Her er alt, du skal vide om tennisturneringen, der har det hele

ROLAND GARROS ER EN to uger lang sportsfeberdrøm, hvor man placerer en af verdens smukkeste sportsdiscipliner i en af verdens smukkeste byer og lader dysten udfolde sig på et forræderisk ujævnt underlag: grus.

Fejlspring, lunker og glatte linjer. Man spiller som i kviksand på fugtige dage, som på beton på varme og blæsende dage. Læg dertil et hedonistisk, anløbent og aggressivt favoriserende publikum i de løsslupne franskmænd og -kvinder, der med største selvfølgelighed stryger tidligt fra kontoret for at drikke hvidvin og råbe feltet an. På papiret håbløst, i realiteten magisk.

Tennissporten er i dag så strømlinet, så velsmurt og forudsigelig en maskine, at lidt grus (ahem) i maskineriet kommer som manna fra himlen. I Paris spiller omgivelser, evner og gunst i forjættende dur og serverer tiltrængt spænding: Hvem har stamina nok til at betvinge både modstander, publikum og underlag 14 dage i træk, og kan der, som i 90’ernes uforudsigelige felt, komme en undertippet bejler ind fra venstre og stjæle trofæet?

Optaktsridtet til dette års Roland Garros har været herligt broget, og titelbejlerne kommer snart sagt alle vegne fra:

Holger Rune er i storform med finalepladser i henholdsvis i Monte Carlo og Rom Masters, de to store optaktsturneringer, og en sikker gentagelse af sidste års triumf i München.

Andrey Rublev snuppede Monte Carlo for næsen af Rune, men har ikke rørt på sig i ugerne op til Roland Garros.

Amerikanerne Frances Tiafoe og Taylor Fritz er sprunget ud som et par veritable slidere af guds nåde, begge med for amerikanere på udebane imponerende galopader i optaktsturneringerne.

Grækeren Stefanos Tsitsipas ligner sig selv med lige dele ekvilibrisme, amatørisme og utilregnelighed.

Russiske Daniil Medvedev, der ellers ikke er nogen grusørn, besejrede Rune i en mærkværdigt langsom Rom-finale.

Serberen Dusan Lajovic har i en alder af 32 år besluttet sig for at vise tænder med lige dele imponerende og usandsynlige sejre over Djokovic og Rublev på hjemmebane i Banja Luka – som han i øvrigt vandt overlegent – og over Auger-Aliassime i Madrid.

Og endelig, verdens bedste, hvirvelvinden Carlos Alcaraz, var med knusende sikre sejre i Barcelona og Madrid på et bordryddende forårstogt. Indtil choknederlaget til en kvalifikationsspiller i anden runde af Masters-turneringen i Rom.

De sidste to årtiers ubestridte gruskonge, Rafael Nadal (der har vundet Roland Garros 14 gange), stiller desværre ikke op på grund af den hofteskade, der har plaget ham siden januar. Det er en skam, for Nadals efterår er dybt fascinerende: Hvor andre giganter, der står foran et tæppefald, resignerer med på papiret elegant værdighed ved at spille ufarligt og halvhjertet for så at skamrose deres bannerførende banemænd, er det noget andet med Nadal. Han slår på alt. Han løber efter alt. Han powergrunter og han – når han stiller op – nedbryder sine fjender metodisk og kynisk. Lad os krydse fingre for, at han får muligheden for at gøre det igen på det røde grus i Paris næste år, der også er Nadals erklærede afslutningssæson.

Altså: ingen Nadal, men et godt dusin titelaspiranter fra nær og fjern. Hvem tager den?

Carlos Alcaraz er favorit og også seedet som sådan. Hans forårskampagne har været en fryd: to trofæer og noget af det mest inspirerende grusspil, siden Gustavo Kuerten begejstrede alle med sin brasilianske sambatennis omkring årtusindskiftet. Alcaraz led et grimt nederlag til ungarske Fabian Marozsan i anden runde af Rom. Han var tydeligt udkørt efter hjemmebanesejrene i Barcelona og Madrid, og spillet led under det: transportslag uden dybde og forcerede stopbolde en masse.

Ikke desto mindre er Alcaraz feltets stærkeste, og rammer han 14 sammenhængende dage, kan de andre ikke røre ham. Hans forhånd, fysik og atletiske formåen er resten af feltet overlegent – særligt på grus, hvor han har mere tid til at slå den forhånd fra alle hjørner af banen. Publikum vil ham, medierne vil ham, og tennis er så hundsk en sportsgren, at kutymen blandt dem, der halser efter, er at lade etteren løbe.

Holger Rune er storspillende. Han er klatret op i top-6 på verdensranglisten, og for hver uge, han er i aktion, tillærer han sig nye færdigheder. Han har den bedste tohåndsbaghånd på touren lige nu, og selv på grus klistrer han sig til baglinjen, hvor normen ellers er at fedtspille et godt stykke bagved. Ser han sit snit, kommer han til nettet. Ikke fordi han flugter godt, men fordi ingen andre gør det, og fordi passérslaget ikke længere er en del af de moderne spilleres repertoire.

