Med Konservativ Ungdom til bords: ”Hvornår er det parti, jeg elsker blevet til en småborgerlig frikadelleforsamling?”

Jeg vidste slet ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg ringede til Andreas Carlsen fra Konservativ Ungdom for at høre, om jeg måtte komme med til deres landsråd i Ringsted. Jeg havde selvfølgelig hørt røverhistorier om, at det er unge, velhavende drengebørn fra byerne nord for København, der kan tilrane sig alt med undtagelse af fars kærlighed. Om Mai Mercado, der sammen med en gruppe topfolk i KU kastede et halvråddent grisehoved ind i Frank Jensens have for år tilbage, mens de sang slagsange. Om at det er en forsamling gamle sjæle i unge kroppe, hvis samfundsutopi er stråtækt og hvidkalket. Og om eksklusioner til højre og venstre af politiske værnemagere.

Det virker så modstridende at være ung og konservativ – At have fremtiden foran sig men lovprise de gamle dyder og værdier. Jeg har ofte lagt mærke til, at det virker mere karikeret end oprigtigt, når unge mænd i jakkesæt andægtigt forsvarer landbruget eller forsvaret – Måske er det bare mig – så det egentlige spørgsmål, jeg ville have besvaret denne aften, var: Hvem er ung og konservativ?

Der er allerede opstand i rækkerne af smøgrygende mænd og kvinder fra Konservativ Ungdom København, da jeg støder på dem foran Ringsted Kongrescenter en tidlig morgen. En ældgammel fanebærertradition er ved at blive brudt, og det er virkelig noget skidt. For traditioner er for de Konservative, hvad lavere skatter er for Liberal Alliance og øremærket barsel er for Enhedslisten. Det er hele deres selvforståelse.

”Han tager ikke sin telefon. Hvem fanden har givet ansvaret for fanen til Niels?” siger en ung kvinde.

”Jarl siger, at han er her om tre,” beroliger en af herrerne i gruppen, mens han dovent løfter en cigaret til læberne.

”Tre hvad? Tre minutter? Tre timer? Tre regeringsperioder for Putin?” følger en anden op.

Den Niels, de ikke kan få fat på, er medlem i Konservativ Ungdom København – i daglig tale KUK – og man får indtrykket af, at nogle KUK’ere havde fået en hjerneblødning, da de lod Niels stå for, at dannebrogsfanen kom trygt til Ringsted. Men nogle smøger senere kommer han anstigende med fanen og et udtryk, der får ham til at se ud som en blanding mellem en McKinsey-konsulent og figuren Dorian Gray. Kun de blodsprængte øjne viser, at han er en hærget mand.

Festlighederne begyndte allerede dagen før, hvor den hårde konservative kerne mødtes til praktiske diskussioner, fik jeg fortalt. De havde efterfølgende drukket sig fulde og taget til den officielle KU-efterfest på Crazy Daisy. Og at efterfesten skulle være på netop det diskotek faldt en del konservative for brystet. De var ”chokerede og ville bare hen på nogle dejlige, brune beværtninger med smøger og bajere i stedet for det der natklub-noget.”

Men det havde ikke stoppet festen. En fyr fortalte, at han havde været så stiv dagen før, at han havde prajet en vogn for at køre nogle få hundrede meter. Selvom taxachaufførerne havde oplevet deres dagen før, fordi den lokale håndboldklub, TMS Ringsted, havde vundet oprykning til den bedste herreliga, spurgte chaufføren, om fyren var alvorlig, men det var han, og fyren faldt efterfølgende i søvn i sin vens kuffert.

Det er hårdt at være konservativ i dag. Og måske endnu hårdere at være ung konservativ, uagtet at de ofte fremfører sig påståeligt og selvsikkert med en stoisk gammelmandsmine, man kun møder hos sergenter i film om Vietnamkrigen. Deres samtid er globaliseret, fremadskuende og politisk korrekt, mens de foretrækker nationen og de gamle dyder med en retorik, der er lige ud ad posen.

”Vi kan godt lide at brokke os og være bitre. Jo længere tid du har været i systemet, ganget med den bitterhed du kan fremlægge, giver en indgroet autoritet, og så giver folk dig ret. En KU’er er en, der finder sin egen identitet igennem en frustration over alt det, de ikke er,” siger Anders Lund fra Horsens.

De bliver latterliggjort, fordi de er skråsikre og holder fast i deres holdning, og selvom ungdomspartiet ofte kommer med smårabiate forslag og kontroversielle kampagner, så er det en smule beundringsværdigt. De stjæler medlemmer fra både røde og blå ungdomspartier, fordi de ligger i smørhullet, der skæver til begge sider. Fordi konservatismen ikke er en ideologi, men en politisk og social filosofi, er der flere opdelte fløje i partiet, alt efter om du læner dig mod nationalismen, socialismen eller det frie marked.

