vågen om natten i disse dage.

Det var ikke nogen overraskelse, at Lars Løkke Rasmussen blev den nye finansminister efter valget i 2007. Som Venstres næstformand ville det ligefrem virke demonstrativt, hvis han ikke var blevet forfremmet i regeringen, og statsministeren havde under valgkampen heller ikke lagt skjul på, at han så Lars Løkke som sin efterfølger. Og det var det scenarie, der på ny satte Hørsholm-borgmester Uffe Thorndahl i gang.

Den 10. december 2007, knap en måned efter valget, sendte han et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvor han beskrev hvilken finansminister, det var, han lige havde udpeget: en moralsk anløben politiker, der åd og drak for skatteborgernes penge og i øvrigt forsømte sine officielle pligter ved forskellige møder, fordi han havde været på druk i løbet af natten. Det samme brev blev også sendt til den konservative leder, vicestatsminister Bendt Bendtsen, og til Lars Løkke selv. 15. februar 2008 sendte Uffe Thorndahl et nyt brev til Lars Løkke:

”Kære Lars. Jeg er begyndt at se på det privatforbrug, du har haft på skatteydernes vegne, og vedlægger et notat herom. Er der oplysninger i notatet, som du finder fejlagtige, vil jeg naturligvis gerne korrigere dem.”

Uffe Thorndahl havde søgt aktindsigt i de bilag fra dengang, Lars Løkke var amtsborgmester, og som vedrørte hans udgifter til fortæring, rejser og repræsentation, og det blev til den første historie i Frederiksborg Amts Avis fredag den 14. marts. Her kunne man under overskriften ”Ballade om Løkkes gamle smøger” læse, at Lars Løkke havde ladet skatteborgerne betale for kasinobesøg, smøger og betalingsfilm på hotelværelset. Siden søgte Nyhedsavisen, TV 2, Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten – og Uffe Thorndahl naturligvis – aktindsigt i Lars Løkkes bilag, fra han blev udnævnt til minister i 2001 og frem til i dag.

Foreløbig har de mange bilag medført, at Lars Løkke har måttet betale 642 kroner og 50 øre tilbage, og partiet Venstre lige under 10.000 kroner.

Men det er ikke så meget de beskedne beløb, som det er det samlede indtryk af en måneds skriverier. Lars Løkke er – ganske som det var Uffe Thorndahls hensigt – blevet forsøgt fremstillet som en moralsk anløben politiker med hang til sprut og sene møder på skatteborgernes regning. Spørgsmålet er naturligvis, hvor meget der hænger ved i vælgernes bevidsthed, når sagen engang er ovre.

”Jeg har ikke talt så meget med ham om det, for når jeg spørger til det, siger han, at han ikke gider snakke om det. Men jeg kan se på ham, at det har været nogle hårde uger,” siger hans far, Jeppe Løkke Rasmussen.

Imens sagerne kører i medierne, sidder Uffe Thorndahl med sine store bunker bilag, og han har ikke tænkt sig at stoppe kampen foreløbig. Han har i medierne afvist, at der er tale om et egentligt had til Lars Løkke med ordene: "Sådanne følelser er Lars Løkke Rasmussen ude af stand til at vække i mig." Når han skal forklare, hvad det er, han har imod Lars Løkke, siger han nøgternt:

”Jeg deler folk op i ordentlige mennesker og dem, der ikke er ordentlige. Lars Løkke er ikke ordentlig.”

En af de historier, Uffe Thorndahl har beskrevet i læserbreve, er den om det budgetseminar, Frederiksborg Amt holdt på Skjalm Hvide Hotel i Jørlunde i marts 1998, kort efter at Lars Løkke Rasmussen var blevet amtsborgmester. Seminaret strakte sig over to dage, og på andendagen var Lars Løkke ikke mødt kl. 9.00, hvor mødet skulle starte. Uffe Thorndahl hørte fra andre, at en mindre gruppe med Lars Løkke havde siddet i baren til sent ud på natten. Da klokken var blevet kvart over ni, var mødet stadig ikke gået i gang, fordi Lars Løkke, der skulle lede mødet, endnu ikke var dukket op, og nu ville Uffe Thorndahl ikke finde sig i det længere. Han tog fat i en af Lars Løkkes partifæller og sagde, at hvis han ikke gik op og vækkede Lars Løkke, skulle han nok sørge for, at pressen fik at vide, at amtsborgmesteren ikke kunne møde op, fordi han var fuldesyg. Imens Lars Løkke blev vækket, satte viceamtsborgmesteren mødet i gang, og efter den første pause overtog Lars Løkke ledelsen af mødet.

