Danmark spiller to altafgørende landskampe torsdag og søndag, og jeg kan næsten ikke huske, at jeg nogensinde har håbet, at et fodboldhold ville vinde, så meget som jeg gør det i denne uge.
Ikke bare fordi, det er Danmark, men også fordi landsholdet har brug for noget optur. Klubfodbolden er blevet så dominerende de senere år, og samtidig har det danske landshold ikke leveret varen og misset kvalifikation efter kvalifikation.
Annonse
Apologeter, især dem fra DBU, siger altid, at vi er et lille land, og vi har været forvænt med alle de gode år under Ricardo, Bosse og Morten. Det er måske rigtigt, men det er også derfor, at det er så vigtigt, at vi kommer med til dette VM.
Der er masser af unge fodboldspillere, der aldrig har set et dansk landshold i en slutrunde. Skal vi have dem ind i landsholdsfolden – og det skal vi fanme! – så skal vi altså med til VM.
Men vi har jo også noget at komme med denne gang. Mand for mand er Danmark stærkere, end det har været længe, og der er god, international bredde på næsten alle pladser. Tiderne er ovre, hvor Danmark blev nødt til at stille op med et halvt hold af superligaspillere.
Nu har vi forsvarsspillere, der spiller fast i Spanien, Tyskland og Englands bedste rækker. En effektiv, om ikke særlig elegant midtbane. En decideret Premier League-profil fra et permanent tophold. En håndfuld spillere fra verdens
suverænt bedste liga, der altså spiller fast i Spanien.
Annonse
Danmarks største problem er vel vores angreb. Nicolaj Jørgensen er skadet, Cornelius spiller ikke meget (blev flået ud efter 30 min mod Juventus søndag), Dolberg er i elendig form, og Nicklas Bendtner er muligvis lyskeskadet.
Man skal selvfølgelig passe på med at ændre et hold, der vinder, men det ligner vel, at Yussuf Poulsen skal spille, og så kan Viktor Fischer måske få noget spilletid.
Og så kan vi jo trøste os med, at Eriksen og Delaney ikke er skadet, og det var faktisk primært dem, der lavede målene sidst. De sidste gange vi har kikset kvalifikationen, har folk sagt noget i retning af: ”Med det hold vi har, har vi alligevel ikke noget at komme efter.”
Sådan er det ikke denne gang. Vi har faktisk et virkeligt godt landshold, der også har momentum. Mit bud er, at Pione Sisto sparker os til VM. Han er i forrygende form for tiden.
United og City over alle
Premier League drøner derudaf. Manchester-holdene kommer sikkert til at afgøre titlen mellem sig. City spiller elegant, tempofyldt og ambitiøst, og de var langt bedre end Chelsea i London.
Annonse
United spiller også godt, men mere maskinelt, effektivt og fysisk. Jeg tror stadig, at United vinder titlen, fordi jeg ikke stoler på, at Pep Guardiola har en plan B, når plan A ikke virker, og det er jeg helt sikker på, at Mourinho har.
Man skal ofte kunne vinde grimt for at vinde mesterskaber, og det har Guardiola ikke vist, at han kan. Mourinho har stort set skrevet bogen (det har han faktisk ikke – det har tennisspilleren Brad Gilbert, Win Ugly, 1994), og derfor tror jeg mest på United på den lange bane.
Der er ingen, der kender flere beskidte tricks på og udenfor banen end portugiseren. Det er ikke kritik. Jeg har stor respekt for det at kunne vinde grimt. Kan landsholdet vinde de næste to kampe, er jeg ligeglade med, om de gør det udelukkende med snyd, lange indkast og fup. Bare de vinder.
Et tomt Camp Nou
Kampen mellem Barcelona og Las Palmas blev spillet uden tilskuere, fordi der var frygt for tilskueruroligheder ved den catalanske folkeafsteming om uafhængighed. Hvor var det mærkeligt at se en kamp på så højt niveau, hvor man kunne høre spillerne tale sammen og lyden af bolden, der blev sparket til. Det var næsten som at se fodbold i Farum.
