Fabian Cancellara og Tudor lancerer et lokalforankret, professionelt cykelhold, der skal få schweizisk cykelsport tilbage på landkortet
Den schweiziske cykellegende Fabian Cancellara bliver fra næste år holdejer på et nyopstartet cykelhold, der har Rolex’ søsterbrand Tudor Watches som hovedsponsor.
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images Fabian Cancellara, Team CSC, fejrer sin sejr i det italienske løb Milano-Sanremo tilbage i 2008.
Den gængse cykelfan vil nok huske den tidligere schweiziske cykelrytter Fabian Cancellara for hans uhyrlige kvaliteter i enkeltstarten. Med flere verdensmesterskaber i enkeltstart og blandt andet otte etapesejre i Tour de France cementerede han sit navn som en af de dygtigste enkeltstartsryttere. Med danske briller huskes han også som en vigtig profil på det hedengangne danske cykelhold Team CSC (senere Team CSC-Saxo Bank).
Nu skal han som holdejer stå i spidsen for det nye, schweiziske cykelhold Tudor Pro Cycling Team, som fra 2023 overtager licensen fra kontinental-holdet Swiss Racing Academy. Her har Fabian Cancellera allieret sig med det schweiziske urmærke Tudor Watches, der bliver hovedsponsor, og den schweiziske cykelproducent om at skabe et konkurrencedygtigt, schweizisk cykelhold med udgangspunkt i alpelandet.
For Anders Mielke, der vært på cykelpodcasten ’Forhjulslir’ og cykelkommentator hos Discovery, kommer det nye cykelhold ikke som den store overraskelse.
”Det er et projekt, der har kørt i noget tid. Fabian Cancellara har været mentor for Swiss Racing Academy, som har kørt under den schweiziske cykelunions farver og ledelse. Nu ændrer holdet navn og bliver et professionelt cykelhold i Pro Touren fra 2023. Så de kommer ikke op på den højeste hylde, men hylden lige under, hvor de kan inviteres til de store løb,” siger Anders Mielke.
Til gengæld er det nyt for ham, at et cykelhold har rødder i en nation på den måde, som Tudor Pro Cycling Team har i Schweiz. Og det gælder alt lige fra udstyr til beklædning og videre til rytternes nationalitet.
Det er lidt af et særsyn i moderne cykelsport, og trækker mere rødder tilbage til cykelsportens spæde start, hvor det var rendyrkede italienske, belgiske og franske cykelhold, der satte dagsordenen på landevejene.
”Normalt ser man ikke cykelhold, der er forankret i en enkel nation eller by, som man ser i fodbold for eksempel. Der er ikke et Manchester United eller et FC Barcelona i cykelsporten. Det er derimod kommercielle sponsorer, der står for den primære drift af holdene og er billedet på dem. Men her er det altså Cancellara, der bliver ejeren.”
Tror du, at det mest er et idealistisk projekt, der handler om prestige, eller er det et hold med seriøse ambitioner?
”Det er et ambitiøst projekt, og Fabian Cancellara ville ikke gå ind i projektet, hvis ikke han kunne se potentialet. Hans har tidligere udtalt, at han synes, Schweiz har manglet et professionelt cykelhold, så det er en af årsagerne.
Der kommer til at være lang vej op til de helt store hold, der budgetmæssigt er langt foran. De næste par år tror jeg, at man kommer til at se dem drille de store hold, og på mange punkter kan man sammenligne holdet med Uno-X Pro Cycling Team, der også kører i Pro Touren.”
Anders Mielke har svært ved at sige, hvilket budgetmæssige råderum Tudor Pro Cycling Team kommer til at have. Men for at sætte det i relief har nogle af de største World Tour-hold som Team Jumbo-Visma og Team Ineos budgetter på henholdsvis 200 millioner kroner og 400 millioner kroner. I Pro Touren ligger nogle af de højeste budgetter omkring 50-80 millioner kroner.
Hvor langt Tudor Pro Cycling Team kan tage den er endnu for tidligt at sige, men Anders Mielke regner stærkt med, at man allerede næste år i 2023 kan se dem i nogle af de lokale klassikere.
”Man kommer helt sikkert til at se dem køre med i løb som Schweiz Rundt og Romandiet Rundt, for der er invitationen sikker. Det bliver spændende se dem der allerede næste år.”
Anders Mielke
Født i 1998. Vært på cykelpodcasten ’Forhjulslir’, hvor han især tager dansk cykelsport under lup. Fra denne sæson cykelkommentator hos Discovery. Han er tidligere cykelrytter og har både kørt på U17 og U19-landsholdet.
Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling