Lige nu er jeg koncentreret og kreativ. Der er kun mig, Microsoft Word og mit hoved, der er fuld af idéer og elektricitet.
Sådan har jeg ikke haft det i et stykke tid. I hvert fald i en uge har jeg været ramt af branche-sygdommen skriveblokering. Der har simpelthen ikke været så meget som én brugbar tanke i mig, og hver gang jeg har sat mig ned for at gå i gang med en artikel, der normalvist ville være overstået på et par minutter, er jeg gået i stå.
Så har jeg hentet en kop kaffe, sat mig til at se et par sjove videoer på Youtube ’for at varme op’, har røget et par smøger, opdateret den faste Facebook-fane igen og igen, for til sidst at bilde mig selv ind, at jeg ikke har kunnet skrive artiklen, før jeg havde gennemsøgt Spotify efter den helt rigtige skrivemusik, og pludseligt var der gået flere timer, og jeg havde endnu ikke skrevet en linje. Og sådan er dagene gået en efter en.
Annonse
Det går selvfølgelig ikke, når man er professionel journalist, det er klart. Derfor er jeg blevet så desperat for at komme i den rette stemning, at jeg har iført mig et headset, der sender strøm direkte ind i hjernen på mig.
Og strømmen skal kunne hjælpe mig med at skrive igen, men perspektiverne er i en hel anden skala. For om nogle år, dog ikke så mange, kan lignende headsets redde dit parforhold, hjælpe dig igennem jurastudiet, gøre en soldat til en mere koldblodig dræber og alt midt imellem. Men først og fremmest, og mest relevant for mig, skal headsettet angiveligt kunne gøre mig i stand til at skrive artikler, så jeg ikke mister mit job.
Tidligere i dag var jeg forbi PlatoScience, der har skabt headsettet, som ved at sætte strøm til bestemte centre i min hjerne, angiveligt kan lade mig springe direkte ind i det rette mood uden først at skulle lave de sædvanlige kreative strækøvelser.
Baseret på en gruppe kreative menneskers hjerneaktivitetsmønstre under kreativt arbejde ved headsettet præcis hvilke dele af hjernen, der skal stimuleres med elektricitet, for at min hjerne kan efterligne samme mønster.
Bag PlatoScience står norske Balder Onarheim, der er lektor ved DTU i Technology and Innovation Management Division eller, ifølge ham selv, ’kreativitet’, og den danske master of science ved KU, postdoc ved CBS’ Center for Decision Neuroscience, altså dem der undersøger grænselandet mellem hjerne- og adfærdsforskning, Morten Friis-Olivarius.
Annonse
Her er vores journalist ( i midten) med de to skabere.
For to år siden begyndte de at eksperimentere med at klistre ledninger til deres pander og stimulere forskellige centre i hjernen. Snart begyndte de at 3D-printe hjelme, ledningerne kunne sidde i, og efter utallige forsøg, studier og prototyper, har de nu skabt en kommerciel version, der kan forudbestilles som julegave: PlatoWork.
De havde begge to forskerskæg, og viste mig ind på deres kombinerede kontor og værksted, da jeg kom. Der lå kasserede prototyper i forskellige udformninger på gulvet, og væggene var dekorerede med tegninger af hjerner, headsets og celleforbindelser.
Virksomheden har en håndfuld fastansatte og 20 andre eksterne medarbejdere, der tæller alt fra læger til biologer og ingeniører.
De to forskere grinte indforstået til hinanden, da jeg fortalte om min kærestes bange anelser ved projektet.
”Der er ikke noget at være bange for,” sagde lektoren med stærk, norsk accent. ”Den er bygget på mange, mange års forskning.”
Annonse
”Fra hele verden,” brød Postdocen ind.
”Helt tilbage i 60’erne eksperimenterede man med mus og skruede op og ned for strømmen for at finde ud af, hvor meget de kunne tage uden at få ondt, og hvor lidt der skulle til for at det virkede.”
Jeg skulle skrive under på nogle papirer, før de lod mig få headsettet med hjem, men de to forskere understregede, at den version, der kan forudbestilles på deres hjemmeside, vil være godkendt af den europæiske konformitetskomité, CE-mærket, til forbrugssalg.