Et hold af midtbanespillere
Liverpool spillede i den sidste uge mod Spartak Moskva og søndag mod oprykkeren Newcastle. To ret så elendige hold. Mod Newcastle var statistikken 68-32 i boldbesiddelse og 17-8 i skud på og udenfor målet. Mod Spartak var den 64-36 og 16-4.
Mod Burnley for to uger siden var tallene 72-28 og 35-5. Alle tre kampe endte 1-1.
Liverpool har brændt et væld af chancer de sidste to sæsoner. Eksperterne, og træner Jürgen Klopp, siger hele tiden, at målene må komme på et tidspunkt, men det har de efterhånden sagt længe. Ifølge Michael Cox, fodboldekspert, forfatter og manden bag analysesitet, Zonal Marking, er der en ganske simpel grund til, atLiverpool ofte ser bedre ud end modstanderne, men alligevel ikke formår at vinde.
Michael Cox siger, at Jürgen Klopp, også i sin tid som træner i Dortmund, har vist, at han er forelsket i midtbanespillere. Især dynamiske, hurtige midtbanespillere. Klopp er ikke interesseret i købe deciderede forsvarsspillere, som bare kan stange bolden langt væk på et hjørnespark, eller angribere, der overvejende har sin styrke i afslutningerne.
Ofte er deciderede forsvarsspillere eller angribere jo ikke dygtige til ret meget andet, og det er et problem for Klopp, som vil have en hær af all-round- spillere på banen.
Der er ikke plads til et langsomt, stort lokum i forsvaret, eller en angriber, der ikke kan lave en et-to uden at falde over sine fødder.
Problemet er jo, at alle fodboldhold har brug for spillere, der er dygtige i felterne.
Det er ligesom der, tingene bliver afgjort. Så må man nogle gange leve med, at de ikke er verdens bedste med bolden på fødderne. Der er kun et vist antal Maldinier eller Ronaldoer i fodbold. Spørgsmålet er, om Klopp nogensinde vil indse det? Eller vil han blive ved med at købe hurtige, offensive midtbanespillere for alle sine penge, og så fylde hele banen med dem?
Nadim – sidste kapitel
Historien om Nadia Nadim er altså helt fantastisk. Datteren af en afghansk general, der blev myrdet af Taleban. Flygtning med pakistanske pas til Danmark. Nadim og søster har spillet fodbold med faren derhjemme i haven som børn og fortsætter med at spille i Danmark.
Nadim fik sin første professionelle kontrakt i Skovbakken, og hele hendes familie flyttede til Aarhus. Tænk, at Aarhus engang havde en god fodboldspiller!
Da hun blev udtaget til sine første ungdomslandshold, måtte hun teknisk set ikke spille for Danmark, fordi hun ikke havde boet i landet længe nok, men DBU og FIFA forhandlede sig frem til en undtagelse. Den første undtagelse nogensinde af denne slags – for både mænd og kvinder.
Hun spillede tre år i Fortuna Hjørring, før hun tog til USA – først i Sky Blue FC i New Jersey og derefter i Portland Thorns. Nu tager hun til de forsvarende mestre Manchester City i England, efter hun har overstået playoff-kampene i Portland i denne sæson.
I City kommer hun til at tage et ordentligt lønhop til over 50.000 i måneden. Men havde hun sagt ja til at komme til kinesisk fodbold, havde hun kunnet tjene en kvart million om måneden.
Uden at det skal blive alt for politisk, så kan vi vel godt tillade os at være lidt glade og stolte, når flygtninge fra Sudan (Pione Sisto) og Afghanistan ruller sig ud på alverdens fodboldbaner i rød/hvide trøjer. Det er da for fedt, at vi i Danmark har givet de her dygtige mennesker muligheden for at følge deres drømme. Alt det bedste til Nadim i et af sine sidste kapitler i toppen af fodboldens verden.