”Den røde fløj er de socialkonservative, som minder meget om moderpartiet. Man vil forandre for at bevare en meget moderat form for konservatisme. Sort fløj er de liberalkonservative, hvor staten skal have så lidt at sige som muligt, og civilsamfundet skal have den største rolle. Og så er der de nationalkonservative i hvid fløj, som jeg tilhører. Det er Gud, Konge og Fædreland. Vores slagsang er: ’Uden Gud vil Danemark forgåååå,’” fortæller Thomas Nordahl.

Thomas Nordahl er 28 år og fra en venstreorienteret arbejderfamilie i Glostrup. Det opleves faktisk mere almindeligt end stereotypen om overklassedrenge fra Nordsjælland eller børn af svinebønder i provinsen. Til gengæld er han nærmest karikaturen på en nationalkonservativ. Han går ordentligt klædt, taler en smule andægtigt, som en Varnæs ville gøre det, og så læser han teologi på Københavns Universitet.

I løbet af aftenen nævner flere, at tolerancen til landsrådene er blevet lavere. De fortæller, at man engang måtte komme med forslag, som at tjenere og kvinder skulle miste stemmeretten, og at Folketinget skulle erstattes af et Landsting med Kongen som absolut enevælde. Men den slags forslag ville ikke blive accepteret i dag.

”Det bliver stille og roligt i år af den simple årsag, at der ikke er nogen eksklusioner. Jeg blev ret skuffet i 2016 over, jeg ikke var på listen. Der var sådan en liste over mulige personer, der kunne blive ekskluderet. Så har jeg ikke skabt nok opmærksomhed på mig selv,” siger Thomas Nordahl.

Ved landsrådet i 2016 var der tre medlemmer, der blev ekskluderet, forklarer han. Én fordi han havde udtalt, at han hellere ville have en proptrækker trukket igennem sit urinrør end at stemme på den konservative kandidat i sin kreds – Det kaldes partiskadelig virksomhed. Mikkel Bjørn Sørensen, der i dag er formand for Nye Borgerlige Ungdom, og en tredje havde begge meldt ud, at de heller ikke ville stemme på det Konservative Folkeparti til folketingsvalget, og det blev for meget for ungdomsorganisationen, som i de år nærmede sig moderpartiet politisk.

Konservativ Ungdom er Danmarks ældste ungdomsparti. Det er måske verdens ældste, men det er svært at vide sig helt sikker. De er endda ældre end deres moderparti, og derfor har de exceptionelt mange traditioner, som når dannebrogsfanerne marcheres ind i gildesalen til den keltiske sang ’Blaze Away’, mens de 350 fremmødte medlemmer klapper og stamper i takt.

Samtlige medlemmer sidder i fuld ornat ved bordene inddelt efter deres storkreds. Der er jakkesæt og velfriserede unge mænd og mange har knipset en såkaldt kongenåle i venstre revers. De fortæller, at nålene blev produceret i 1940 i forbindelse med Christian X’s 70 års fødselsdag, og at de i besættelsesårene blev båret, som et tegn på modstand, og det gør de i og for sig stadig. De mest indædte traditionalister har de originale kongemærker, ikke de sene genoptryk, og de har dem i guld i stedet for sterlingsølv.

Efter velkomsttalerne bliver der sendt telegram til dronningen, som er en tradition, inden de politiske snakke for alvor går i gang. Er det din første tale er kutymen, at man siger: ”Høje landsråd. Dette er min første tale.” Og så klapper alle helt vildt. Der bliver diskuteret, om man som ungdomsparti skal støtte Bashar al-Assad, men det forslag bliver haglet ned. Der bliver diskuteret kommunesammenlægning, om Kulturstyrelsen bør godkende byggerier i danske købsstæder for at undgå store, grimme og moderne bygninger, og burkaforbud, hvor en af alderspræsidenterne i forsamlingen går til modangreb på nationalisterne:

”Hvornår er det parti, jeg elsker blevet til en småborgerlig frikadelleforsamling? Hvis I gerne vil have frikadeller, så tag til DFU (Dansk Folkepartis Ungdom), der er frikadeller, og de er endda gode,” siger Nichlas Jensen.

Men trods kommentaren bliver det et overvejende ja til burkaforbuddet. Nichlas Jensen er ofte blevet høvlet ned af hvid fløj, og det skulle angiveligt være, fordi han har ekskluderet halvdelen af dem.

Et andet forslag, der deler vandene, er spørgsmålet om partiet bør støtte Donald Trump. Forslagsstilleren er den 27-årige Anders Lund fra Horsens. Han er kendt for at sætte skub i tingene med provokerende spørgsmål og forslag, og denne aften har han da også en ’Make America Great Again’-kasket på, som han fik, da han var i Natholdet på valgnatten. Han kalder sig selv for en politisk panda, fordi han er halv sort fløj og halv hvid fløj. Han synes, man skal trækkes i børnepenge, hvis ens børn går i en T-shirt med Che Guevara, han er vild med Trump, og så synes han, det er hul i hovedet at tilbyde modersmålsundervisning i danske skoler.