"Jeg ville simpelthen ikke gøres til grin," siger Uffe Thorndahl.

Hvad Uffe Thorndahl ikke skrev i sit læserbrev var, at når Lars Løkke var kommet sent i seng den nat, var det fordi, han havde brugt natten på politiske drøftelser med den tekniske direktør i amtet og altså ikke på et rendyrket drukgilde.

Og så er der alt det politiske. Lars Løkke var som sagt en del af årsagen til, at de konservative mistede borgmesterposten i amtet, fordi han fik overtalt Socialdemokraterne til at gå sammen med Venstre.

Da han siden hen blev sundheds- og indenrigsminister var det Lars Løkke, der stod bag den kommunale udligningsreform, hvor de rige kommuner i Nordsjælland skulle betale ekstra mange penge til de fattige kommuner, og så den store kommunalreform, hvor landets 275 kommuner blev reduceret til 98.

"De to reformer kostede Hørsholm 85 millioner, og det bliver skatteborgerne der betaler," siger Uffe Thorndahl.

Det er naturligvis ikke en regning, der gør det nemmere for en borgerlig borgmester at blive genvalgt ved næste kommunalvalg i 2009, uanset at det ikke er hans reformer. Uffe Thorndahl har i forvejen måtte lide den bet, at hans eget personlige stemmetal faldt fra 1.798 i 2001 til bare 697 i 2005.

Så galt kommer det næppe til at gå for Lars Løkke Rasmussen. Indtil videre er det stadig mere sandsynligt, at han bliver statsminister, end at han ikke gør det. Men Uffe Thorndahl har i hvert fald opnået, at charmen ved Lars Løkkes folkelighed er blevet mindre charmerende.

Hans folkelighed blev ellers set som en fordel, dengang han blev Venstres næstformand i 1998. Som et perfekt supplement til den mere asketiske og kontrollerede formand, Anders Fogh Rasmussen. Men som det også er gået op for Lars Løkke, er der stor forskel på at være det folkelige supplement til Venstres formand, sundhedsministeren, der ikke kan finde ud af at holde op med at ryge, og så landets mest sandsynlige bud på en kommende statsminister.

Artiklen fortsætter på de følgende sider...

Det er dagen efter afstemningen om finansloven, og Lars Løkke bliver interviewet i sofaarrangementet på sit kontor. I første omgang om de mange bilag.

”Når man kan finde et bilag fra Rio Bravo kl. 02.30, så er det fordi, vi har arbejdet længe og forhandlet længe. Hvis der skal være en mulighed for at skabe det rum, hvor man kan sige nogle ting til hinanden på en anden måde, så er der ikke andre tidspunkter at gøre det på.”

Jeg ved, at der er folk, der har sagt til dig, at du bør skrue ned for festgenet i forhold til din karriere. Hvordan har du reageret på det?

”Det, du kalder festgenet, er de frikvarterer, det har været nødvendigt for mig at tage for at kunne arbejde så meget, som jeg har gjort. Der var perioder, hvor jeg ikke kunne sige: ’På lørdag tager jeg til fest med vennerne.’ For jeg arbejdede hele tiden. Så den afkobling, der var nødvendig for mig, blev flyttet ind på arbejdet. Men skatteborgerne skal naturligvis ikke, og har ikke betalt for mine frikvarterer. Men jeg har altså også en betydelig grad af selvrespekt, og til det hører at være tro over for sig selv. Min mor har altid sagt til mig, at man skal kunne stå op næste dag og passe sit arbejde, og det har jeg altid kunnet. Uden at gøre mig til, så tror jeg godt, jeg kan måle mig med hvem som helst i en konkurrence om at lægge timer og energi i politiske job. Og jeg betragter ikke mig selv som nogen festabe. Jeg kunne ikke passe mit arbejde og lave de resultater, jeg har lavet, hvis jeg sad på værtshus hver aften. Det har jeg ikke fysik til.”

Kan du godt fortryde, at du ikke har lyttet mere undervejs?

”Jeg tror ikke, man kan bruge fortrydelse til noget som helst. Men det er klart, at man skal ikke være atomfysiker for at kunne se, at i takt med at ens position bliver højere, skal man nok være lidt mere varsom med at få sat de der hegn op mellem arbejds- og privatliv. Men det skal ikke være fundamentalt anderledes, for jeg er den, jeg er, og jeg vil insistere på retten til at kunne ... nu tør jeg næsten ikke sige det, men jeg vil insistere på retten til en sommerdag at sætte mig ned i Nyhavn og drikke en øl. Jeg er jo den, jeg er, fordi jeg har levet mit liv på den måde, jeg har levet det indtil videre. Så må andre bedømme, om den, jeg er i dag, kan bruges til noget.”

