Mark mistede begge ben i Afghanistan-krigen, men har nu rejst 400 kilometer i Nordøstgrønlands barske klima

Den danske deling bevæger sig langsomt frem tværs over den brune, golde eng. Soldaterne går med mellem fem og ti meters afstand imellem sig for at mindske risikoen for flere tilskadekomne, hvis en af dem kommer til at træde på en vejsidebombe eller bliver skudt mod.

Fra aflytningen af Talibans radiokorrespondance ved soldaterne, at den militante bevægelse vil angribe, så snart det er muligt. Faren rumsterer konstant i baghovedet hos 26-årige Mark Peters, der går som den tredje person i rækken. Foran ham går en sweeper og en ingeniør, der skal sikre soldaternes vej for skjulte sprængladninger. Han kan næsten mærke Talibans øjne hvile på sig.

200 meter fra lejren lyder der et øredøvende brag efterfulgt af en sky af jord fra engen, da Mark Peters træder ned i en grøft. Han har sat foden på det, der viser sig at være en skjult IED-sprængladning – bedre kendt som en vejsidebombe.

”Jeg ligger ikke i grøften i lang tid, før jeg bliver hevet op af de andre. Den smerte, jeg følte til at starte med, er nærmest forsvundet. Det er kun, når de andre piller ved mine ben, at jeg kan mærke, det gør ondt. Men jeg kan se, at mine ben stadig er der, så jeg er ikke bekymret. Jeg tænker, at jeg nok skal være klar igen om tre ugers tid.”

Mark Peters får senere at vide, at han var ved bevidsthed, da redningshelikopteren hentede ham i Afghanistan. Han kan selv ikke huske noget, før han tre dage senere vågner op på et hospital i Danmark. Hans hukommelse er uklar. Han er forvirret over, hvad der skete i Afghanistan. Lige indtil han ser ned ad sig selv og opdager, at hele hans venstre ben og halvdelen af hans højre ben er væk.

”Mulighederne er stadig store – og der er masser af dem”

Det er i dag otte år siden, Mark Peters trådte på en IED-bombe i Afghanistan. Otte år siden, at han få dage senere vågnede op til en helt anden virkelighed og hverdag i Danmark. Han kunne ikke bare lige gå på toilettet, tage et bad eller køre ned i det lokale supermarked. Han skulle kæmpe lidt ekstra for at komme igennem hverdagen. Alting skulle læres forfra.

”Jeg ville bare op og gå, så jeg kunne være soldat igen. Jeg tænkte, at jeg bare skulle tilbage til Afghanistan. I mit hoved blokerede jeg for, at det kunne være et problem ikke at have nogen ben. Men jo længere hen i forløbet jeg kom, jo mere begyndte virkeligheden at gå op for mig,” siger han.

Vejen til accepten har været lang og hård for Mark Peters. Alle mændene i hans familie har været eller er beskæftiget inden for militæret. Han var selv i gang med at gøre karriere i Forsvaret og havde været udsendt til både Kosovo, Irak og tre gange til Afghanistan. At tjene Danmark var en stor del af hans identitet.

34-årige Mark Peters trådte i 2009 på en vejsidebombe i Afghanistan, men har taget valget om at fortsætte sin aktive livsstil. "Jeg ville bevise over for mig selv og andre, at selv om jeg er handicappet og har mistet mine ben, er mulighederne stadig store." Foto: Brian Mouridsen/ Discovery Networks Danmark

Men Mark Peters besluttede sig hurtigt for, at et liv uden ben ikke skulle være en udfordring. Siden han kom hjem fra Afghanistan, har han deltaget i flere maratons, adventureraces og senest ekspeditionen i Grønland, hvor han stavrede sig frem de mange hundrede kilometer siddende på en lille slæde, der kaldes en pulk. Han begyndte at genoptage sin kærlighed til den samme aktive livsstil, som i første omgang førte ham ind i Forsvaret.

”Jeg begyndte at udfordre mig selv og lære min nye krop at kende. Jeg ville bevise over for mig selv og andre, at selv om jeg er handicappet og har mistet mine ben, er mulighederne stadig store - og der er masser af dem.”