”Hvis jeg tager til Kina, så forventer jeg da heller ikke, at den kinesiske stat underviser mig i dansk retstavning. Det er helt åndsvagt. Og at EU siger vi skal, er et endnu bedre argument for ikke at gøre det,” siger han på et tidspunkt fra talerstolen.

Anders Lund er arketypen på en konservativ med militærbaggrund og målet om en stor karriere. Han har været i hæren i syv år og været udsendt tre gange – én gang i Libanon og to gange i Afghanistan – og nu er han i gang med at tage en uddannelse i erhvervsjura. Han ser en KU’er som en, der er noget, kan noget eller vil noget.

”Den gængse KU’er er måske lidt en nørd for at sige det pænt. Hvis man kigger rundt omkring, så er folks IQ nok større end deres bænkpres,” siger han.

”Vi plejer at sige, at en KU’er kom for politikken og blev til øllene eller kom for øllene og blev for politikken.”

Men hans udtryk er alt andet end klassisk konservativt. Til hverdag går han i T-shirts med ACDC og grønne cargo-bukser i stedet for stive skjorter. Og selvom mange af de ting han siger er for at skubbe lidt til folk og kan lyde lidt harsk, så er hans kerneholdning ret klart formuleret.

”Problemet med vores samfund er, at vi er hægtet op på hinanden med sundhedsvæsen og så videre. Hvis du går i stykker, så skal jeg betale for det, så jeg har en interesse i, at du ikke går i stykker,” siger han.

Da vi har snakket lidt, kommer Kevin Prahl fra forretningsudvalget og afbryder.

”Hvad så, Mr. News. Gik det godt?”

Efter Anders Lund havde forladt talerstolen, tog han en taxa på TV2 News’ regning til Odense. Han skulle ind og diskutere den amerikanske våbenlovning ovenpå på en række skoleskyderier, og efter interviewet betalte de en taxa tilbage til Ringsted, hvor han nu får nogle historier af Kevin Prahl om, hvad der skete, mens han var væk. Vi står i forhallen, og Prahl er smuttet ud, fordi nogle af Weidingers venner har lavet en videomontage om hans formandstid, og det er der flere, der ikke kan bære.

”Du slap for 35 minutters circlejerk om Andreas Weidinger. Jeg var nødt til at gå, og det er altså slemt, når jeg går fra gratis vin,” siger Prahl.

Men så bliver der pause, og de smøgtrængende stormer ud af kongrescentret, og folk forsøger hele tiden at trække mig væk for Anders Lund, fordi han vil fortælle alle historierne om de gode, gamle dage, hvor pigerne forførte fyrene for at stjæle deres stemmer til formandsvalget.

”Kom nu med ind. Du skal ikke fortælle det hele,” siger aftenens konferencier.

”Jo, han skal da have nogle af røverhistorierne,” svarer Anders Lund og griner.

Størstedelen af de 350 KU’ere bor på Hotel Scandic eller har lejet sig ind på et Airbnb i Ringsted i de dage landsrådet varer. Men 40-50 KU’ere overnatter i en gymnastiksal på Valdemarskolen i Ringsted, hvor det kun koster 20 kroner pr. nat. Jakkesæt og skjorter hænger i ribberne over de udrullede soveposer, og flere siger, at det ligner en gammeldags herreekvipage. Enkelte har medbragt strygejern for at udglatte deres skjortekraver før den famøse gallamiddag og fest om aftenen. Men aftenen før havde altså stået på Cuba Passion, håndbajere og pizza, så gymnastiksalens gulv flyder med skrald og papir.

Mænd og kvinder sover i hver deres gymnastiksal med undtagelse af et enkelt kærestepar, der har brudt opdelingen. Begge steder gøres der klar. Hos mændene iklædes de jakkesæt og manchetknapper, pudsede laksko og farvekoordineret slips og lommeklud, mens kvinderne trækker i lange kjoler, lægger make-up og bølger håret. Begge skal de være klar til årets fest, som leder tankerne hen på et gymnasiegalla.

Nogle timer senere sidder alle medlemmer i gallatøj ved bordene inddelt efter storkreds. Jeg er blevet placeret mellem Frederik von Jessen fra den røde fløj og Sofie Kümpel, der er medlem af forretningsudvalget i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Hvert år inviterer Konservativ Ungdom de andre ungdomspartier til gallamiddagen med undtagelse af Socialistisk Ungdomsfront.

”For det første ville de ikke komme, og for det andet ville vi være de første, de ville klynge op, hvis de fik gennemført deres revolution,” fortalte den tidligere formand Andreas Weidinger inden gallamiddagen.