Lars Løkke flyttede med sine forældre og to søskende fra et alment boligbyggeri i Vejle til et gult parcelhus i Græsted i Nordsjælland i 1970, fordi hans far fik job som bogholder i Værnepligtsstyrelsen ved Gribskovlejren. For den seksårige Lars var det stort, at familien skulle flytte i hus, selv om det på ingen måde var noget særligt. Faktisk var alle husene på Drosselvangen helt ens.

Drosselvangen lå sammen med Gøgevangen, og senere kom også Vibevej til. Inden for ganske få år i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne blev der bygget en række ens gule parcelhuse med vinkelstuer og to børneværelser, og fuglekvarteret blev fyldt op med børnefamilier med hjemmegående mødre, der havde deres egen form for trådløse netværk og altid vidste, hvor børnene var. Regel nummer ét var, at man ikke måtte gå op på den 'farlige' Mårumvej, men hvad skulle man også der, når man boede lige ud til marker og moser. Her byggede de huler og spillede fodbold. Lars Løkke havde trøjen med Henning Jensens nummer på ryggen, og hans lillebror fik Allan Simonsens, for de var jo trods alt oprindeligt fra Vejle. Eller de byggede tømmerflåder. Allerede dengang havde Lars Løkke evnen til at sælge sine ideer og få folk med på sine projekter. Selv om de andre på vejen egentlig var meget godt tilfredse med hulerne og fodbolden, fik Lars Løkke hele flokken med på, at de skulle cykle Græsted tyndt for gamle olietønder, og til sidst havde de også en slags tømmerflåde. Det var ham, der først satte sig ud på den, og det var også ham, der fik lov til at gå ned med den, fordi de gamle olietønder, de kunne finde i Græsted, alligevel var for gamle.

Græsted havde godt og vel et par tusinde indbyggere og ud over det mest basale en radio- og tv-forretning og 'City Herretøj', hvor de altid solgte 'sidste nye mode' på trods af, at det var det samme tøj, der havde hængt der sidste år og året før det. Skulle man købe stort ind, tog man til brugsen i Helsinge, og det gjorde familien Løkke hver lørdag, og hver lørdag spiste de frokost, når de kom hjem.

Hvad Græsted ikke havde i supermarkeder, havde de til gengæld i missionshuse. Det lutherske lå lige over for Drosselvangen, og her begyndte storesøster Jette at gå til kor, og snart fulgte både Lars Løkke og hans lillebror Knud i søndagsskolen. Det betød ikke, at de var specielt religiøse i familien Løkke, for det var de ikke, det var bare noget, man gjorde i Græsted. Når man mødte op, fik man en lille stjerne i sin kontaktbog, og når man havde fået ti stjerner, fik man et glansbillede og et selvlysende plastikkors. Lars var klart den flittigste elev af de to, og et år var han endda den elev, der havde været der allerflest gange, og de mange selvlysende kors blev hængt op ved siden af alle modelflyene i hans og Knuds værelse.

Senere gik Lars Løkke til trompet, keramik, amatørteater og madlavning, og fik endda sølvskeen i Sjællandsmesterskabet i madlavning til Roskilde Dyrskue. Og så var der det med hans forbandede bihuler. Fra Lars Løkke var ni år gammel, og indtil han blev gammel nok til at indse, at der nok var tale om en grad af overbehandling, tog han tre gange om ugen i hele vinterhalvåret toget til Hillerød. Lagde sig på en briks og efterfulgte lægens opfordring om at sige kuuuuk-kuuuuk, mens der blev suget snot ud af næsen på ham. Det hjalp aldrig rigtigt på noget, og Lars Løkke affandt sig med, at han var sådan en, der havde kronisk bihulebetændelse om vinteren.

En af de få ting, der optog mere tid end bihulerne, var spejderbevægelsen. Han begyndte, da han var syv år gammel, og når man spørger, hvornår han holdt op, svarer han, at han 'ikke betragter sig selv som ophørt'. Men siden blev det alligevel politik, der optog tiden.

Lars Løkke kan huske, at han en dag havde mødt Venstres lokale folketingskandidat oppe i Brugsen, og hans far stillede en gang op til byrådet for en borgerliste, men det var ikke politik, der prægede barndomshjemmet. Som lillebror Knud Løkke Rasmussen siger det:

"Der er blevet solgt en historie om, at vi sad og diskuterede politik ved middagsbordet. Det må så have været, mens jeg var på toilettet. Der er ikke blevet prædiket politik i vores barndomshjem. De politiske diskussioner er først kommet, efter at Lars blev politisk aktiv."

