”Min far var landmand og manufakturhandler og blev siden lektor i kemi. Han havde et fritidslandbrug og lærte mig at begå mig på en gård. Jeg gravede pæle, mugede ud og kørte på mejetærsker. Der er en grund til, at man siger om landmænd, at de er jordnære. Når man står i lort til knæene, har man fødderne på jorden. Han lærte mig også værdien af det internationale samarbejde. Jeg husker især, da Danmark i 1992 stemte om Maastrichttraktaten. Jeg stemte nej, fordi jeg syntes, at EU’s landbrugspolitik ikke var fair over for verdens fattige lande, mest i protest, for Maastricht havde ikke noget med det at gøre.
Da min far fandt ud af det, talte han ikke til mig i flere måneder – og han var ellers verdens mest venlige og tolerante menneske. Han skrev i stedet nogle breve til mig. Han havde oplevet Anden Verdenskrig, og for ham var det internationale samarbejde ikke noget, man skulle tage let på. For ham var EU et fredens projekt, en hjertesag, der lå dybt i ham. Man kunne ikke stemme nej til EU. Det var et wakeupcall. Jeg har stemt ja lige siden.”
Annonse
Har du nogensinde været bange?
”Jeg har rejst i nogle af verdens farligste lande – Mogadishu, Afghanistan, Yemen – og nogle gange været lidt dumdristig. Det er mig magtpåliggende at komme ud og se, hvordan fattigdom er for at forstå det. Det lyder forkert, men det motiverer mig. Som minister er du pakket ind i PET-folk, men når jeg har rejst for ulandsorganisationer, har jeg besøgt slumkvarterer på egen hånd, taget afsted iført et par cowboybukser og med en plasticpose i hånden. Jeg var engang i Johannesburg på min fødselsdag og besluttede mig for at gå ud på egen hånd for at spise. Jeg havde ikke gennemtænkt det projekt, for det viste sig, at restauranten var i et område, som man ikke skulle opholde sig i. Det havde jeg ikke skænket en tanke, for området så okay ud, da jeg gik ned til restauranten. Men da jeg skulle ud igen, var det ikke okay. En helt mørk gade uden en levende sjæl. Det føltes som at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.”
Hvad er dit vigtigste overlevelsestrick?
”Jeg løber meget, når jeg rejser, og jeg har løbet gennem slumkvarterer og farlige områder. At løbe er en god måde at se verden på. Hvis du går, bliver du oplevet, som om du trænger ind på folks private ejendom. Hvis du kører i bil, får du ikke rigtigt set noget. Men at løbe er en fantastisk ting, for de lokale tænker som oftest: Hvad er det for en idiot, der løber rundt i det latterlige kostume? Jeg har set mange flotte, farlige og forunderlige steder på den måde. I Østafrika er man næsten en folkehelt, når man løber, for der er opstået en løbekultur, hvor børnene løber med dig, og folk klapper.”
Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet?
”At få børn. Det var en impulsbeslutning. Min kone og jeg lod os rive lidt med på bryllupsnatten. Vi fik vores første barn ni måneder efter."
Annonse
Hvad har været dit livs vigtigste telefonsamtale?
”Da Margrethe Vestager ringede for at spørge, om jeg ville være minister. Det var en total og brutal overgang fra én verden til en anden, som skete inden for et døgn. Selvfølgelig bestemmer man som minister mange ting, men man er pakket ind i sikkerhedsfolk og chauffører, i politik og principper og i tidsskemaer.”
Hvad er det bedste råd, du har fået?
”’Det værste mareridt er at vågne op om morgenen og ikke at have noget at lave.’ Det sagde min mormor, en gæv vendelbo, som stod i spidsen for en stor herregård. Hun knoklede til den dag, hun døde. Når jeg en gang imellem synes, jeg har for meget at lave, og at det er lidt synd for mig, så tænker jeg på hende. Min far skrev også digte på sine gamle dage. Et af dem hedder ’Om at ville’. Det gælder i mange af livets forhold, men i særdeleshed i ægteskabet. Man skal holde fast.”
Hvad er det bedste måltid mad, du har fået?
”’Jeg spiser for at leve og ikke omvendt.’ Sådan sagde min far, og jeg har det lige sådan. Min yndlingsret er spaghetti med smør og ost! Det kan jeg spise hver dag. Som ung var jeg militærnægter og blev sendt til Nykøbing Mors for at arbejde og spiste den ret hver dag. Til sidst kom min kone op for at redde mig. Hun var vist bange for, at jeg fik skørbug.”
Har du et ar, der fortæller en historie?
Annonse
”Jeg har store ar på mine ben, som jeg fik under en kanotur i Sverige. Jeg var afsted sammen med nogle klassekammerater og løb op på et bjerg for at tage et billede. Pludselig gled jeg og faldt seks-syv meter ned. Jeg har en stærk dødsdrift, som Freud vist kaldte den: Jeg kan ikke stå på en storebæltsfærge uden at få lyst til at kaste mig ud. Lige i det øjeblik tror jeg faktisk, at jeg sprang ud, hvilket var mit held, for så fik jeg balance i faldet i stedet for at rulle. Jeg ramte toppen af et birketræ på vejen ned, som brækkede og ramte ned i nogle sten. Mine ben blev flået op, kødet var skrællet af. Jeg lå og råbte ’hjælp’, men mine venner råbte ’hold kæft, Bent’ tilbage, for de troede først, at det var en, som råbte ’Bent’. Til sidst kom de dog og fik mig på hospitalet, hvor jeg blev lappet sammen.”
Hvad er din største succes-oplevelse?
”At jeg var med til at starte Fairtrade-mærket op. Idéen kom fra Holland, men jeg har en del af æren for, at det lykkedes i Danmark. Jeg brugte det meste af min ungdom på at cykle rundt på en longjohn og sælge ’ulandskaffe’, som den hed dengang. Jeg syntes, at det var unfair, at bønder i fattige lande ikke fik en ordentlig pris for deres varer og gik usandsynligt meget op i sagen fra 19-års alderen og 10 år frem. Jeg havde læst ’Oprør fra midten’ (en debatbog fra 1978, red.) og ville redde verden. Desuden var det jo landmænd, så jeg kunne relatere til det på grund af min egen baggrund. Dengang hed det Max Havelaar, i dag hedder det Fair Trade. Det er kommet mange fattige landmænd til gode.”
Hvordan holder man sig ung?
”Jeg har et lille landbrug i Ganløse. Det er et sted, jeg kobler af. Jeg står og kigger på køerne i stedet for at gå i biffen og går med buskrydderen i stedet for at gå i fitnesscenter.”
Hvilken ejendel rejser du aldrig uden?
”Mit armbånd. Jeg har fået det af min kone og går med det, for ellers ødelægger jeg mine neglerødder. Jeg piller i dem konstant, hvis ikke jeg har noget i hænderne. Du skulle bare vide, hvor mange kuglepenne, jeg har ødelagt i mit liv. Der er jeg nok ikke blevet helt voksen. Armbåndet virker afstressende. Jeg glemte det på en udlandsrejse for nyligt og var nær ved at få tics.” ■
