Danske hooligans mødes i skoven og slås: "Jeg stod foran 10 frådende hooligans og tænkte: 'Hvad er det, jeg laver?'"

”Første gang, jeg var ude i skoven, var jeg ved at skide i bukserne. Det var mod en af de største grupper i Danmark. Jeg stod foran 10 frådende hooligans og tænkte: ’William, hvad fanden er det, du laver?’ Første runde gik sindssygt godt. Men på et tidspunkt blev jeg slået i ansigtet. Jeg var halvt nede og var lige ved at blive sparket i hovedet. Så kom min ven flyvende og nakkede min modstander. Smak, smak, smak. Så kom en tredje Brøndby-dreng og hjalp til. Der blev jeg virkelig reddet, og så får man altså et specielt forhold til nogle mennesker, man måske dårligt nok kender. Det er det største adrenalinsus, jeg nogensinde har fået.”

William husker tilbage på sin første ’kamp’ for Brøndby IF’s mest hårdtslående hooligangruppering, Fri Sport. Man kan fornemme i hans øjne, hvordan han gennemlever suset på ny. William har indvilliget i at fortælle om sine erfaringer med ’skovboks’. Den nye, lyssky kampsportsdisciplin for nord- og østeuropæiske fodboldhooligans.

Hooligankulturen i Danmark er nemlig ikke, hvad den var for 10 år siden. Volden er rykket fra gaden og ud i skoven. Nu mødes de mest hårdkogte fans af danske fodboldklubber, heriblandt også FCK, Esbjerg og OB, med jævne mellemrum i mennesketomme skovområder. I al hemmelighed og i ly fra offentlighedens og politiets søgelys.

Journalist Tom Carstensen, der er medforfatter til bogen ’Hooligan’, beskriver fænomenet som en ny måde at forsvare klubbernes farver på:

”De moderne hooliganslagsmål er mere organiserede, end de var i gamle dage, hvor der opstod mere tilfældige konfrontationer på og uden for stadion. Nu aftaler lederne af de forskellige hooligangrupperinger i højere grad, at man møder op i skoven på et givent tidspunkt og i et lige antal. Det kan være 20 mod 20 eller 10 mod 10.”

Herfra er regelsættet lige så simpelt, som det er kompromisløst: De to hold tordner sammen i et kaotisk masseslagsmål. Når alle mand fra ét hold ligger på jorden, ude af stand til at rejse sig, har det pågældende hold tabt. I modsætning til det klassiske stadion-slagsmål er skovboksningen underlagt et fastere regelsæt, forklarer Tom Carstensen:

”Man slås så fair, som man nu kan, og det er ikke mit indtryk, at det handler om at slå hinanden ihjel. Det er jo en form for MMA, bare med endnu større frihedsgrad. Man møder op uden slagvåben og slås altså kun med næver og fødder. Ved mere spontane gadeslagsmål i forbindelse med fodboldkampe bliver der nogle gange kastet med sten og flasker, og hvad man ellers lige kan få fat på. ’Skovboks’ er langt mere organiseret.”

William, der er i midten af 20’erne, har været i kamp for Brøndby Fri Sport fem gange. Vundet fire gange, tabt én. I sine sene teenageår begyndte han at færdes i det mest dedikerede fanmiljø på Brøndby Stadion, og blev igennem en fælles ven introduceret til den daværende leder af Brøndbys hooligangruppe. I den bokseklub, han kalder ’Brøndby-huset’, viste William, der er høj, hærdebred og veltrænet, sit upolerede boksetalent frem for højtstående folk i hooliganmiljøet:

”De tunge drenge skal se dig an nogle gange under sparring, for de hiver ikke hvem som helst med ud for at slås for klubben. En dag spurgte de mig direkte, om jeg ville være interesseret i at prøve skovboksning.”