Runes ego og temperament er af anseelig størrelse. Vi får se, om det bærer. Ugerne op til Roland Garros spillede han ukarakteristisk passivt, men det tilskriver vi, at han skal tilvænne sig favoritstatus. Rune spillede ni dage med inspirerende tennis i Rom, og hvor han tog skelsættende sejre over Novak Djokovic og, ikke mindst, Casper Ruud, hans banemand ved sidste års Roland Garros, i henholdsvis kvart- og semifinale. I de to opgør viste Rune overskud, kynisme og tæft, da han affærdigede begge modstandere med afmålt aggressivitet fra baglinjen og den nødvendige tålmodighed, det kræver at vurdere, om de to herrer kunne skyde igennem ham. Det kunne de selvfølgelig ikke, og det vidste Rune godt. I finalen mod Medvedev faldt Rune tilbage i den passive rille, og med en håndfuld timers mere kamptid end sin modstander forud for finalen, havde han ikke fysikken til at holde russerens tålmodigt orkestrerede baglinjeskak stangen.

Kald os bare farvede, men hvis Rune strikker 14 dage sammen, der ligner dem, han turnerede med i Monte Carlo, München og – til dels – Rom, så er han Alcaraz’ førsteudfordrer og en reel aspirant til trofæet i Paris.

Det eneste aberdabei til de to herrers titelfavoritstatus er deres alder og fysik: De er kun 20 år, og nok er de udholdende, men de er ikke stærke endnu. Historisk er Roland Garros-mestrene en håndfuld år ældre og ditto kilo muskel tungere. Ja, Nadal var 19, da han vandt sit første Roland Garros, men det var med en overarm som et lår og hjerte og hjerne som en kamphane. Det kræver et anseeligt psykisk og fysisk overskud at løfte trofæet i Paris, og måske er de to herrer ikke langt nok i deres udvikling. Måske.

Andrey Rublev, nummer 7 på verdensranglisten, så godt ud tidligt i forårsoptakten, men er siden faldet helt fra hinanden uge for uge. Andre medier overtipper ham gevaldigt, men vi har vores tvivl: Han er for klejn, og når kampene trækker ud – og det gør de gerne i en Grand Slam på grus – taber han terræn. Der er hverken krop, stamina eller et dybt nok slagkartotek til at vinde en turnering som Roland Garros.

Verdens nummer 5, den græske præmietyr Stefanos Tsitsipas, har haft en solid optakt med finaleplads i Barcelona og hæderlige ridt i Madrid og Rom Masters. Tsitsipas burde være selvskrevet titelfavorit hver gang, men han spiller, som vinden blæser. Han er en 12-cylindret V8 med seks fremadgående, men det er med hovedet i handskerummet og pedalen i bund. Han kommer ikke til at levere 14 sammenhængende dage.

Sidste års finalist og verdens nummer 4, Casper Ruud, er bedst på grus og må regnes som en seriøs udfordrer, men de andre har efterhånden luret hans begrænsede – omend effektive – spilmønstre, og blottet for nævneværdige optaktssejre ligner han en mand i spillemæssig krise. Godt nok fik han en hæderlig semifinaleplads i Rom, men som Rune viste, så er koden til at knække Ruud tålmodighed: Tving ham til at blive på banen i mere end tre timer, og led efter mere end de gængse transportslag – de er der nemlig ikke.

Novak Djokovic er her stadigvæk, og han kan så længe, han står og går, ikke regnes for ude. Han er spilmæssigt uinteressant og har intet væsen gjort af sig i optakten. Men han er en vinder, og med en titel i Paris kan han endegyldigt sætte en fed streg under statussen som sin generations bedste spiller. Vores instinkt fortæller os dog, at han gemmer dén manøvre til Wimbledon, der ikke er nær så fysisk takserende og således ligger bedre til hans alder og form.

Jannik Sinner viste skræmmende god form i forårets hardcourt-serie, men gruset undslipper ham fuldstændig. Den ranglede italiener bevæger sig på grus, som en giraf gør på skøjter, og selvom han er en af de bedste nyere topspillere, ser vi ham næppe gå meget længere end til kvartfinalen. Derfra spidser kravet om at være en afrundet atlet for meget til.

Vi tillader os at putte russiske Daniil Medvedev i samme kategori. Nok vandt han Rom, nok er han fast inventar i top-5, og nok har hans mærkværdigt effektive skildpaddetennis vist sig bæredygtigt, men vi vedholder dette: Han har kun en serv og en pauver baghånd. Han er svær at spille imod, fordi hans spillestil er så aparte, men det siger meget mere om tennis i dag, at han klarer sig så godt, end det siger noget om, hvor god han er.

Amerikanerne Frances Tiafoe og Taylor Fritz har begge været overraskende stabile i optakten, og det er noget af en overraskelse. Historisk har amerikanske spillere, som er vant til det helt anderledes og meget hurtigere grønne grus, svært ved at omstille sig til de røde og langsomme grusbaner. De mangler som regel den nødvendige tålmodighed, men ikke de to herrer her, som har matchet europæerne og sydeuropæerne slag for slag hele forsommeren, og derfor godt kan regnes for de nærmeste trusler til ovenstående topfelt.

De bedste bud på deciderede dark horses skal findes lige uden for top-20. Sådan som foråret har artet sig, er kvart- eller semifinalepladser langt fra utænkelige for spillere som Alejandro Davidovich Fokina, Dusan Lajovic, Jan Lennard Struff, Emil Ruusuvuori. De har alle forskellig nationalitet og spillestil, men hvad de har til fælles, er, at ingen af dem kommer til at løfte trofæet i Paris om nogle uger. Eller hvad?

Roland Garros bliver uforudsigeligt som aldrig før. Du kan godt glæde dig.