Derfor kunne han heller ikke sige nej, da han blev tilbudt en plads på ekspeditionen til Grønland sammen med en række andre krigsveteraner, skuespilleren Lars Brygmann og Kronprins Frederik. Det lød som et umuligt projekt: En gruppe af fysisk og psykisk skadede krigsveteraner skulle rejse 400 kilometer langs Nordøstgrønlands kyst sammen med en utrænet skuespiller og et kamerahold, der skulle dokumentere deres rejse. Det er en ekspedition, som de færreste selv uden skader ville kunne gennemføre. Og det var netop det, der overtalte Mark Peters til at tage med.

”Jeg har været med på en masse udfordringer, siden jeg kom til skade. Jeg føler mig lige en gang mere levende, hvis jeg er aktiv. Turen til Grønland lød vildere end noget andet, jeg havde prøvet før. Nogle mente, at det var et fuldstændig umuligt projekt – så jeg sagde ’fint, bring it on’. Jeg ville vise min familie, at jeg ikke var blevet slået ud af den her ulykke.”

”Vi er der sammen som et team”

Det arktiske klima er et af de mest nådesløse og ufremkommelige steder i verden. Vejret er utilregneligt. Temperaturene nåede under ekspeditionen ned på 38 minusgrader, og fra det ene øjeblik til det andet kan der opstå en storm, som man ikke kender varigheden af. Risikoen for forfrysninger samt angreb fra isbjørne og moskusokser udgør konstant en reel fare.

Det var derfor afgørende at finde en person, der kendte til miljøet og kunne være med i fronten af ekspeditionen til Grønland. En der havde prøvet det før og vidste, hvad gruppen stod overfor. Her kom Mads Wørmer, der tidligere har været udsendt til Kosovo med det danske militærpoliti og senere blev en del af Slædepatruljen Sirius i Grønland, ind i billedet.

Slædepatruljen Sirius har til opgave at håndhæve Danmarks suverænitet i området omkring den 16.000 kilometer lange kyststrækning i Nordøstgrønland. Som en af de 12 mand, der er afsted ad gangen, er man udsendt i en periode på to år – kun afbrudt af et tandeftersyn på Island. Undervejs har de udsendte månedslange rejser gennem det barske klima. Som Sirius-mand i to år i 00’erne og som chef for Slædepatruljen Sirius i 2013 til 2014 har Mads Wørmer derfor oplevet alt, det arktiske klima har at byde på – og han kender også til farerne ved ekspeditionen, som krigsveteranerne, han selv og en gruppe andre Sirius-folk begav sig ud på i april tidligere i år. Men trods de mange udfordringer kan Mads Wørmer ikke få nok af landet mod nord.

”Det er et ekstremt miljø. Det bliver næsten ikke mere ekstremt. Hvis man ikke har været deroppe før, forstår man det først, når man er der. Men siden jeg i 2006 var på Grønland for første gang på grund af min udstationering, har jeg bare været draget af det. Den storslåede natur, det simple liv. Du skal ikke stå i kø i supermarkedet eller forholde dig til alle de ting, der sker herhjemme. Du skal bare nyde det der, hvor du er, og yde.”

Og at være til stede i nuet var nødvendigt på ekspeditionen i Grønland. Undervejs på den en måned lange rejse havde gruppen ingen kontakt med deres familier. Satellittelefonen var kun med til akutte nødstilfælde. Hvis man kom til skade eller fik nok af det hele, kunne man ikke bare lige komme hjem. Det stillede store krav til gruppens sammenhold – og det er netop også noget af det, der tiltaler Mads Wørmer ved så ekstreme ekspeditioner.

”Man kan godt træne op til på papiret at kunne klare ekspeditionen rent fysisk. Men psyken spiller også meget ind – for det kan blive enormt monotont at gå deroppe, når det hele bare er hvidt i hvidt. Man begynder at savne det derhjemme, og hvor nemt det er at tænde for vandhanen og få et glas vand, at man kan tage et bad eller lige ringe nogen op på telefonen. I virkeligheden er det mental styrke, der kræves for at gennemføre sådan en tur. Det er også vigtigt, at man hjælper hinanden. Vi er der sammen som et hold – man kan ikke komme i mål alene.”