William vidste i forvejen, at han var god til at gebærde sig i slåskampe. Flere gange tidligere havde han været i karambolage i det københavnske natteliv, og her stod det hurtigt klart, at hans forudsætninger for at slås var bedre end de flestes. Gode gener og flere års dedikeret styrketræning gjorde ham til én af dem, vennerne ringede til, hvis de kom i problemer.

Det tilbud, William fik i fan-fraktionens bokseklub, er ikke mange forundt. I Brøndby-husets kælder aspirerer flere unge mænd til at blive en del af miljøets inderkreds:

”Der er boksetimer to-tre gange om ugen og stor efterspørgsel på træningen. Der er virkelig mange unge drenge i Brøndby, der vil det her. Alle drengene er nogle rødder, men det er stadig kun omkring 20, der får lov til at komme med til kamp.”

Til at begynde med var William dog lunken ved idéen. Ville han risikere at få omfattende fysiske skader og en voldsdom for at deltage i et fænomen, han hidtil kun havde oplevet foran en computerskærm?

”Jeg tænkte egentlig, at det ikke var noget for mig. Men så fortalte de mere om det og viste mig nogle videoer. Og jeg kunne se, at der var et fedt sammenhold forbundet med kampene. Jeg spurgte, om jeg måtte komme med ud og se en kamp, før jeg sagde ja. Det afviste de på stedet. Under kampene er der én, der filmer, og én erfaren skovbokser, der sørger for, at alle regler bliver overholdt. Udover det er der ingen tilskuere. Aldrig. Men efter en del god sparring blev min nysgerrighed alligevel for stor. Jeg ville med ud i skoven.”

William fik sin ilddåb. Mod en af Danmarks største hooligangrupper, eller firms, som de kaldes i miljøet, sloges han og de andre 10 mod 10 over tre runder. Én runde kan vare mellem alt fra 15 sekunder til fem minutter. Slavisk gennemgår William, hvordan de fleste kampe forløber:

”Man kører ud i skoven i biler. Vi har en højttaler med, så vi kan pumpe stemningen op. Vi binder tape omkring håndleddene og gør os klar. Nogle gange hilser man på det andet hold, andre gange står man og skuler over mod modstanderne i et stykke tid. Så er der én, der pifter eller har en startpistol, som han affyrer, og så går man ellers i kødet på hinanden. Reglerne er sådan, at når en modstander er nede, så må du ikke slå videre. Du må godt ’afslutte’ ham med et slag eller et spark, men hvis du går for langt, er der en fyr med udefra, der stopper det. Når alle fra ét hold er nede, starter en ny runde. Min første kamp var ret hård, for du får altså et par stykker på hovedet i løbet af de tre runder.”

Det vides ikke præcis, hvor og hvornår hooligans begyndte at søge ly under trækronernes dække for at kunne slås i fred mod hinanden. De internationale forbilleder findes ifølge Tom Carstensen i Østeuropa, hvor fænomenet ikke kun er forbeholdt mænd – her florerer der videoer af kvinde-firms, som mødes i skoven til brutale knytnæveudvekslinger.

I Danmark fik fænomenet første gang offentlig opmærksomhed i februar 2014. Her mødtes hooligangrupperinger med tilhørsforhold til henholdsvis FC København og AGF og sloges 14 mod 14 på en landevej uden for Aarhus. Videoen af kampen fandt vej til internettet, hvor man kan se, hvordan gruppen af FCK-hooligans – alle klædt i rødt – på et minut nedkæmpede modstanderen med utallige slag og spark i ansigtet.

Kampen fik medieomtale, fordi politiet havde fået nys om den arrangerede slåskamp. Da de to hold gik hvert til sit, greb politiet ind og sigtede alle 28 deltagere. Nogle slap med bødestraffe, andre røg i fængsel i op til to måneder. Episoden understreger, hvorfor ’skovboks’-disciplinen er forbundet med enorm diskretion:

”Det er kun de implicerede, der taler om, hvad der skal ske. Ingen udefrakommende må kende til en kamp på forhånd. Det er tidligere sket, at politiet har stormet området, hvor en kamp har været i gang, og Brøndby har også haft folk inde og sidde for organiseret vold på den baggrund,” siger William.

