Jeg har en masse fordomme om sporten polo: Det er kun for rige mennesker, der har brug for endnu en måde at vise deres rigdom frem for omverdenen. Det er en snobbet sport, og faktisk betvivler jeg hele sportens eksistens. Er det ikke noget, der forsvandt med Det Britiske Imperium?
Derfor var det også med en vis skepsis, at jeg sagde ja til invitationen fra Copenhagen Polo Club, som en solrig eftermiddag havde inviteret mig forbi til at lære at spille polo.
Copenhagen Polo Club ligger i Nivå på en gård, der hedder Lyngebækgård. Omringet af mange tønder land og med havudsigt, lever stedet op til de forventninger, jeg havde omkring omgivelser af polo som sport. Smukt, men utilgængeligt.
Annonse
Min lærer i dag er en argentiner, Tano, som Copenhagen Polo Club har hentet til Danmark. Han er efter sigende ganske dygtig i hjemlandet, hvor polo er en af de mest populære sportsgrene. Sammen med to andre journalister skal vi på tre timer lære at dyrke sporten på hesteryg.
Sporten polo er ældgammel, men nu forsøger Copenhagen Polo Club at støve sporten af og gøre den trendy i Danmark. Sporten blevet først dyrket i Persien for flere tusind år siden, mens den i nyere tid har været populær i Indien. Briterne tog den med til Europa omkring 1870, og samme nation har været med til at udbrede polo i Argentina, hvor den stadig stortrives i dag.
Men på verdensplan er det en meget lille sport med kun omkring 90 klubber i alt. I nyere tid er det især et mærke som Ralph Lauren, der har været med til at tegne sporten som en overklassesport med undermærket Polo Ralph Lauren.
Fra starten har jeg på fornemmelsen, at det her måske er dén sport, hvor jeg virkelig brillerer. At jeg er et skjult talent, der bare mangler at blive opdaget. Ikke at der er noget som helst, der indikerer det. For jeg er ikke rig, jeg rider ikke, jeg dyrker slet ikke anden sport end en sporadisk tur i fitnesscentret. Men jeg har en Pippi Langstrømpe-mentalitet, der gør, at jeg tror, jeg er god til ting, jeg aldrig har prøvet før.
Annonse
Første stop er græsplænen, hvor vi får en lille kølle hver. Vi skal forsøge at lære den rigtige teknik, når man slår til den lille bold. I dagens anledning er den lille træbold dog skiftet ud med en stor, rød plastikbold. Rimelig karikeret, men det giver mening, da selv den store bold kan være svær at ramme rigtigt.
Jeg render rundt på græsset som en golfspiller med brækket arm og forsøger at skyde bolden ad helvede til i den anden retning af banen. Først synes jeg, at det går rigtig godt. Bolden ryger derudaf, men min argentinske træner gør mig hurtigt opmærksom på, at jeg gør det helt, helt forkert. Allerede her begynder min drøm at briste en smule. Måske er polo ikke min sport.
Men jeg giver ikke op: i stedet for at lægge alle kræfter i køllen, når man slår mod bolden, handler det om at fortsætte slaget. Køllen skal simpelthen hele vejen rundt. "Keep swinging," som træneren Tano siger.
Argentineren har hurtigt fået en favorit. Og nej, det er ikke mig. En af de andre journalister er åbenbart et naturtalent til at ramme bolden med det helt rigtige kølleschwung. Det skærer selvfølgelig lidt i hjertet, når Tano bliver ved med at rose ham. Igen. Og igen.
Næste stop er hesteryggen. Jeg har ikke været på en hest, siden jeg som 9-årig blev smidt af en kæmpe hest. Min mor har senere fortalt mig, at det faktisk bare var en meget lille pony, men ikke desto mindre gør tanken om at dyrke sport på en hest mig ikke ligefrem rolig.