Lektoren fortalte mig, at headsettet er godkendt til 30 minutters brug per dag, men at han selv brugte det op til 90 minutter dagligt. Han har forsket sig frygtløs:
”Når du ved, hvad det er, er du ikke bange.”
Derpå hev Postdocen en PowerPoint frem, der skulle forklare videnskaben bag, hvilket jeg ikke fangede så meget af. Hovedpointen om, at PlatoWork ikke tilførte noget, men i stedet rettede noget allerede eksisterende til, stod klarere, da Lektoren kom med en god, norsk sammenligning:
”Forestil dig en elv, der løber ned ad en bjergside. Med den her,” sagde han og holdt headsettet op, ”kan vi bestemme, om vandet skal løbe til højre eller venstre, men vi hælder ikke mere vand i elven.”
De forklarede grundigere et stykke tid, indtil jeg fattede det i en grad, der om ikke andet, gjorde mig tryg ved eksperimentet: Den elektriske stimuli skal sætte gang i nogle ting, som min hjerne allerede kan, nemlig at tænke kreativt. Og det skulle kunne hjælpe mig af med min skriveblokering.
Headsettet kan ikke gøre en revisor mere kreativ end en kunstmaler. Til gengæld kan det, ifølge Lektoren og Postdocen, få enhver til at være den bedste version af sig selv.
”I grunden ret naturligt,” sagde Postdocen. ”Det gør dig ikke i stand til at gøre noget, du ikke allerede er i stand til. Det er en genvej til at komme i gang. Det maksimerer dit potentiale.”
De forklarede også, at jeg i forvejen var i gang med noget af det samme, uden at være klar over det, med henvisning til den sorte kaffe, jeg drak. Kaffe, cigaretter, alkohol og stoffer ændrer nemlig ved kemien i hjernen, der ændrer ved elektriciteten. De har bare fundet ud af at springe dét led over.
”Folk er bange for fremtiden,” sagde lektoren og lænede sig tilbage i stolen. ”Og med god grund. Hvis et stenaldermenneske spiste en plante, han ikke kendte, kunne det betyde, at han døde af det. Vi er programmerede til at være skeptiske over for det, vi ikke kender.”
Af samme grund har selve designet af headsettet også været en af de største udfordringer ved PlatoWork. Jeg har, og det har du helt sikkert også, helt fra jeg var lille, fået at vide, at jeg ikke måtte røre ved stikkontakter og løse strømforbindelser. Derfor er alle ledninger skjult i PlatoWork.
Og så ligner den nuværende version også et headset, man normalt ville høre musik med, netop for, at det minder om noget, vi kender i forvejen.
”Men om nogle år er det helt normalt at have på,” sagde Postdocen. ”Vi har talt med en kendt, dansk politiker om, at han måske kunne være spokesperson, men selvom han var meget begejstret for projektet, sagde han nej. Det var endnu for tidligt.”
Desuden prøver de så vidt muligt at undgå at snakke om, at headsettet sender strøm ind i hovedet, men omtaler det i stedet som, at det stimulerer hjernen.
Neurostimulation hedder det og er en gren af neurovidenskab, altså læren om nervesystemet, og selvom det kan virke som ren science fiction at sende strøm ind i hjernen for at blive fokuseret og kreativ, er idéen ikke ny.
I år 46 lagde den romerske kejsers hoflæge elektriske ål på hovedet af migræne-patienter. Senere, i 1780, opdagede den italienske videnskabsmand Luigi Galvani, at en død tusse spjætter med benene, når man sætter strøm til den – i øvrigt det forsøg, der senere inspirerede forfatteren Mary Shelly til at skrive Frankenstein.
Samme videnskab gav i 20’erne læger idéen om at behandle deprimerede og sindssyge mennesker med elektrochok. I sidste ende har neurovidenskaben gjort, at jeg nu skulle iføre mig et elektrisk pandebånd for at kunne udføre mit arbejde.
Headsettet hedder PlatoWork, fordi det er lavet til arbejdsbrug: Man tager det på og kan via en app vælge, om man vil have hjælp til at gå i et kreativt mood, eller om man vil koncentrere sig.
Men de er allerede nu ved at udvikle deres næste version, der skal hede PlatoLearn, og som er til indlæring og hjælp til at oplagre hukommelse. På den måde, kan man teoretisk set læse pensum til juraeksamen én gang i stedet for 10.
