Kong David af Israel var en mægtig hersker, men angiveligt en fraværende far. Hans førstefødte søn, Amnon, blev voldtægtsmand, og hans anden søn, Absalom, ranede tronen fra ham og gik i seng med hans koner.
Marshall Bruce Mathers Jr. havde vist ikke noget nævneværdigt format, og forlod tidligt sin kone og søn for at stifte en ny familie. Sønnen, der blev kendt som kunstneren Eminem, rappede senere om sine natlige drømme om at skære den forsvundne fars hals over.
Det er et klassisk psykologisk tilfælde. En fraværende far, enten helt konkret eller mentalt, kan føre til børn med frustrationer og adfærdsproblemer.
Annonse
Omvendt er der masser af eksempler på de succesfulde væsener, der kan komme ud af forsvundne eller fraværende fædre, for eksempel var Barack Obamas biologiske far, Barack Obama Sr., kun kortvarigt til stede i sønnens liv.
Men nu er der kommet yderligere belæg for teorien om, at en far, der har held til fra starten at skabe stærke følelsesmæssige bånd til sine børn, får børn, der vokser op med færre problemer.
Det er nemlig konklusionen på en ny undersøgelse foretaget af forskere fra Oxford, der tager udgangspunkt i besvarelser fra over 6.000 børn og 11.000 forældre bosiddende i det vestlige England. Det skriver The Guardian.
En pointe i undersøgelsen er imidlertid, at det ikke handler om, hvor mange timer en far tilbringer sammen med sine børn, men om kvaliteten af den tilbragte tid.
“Det er den følelsesmæssige forbindelse og den følelsesmæssige reaction på overhovedet at være blevet forælder, der har enorm betydning i forhold til, hvad resultaterne senere hen bliver for børnene,” udtaler psykolog og medforfatter til undersøgelsen Maggie Redshaw til den britiske avis.
Så man kan altså tage maksimal barsel, hente, bringe og gå til svømning med sine børn, men stadig være en dårlig far, hvis man stadig har tankerne et andet sted – eller hvis man er alt for usikker på, hvordan man skal opføre sig som far.
Annonse
Undersøgelsen viser, at de børn, hvis fædre fra starten følte mest selvsikkerhed og positivitet i forhold til deres farrolle, også er de børn, der har mindst risiko for at vise adfærdsvanskeligheder, når de når ni- og 11-års alderen, som var undersøgelsens skæringstidspunkter.
Hvordan man som mand udvikler faderlig selvtillid og engagerer sig i farrollen, giver undersøgelsen vist ikke noget svar på. Men mon ikke der er en liste et sted på nettet som man kan konsultere?
Og selv om det kan synes indlysende, at bedre fædre får sundere børn, er det faktisk af videnskabelig betydning at understrege det, det mener i hvert fald Irinya Culpin fra Bristol University, der forsker i fædres rolle i udviklingen af problemer, herunder psykopati, hos børnene. Hun har ikke medvirket i undersøgelsen, men udtaler til Guardian:
”Traditionelt har forskning om børns udvikling fokuseret på mødre, deres forældreskab og mentale helbred, mens fædrenes rolle ofte overses,” siger den psykiatriuddannede forsker, der håber, at undersøgelsen kan påvirke, hvordan politikere og sundhedsvæsen støtter fædre i at blive ”trygge, følelsesmæssigt engagerede forældre.”