Det er tradition, at de gæstende ungdomspartier optræder med et kækt indslag, hvor de gør nar ad Konservativ Ungdom, og det er også tilfældet i aften. Radikal Ungdom har lavet en festsang til melodien fra ’Du må få min sofacykel, når jeg dør’, og da de når til et vers, der håner dronningen med ordene: ”Kongehuset, det skal væltes lige nu,” rejser hele salen sig op, afbryder sangen og bryder ud i ’Kong Christian stod ved høje mast’.

Efter sangen begynder den hvide fløj at klappe og huje, mens de råber: ”HVIDE MÆND.” Jeg får at vide, at det er for at gøre grin med politisk korrekthed, og min bordherre Frederik von Jessen bliver ved med at sige: ”Det er en joke!” Det gør han, hver gang den hvide fløj skaber sig lidt. Det gør de flere gange den aften.

Som i en af de mange pauser, hvor en gruppe fra hvid fløj står uden for kongrescentret og ryger smøger og pibe. Da Sebastian Joubert S. Kaimson fra Aarhus kommer ud, råber den ene: ”Se, en neger!” hvorefter de synger, ’Jeg har set en rigtig negermand’, mens en anden kalder ham ”det flyvende smil.” Sebastian begynder at synge med på sangen, klapper sine hæle sammen og siger: ”Allez!” Og da vi kommer indenfor igen, spørger jeg, om det var ubehageligt.

”Nej, nej. Jeg er helt med på den. Det er bare for sjov. Men tak, fordi du spurgte,” siger han.

Resten af aftenen står på vin ad libitum og fest. Jeg får fortalt, at mange konservative er æstetikere. De går meget op i deres eget udtryk, og hvis man har en forbundet butterfly på, kan det sagtens være, at en ældre konservativ smider en kommentar såsom:

”Har du fået kineserne til at binde den for dig?”

Men jeg får ingen kommentarer, selvom jeg havde glemt at tage bælte på. Til gengæld får jeg fyldt glasset op af von Jessen, hver gang jeg har nippet til vinen.

Da aftenens planlagte arrangementer er overstået rejser alle sig for at synge slagsangen ’Det var et herligt KU-møde’:

”Det var et herligt KU-møde,

der var stemning og humør – og humør!

Og vi tævede de røde,

som de sikkert ej er blevet tævet før.

Igennem luften sused’ stole,

og vor sang har den parole:

Kampen er forbi – er forbi,

Nu kommer Eriks politi,” synger alle i kor.

Sangen slutter aftenens officielle program, og derfra står den på fest hele natten. Stemningen er som til en gammel elevdag. Flere kender hinanden på tværs af storkredse, men der skal helst lidt alkohol indenbords for at få det hele til at glide.

”Jeg plejer at sige, at KU-festerne er Paradise Hotel med lidt klogere mennesker, lidt mere alkohol og lidt vildere fester,” siger konferencieren.

Ambassadøren for Radikal Ungdom er en af de første på dansegulvet, som langsomt vokser sig større. I baren står den liberale sorte fløj og køber drinks, hvid fløj sidder ned, drikker bajere og griner som gamle mænd, og rød fløj er lidt over det hele. Der er så mange forskellige typer med forskellige baggrunde og politiske ståsteder, og de virker ikke så karikerede mere –kun lidt.

Det er mig lidt en gåde, at de mennesker kan skabe så meget politisk røre. Et af mange eksempler kunne være, da storkredsen i Aarhus fornyligt udgav et billede af en hval i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i det offentlige. Der skrev de:

”Med en vægt på 2.700 kg er blåhvalens unger verdens største babyer – Hvis man altså lige ser bort fra de offentligt ansatte, der kun vil have mere i løn og ikke skattelettelser.”

De forstår også at mundhugges deres egne imellem, men til gallamiddagen og den efterfølgende fest er der hverken sure miner eller indebrændt vrede, selvom der blev gået til den. Politiske modstandere drikker øl, danser og ryger sammen, og det er jo sådan det burde være. Om det er rødvinen von Jessen ihærdigt har hældt på mig eller den gode stemning, der påvirker mig, er jeg lidt i tvivl om. Men i nogle meget lange sekunder, inden jeg skal med toget, får jeg lyst til at løsne slipset og feste igennem med dem.

I aften skal alle ende i kufferten.

LÆS OGSÅ: Hvor rig er Trump egentlig?

LÆS OGSÅ: Christian Friis Bach: "Det er mig magtpåliggende at komme ud og se, hvordan fattigdom er for at forstå det. Det lyder forkert, men det motiverer mig"

LÆS OGSÅ: Stort interview med Lars Løkke Rasmussen: "For mig er politik ikke for sjov. Jeg havde alle mulige andre planer, da jeg var ung"