Han tilføjer:

”Tredje gang, jeg var i skoven og bokse, vidste jeg faktisk ikke engang, hvor vi endte henne. Du ved … Du sidder i en varevogn, drikker nogle bajere, suger nogle streger (kokain, red.), og lige pludselig står du i skoven.”

Også Tom Carstensen understreger betydningen af tilliden internt i et firm:

”Myten om, at man bare hiver små, uskyldige fodbolddrenge ind, den holder ikke. Det er nærmere omvendt. Man skal kunne stole 100 procent på hinanden, så det er ikke hvem som helst, der kommer med.”

Hooliganisme i Danmark bliver i den brede del af befolkningen oftest forbundet med de hårdeste tilhængere af Brøndby IF, FC København og i nogen grad AGF. Men ifølge William har ’skovboks’ en langt bredere appel i de danske fanmiljøer, end man umiddelbart skulle tro:

”Mange tror, at det kun er FCK og Brøndby, der slås. Det har de også givet folk god grund til, for de har altid været blandt de mest hidsige. Men Randers, for eksempel, har også været med. Blue Army fra Lyngby var også stærke i en periode, selv om de kommer fra en lille klub. Helsingør, Esbjerg, Aalborg og Odense har også rørt på sig for nylig. Men når alt kommer til alt, har Brøndby altid domineret i ’skovboks’.”

Hvor ofte finder de her kampe sted?

”I den tid, hvor jeg var aktiv i Brøndby, var der slåskampe i højsæsonen cirka en gang om ugen eller hver anden uge. I nogle perioder er klubbernes hooligans mere aktive end spillerne. Men det kan være lidt forskelligt. De store hold slås ofte.”

Selv om de danske hooligans er lyssky, ikke vil kendes ved navn og som udgangspunkt ikke udtaler sig til journalister, tilbyder de til tider et indblik i deres ellers lukkede verden på de sociale medier. Det centrale er, at de på den måde selv styrer den information, der kommer ud.

’Small arranged U23 fight yesterday in Denmark between Aalborg and Randers. Victory for Aalborg after about 1 minute.’

På Instagram-konti som ’thetroublemakingvikings’, som ovenstående citat stammer fra, kan man således finde dokumentation for udvalgte kampe. Standardproceduren er, at grupperingerne informerer om modstander, antal, længde på kampen og resultat. Ofte vedhæftes billeder, der kan ligne de klassiske holdbilleder, fodboldlandshold får taget inden en landskamp. Forskellen er, at de implicerede altid er maskerede eller på anden vis censurerede.

Paradokset mellem ønsket om total anonymitet og villigheden til at vise sig frem på de sociale medier, skyldes ifølge William et ønske om anerkendelse fra miljøet i både ind- og udland:

”Hooligans har som sådan ikke noget imod at blive omtalt på nettet. Hvis der ikke kommer ansigter og navne frem, vil de gerne omtales, for de kan godt lide dramaet omkring det. Hvis det kan komme ud, at så og så mange Brøndby-fans har været aktive, så hører FCK det, og så er det os, der dominerer – og omvendt.”