Selv om Lars Løkkes politiske karriere i høj grad er præget af tilfældigheder og i hvert fald ikke har været planlagt, er det alligevel ikke et tilfælde, at han blev politiker. På en måde har han været det altid. Når han samlede penge ind til en spejderlejr, blev elevrådsformand i 7. klasse og kæmpede for en frugtbod, eller skaffede tag over cykelstativerne på gymnasiet. Lars Løkke fandt ud af, at han havde en evne til at få ting til at ske, og at være med i byrådet i Græsted-Gilleleje var bare en naturlig forlængelse af det. Dengang var han var bare 21 år og boede stadig hjemme. Samme år blev han også valgt til formand for Venstres Ungdom (VU).

VU var blevet delt i en rød og en sort fløj, og året før havde den sorte sat sig på både formands- og næstformandsposten. Lars Løkke så ikke sig selv som specielt rød, men i VU var det sådan, at det politiske ståsted også blev defineret ud fra geografien, og i Frederiksborg Amt hørte man altså til den røde fløj, og i den røde fløj ville man gerne erobre magten tilbage. Så var det, at de sad nogle stykker og overvejede de mulige kandidater: Den ene havde stillet op før og tabt, det havde den anden også, og den tredje var for gammel. Til sidst var der kun Lars Løkke tilbage. Han havde godt nok kun siddet et enkelt år i landsstyrelsen, men han havde rejst rundt i hele landets VU-afdelinger og fortalt om sin tur til Verdensungdomsfestivalen i Moskva, og det havde tilmed givet en hel del omtale i medierne, så Lars Løkke var ikke ukendt i VU. I øvrigt skulle det kommende landsmøde holdes i Helsinge, og Lars Løkke ville derfor være på hjemmebane. Under alle omstændigheder var han den røde fløjs bedste chance.

Lars Løkke greb den, stillede op og vandt.

Det var ikke altid, det gik så let med at blive valgt for Lars Løkke. Efter han havde siddet som VU-formand i to år, skulle foreningen bruge en kandidat til Europaparlamentsvalget, og også denne gange pegede pilen på Lars Løkke. Uheldigvis var det samtidig med, at finansmanden Klaus Riskær også valgte at stille op, og derfor blev der ikke plads til Lars Løkke. Det var lige ved at betyde, at han helt ville forlade politik. Mens han havde stået ubehageligt tidligt op for at starte sin gamle blå Kadet og køre til Lolland for at se på en dødssyg sukkerfabrik, uden at nogen stort set bemærkede det, fik Klaus Riskær al omtalen forærende, alene fordi han var Klaus Riskær.

Også folketingsvalgene voldte Lars Løkke store problemer. Faktisk havde han helt opgivet at komme ind efter tre mislykkede forsøg i '87, '88 og '90. Han meddelte sin kreds, at han ikke gad mere og nu ville bruge kræfterne på det jurastudie, han havde forsømt voldsomt i de tre år, han havde været VU-formand. Lars Løkke havde været meldt til jurastudiet siden 1983, men manglede alligevel to og et halvt årsværk, eller mere end halvdelen af studiet. I 1991 besluttede han sig for at gøre det færdigt. Og det gjorde han så. På otte måneder.

Som nyuddannet jurist forhørte Lars Løkke sig om jobmuligheder i et af de større advokatfirmaer, men han fandt hurtigt ud af, at en stor karriere som forsvarsadvokat ikke kunne kombineres med hans engagement i byrådet, og for første gang i sit liv blev Lars Løkke stillet over for et valg: Skulle han forfølge drømmen om at blive Danmarks svar på Perry Mason, eller skulle han alligevel satse på politik. Han valgte det sidste. Hans gamle folketingskreds i Nordsjælland havde ingen villet have, og kredsformanden havde spurgt, om han ikke ville stå på listen, indtil en anden meldte sig. Og i 1992 besluttede Lars Løkke sig for at give Folketinget en allerallersidste chance. Det blev i 1994, og denne gang lykkedes det.

Det var først bagefter, at det gik op for ham, at det tillægsmandat, han var blevet tildelt, langt fra var sikkert, og at han havde været meget, meget tæt på ikke at komme ind.

Det var lidt af et chok for lillebror Knud Løkke at læse om det i avisen. Han var stadig ved at fordøje, at hans bror var kommet i Folketinget fire år tidligere, og nu blev han nævnt som en af de mulige kandidater til posten som Venstres næstformand.

