Han var den fra klassen, der stod på boldbanen i det sekund det ringede ud til frikvarter. Ham, der lavede tunneller på drengene fra de større klasser og efterfølgende råbte ’nelle’ eller lavede ’tug-tug’-lyde, når han susede forbi og indirekte fortalte modstanderen, at de ikke var andet end en gennemkørende station på lyntogets vej mod nye og større steder.
Og derfor er det selvsagt heller ikke nogen overraskelse, at han hvert evigt eneste år var fast inventar på ’dødslisten’, når 9.klasserne skulle fordele mængden af vand og barberskum mellem skolens mest irriterende børn. Det er heller ikke nogen stor overraskelse, at min barndomsven Nikolaj 10 år efter vores seneste kampe på skolegårdsasfalt, er ham der gik hen og blev professionel sportsmand.
Alligevel har Nikolaj Rosenthal en ganske særlig og overraskende historie.
Annonse
Nikolaj Rosenthal er i dag 26 år gammel, professionel ishockeyspiller med pladsen som wing hos Rungsted Seier Capital, og så er han verdens første elitesportsmand, der bliver aflønnet i bitcoin - den digitale valuta, hvis kurs ikke dirigeres af centralbanker og pengepolitik, men derimod udspiller sig frit mellem køber og sælger i markedet.
”Jeg forventer mål i dag,” siger jeg selvsikkert, da jeg møder ham i lobbyen inden kampen med en klar forventning om, at han berettiget vil tage farten ud af min presbold. Måske med baggrund i antallet af skader, de nye udenlandske spillere i truppens tre kæder, eller blot det faktum, at hans hold, Rungsted Seier Capital i dag, møder Metal Ligaens tophold Herning Blue Fox.
Han svarer præcis modsat af min forventning.
“Jeg skal nok lægge pucken i rosen” og sender mig et skævt smil, inden to klap på min skulder bekræfter, at forsøget på at få Nikolaj på glatis er slået fejl.
En stor portion selvtillid og tro på egne evner bærer da også en del af svaret på, hvorfor Nikolaj Rosenthal har taget det drastiske skridt at få sin løn udbetalt i den stærkt flukturerende bitcoin.
Alene i år er bitcoin steget fra en værdi på 1.000 dollar i januar til et toppunkt på 20.000 dollar pr. mønt i december, ligesom den ved flere lejligheder er faldet drastisk - op mod 40% på bare en enkelt dag. Det er dog ikke den digitale mønt i sig selv, men teknologien bag, der interesserer Nikolaj Rosenthal mest.
Annonse
“Jeg tror rigtig meget på blockchain-teknologien. At det lige blev bitcoin, fremfor Etherium eller en tredje kryptovaluta, er egentlig underordnet. Det afgørende er, at transaktioner uden om bankerne har et enormt potentiale og giver mulighed for at ændre vores verden markant inden for områder som kontrakter, finansielle aktiver og sikkerhed.”
Nikolaj Rosenthal mener, at teknologien har et stort åbenlyst potentiale, der både kan bruges til at gøre livet nemmere og billigere for os. Han vil ikke ud med, hvor meget han præcist får i løn, men han har selv har investeret i Bitcoin og Ethereum siden april. Siden er kursen på Bitcoin steget omkring 1.000 procent, mens kursen på Ethereum er steget over 1500 procent.
Han bruger en rejse som et eksempel på, hvorfor de elektroniske valutaer giver god mening.
“Forrige uge var jeg i Sverige. Jeg betaler først et stort gebyr for at have en konto i en bank, dernæst et vekselgebyr for at veksle mine danske kroner til en dårlig kurs. Derefter bliver jeg pålagt et gebyr for at veksle de svenske kroner jeg ikke fik brugt. På én rejse har jeg fem gange betalt udgifter til min bank. Det er udgifter en fuldt udrullet blockchain teknologi vil overflødiggøre og effektivisere med simple overførsler uden fordyrende mellemled. Derfor har jeg også købt op i teknologien for egne midler.”
Kryptovaluta er dog kontroversielt og adskillige finansspekulanter og højtstående bankfolk har advaret mod valutaer som bitcoin.
Nationalbankdirektør Lars Rohde advarede så sent som i sidste uge i kraftige vendinger mod bitcoin. Den digitale valuta egner sig hverken til at blive brugt som penge eller til investering, mener han og udtalte i den forbindelse til DR Nyheder:
“Man skal holde sig væk. Det er livsfarligt. Det er jo en effektiv måde at spille på. Så hvis ikke man kan lide kasinoer, så har man fået et godt alternativ. Det er et fuldstændigt ureguleret marked. Om værdien er 50 procent større eller mindre om en uge, kan ingen sige noget som helst om. Jeg ser bitcoin som tulipmania, som en boble ude af kontrol.”
Annonse
Nikolaj Rosenthal er dog også afklaret omkring, at der er en risiko ved, at han binder sin løn fra Rungsted Seier Capital op i bitcoins.