Siden de hårde 70’ere og 80’ere, hvor hooliganscenen i navnligt Storbritannien eskalerede til et punkt, hvor unge mænd i enkelte tilfælde blev slået ihjel på grund af forkerte tilhørsforhold, har ordet hooligan været genstand for bred fortolkning. Hvor hooligans engang blev opfattet som øldrikkende arbejderklassetosser, for hvem kampdage var en fribillet til at give afkald på al sund fornuft, kalder de nye mekanismer i hooliganismen ifølge journalist Tom Carstensen på en skarpere definition af, hvem disse hooligans er. Man kan tale om, at hooliganismen har løsrevet sig fra kampdagsaktiviteter og i stedet opererer med et langt mere flydende skema:

”Hvor de forskellige hooligans før mødtes på kampdagene for fodboldholdene, er det nu mere vilkårligt, hvad der sker. Det behøver ikke være tilhængere fra det hold, fodboldklubben spiller mod, man slås mod. Fodbold er stadig fællesnævneren, men selv om Brøndby møder Horsens i weekenden i Superligaen, kan hooligan-grupperingen godt slås mod Helsingør i samme uge,” siger Tom Carstensen:

”’Skovboks’ er opstået som en reaktion på, at det er sværere at komme til at slås omkring stadion i forbindelse med fodboldkampene. Myndighederne og politiet har fået bedre styr på den slags, og så rykker de voldsparate folk væk fra stadion. Ikke at det er helt forsvundet fra kampdagene, for hvis chancen byder sig, så tager de den.”

En kamp i Serbien finder sin afslutning. Foto: Privat.

Det kan William skrive under på. Hans første møde med brutal fodboldvold fandt sted efter et derby mellem Brøndby IF og FC København på Brøndby Stadion. Kampen mellem de to rivaler er ikke kun den største og mest intense i dansk fodbold. Det er også den sportsbegivenhed på dansk jord, som politiet er nødt til at bruge flest ressourcer på.

Politiets massive indsats har dog i stigende grad umuliggjort, at fangrupperingerne kan komme i fysisk konfrontation umiddelbart efter kampen. Derfor er det blevet kutyme, at de mest hardcore tilhængere slår sig ned forskellige steder de første par timer efter en kamp. Så snart politiet reducerer indsatsen, gør de to grupper sig klar til krig. En krig, der er præget af langt større kaos end det organiserede ’skovboks’:

”Jeg har stået efter et derby på Brøndby Stadion, hvor FCK havde vundet. Vi var på ’Hovsa Bodega’ et stykke fra stadion, hvor vi stod halvanden time efter kampen. De fleste Brøndbydrenge var inde på bodegaen. Efter en halv time kom der et hold på cirka 20 FCK’ere med flasker og kæppe og så videre, og dér var der ingen regler. Det er dér, jeg synes, det bliver for beskidt,” siger William:

”Når man mødes i skoven, er der nogle faste regler. Hvis jeg ved, at ham foran mig kun har sine næver lige som mig, så er jeg sgu frisk. Men når du ikke ved, om han kan trække en kniv på dig, holder jeg mig lidt tilbage. Foran ’Hovsa’ blev der hevet jernrør op af lommerne, og der var knuste flasker og den slags. Der blev FCK’erne rimeligt forskrækkede. De så måske 15 Brøndby-drenge foran bodegaen, men pludselig kom der 50 mere ud indefra. Det endte med, at FCK fik seriøse tæsk.”

William ser sund og rask ud. Ingen tydelige ar. Ingen fladmast boksernæse. Ingen sammenkrøllede blomkålsører. Konklusionen må være, at han er helet godt. For med skovboksning kommer uvægerligt fysiske skader – især i ansigtet. William fortæller, at ’skovboks’-kulturen er drevet af mere end bare lysten til at vinde:

”I skoven går man ikke kun efter at få hinanden ned. Man skal også kunne se det på modstanderen bagefter. Den eneste beskyttelse, der bliver brugt, er tand- og skridtbeskyttere. Det skal man være klar på, men det sørger de også for i Fri Sport, at man bliver.”

Risikoen for omfattende, fysiske skader ved kampene har også en anden indirekte konsekvens. Nemlig et omfattende forbrug af alkohol og kokain:

”Rusmidler er en stor del af kulturen. Mange får tre-fire øl og en streg eller tre inden en kamp. Så mærker du slet ikke slagene lige så hårdt. Det gør først rigtig ondt dagen efter. Det kender jeg selv. Du kan få en flaske tyret i hovedet, når du er helt væk på coke. Du mærker det ikke. Men så gør det rigtig nas dagen efter. Man kan godt kalde det en form for bedøvelse.”