Efter valgnederlaget i '98 havde Venstres populære formand Uffe Ellemann-Jensen valgt at træde tilbage og overlade partiet til næstformanden Anders Fogh Rasmussen, så nu skulle der vælges en ny næstformand.

Det var ikke fordi, Lars Løkke manglede arbejde. Fra første januar '98 var han blevet amtsborgmester i Frederiksborg Amt. Han havde været meget i tvivl om, hvorvidt han skulle stille op til den post, for han bange for, at det ville forringe karrieremulighederne i Folketinget. Lars Løkke var et af de navne, der blev nævnt, når aviserne skulle spekulere i kommende ministeremner, den dag en borgerlig regering ville vende tilbage til magten, og Lars Løkke læste også aviser. Men som daværende partisekretær i Venstre, Claus Hjort Frederiksen, sagde til ham, 'så gælder det i politik om at tage posterne i den rækkefølge de kommer.' Desuden var der ikke så meget mere, han følte han kunne gøre i byrådet i Græsted-Gilleleje. I 1994 var han blevet 1. viceborgmester, men intet tydede på, at posten som borgmester ville blive ledig inden for en overskuelig fremtid.

Bare to måneder efter Lars Løkke var blevet amtsborgmester, kom folketingsvalget, og selv om Venstre bevarede sine 42 mandater blev Ellemann ikke statsminister, og han valgte at træde tilbage. Lars Løkke fornemmede selv, at han havde en god chance for at vinde, og det viste sig også, at han ikke havde problemer med at slå sin modstander Peter Brixtofte. Men det var ikke det samme som, at Lars Løkke Rasmussen gik en nem tid i møde.

Anders Fogh Rasmussen havde været næstformand i 13 år, da han blev valgt som Venstres formand i 1998. I alle de år – og også før og efter det – havde han taget til møder rundt i landet i gennemsnit tre gange om ugen. Der var ikke den flække, der var for lille til, at Anders Fogh Rasmussen tog en aften fri for at møde de lokale Venstrefolk i forsamlingshuset. Mens Uffe Ellemann-Jensen var udenrigsminister var det i høj grad Anders Fogh Rasmussens opgave sammen med partisekretær Claus Hjort Frederiksen at tage sig af den daglige ledelse af partiet. Samtidig så han det også som sin opgave at fremme den ideologiske debat i Venstre. Med udtalelser som, at man godt kunne være 'regering og i opposition på samme tid', 'pengene fosser ud af statskassen' og ikke mindst bogen 'Fra socialstat til minimalstat' markerede Anders Fogh Rasmussen sig med meget liberale synspunkter, både mens Venstre var i regering og i opposition.

Helt sådan løste Løkke ikke opgaven som næstformand. Efter halvandet år på posten kunne man under rubrikken 'De liberale vakler i andet geled', læse i Berlingske Tidende, at Lars Løkke 'ikke havde levet op til de forventninger, der knytter sig til at være en del af ledelsen i landets førende oppositionsparti', at 'han ikke havde leveret varen'. Og der blev stillet spørgsmålstegn ved, om han i længden kunne magte både at være næstformand og amtsborgmester.

Mens Anders Fogh Rasmussen havde ry som den stærkt disciplinerede, ideologiske og arbejdsomme næstformand, fik Lars Løkke hurtigt det ry, at han var den, der altid gik sidst i seng. Det var ikke noget, der kunne imponere Anders Fogh Rasmussen. I Venstre jokede man ligefrem med, at partiet havde fået et formandskab i døgndrift: Når Lars Løkke forlod baren og gik i seng, stod Anders Fogh Rasmussen op.

Hvis Lars Løkke var i tvivl om, hvad hans formand mente om den slags, kunne han bare slå op i Jyllands-Posten. Den 11. marts 2001 udtalte Anders Fogh Rasmussen i et portræt under overskriften: 'Asketen' følgende:

”Jeg vil sige rent ud: Man kan ikke have et ansvarsfuldt job samtidig med, at man sidder det halve af natten og bæller øl. Jeg gider ikke at være folkelig på den facon. Jeg giver ikke en pind for det. Jeg respekterer det ikke. Sådan har jeg altid haft det.”

Selv om det ikke fik Lars Løkke til at forlade festerne tidligere, gjorde udtalelsen ondt på ham, og han følte sig stigmatiseret af formanden. Det gjorde det ikke bedre, at der havde været rygter om, at Anders Fogh Rasmussen hellere ville have haft Mariann Fischer-Boel som næstformand.

Det var ikke kun det med festerne, der irriterede Anders Fogh Rasmussen.

