Sådan rejste Pierre-Emile Højbjerg sig, da han blev tacklet af livet

Jeg har altid været ambitiøs. Jeg kan godt lide, når tingene spidser til. Jeg trives godt med en vis form for pres, hvor der er noget på spil, og der er en gevinst ved at gøre sig umage. Så får jeg lov til at teste og mærke mig selv helt vildt, og jeg finder ud af, om jeg kan klare det.

Da jeg var dreng, spillede jeg fodbold i Skjold på Østerbro. En af de voksne indførte en turnering for os unge drenge, der hed Mars-cup eller Bounty-cup eller Twix-cup eller Snickers-cup. Vi var omkring 25 drenge, der spillede med i turneringen i Idrætshuset ved Østerbro Stadion. Vi var syv spillere på hvert hold, og hver uge blev der delt nye hold. Fik man en sejr, gik den ikke til holdet, men til de enkelte spillere, og den spiller, der efter nogle uger havde flest sejre, vandt en chokoladebar. Jeg var en af de yngste spillere. Jeg kunne mærke, hvor meget sådan en sejr betød for mig. Jeg var spændt og nervøs, og det hele kørte rundt. Jeg fandt en djævel frem i mig selv. Selvfølgelig vandt jeg den Bounty. Det er en af de bedste Bountys, jeg nogensinde har spist.

Jeg var energisk, ivrig og opsøgende på en fodboldbane. Jeg holdt mig ikke tilbage, jeg søgte enhver situation, også når vi spillede fodbold i skolegården eller på fritidshjemmet. Jeg var ikke bange for at slå mig, selv om jeg var syv år, og de andre var op til fire år ældre end mig. Jeg skulle give den gas for at være på højde med de store spillere. I skolen forbød klasselæreren mig at gå ned i fodboldburet i et par uger, fordi jeg gik for hårdt til den. Jeg holdt øje med, om læreren holdt øje med mig, og når der var fri bane, gik jeg ned i fodboldburet.

Jeg var nok ikke den bedste elev i folkeskolen. Lad mig sige, at jeg tror, det er godt, jeg gik fodboldens vej.

Min far var fra Nordjylland. Som ung spillede han fodbold i Gug Boldklub i Aalborg. Han stoppede, da han var 18-19 år, fordi han hellere ville studere. Han blev antropolog og var professor med en doktorgrad, men han bevarede sin interesse for fodbold. Vi så landskampe og Champions League sammen og diskuterede kampene. Vi havde begge temperament. Tingene fløj om ørene på os derhjemme. Min far fortalte mig, at han ikke var den mest talentfulde spiller, da han var aktiv, men det afgørende for ham var indstillingen. Han var den mest ærgerrige spiller på holdet. For ham var det ikke en undskyldning, at man ikke gjorde sit bedste på banen, fordi man havde haft en dårlig dag. Han sagde: ’Hvis du vil være god, så må du arbejde hårdt, og du må arbejde hårdere end de andre.’ Hvis jeg ikke gad spille fodbold, var det helt fint, sagde han: ’Så behøver vi ikke betale for dine fodboldstøvler, så kan vi bruge pengene på noget andet.’

Da jeg spillede kamp mod Skovshoved, stoppede dommeren kampen og gik ned til en gruppe af forældre på sidelinjen. Dommeren bad en af forældrene om at gå, fordi han råbte for meget. Det gik op for mig, at det var min far, der blev sendt væk. Jeg var ikke pinligt berørt, det var jo bare min far, som levede sig ind i kampen. Det kendte jeg fra mig selv.

Min mor var derhjemme med min bror og søster, når jeg var til kamp. Hun har altid været kærlig, lyttende og åbenhjertet. For hende handler det mere om, at man har det godt som menneske, end hvad man præsterer. Hun er et emotionelt menneske. Jeg ser hende næsten som en kunstner. Hun arbejder som grafisk designer. Hun har det reneste hjerte, jeg kender. Følelsesmæssigt har jeg været påvirket af min mor. Rent professionelt ligner jeg min far.

