Mere end 30.000 mennesker ansøger for tiden om at blive inviteret ind i Ello. Det fortæller Paul Budnitz, en cykelhandler fra den amerikanske stat Vermont og en af de syv personer, der i marts lancerede det i disse dage ekstremt omtalte sociale netværk.
Den gang gik det mere stille af, og i sit udgangspunkt var det kun tænkt som en intern ting for en gruppe på 90 venner.
Men 7. august åbnede netværket op for andre brugere end bare denne snævre kreds. Og i takt med de seneste dages massive medieomtale er anmodningerne altså væltet ind hos Ello, der fremstår visuelt lækkert, men også en anelse utilgængeligt for nye brugere, der i sagens natur kun har få venner derinde og kan have svært ved at greje, hvad de skal derinde.
LÆS OGSÅ: Sådan er det at være på Ello for første gang (artikel på eurowoman.dk)
Man kan nemlig ikke bare tilslutte sig uden først at have modtaget en invitation fra en person, der allerede er ’på’. Og som de fleste af den slags eksklusive ordninger, er det kun med til at øge efterspørgslen, for hvem ønsker at gå glip af noget, når first moverne er ude af startblokkene?
I tilfældet Ello kom det første ryk fra queer-miljøet, der reagerede på en ny og strengere navnepolitik på Facebook, der ikke tillader folk at registrere sig under alternative identiteter. Ændringen førte for nylig til, at en række drag-kunstnere fik deres profiler deaktiveret, og så var det oplagt at søge over på Ello, der ikke har nogen begrænsninger på, hvad man vil kalde sig.
Samtidig tager Ello afstand fra videresalg af brugerdata til reklameindustrien, så på den måde udgør netværket også et alternativ for dem, der synes, at Facebook er for kommercielt indrettet. I et manifest på Ello står der:
“Vi tror på, at der findes en bedre måde at gøre tingene på. Vi tror på dristighed. Vi tror på skønhed, på simplicitet, på gennemsigtighed. Vi tror på at bringe de folk, der skaber ting, og de folk, der bruger dem, sammen.
Vi tror på, at et socialt netværk kan være et instrument til at skabe handlemuligheder. Ikke et middel til bedrag, tvang og manipulation – men et sted, hvor vi kan mødes, skabe og fejre livet.
Du er ikke et produkt.”
Det er svært at tage fejl af, hvem Ello-folkene distancerer sig til med den højstemte tekst.
Spørgsmålet er bare, om Ello virkelig er så uskyldsrent et univers, som dets skabere påstår.
Kritikere påpeger, at fordi netværkets økonomi bygger på såkaldt venturekapital fra firmaet FreshTracks Capital, vil det ultimative mål også være kommercielt.
Venturekapital gives typisk til iværksætter-projekter eller små virksomheder af investorer, der håber inden for en kort årrække at få deres investering mange gange tilbage, når brandet har vokset sig stort og levedygtigt og kan videresælges, det der i investeringsjargon omtales som en exitstrategi.
Kritikerne er overbeviste om, at der også eksisterer en exitstrategi for Ello, og de anfører derfor, at den vare, der reelt vil blive videresolgt, er brugerne.
En af de argeste kritikere er designeren Aral Balkan, der plejede at leve af at udvikle apps, men efter Edward Snowdens afsløringer har kastet sig over udviklingen af overvågningssikre teknologier, som for eksempel smart phones, og også selv har gjort sig i udfærdigelsen af manifester.
I et blogindlæg påstår Aral Balkan selv at have været inviteret med ombord i udviklingen af Ello, men han fortæller, at han hele tiden var skeptisk over for, om Ello kunne vare ved. Den skepsis er kun blevet værre, efter at han har erfaret, at forretningsmodellen bygger på venturekapital.
Han skriver:
”De virker som dejlige mennesker, og jeg nød vores samtaler. Jeg kan kun antage, at de har været naive omkring, hvad det vil sige for sådan et projekt at tage imod venturekapital (…) Hvis et selskab har taget imod venturekapital, så er du allerede solgt. Det er ikke et spørgsmål om hvis, men om hvornår.”
Han afslutter sit blogindlæg:
”Så her er, hvad jeg gør: Jeg forlader Ello. Før det kan vækste. Før det kan exitte. Og jeg foreslår, at du gør det samme.
Eller, endnu bedre, lad være med overhovedet at tilslutte dig.”
Sitet Betabeat har foreholdt en af Ellos medstiftere, Todd Berger, kritikken.
Han svarer:
”Lad mig være helt ærlig omkring det her. Vi har ikke nogen exit-strategi. Vi taler om cirka 400 af de store (400.000 dollars = godt 2 millioner, red.) som vi tog imod fra de her super venstreorienterede, progressive Vermont-fyre. Vores investorer er omtrent de mindst onde mennesker, du nogensinde kommer til at møde.”
Cross Cairn, en af investorerne, der har givet Ello indskuddet, nedtoner i et interview med sitet Gigaom, at FreshTracks Capital skulle være interesserede i at rykke ved Ellos værdier:
”Vi bruger venturekapital på en måde, som meget få mennesker bruger det. Vi er i virkeligheden small-town venture.”
Selvfølgelig bliver spørgsmålet om, hvorvidt der ligger en skummel exit-strategi gemt bag Ellos visuelt spartanske brugerflade, kun aktuelt, hvis øjeblikkets hotteste sociale netværk viser sig at vokse til mere end en sensommerflirt, hvilket ikke alle er lige sikre på.
Klummeskribenten Samantha Allen sammenligner i Daily Beast Ello med en anden konkurrent til Facebook, der hurtigt afblomstrede:
”Det er fristende at tilslutte sig lige nu, det er klart, men jeg husker det her andet nye sociale netværkssite, der hed Google Plus, og jeg er sikker på, at også Ello vil være blevet en spøgelsesby inden for et par måneder.”