”Udefra betragtet lignede det et ambivalent forhold. Fogh var aldrig i tvivl om Løkkes politiske evner, men han syntes nok også, at Løkke kom lidt let til det hele i forhold til den disciplin, Fogh selv udviste. Lars Løkke kom tit halsende ti minutter for sent med skjorten uden på bukserne, og det var tydeligt, at det irriterede Fogh. Sådan noget lærer han aldrig at forstå,” fortæller Foghs tidligere spindoktor Henrik Qvortrup.

Med jobbet som amtsborgmester ved siden af næstformandsposten i Venstre havde Lars Løkke en kalender, der var pakket med møder fra tidlig morgen til sen aften og derudover arrangementer i weekenderne.

Frederiksborg Amt var en enhed med en 'meget autonom forvaltningsstruktur' som Løkke udtrykker det, og han skulle som landets yngste amtsborgmester bruge mange kræfter på at sætte sig i respekt hos forvaltningsdirektørerne. Det gjorde ham ikke lige populær alle steder. Tidligere amtsrådsmedlem og viceamtsborgmester Conny Dideriksen (S) siger sådan her:

"Han tog hurtigt teten, og det var svært at være udvalgsformand i hans periode. Her kunne han være meget barsk. Der var mange, der mente, han havde en lidt arrogant holdning til arbejdet i amtet, og folk blev irriteret over, at han tit kom for sent til møderne. Da jeg var 1. viceamtsborgmester, var det op til mig at starte møderne, når vi ikke gad at vente på ham længere. Én gang nåede vi at blive færdige med et økonomiudvalgsmøde, inden han dukkede op."

Til gengæld var Lars Løkke populær blandt vælgerne. Fra at have fået 8.739 personlige stemmer i ’97 stemte 46.926, eller knap hver femte vælger i Nordsjælland, på Lars Løkke ved amtsrådsvalget i 2001.

Samtidig med valg til amter og kommuner i 2001 var der også folketingsvalg, hvor Venstre som bekendt vandt regeringsmagten, og Lars Løkke blev udnævnt som sundheds- og indenrigsminister. Lars Løkke havde dermed fået en ny platform og kunne slippe posten som amtsborgmester og koncentrere sine aktiviteter omkring Christiansborg. Det var en stor stilling, Lars Løkke havde fået tildelt, men han kunne alligevel ikke lade være med at notere sig, at han ikke var kommet i regeringens koordinationsudvalg, hvor de centrale ministre udstikker kursen for regeringens overordnede politik. Der var heller ikke blevet plads til ham i det andet centrale organ, Økonomiudvalget.

For Anders Fogh Rasmussen har det altid været gældende, at man ikke får noget forærende. Hvis man vil have magt, må man kæmpe sig til den. Det var sådan, han selv var blevet statsminister. På trods af, at han aldrig tvivlede på Lars Løkkes talent, mente Anders Fogh alligevel, at Løkke kom for let til tingene. Ikke mindst set i forhold til den flid og disciplin, han altid selv havde leveret.

I Sundheds- og indenrigsministeriet var vurderingen blandt embedsmænd da heller ikke, at Lars Løkke var mere flittig end andre ministre, de havde betjent. Heller ikke mindre. De kunne sagtens opleve, at Lars Løkke mødte op på arbejde efter en lang nat i byen, men det fik aldrig nogen indflydelse på hans indsats næste dag. Og set i det lys var Løkkes arbejdskapacitet imponerende.

Løkkes helt store styrke var i udviklingen af projekter. Og der kunne man for alvor mærke Løkkes indiskutable politiske begavelse. Han var en mester i at se og gribe mulighederne, når de var der.

En af dem hed kommunalreformen.

Lars Løkke havde alle dage været optaget af opbygningen af den offentlige sektor. Da han sad i byrådet i Græsted-Gilleleje, tog han initiativet til en kontroversiel og meget omtalt udlicitering af ældreplejen, men Løkke kæmpede med den offentlige sektor på flere niveauer. Som når den unge alkoholiker mødte op på hans kontor, fordi hun ikke kunne komme i den behandling, hun mente var bedst for hende, fordi amtet tilfældigvis ikke havde en aftale med lige netop det behandlingssted. Eller da en mor stod og græd i hans indkørsel, fordi det offentlige ikke kunne tilbyde nogen behandling til hendes misbrugsramte søn. Gang på gang var Løkke blevet bekræftet i det, der havde været hans politiske drivkraft gennem årene. Den offentlige sektor skulle gøres mere smidig, og med kommunalreformen var chancen der. Det blev hurtigt meget tydeligt for embedsmændene, at kommunalreformen ikke bare skulle handle om geografi og antallet af kommuner, men at der skulle laves om på indholdet i den offentlige sektor.