Annonse
Jeg får tildelt en stor, chokoladebrun hest, der hedder M.C. En af trænerne fortæller mig, at denne hest bliver betragtet som ‘koen’ i flokken, fordi den simpelthen opfører sig, som om den er en ko. Igen gør det selvfølgelig lidt ondt i mit ego, når jeg bliver tildelt en hest, der tænker som en ko, men jeg må sige, at M.C. og jeg med det samme er på bølgelængde.
At styre en polohest er som at have et joystick i hånden. Man har kun fat i hesten med venstre hånd, for den højre skal svinge en kølle. Mens vores argentinske træners yndlingselev har lidt svært ved at styre hesten (Ha!), går det aldeles smertefrit for mig. Jeg forstår min ko.
Da vi ankommer på polobanen, får vi en ny kølle i hånden. Denne kølle er dobbelt så lang, som den vi har øvet os med, fordi vi jo skal kunne nå jorden fra hestens ryg. Når man (læs: jeg) havde problemer med at styre den lille kølle, er det ikke, fordi den større kølle gør livet lettere.
Min næste udfordring bliver hestens hoved. Hvordan svinger man den overdimensionerede kølle uden at ramme det stakkels dyr i hovedet? Mine slag bliver halvfesne, fordi jeg sænker farten hver gang, køllen kommer for tæt på M.C.’s hoved.
Det er dog ikke for sjov, at man siger, at øvelse gør mester. For efter nogle slag på banen, begynder det hele at blive nemmere. Så længe jeg slår lige ud, rammer jeg ikke min hest, og bolden ryger et godt stykke hen ad banen. Jeg bliver modigere og begynder faktisk at lytte til instrukserne. Min venstre skulder skal være lige over bolden på højre side af hesten, når jeg slår til den. Det betyder selvfølgelig, at man er nødt til at sidde helt nede på højre side af hesten, og det er et skræmmende fornemmelse.
Og det er min sidste tanke, inden vores argentinske træner indbyder til kamp. Ham og mig mod de to andre journalister, der er med på banen i dag. I al sin enkelthed går spillet ud på, at man skal score i modstanderens mål. Ingen målmand. Vi har gjort banen lidt kortere i dag, men reglerne er de samme.
Er der noget, der kan få mig til at glemme min frygt, er det mit konkurrencegen. Jeg vil gerne vinde. Så jeg lægger hårdt ud i kampen, som set udefra må ligne en flok børnehavebørn på gyngeheste. Men tæt på går det vildt for sig: Jeg får hurtigt fat i bolden og scorer det første mål. Hvem er nu din favorit, Tano?
Min lille sejr har givet mig et gåpåmod, der nok skal sikre os sejren, tænker jeg. Så da bolden lige så langsomt triller væk fra alle de andre, sætter jeg hælene i hesten, der får mere fart på, end jeg regner med. Mine fødder ryger ud af stigbøjlerne, og jeg føler mig pludselig ikke så sikker mere. Hesten sætter heldigvis hurtigt farten ned, men jeg er kommet et stykke væk fra banen og må langtsom og skamfuldt begive mig tilbage mod de andre.
Resten af kampen forløber ganske efter bogen, og jeg kan ikke helt huske, hvem der ender med at vinde (det var vistnok det modsatte hold). Men jeg er ganske tilfreds med min præstation og overrasket over, hvor sjovt det egentligt har været.
Min konklusion må være, at hvis jeg var meget, meget rig, ville polo være min sport. Det er en udfordrende, men ikke helt umulig at lære, hvis man (ja, det er igen mig, jeg taler om) var bedre til at lytte efter sin træner.
Men der kommer til at gå et stykke tid, inden jeg kan sætte mine fødder i stigbøjlerne igen. Et medlemskab over sommeren koster 12.000 kroner, og hvis du vil købe en begynderpakke, må du slippe op mod 75.000 kroner for én sæson. Til poloens forsvar kan man også få en introtime til 500 kroner. Så tak for alt, M.C., men jeg har ikke råd til at se dig igen foreløbig.