Hvordan kan man leve et almindeligt liv, når man med jævne mellemrum tropper op på skole, arbejde eller til familiefødselsdage med sæbeøje og flækkede læber?

William, der selv har en stilling, som forudsætter direkte kundekontakt, smiler og ryster på hovedet.

”Lige præcis dét der er en af de primære årsager til, at mange stopper med ’skovboks’. Det er begrænset, hvor ofte man kan komme på arbejde på den måde. Men der er øjensynligt også mange, der kan finde ud af at møde på arbejde og se helt smadrede ud, uden at det gør noget.”

Hvordan tacklede du det selv?

”Det går jo ikke på ens normale arbejde. Men jeg løj bare, og sagde, at jeg var blevet overfaldet eller noget i den stil. Også over for min omgangskreds.”

En af de mest udbredte fordomme om hooligans er, at de er fanget på bunden af samfundet. Forsmåede mænd med for få talenter og for meget tid. At de kun har oplevet nederlag i deres liv og derfor har alt at vinde. Ifølge Tom Carstensen er virkeligheden dog en anden. Mens den moderne hooligan som hovedregel er en mand mellem 18 og 30 år, fordeler profilerne sig mere jævnt på tværs af de sociale lag end som så:

”I et firm kan der både være akademikere og folk fra middelklassen. Der vil også være arbejdere, håndværkere og den slags, og der vil nok også være flere af dem, men der er helt afgjort også folk i højere stillinger.”

Når kulturen omkring skovboksning favner på tværs af klasseskel, kan det tolkes som en konsekvens af en større samfundstendens, mener Tom Carstensen:

”Det er muligvis det gamle jæger-instinkt i mændene, der prøver at bryde ud. Vi lever i en ret beskyttet hverdag. Måske nogle mænd har brug for, at der skal være noget fare. I gamle dage gik mænd på jagt og sloges for stammen. I dag kører man i el-bil, spiser tofu og går til yoga. Samfundsmæssigt giver fodboldvold jo grundlæggende ikke mening. Men det gør den så bare alligevel for nogen. Det er måske det, der er grunden. Det er simpelt. Det er os mod dem. Instinkterne tager over.”

Mens urinstinkter altså kan sende alt fra advokater til arbejdsløse ud til slåskamp i skovene, er et mere gennemgående fællestræk for skovbokserne af mere fysisk og mental karakter, fortæller William. Man skal være i god form. Man skal være stærk. Og man skal have den rette indstilling:

”Du skal kunne slå fra. Når pistolen bliver skudt af, tordner man mod hinanden og så gælder det altså. Der skal man ikke få kolde fødder. Før jeg boksede med Fri Sport, havde jeg bokset en del klassisk boksning én mod én. Men det kan du ikke bruge til en skid, når du kommer ud i skoven. Man kan ikke stå og fokusere på én modstander, for så kommer der pludselig to brød flyvende fra hver sin side. Der er mindre teknik og mere overblik i det. Man skal holde øje med sine gutter. Hvis man kun passer sin egen butik, vinder holdet ikke.”

Men hvorfor overhovedet slås? Hvorfor tropper man frivilligt op til tæsk, der i yderste konsekvens kan være livstruende? Hvorfor vil man ofre en ren straffeattest for et arrangeret slagsmål? Hvorfor vil man leve et dobbeltliv, hvor man skal lyve over for familie og venner om ansigtsskader og brækkede lemmer?

Williams svar falder uden tøven:

”Det er kicket i det. Adrenalinsuset.”