Da jeg var 16, kom jeg til Bayern München og trænede med førsteholdet. Først var det meningen, at jeg bare skulle være stand-in på en træningslejr. Men det endte med, at jeg blev bedt om at blive en ekstra uge, for så at blive resten af pre-season, for så at blive bedt om at træne med førsteholdet minimum to gange om ugen, for endelig at blive bedt om at komme fast i førsteholdstruppen. I løbet af et år akkumulerede det og gik op i en højere enhed. Dér tænkte jeg: ’O.k., det her kan godt blive interessant.’ Det sjove er, at jeg ikke husker, at jeg gjorde noget ekstraordinært eller ramte noget ekstraordinært, jeg gik bare ud og gjorde det, jeg kunne lide, nemlig at konkurrere og træne godt og spille godt og være den, jeg er. Jeg var lærevillig. Jeg har altid været nysgerrig.

Jeg var syv år, da jeg første gang oplevede landsholdet. Det var under VM i 2002 (i Sydkorea og Japan, red.). Jeg tror, min far havde en kollega boende hjemme hos os, fordi der var en konference for antropologer i København. En sommermorgen kom kollegaen ud til morgenbordet, og vi sad og snakkede, og så nævnte han, at der jo var landskamp nu. Jeg kunne se på min far, at han havde glemt det. Vi gik ind i stuen og tændte for skærmen. Vi havde sådan en lille Sony-fjernsynskasse, hvor man trykkede på en knap, og så var der er par kanaler. Man skulle sidde tæt på for at se, hvad der foregik. Vi så Danmarks kamp mod Uruguay. Jon Dahl scorede to mål. Det husker jeg tydeligt. Danmark spillede i rødt og Uruguay i lyseblåt. Den sidste gruppekamp mod Frankrig fik vi lov til at se i skoletiden. Min klasse og parallelklasse var nede i skolens bibliotek. Lærerne kørte et kasse-tv frem. Vi så kampen og jublede helt vildt. Fra da af var min interesse for landsholdet exceptionel.

Som alle andre diskuterer jeg mit job på hjemmefronten. Når jeg kommer hjem efter en kamp, kan min kone spørge, hvad træneren sagde efter kampen, eller hvordan stemningen var. Hun er god til at se tingene i det store billede. Hun prøver at fortælle mig, at jeg skal gå et skridt tilbage og se, hvad der venter forude, og at tingene ikke er forbi, fordi vi har tabt en kamp. Hun giver en opløftende analyse af tingene. Men nogle gange må jeg sige til hende, at der ikke er så meget at sige: Vi har lige tabt, og det kan man ikke fjerne med et fingerknips eller ryste posen og stå op i morgen, og så er det en ny dag. Et nederlag tager tid for mig at fordøje. Men jeg tror på, at hvis jeg giver mig 100 procent og efterlader alt på banen, så kan jeg kigge mig i spejlet bagefter og vide, at jeg har gjort, hvad jeg kunne. Men jeg skal stadig hanke op i mig selv efter et nederlag. Efter kampen i søndags (hvor Tottenham tabte 1-3 til Manchester United, red.) kom jeg hjem, og så var der fodbold på tv om aftenen, og det havde jeg ikke lyst til at se. Lige dér havde jeg fået nok.

Jeg var en virkelig dårlig taber, da jeg var yngre. Hvis en af mine venner havde sendt en sms til mig inden kampen, og vi så endte med at tabe, så ville jeg sige til mine venner, at de aldrig nogensinde skulle sende mig en sms inden kampen, fordi det fjernede mit fokus. I München havde jeg to kammerater, og vi havde aftalt, at vi skulle ud og spise eller i biografen dagen efter en kamp. Men fordi vi tabte kampen, aflyste jeg aftalen. Jeg ville hellere sidde derhjemme og kigge ind i væggen, fordi jeg havde spillet dårligt. På det tidspunkt boede jeg alene i München, og den ugentlige kamp var det, der holdt mig kørende. At vinde i weekenden var min ugentlige dope. Tabte vi, føltes det, som om tingene ikke gav mening. I dag er jeg stadig en dårlig taber, men jeg er blevet bedre til at fordøje det.

Når vi forlader taktikrummet og går ind i bussen og kører ud til stadion, drikker jeg min sydamerikanske te. Jeg hører musik, som får mig i godt humør og giver gode tanker. Jeg tror seriøst, jeg har hørt alt inden en kamp, selv reggae. Jeg hører Jay-Z eller Eminem eller Dodo & The Dodos og meget andet. Jeg sidder i bussen og slapper af. Måske skriver min kone eller sender et billede af børnene, og så skriver vi lidt frem og tilbage, eller jeg ringer til min mor og hører, om alt er o.k. Det er stille og roligt. Jeg sidder bare og nyder optakten.