Eller man kan have det på til guitarundervisning og nemmere nå til at blive en dygtig guitarist. Mulighederne synes uendelige. Det har det amerikanske forsvar, som udvikler et lignende produkt, der kopierer erfarne piloters hjernemønstre og giver dem til nyere piloter, også set.
I den lidt mere grumme ende er der rygter om, at forskere ved nogle landes militær kigger på at lave en version, der kan slukke for dronepiloters empati, og derved gøre dem til mere skånselsløse soldater.
”Selvfølgelig kan det misbruges,” siger Lektoren. ”Men det vil ske uanset om vi forsker i det eller ej. Vi vil gerne gøre verden til et bedre sted.”
For eksempel vil man i fremtiden kunne ’optage’ en given sindsstemning og ’genafspille’ den senere. Det kunne være en hyggelig søndag formiddag. Så trykker du bare record på din app, når du har det sådan, og play, når du vil have det sådan igen.
Eller du kan bruge headsettet til at blive nyforelsket i din kæreste. Men, understreger de begge, det kan man i forvejen. Det svarer til at redde dit parforhold ved at tage på en romantisk ferie i Paris. Det er bare hurtigere.
Og billigere. PlatoWork koster 300 dollars, altså omkring 1.800 kr. Den kommer i en sort æske, der ligner dem, høretelefoner fra Hifi-klubben kommer i. Den norske lektor åbnede æsken og viste mig, hvordan man satte små, fugtige puder fast de rigtige steder.
De sikrer en stabil forbindelse mellem headset og hoved. Er det ikke nok, kan man rede håret lidt til siden eller komme saltvand på puderne med en lille, medfølgende sprøjte. Han downloadede appen for mig og instruerede mig i, hvordan jeg skulle sætte PlatoWork fast.
Så forklarede han mig, at jeg først skulle køre appens ’create’-program. Det tager 20 minutter og har en effekt, der kan vare et par timer. Tre timer efter, når jeg kommer til at skulle rette artiklen efter for kommafejl, skulle jeg tænde ’Focus’-programmet.
Først skruer de op for de kreative tanker, og bagefter ned for dem.
”Når du sætter dig ned for at skrive en artikel, koncentrerer du dig selvfølgelig. Så øger din hjerne automatisk aktiviteten frontalt og slukker aktiviteten i baghovedet. Det er godt, hvis du skal løse simple opgaver, fordi det slukker for en masse larm – altså kreativitet – fra baghovedet,” siger lektoren.
”Men nogle gange skal du også bruge de input, baghovedet kommer med, for eksempel når du skriver en artikel. Så nu skruer vi op for de spontane input.”
Helt konkret vil den sende 1,14 milliampere på 6 volt ind i mit hoved. Og så vil der gå nogle minutter, og så vil jeg få nemmere ved at arbejde kreativt.
”Du mærker kun en liten prikk,” sagde Lektoren, da jeg gik.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, at jeg går fra de to forskere og hjem til mit kontor med en vidundermaskine i rygsækken. Derfor beslutter jeg mig for at ringe til Jesper Mogensen, der er professor ved Institut for psykologi på Københavns Universitet, og som siden 80’erne har forsket i neurovidenskab, for at spørge ham, om det her virkelig kan passe.
”Det ville overraske mig, hvis det virkede,” siger han.
Han fortæller, at man skal passe på med at forsimple et begreb som ’kreativitet’, fordi det afhænger af en række parametre:
”Mens kreativitet måske kan forstås som en enhed eller en kvalitet på det mentale og psykologiske plan, er der ikke nødvendigvis tale om noget, der sidder et bestemt sted i hjernen. To personer, som begge psykologisk set kan kaldes kreative, vil hjernemæssigt kunne blive det på vidt forskellige måder.”
Så der kan dels være tale om forskellige måder at afgrænse og forstå kreativitet og dels er der uenighed om, hvorvidt kreativitet kan spores til bestemte steder i hjernen.
”Kreativitet er ifølge mig mere komplekst end, at det kan koges ned til et eller flere centre i hjernen. Det afhænger også af, om du skal skrive en artikel eller male et abstrakt maleri.”
Man kan godt manipulere med hjernen, siger han, men der er en stor faldgrube ved PlatoWork:
”Når man, som jeg kan forstå man har gjort her, tager et gennemsnit af hjerneaktivitetsmønstret i en gruppe mennesker får du - et gennemsnit. Og det passer ikke nødvendigvis på dig,” siger Jesper Mogensen.