Tom Carstensen pointerer, at skovboksningens tiltrækningskraft i et vist omfang kan forklares biologisk:

”Når man slås, udskiller man dopamin, så der er nogle hormonelle faktorer involveret. Derfor kan folk blive hooked på skovboksningen. For nogle er det ikke tilstrækkeligt at springe i faldskærm eller bungee-jumpe.”

Tom Carstensen nævner også ét af de vigtigste elementer i de fleste subkulturer som en årsag til skovboksningens tiltrækningskraft: Sammenholdet. I skoven er man ikke stærkere end sit svageste led, og ingen må blive ladt i stikken.

Skovboksningens stigende appel sker på trods af en mere positiv udvikling inden for hooliganismen i Danmark. Der er i dag langt færre optøjer på og omkring de danske fodboldstadioner på kampdage end tidligere. I 2008 blev der i gennemsnit foretaget 2,8 anholdelser ved hver eneste Superliga-kamp. I 2017 var det tal faldet til 0,3 anholdelser per kamp.

Ifølge Benny Ernst Øchkenholt, der er vicepolitiinspektør hos Rigspolitet, har det dialogkoncept, man indførte i 2010, medvirket til, at almindelige tilskuere kan få en mere fredelig oplevelse, når de besøger de danske stadioner. Udover at forhindre voldsepisoder ved selve fodboldkampene har dialogbetjente blandt andet som arbejdsopgave at forebygge de planlagte, afsides slagsmål mellem hooligangrupperingerne.

”Vi er jævnligt i dialog med alle fangrupperinger, både på et formelt og et mere uformelt plan. Vi gør, hvad vi kan, for at forebygge, at personer ryger ind i de her rabiate miljøer, men også at voldelige møder finder sted uden for vores søgelys,” fortæller Benny Ernst Øchkenholt.

Hvordan håndterer I slagsmål i skoven, når de opstår?

”Hvis det er noget, vi får efterretninger eller anmeldelser på, så håndterer vi det, som vi ville håndtere al mulig anden voldelig ballade med henblik på at anmelde og sigte de personer, det måtte dreje sig om. Det er jo en voldelig handling, uagtet at det sker afsides, og det er ikke noget, vi kan acceptere i et retssamfund som det danske.”

William mener, at skovboksning er direkte medvirkende til, at de danske hooligans ikke føler behov for optøjer på kampdagene.

”Tidligere foregik det hele på gaden, men der var simpelthen for mange civile og for meget politi. Det var årsagen til, at man i første omgang rykkede ud i skoven. Hooligans vil ikke kun have dårlig omtale – og det får de kun, når der er ballade på gaden og på stadion. Målet er ikke at skræmme børnefamilier. Ude i skoven får de gjort deres shit, og så kan det afholde dem fra ballade på stadion.”

Hos Rigspolitiet er Benny Ernst Øchkenholt mere forbeholden i sin analyse af skovboksningens eksistensberettigelse:

”En del af bevæggrunden for at lave ballade til kampene er at skabe opmærksomhed om de pågældende hooligans’ eksistens og styrke, om man så må sige. De kan rigtignok også vælge at slås i skjul, hvor der ikke er andre mennesker. Men det sker også stadig til kampene, omend i mindre grad. Når vi ikke har tal på, præcis hvor mange episoder der er udenfor offentlighedens søgelys, har jeg ikke noget belæg for at sige, hvordan det ene påvirker det andet.”

William har nu lagt tandbeskytterne og den gule sportstape på hylden. Han er dog overbevist om, at den danske hooliganisme i stadig større grad vil udspille sig på grusveje, marker og skovstier:

”Det her er en kultur, der er kommet for at blive. Det er jeg sikker på. Der er rigtig mange involveret i skovboksning i dag, og de opdrætter rigtig mange nye, stærke skovboksere. Adrenalinsuset i skovboks er nærmest allerede blevet en myte.”

William er ikke den tidligere hooligans rigtige navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Boksning og Oplæste artikler