I omklædningsrummet bevæger jeg mig gradvist ind i en zone. Jeg laver nogle øvelser for at få kroppen og stængerne klar. Det skaber en lille fortælling til hjernen om, at nu skaber vi endnu mere fokus. Spillerne går rundt og lægger en hånd på skulderen af hinanden. Måske smider man en joke. Vi skaber en energi, en spirit. Jo tættere, vi kommer på kampen, jo mere privat bliver jeg i forhold til fokusområderne. Nu er det alvor, men jeg er ikke overgearet og helt ude af mig selv. Jeg er i kontrol og har hele tiden fokus på, hvad mit job er. Jeg går ikke rundt og fortæller andre, hvad de skal gøre, på ingen måde, men man snakker lidt. Jeg siger til mine medspillere: ’Jeg er der til at bakke dig op og lukke af for dig, du skal bare køre derudad og stole på dig selv. Jeg er bag dig.’ Jeg tænker kun på, hvordan jeg kan gøre spillerne omkring mig bedre. Jeg tager støvler og skinner på. Vielsesringen ryger af. Jeg varmer op, og måske er jeg en hurtig tur hos fys, hvis der er noget, der skal strækkes ud eller køres igennem. Jeg hviler i mig selv, og så handler det kun om én ting, og det er at vinde. Det er det eneste, jeg tænker på, når jeg går ud.

Der er mange små og store kampe i en kamp. Det er en del af gamet, og det er fedt, så længe man ikke går over stregen. Det handler om at vinde sit territorium og være en alfahan. Tidligere på sæsonen spillede jeg (for Tottenham, red.) mod en modspiller, som jeg tidligere har spillet sammen med i Bayern München. Da kampen skulle starte, og han skulle give bolden op, stod han og kiggede lidt på mig, han smilede og grinte lidt, som om jeg stadig var den lille, ligesom jeg var det i München. Det tirrede mig og gjorde mig irriteret på den gode måde. Jeg scorede, desværre tabte vi.

Nogle gange er en træner nødt til at lade bølgerne gå højt. Det gør, at systemet bliver renset. Hvis han giver en skideballe bare for at give en skideballe, er det ikke holdbart i længden, synes jeg. Men en skideballe kan være et nødvendigt signal til holdet om, at arbejdspladsen har nogle værdier, som spillerne skal overholde.

Jeg lærte meget af perioden med Åge Hareide (hvor Pierre-Emile Højbjerg i en periode ikke blev udtaget til landsholdet, red.). Hvorfor han ikke brugte mig, er et godt spørgsmål. Jeg tror, det er bedre, at du spørger ham og ikke mig om det. Jeg lærte at kigge indad. Der kom nogle løgne ud offentligt, og det sårede mig, men jeg lærte også, at frem for at tage den beskidte kamp udadtil valgte jeg at arbejde med mig selv indadtil. Jeg forsøgte at skubbe min egen grænse for alt – fysisk, mentalt og i min levemåde. Min drivkraft var kærligheden til landsholdet. Jeg tog nogle virkeligt store skridt sportsmæssigt.

I august 2013 ringede min far til mig i München og fortalte, at han havde fået konstateret kræft i maven. I Danmark ville de ikke give ham behandling, for de mente, at kræften allerede havde spredt sig for meget. Vi tog et aktivt valg, og med hjælp fra klubben fik vi ham i kemoterapi i München. Han kom ned hos mig hver anden uge og boede der en uge. Første gang, han landede i lufthavnen, stod jeg og ventede på ham, og da jeg så ham, kunne jeg godt se, at sygdommen havde ramt ham. Han faldt i mine arme og sagde: ’Jeg vil ikke dø.’ Det var barskt at skulle samle min far op. Jeg var 18 år. Det var en tidlig alder at blive konfronteret med nogle sider af livet, jeg ikke troede, var virkelige. Men det var også den bedste tid, jeg havde med min far. Vi kunne snakke om nogle ting, vi ikke havde snakket om før. Inden da havde vi haft nogle debatter og skænderier, fordi han mente, at jeg skulle falde lidt ned, og jeg mente, at jeg var en stor dreng, som godt kunne klare mig selv. I München mødtes vi rigtig godt på halvvejen. Jeg kunne vise ham, at jeg havde min egen lejlighed, at jeg præsterede på holdet, og at jeg levede godt. Han så mig træne med førsteholdet, og han var med tribunen, da jeg fik min debut mod Nürnberg. Om aftenen lagde jeg min far i seng, når han havde taget sin smertestillende medicin. Han var træt oven på kemoterapien og skulle have hjælp til at komme op i sengen. Det var surrealistisk. Førhen var det ham, der tog sig af mig. Nu var rollerne byttet om.