Det umulige projekt

Planlægningen af Grønlandsekspeditionen var to år undervejs, før gruppen langt om længe kunne begynde rejsen langs Nordøstgrønland fra Mestersvig til Daneborg. Som ekspeditionsleder og medplanlægger af den 400 kilometer lange rejse oplevede Mads Wørmer en vis modstand mod projektet fra flere sider. Det var aldrig sket før, at folk uden ben havde rejst gennem så barskt et område, og mange mente, at det var et umuligt projekt. Og det var netop det, der motiverede Mads Wørmer til at takke ja til opgaven.

”I Danmark er der tendens til at se på krigsveteraner som nogle sårbare mennesker, der har det dårligt og gemmer sig væk fra samfundet. Jeg håber, at den her ekspedition kan vise, at veteraner udgør en kæmpe ressource og har mange kompetencer, som det civile samfund skal blive bedre til at udnytte. Selvom man fysisk og psykisk har nogle skader, kan man godt bestride et job og være god til det.”

Netop derfor har det også været vigtigt for Mads Wørmer at programmet viser, at krigsveteranerne ikke er så hjælpeløse, som det generelle danske syn på gruppen ifølge ham godt kan bære præg af. For selvom holdet af krigsveteraner også havde ressourcepersoner med på ekspeditionen, herunder en læge og en bandagist der skulle assistere veteranerne med proteser, tog Mads Wørmer nogle rent praktiske valg, der skal vise danskerne, hvor stærke veteranerne er.

”Jeg og de andre planlæggere sørgede for, at de skadede veteraner sov sammen i teltene, i stedet for en ressourceperson og en veteran, ligesom de også selv skulle være med til at trække deres eget udstyr. Det skulle ikke være sådan noget barnepige-noget. De her veteraner er sgu seje nok i sig selv.”

På ekspeditionen sov gruppen i telte i et miljø med temperaturer på ned mod 38 minusgrader - kun opvarmet af et gasblus, som man konstant skulle holde øje med i tilfælde af brand. Foto: Brian Mouridsen/ Discovery Networks Danmark

Mark Peters håber også, at programmet kan få undergravet nogle af danskernes fordomme om veteraner som ham selv.

”Veteraner besidder en vis form for energi, styrke og kvaliteter. Det er ikke os alle sammen, som har stærk PTSD (posttraumatisk stresssyndrom, red.). Vi har en vis form for disciplin og arbejdsmoral, og vi er enormt gode til samarbejde, og det håber jeg, at det danske arbejdsmarked og samfund vil indse. At vi har set nogle grimme ting under krigen, gør os ikke til dårlige mennesker.”

På et personligt plan har Grønlandsekspeditionen givet Mark Peters endnu mere motivation for at fortsætte sit aktive liv og blive ved med at bevise over for sig selv, sin familie og det danske samfund, at der er et liv, efter ulykken indtræffer.

”Jeg er endnu mere motiveret for at nå mine mål nu. Jeg har planer om at komme med til de Paralympiske Lege i 2020, og jeg tror nok, at det skal være muligt. Min træningsetik er virkelig blevet løftet med den her ekspedition – for jeg vil altid have i mit baghoved, at intet kan være hårdere end Grønlandsturen.”

Mest af alt er ekspeditionen et minde og en sejr, Mark Peters altid vil huske og bære med sig fremover.

”Det, jeg har fået mest ud af ekspeditionen, er en historie at fortælle mine fremtidige børnebørn. Når de en dag alle sidder rundt omkring mig, vil jeg fortælle dem historien om, hvordan deres bedstefar gik 400 kilometer gennem Grønland - uden sine ben,” siger han.

LÆS OGSÅ: Mattias Tesfaye: ”Gad vide, hvad jeg havde gjort, hvis den der Robyn-cd med coke var nået til mig?"

LÆS OGSÅ: Mads Holger: Familien står frem et år efter hans død

LÆS OGSÅ: "Jeg kan ikke huske de første 14 dage, efter jeg kom hjem. Jeg fik så mange angstanfald"