Vi er kommet langt i Danmark, når det gælder accepten af homoseksuelle. I denne uge kan man ikke gå et skridt i København uden at se et regnbueflag på bussen, en regnbueøl i kiosken eller bygninger indhyllet i regnbuelys. Det er Pride Week, og mens de fleste har travlt med at heppe på de festlige paradevogne, ved mange ikke, at vi i Danmark stadig ikke er nået hele vejen, når det kommer til den famøse ligestilling mellem alle seksualiteter.
Mit konkrete problem er den ‘hyggehomofobi’, jeg dagligt møder i min hverdag som homoseksuel. Dumme spørgsmål, nedladende kommentarer eller udelukkelse fra maskuline miljøer, fordi mine håndled er en smule løse. Selv om der er vigtigere kampe at tage stilling til i lande som Rusland, Tjetjenien, Uganda - ja, sågar USA efter en vis hr. Trump kom til - så er det i min hverdag, at jeg må tage mine personlige kampe op.
I København, hvor jeg bor, skal vi jo forestille at være så tolerante, at homoseksuelle ikke bliver behandlet som et udstillet dyr i zoo, men min erfaring siger mig desværre, at selv de tolerante københavnere af og til stiller så dumme spørgsmål, at jeg må vende øjne. ‘Hvem er manden og kvinden i jeres forhold’ er klassikeren, der aldrig uddør.
Det er ikke lang tid siden, at en af mine gode veninders veninde spurgte mig om netop dette. En veluddannet pige, der burde vide bedre. Jeg har flere problemer med lige præcis det spørgsmål. Der skal ikke nødvendigvis være en mand og en kvinde i et forhold for at det fungerer. Jeg er en mand, der tænder på mænd. Ergo er en kvinde og kvinderollen ligesom ret overflødig.
Spørgsmålet er et forsøg på at sætte homoseksuelle ned i en heteronormativ kasse, så heteroseksuelle kan forstå, hvad vi er for nogle størrelser. Mit andet problem med spørgsmålet er, at det også indirekte kan tolkes som: “Hvem boller hvem i røven?” Det er et fair spørgsmål, hvis du er min allerbedste ven og fortrolige, men til et middagsselskab fyldt med fremmede mennesker har jeg ikke lyst til at sidde og underholde med mit sexliv. Jeg stiller heller ikke bekendte spørgsmålet: “Hvor hårdt kan du lide at få den?” Det er dybt personligt, og det hører et helt andet forum til.
Men når det kommer til homoseksuelle, føler jeg, at der ofte er en forventning om, at vi skal underholde med vores sexliv, fordi det for mange åbenbart er yderst eksotisk. Det er det ikke altid. Det kan også foregå under dynen hver onsdag på slaget 21.
En anden kommentar om min seksualitet, som jeg desværre også har hørt flere gange, har gjort mig meget ked af det. Jeg sad med en bekendt, som jeg ved har mange homoseksuelle venner, der spurgte, hvor lang tid jeg havde været sammen med min kæreste. Fem år var mit svar på det spørgsmål, hvortil hun udbryder: “Wow, det er virkelig længe for sådan nogle som jer.” Underforstået jer lette-på-tråden-knepper-den-næste-jeg-møder-på-Cosys-dansegulv-homoer. Det sårede mig virkelig dybt, at en person i min omgangskreds kunne finde på at komme med sådan en kommentar, fordi den underminerer den kærlighed, jeg har til min kæreste. Jeg følte mig virkelig sat i bås på nogle overfladiske beskrivelser, hun måske har set på tv omkring homoseksuelle. Og jeg har intet imod åbne forhold eller folk, der er utro (okay, måske lidt), men ingen skal insinuere, at jeg er nogen af delene, når de ikke ved noget om emnet.
Mit sidste eksempel på ‘hyggehomofobi’ - og grunden til, at jeg overhovedet fandt på det udtryk - er den måde, at mange mænd gør grin med homoseksualitet på de sociale medier. På Euromans Facebook har vi delt en artikel om et homoseksuelt håndboldhold. Historien handler om, hvordan det kan være rart at finde et fællesskab med nogen, man har meget tilfælles med. Her er det både kærligheden til håndbold og til andre mænd.
Da vi deler den på Facebook, vælter det ind med kommentarer, hvor unge mænd tagger hinanden. Først tænkte jeg, at det var fedt. Måske var der reelt nogle, der gerne ville være med i det her fællesskab. Men da jeg kiggede efter, handlede det i virkeligheden om noget andet. Det handlede om at drille og udstille hinanden. De fleste tags var efterfulgt af en emoji, der græder af grin. Og aldrig har den emoji set mere fjendtlig ud.
Jeg kan personligt godt overleve, at en flok dumrianer synes, det er sjovt at drille hinanden med at de burde være på et håndboldhold for homoseksuelle. Jeg hviler nok i mig selv. Men jeg tænker på det signal, vi sender til unge mennesker, som stadig kæmper med at finde ud af, hvem de er. Hvis homoseksualitet er noget, vi griner af og driller hinanden med, så er det måske ikke så let at være en 14-årig dreng, der bare gerne vil kysse med andre 14-årige drenge.
Min opfordring er, at man gerne må stille spørgsmål om homoseksualitet. På den måde kan vi be- og afkræfte en masse fordomme, men skal vi ikke blive enige om, at nogle spørgsmål simpelthen er for dumme eller for personlige? Så må du google dig frem til svaret. Eller læse det her indlæg igen. For man er ikke feminin, fordi man er homoseksuel. Man er ikke utro, fordi man er homoseksuel. Man kan sagtens være begge dele, men pointen er netop, at intet er givet på forhånd.
LÆS OGSÅ: Jeg vil gerne takke Søren Krarup for at bruge ordet ‘bøssedreng’
LÆS OGSÅ: Won Hundred sætter fokus på homo-forfølgelse med ny T-shirt
LÆS OGSÅ: Mathias Zanka Jørgensen: ’Hvad skal vi med gaypride, når et helt stadion diskriminerer homoseksuelle, uden nogen løfter et øjenbryn’