Han besøgte mig otte gange, fra september til jul. I januar 2014 skulle han opereres i München. Om aftenen samme dag skulle jeg flyve på træningslejr med Bayern München. Det var svært at sige farvel til min far, inden han kørte i bil til hospitalet. Han sad bag rattet og græd, fordi han var bange. Jeg prøvede at sige, at det hele nok skulle gå, men vi vidste, at det var en stor operation, hvor han skulle have fjernet forskellige ting i maven. Efter operationen kom han sig ikke helt. Han endte med at ligge på hospitalet en måned, inden han tog hjem til Danmark i februar. I marts tog jeg hjem og besøgte ham, fordi han var blevet indlagt akut på Rigshospitalet med vand i lungerne. Det var den 27. marts. Det var der, jeg blev tysk mester for anden gang. Jeg så kampen med min far på hospitalets fjernsyn. Jeg så mine holdkammerater vinde 4-0 over Berlin. Bagefter tog jeg tilbage til München. Det var sidste gang, jeg så min far. En morgen i april, samme morgen som holdet skulle flyve til Madrid for at spille semifinale i Champions League, kunne jeg se, at min mor havde ringet flere gange. Da jeg kom igennem til hende, fortalte hun, at det var tæt på. Hun bad mig om at komme hjem. Jeg sagde til klubben, at jeg var nødt til at rejse hjem. Inden jeg ankom til hospitalet, var han død. Nogle dage efter holdt vi begravelsen. Det var en smuk afsked. Og jeg vidste, at min far ikke led mere. En måned senere spillede jeg pokalfinale fra start, og vi vandt, og jeg fik min landsholdsdebut. Alting gik stærkt i de måneder. Jeg vil sige, at jeg blev hurtigt voksen.

Jeg blev kastet ud i det kolde vand lidt tidligere end andre på min alder. Jeg har slået mig nogle gange. Jeg har savnet at have min far som guide. Jeg har følt et svigt eller en sorg eller et savn, fordi min far ikke har været der til at se det hele udefra og se det store billede. Selv hvis vi ikke snakkede sammen, så vidste min far, hvad jeg følte, og hvad der var bedst for mig, når jeg ikke selv lige kunne se det. Meget tidligt blev jeg min egen mand. Men jeg er ikke færdig med at finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg har at give. Jeg har fundet ud af, at der er ting, som er vigtigere end fodbold og det materielle. Det sådan noget som at have det godt, og at menneskerne omkring mig har det godt. Jeg blev gift tidligt og blev far til to børn.

Da jeg scorede mit første landsholdsmål (mod Armenien i Parken i september 2014, red.), var jeg selvfølgelig utrolig glad i situationen, men bagefter var der en tomhed, næsten en ærgrelse, som blev til en frustration. I sidste ende var det en sorg. Jeg følte ikke, at det var fair: Jeg havde lavet mit første landsholdsmål, og alle i Danmark havde set det, men ikke min far. Jeg følte, at livet var uretfærdigt. Det var først, da jeg fik mit første barn (i 2017, red.), at jeg kan huske, at jeg sagde til min mor, at nu føler jeg endelig, at livet har givet mig noget tilbage. Det er lidt hårdt sagt, men det var sådan, jeg havde det. Da jeg fik mit første barn, fandt jeg pludselig en mening med tingene. Jeg var lige fyldt 22.

Landsholdets potentiale er kæmpestort. Man kan altid gætte på, om vi går videre fra gruppen, eller at vi går hele vejen eller noget helt andet. Men det handler om momentum, om at ramme den rigtige form. Der skal lidt held til, og der er nogle ting, der skal flaske sig. Om vi så går hele vejen, det må guderne vide. Men vi kan sørge for at forberede os bedst muligt og have det bedst mulige udgangspunkt.

Når jeg står i landsholdsdragten og hører nationalmelodien, får jeg gåsehud. Jeg føler en kæmpe stolthed. Jeg tænker på, hvor jeg er født og opvokset. Jeg tænker på rødderne helt tilbage, hvor jeg kommer fra. De følelser bliver forstærket, når jeg hører nationalsangen. Men der er også en sult. Jeg vil vinde.