“Jeg tror grundlæggende på, at man er nødsaget til at tage nogle chancer, hvis man vil være med til at ændre noget. På mange måder er jeg blevet et ansigt ud ad til, der skal være med til at gøre bitcoin og kryptovaluta generelt mere udbredt og almindeligt herhjemme. Når jeg som den første i verden stiller mig frem og siger, at jeg gerne vil aflønnes i bitcoin - en digital mønt, som mange ikke har et forhold til - så stiller jeg mig automatisk med røven i klaskehøjde.”
Niklas Nikolajsen i medierne også kaldet - Mr. bitcoin - er manden bag det opsigtsvækkende sponsorat af Rungsted Seier Capital. Han er stifter og ejer Bitcoin Suisse AG, der har hovedsæde i Schweiz. Investeringer i bitcoins har gjort danskeren mangemillionær.
For et 7-cifret beløb har han de næste tre et halvt år købt retten til at kalde Rungsted Skøjtehal for bitcoin Arena. I arenaen vil et ni meter langt logo af en bitcoin i guld og sølv pryde midtercirklen. Niklas begyndte sit opkøb af din digitale guldgrube, da kursen på en bitcoin blot var 50 cent pr. mønt.
Og det virker også til, at Mr. bitcoin med sponsoratet har fået værdi for hver en bitcoin. Historien om Nikolaj Rosenthal er blevet delt vidt og bredt i medierne og har blandt andet fået omtale i CNBC og The New York Times.
Der er fart på Nikolaj Rosenthal. Foruden at være ishockeyspiller og stifter af virksomheden Savy Copenhagen studerer han sin kandidat på CBS.
Mod slutningen af anden periode i kampen mod Herning skærer Nikolaj efter sit andet mål det samme skæve smil fra isen, som det, der mødte mig i lobbyen tidligere på dagen. Efter klumpspil i Hernings højre face-off cirkel fanger han pucken og sender et hårdt trækskud afsted mod modsatte krog. 5-1 til Rungsted.
En spinkel mand med kort hår slår opildnende på en tromme i takt med nummeret TSUNAMI, der brager ud af højttalerne, mens halspeakeren spørgende råber ”Nikoooolaj…. ”, hvortil publikum svarer: ”Rosenthal.”
Lige i dét øjeblik sidder jeg tilbage med en følelse af, at Nikolaj kan gå på vandet, og at jeg derfor i en hulens fart skal hjem og købe bitcoin. Få dage senere falder kursen dog med over 30% på en enkelt handelsdag, og jeg finder igen ro i min, i forhold til Nikolajs, mere magelige tilværelse.
Kursfald får dog ikke ishockeyspilleren til at ryste på hånden, og han medgiver med egne ord, at kursen på bitcoin og andre kryptovalutaer er nødsaget til at finde et mere stabilt lejde for, at sygeplejersker, journalister og gymnasielærere kan lade sig aflønne i de digitale penge. Også selvom det måtte betyde, at den frit flydende valuta skulle sættes under restriktioner fra en myndighed.
Når Nikolaj som den eneste af 26 spillere på Rungsted Seier Capitals hold har sagt ja til at hans lønseddel gøres op i bitcoin, skyldes det også, at han som ejer af tøjvirksomheden Savy Copenhagen har den økonomiske stabilitet, der skal til for at kunne løbe den risiko, som kryptolønnen bringer med sig.
Her bruger han størstedelen af sine vågne timer uden for skøjtehallen på at skabe og sælge basic tøj i organiske og økologiske materialer. Selv definerer han brandet, der har den samme kollektion året rundt, som et feel-good brand, som forhåbentligt kan være med til at gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen, som fast-fashion industrien har ført med sig. Savy Copenhagen har kun syv måneder på bagen, men har allerede navne som Madklubben og Formel B på kundelisten, ligesom også Uffe Buchardt og Lisbeth Østergaard er tilhængere af tøjet.
Nikolaj ser selv en klar rød tråd mellem livet som iværksætter og aflønningen i bitcoin.
“Uanset om jeg bruger tid på mit tøjmærke Savy Copenhagen eller lader mig aflønne i bitcoin, handler det om, at jeg dedikerer al min tid på projekter, som jeg er overbevist om kan være med til at gøre en forskel i verden”.
Fortsætter du med at få løn og købe op I bitcoin i 2018?
“Ja”.
Fakta
● bitcoin er skabt i 2008 af en eller flere personer under pseudonymet Satoshi Nakamoto
● Satoshi Nakamoto er estimeret til at eje 980.000 bitcoins med en aktuel bitcoin-kurs på $13565 har beholdningen en værdi 82,7 milliarder kroner
● Det placerer Nakamoto som verdens 88. rigeste person på Forbes opgørelse over “The Worlds Billionares” Foran blandt andet mediemogulen Rupert Murdoch.
● I hælene på bitcoin er der udstedt over 2.000 andre typer af kryptopenge, der som alternativer til bitcoin betegnes “Alt-coins”
● Den samlede handelsværdi alle kryptopenge er lige nu 630 milliarder dollars, hvorfra bitcoin står for ca. 360 milliarder og Etherium for omkring 80 milliarder