Da Løkke første gang skulle præsentere reformen for Venstres bagland, heriblandt en lang række borgmestre for små kommuner, der kunne se frem til at miste deres job, blev han buh'et ud. Et år senere var stemningen vendt. Lars Løkke havde brugt året på at rejse landet tyndt og besøgt kommuner, borgmestre, vælgerforeninger, borgerlister og alle, der i det hele taget var interesseret i at tale om kommunalreformen. Da han startede sin turné, fik han en ny ministerbil til sin disposition. Da året var gået, havde den kørt alle de kilometer, reglerne tillader for ministerbiler, og den måtte skiftes ud. Han lyttede og stillede spørgsmål frem for at give svarene, og det var en strategi, der virkede. Den endelige præsentation for hele det kommunale Danmark foregik i Vingstedcentret nogenlunde midt i Jylland, den 9. januar 2004. Talerstolen var så høj, at Lars Løkke med sine 173 centimeter måtte op og stå på en mælkekasse for at kunne nå op til kanten.

Det kan godt være, at han var lille Lars fra Græsted, men det var ham, og ikke Anders Fogh Rasmussen, der fik reformen igennem. Det kan også godt være, at Anders Fogh Rasmussen 'ikke gav en pind' for dem, der stod i baren den halve nat, men når det kom til kontakterne med det kommunale bagland, blev det tydeligt, at politik ikke altid foregår ved mødebordene. Politik handler også om det netværk og de uformelle samtaler, man kan have en sen nat i baren.

”Nu gør vi en stor mand ud af ham. Langsomt”, sagde Anders Fogh Rasmussen. Men ikke så højt, at Løkke kunne høre det. Det var efter valget i 2005, og Anders Fogh Rasmussen havde lige besluttet at give plads til næstformanden i det økonomiske udvalg. Men Løkke syntes, det gik lidt for langsomt. Nok var han endelig kommet i Ø-udvalget, men der var stadig ikke plads til ham i regeringens koordinationsudvalg på trods af, at han var Venstres næstformand.

Ifølge politiske kolleger følte Løkke sig stadig ikke overbevist om, at Anders Fogh Rasmussen så en kommende formand i ham. En ting var at være næstformand, noget andet den næste formand.

Men han skulle komme endnu mere i tvivl.

Da Folketinget åbnede efter sommerferien den 3. oktober 2006 demonstrerede op imod 50.000 vrede danskere, og en pæn del af dem var samlet foran Christiansborg. De store velfærdsdemonstrationer var rettet mod regeringen og det budget, der var lagt for kommunerne for 2007, og i flere uger havde daginstitutioner været ramt af forældreblokader og strejkende pædagoger, der krævede flere penge til velfærd. Demonstrationerne faldt samtidig med, at regeringen for en sjælden gangs skyld var bagud i meningsmålingerne. Og selv om der var længe til næste valg, var der krise i regeringen.

Mens masserne stod og råbte foran Christiansborg, var der åbningsdebat i salen. Og den blev lang. Meget lang endda. Oppositionen havde bred opbakning i befolkningen, og den havde ikke tænkt sig at lade regeringen dø i synden.

Ud på dagen forlod Lars Løkke salen for at gå op og feste på et af kontorerne. Folketingets åbning bliver normalt opfattet som en festdag på Christiansborg, og det er også normalt, at de forskellige ministre og ordførere forlader salen i løbet af debatten. Den første tirsdag i oktober er det altid statsministeren, der svarer for regeringen. Men lige netop dette år, hvor regeringen var i krise, og hvor folket havde samlet sig til de største demonstrationer i årevis, blev det bemærket, at Venstres næstformand, sundheds- og indenrigsministeren, valgte ikke at blive i salen og være solidarisk med statsministeren. Ikke mindst fordi krisen og demonstrationerne var rettet lige nøjagtigt mod hans ministerium. Det gjorde det ikke bedre, at festen udspillede sig, så alle journalister, der kom forbi, kunne se og høre, hvad der foregik.

Det var noget, der blev snakket om blandt journalister på Christiansborg. Og i Statsministeriet. Og Anders Fogh Rasmussen var rasende.