Inden jeg siger ham tak for snakken, understreger han, at han ikke kan afvise, at det vil virke, selvom han er skeptisk. Han siger, jeg skal vogte mig imod placeboeffekten. Men teoretisk set kan det godt virke.
”Og der er kun én måde at finde ud af det på – ved at prøve.”
Så det er det, jeg er kommet til nu. Jeg gør klar ved at åbne et blankt Word-dokument og tjekke, at min telefon er fuldt opladt. Først er der lidt problemer med, at appen ikke kan få forbindelse, fordi jeg har meget tykt hår. Da jeg reder det væk, får den forbindelse. Jeg mærker et lille prik. Det gør ikke ondt, men chokket giver et sæt i hele kroppen. (Allerede dagen efter har Lektoren og Postdocen fundet ud af at undgå det prik)
Så varmer apparatet op. De tre små puder bliver varme og prikker lidt i huden. Derudover sker der forbløffende lidt, men jeg er alligevel forventningsspændt i hele kroppen.
Jeg er blevet bedt om at gøre, som jeg plejer i stedet for at sidde og vente på, at jeg kan mærke noget. Derfor drikker jeg en kop kaffe og ryger en cigaret, mens jeg tænker på filmen Limitless, der handler om, at Bradley Cooper tager nogle piller, der tillader ham at benytte sin hjernes fulde potentiale.
Limitless ender med, at Bradley bliver afhængelig af pillerne og ikke kan fungere uden. Det scenarie præsenterede jeg også for de to forskere, men det afslog de. Med tiden vil headsettet overflødiggøre sig selv. De siger, at hjernen vil få nemmere ved slå det rette mood til og fra efter lang tids brug af PlatoWork.
Jeg tænker også lidt på Matrix, hvor man kan ringe til en fyr, der med en computer gør en i stand til at flyve helikopter. Og jeg tænker på Chaplin-filmen Moderne Tider, hvor fabrikken Chaplin arbejder på, installerer en maskine, der hjælper ham med at spise frokost hurtigere for at spare tid. Med komisk og negativt resultat. Og så tænker jeg lidt på RoboCop.
Selvom jeg er blevet bedt lade være, kan jeg ikke undgå at mærke efter, om jeg føler mig kreativ. Det er ikke så let at svare på, som at sige, om man har ondt i benet, eller om optikerens linse nummer et eller to er skarpest. Det er langt mindre håndgribeligt, og ud over at jeg nok ser lidt fjollet ud med headsettet på, så tænker jeg ikke, der er sket så meget.
Puderne føles fortsat varme, og da en kollega fra kontoret, hvor jeg sidder, kommer forbi for at snakke, har jeg svært ved at holde fokus. Hun spørger og spørger om det fremtidsagtige pandebånd, jeg har på hovedet, men jeg har det ligesom, at jeg ser en spændende film og snakker i telefon samtidigt. Hun, kollegaen, er telefonsamtalen. Jeg svarer i meget korte og afsluttede sætninger. Så går hun igen, og jeg kan vende tilbage til min tankefilm.
Jeg sidder og forestiller mig en fremtid, hvor vi alle sammen render rundt med et headset, som vi kan styre vores følelsesliv med via en app. I et dårligt humør? Vælg program 1. Træt af kæresten? Vælg program 7. Stresset? Vælg program 3.
I det hele taget tænker jeg ret meget. På mange forskellige ting, der står i kø efter hinanden. Så begynder jeg at tænke på, om det måske bare er ren placeboeffekt, altså at headsettet slet ikke gør andet, end at bilde mig ind, at jeg er i et kreativt mood, fordi de to forskere med deres forskerskæg og uoverskuelige powerpoint har bildt mig ind, at det virker.
Og at jeg lader det ’virke’, fordi jeg så gerne vil kunne arbejde igen, at jeg underbevidst bruger hvad som helst som en kur imod skriveblokering.
Et par minutters tid senere tænker jeg ikke så meget mere over det. For det er nu, og jeg er allerede færdig med at skrive artiklen. Derfor tager jeg hjelmen af. Om tre timer kan jeg tage den på igen og bruge dens fokus-program til at rette artiklen efter. Så må vi se, om det virker eller ej.