Halvanden måned senere var statsministeren igen rasende. Venstre holdt landsmøde og partitoppen led et stort nederlag, da et flertal vedtog, at det skulle være muligt at indføre brugerbetaling på sundhedsområdet. Ordet brugerbetaling blev nu en del af Venstres principprogram på trods af, at ledelsen havde talt stærkt imod det. Anders Fogh Rasmussen så det som næstformandens opgave at skåne ledelsen for den slags offentlige nederlag, og det var ikke et landsmøde, der gjorde forholdet mellem de to bedre. Og det var i forvejen anstrengt. Lars Løkke blev nemlig sat i forbindelse med et mindre oprør i Venstre i løbet af efteråret 2006. Bag oprøret og en række kritiske udtalelser til pressen om partiets linie og ledelse, stod Leif Mikkelsen, Peter Christensen og Søren Pind, eller 'badeklubben' som den også blev kaldt, fordi de holdt til i DGI-Byen. Lars Løkke havde et nært forhold til især Leif Mikkelsen, og det blev et problem for Løkke. Anders Fogh Rasmussen mente, Lars Løkke havde optrådt illoyalt ved ikke at få standset de tre i tide, eller måske endda at have medvirket til oprøret direkte eller indirekte.

Det endte med en fyring af Leif Mikkelsen som kommunalordfører, og den fyring blev i høj grad også set som en straf til Lars Løkke.

Efter oprøret fulgte en periode, hvor Løkke følte sig ignoreret af Anders Fogh Rasmussen. Han blev ikke inviteret med til de centrale møder, og Fogh var i det hele taget ikke lydhør over for hans argumenter.

”Han havde været ude i kulden før, men da var det fordi, Fogh ikke mente, Løkke var klar endnu. Denne gang handlede det om, at Fogh var vred på ham,” fortæller en tidligere ansat i Venstre.

På et tidspunkt tog Anders Fogh Rasmussen dog initiativ til en samtale med Lars Løkke Rasmussen. Med udgangspunkt i 'badeklubbens' oprør ville statsministeren gøre det klart, at han ikke accepterede kliker i partiet. Og efter det møde var det, som om der skete en forandring hos Lars Løkke. Det virkede, som om Anders Fogh Rasmussen havde givet ham en form for tilkendegivelse, og samtalen blev et slags vendepunkt for deres indbyrdes forhold.

I hvert fald kunne folk omkring Lars Løkke konstatere, at han ikke længere kom for sent til vigtige møder, og hvor han tidligere stiltiende havde accepteret en vis slendrian i partiorganisationen, sad han nu i struben på folk og var den krævende næstformand.

Den offentlige tilkendegivelse fra Anders Fogh Rasmussen kom dog først i valgkampen i november 2007, da de to repræsenterede Venstre i krydsild på Danmarks Radio. Da Lars Løkke på et spørgsmål indledte sit svar med: ”Nu er jeg jo ikke statsminister,” brød Anders Fogh Rasmussen ind og sagde: ”Nej, men du ville ellers være god til det.”

Tiden vil måske vise, om han har ret.

---

DET VIDSTE DU IKKE OM LARS LØKKE RASMUSSEN

- Lars Løkke går meget op i mad. I mange år drev han ’Restaurant Solbakken’ hjemme hos sig selv. Familien bestilte mad fra trykte menukort, og Lars Løkke fungerede både som tjener og kok.

- Han køber sit tøj hos Troelstrup. Der kan man nemlig få skjorter med ekstra korte ærmer.

- Indtil for nylig var det eneste musikanlæg i huset det, Lars Løkke havde købt på statsgaranteret studielån, mens han gik i gymnasiet.

- Lars Løkke er lettere farveblind.

- Når han er hjemme i Græsted, kan man se ham i bybilledet iført træsko og en rød træningsdragt i skinnende polyester, hvor der står ’Nordkystens Tagdækning’ på. Den har han ’lånt’ fra sin bror, der fik den i 1989.

- Han boede hjemme, til han var 24 år. Og hans mor ordnede alt hans vasketøj.

- For tiden ryger Lars Løkke omkring 20 cigaretter om dagen – orange Kings, fordi de er uden tilsætningsstoffer, og det derfor skulle være nemmere at holde op. Han var egentlig stoppet, men begyndte igen under forhandlingerne om Kommunalreformen. I starten fik han smøger fra Socialdemokraternes kommunalordfører Ole Stavad, men til sidst syntes han, det blev for pinligt, og gik ned og købte en pakke til sig selv.

---

Lars Løkke Rasmussen blev statsminister på det forkerte tidspunkt og på den forkerte måde. Han så da heller ikke ud, som om han befandt sig godt i rollen. I det aktuelle nummer (Euroman nr. 218) af Euroman kan du læse artiklen om Lars Løkke Rasmussen, der først begyndte at ligne en statsminister den dag, han ikke var det længere.

---

FACEBOOK Bliv ven med Euroman