Stort interview med Jan Gintberg: Født med en godartet humor

Klasselæreren havde en af sine tænksomme dage. Han fortalte om voksenlivets glæder og udfordringer. Om samliv og forældreskab og alt det, der ventede eleverne i femte klasse på Lynge Skole i en ikke så fjern fremtid. Efter nogle minutter satte han sig på kanten af katederet og gjorde mine til at runde af. ’Så man kan sige, at kærlighed gør blind,’ sagde han og kiggede ud over klassen.

Der gik nogle øjeblikke. Så brød 12-årige Jan Gintberg tavsheden og sagde uden at række hånden op.

’Det må være derfor, du har briller.’

De fleste på Lynge Skole kendte Jan Gintberg for hans diskussionsiver, hurtige replikker og høje lydniveau. Han boede med sin familie på gården Storkedal, der lå gemt bag træerne langs hovedvejen uden for byen. Familien Gintberg producerede småsvin, og når de vejede 30 kilo, blev de solgt videre til andre gårde, hvor de blevet fedet op til slagtestørrelse. Jan hjalp til på gården. Han blev vækket tidligt om morgenen, når hans far kastede småsten op på vinduet på førstesalen, hvor han havde sit værelse.

Lynge var en velfungerende lilleby, Storkedal var et godt sted at vokse op, og de første mange år manglede familien ikke noget. Men når Jan cyklede hjem fra skole, var det med en anspændt følelse i kroppen.

I det sekund han trådte ind ad døren til stuehuset, kunne han med det samme høre, om det var en af de gode dage.

Eller en af de dårlige.

De fleste mennesker har en fortælling, der forklarer, hvorfor de er blevet den, de er. Fortællingerne er som regel levende og komplicerede og sjældent til forhandling. Et voksent menneskes fortælling er et færdigbygget hus, ejermanden hjemmevant viser rundt i.

Men der findes også dem, der aldrig bliver færdig med historien om sig selv. I en moden alder er de stadig i gang med at undersøge, rive ned og rokere rundt. Overvejende nysgerrige af natur. Evigt tvivlende. Sådan et menneske er Jan Gintberg. Han er 54 år, gift med Nina, som er jordemoder, far til tre, husejer i Søborg og indehaver af en motorcykel, han sjældent bruger. Af profession er han komiker. Højtråbende. For højt, mener nogle. Lige tilpas, mener andre.

Han serverer kaffe og et fad med madder i sit arbejdsværelse, der er indrettet i et skur bagest i familiens have. Han har smurt to med tunsalat og to med ost og marmelade. Værten er i hjemmesko, computeren er tændt. I haven uden for er der rimfrost i græsset. Rundt om står træerne som røntgenbilleder af en sommer for længe siden. For tiden tilbringer Jan Gintberg de fleste af sine timer bag skærmen i arbejdsværelset, hvor han skriver på et show, som skal være klar til opførelse i slutningen af januar. Han har travlt, men endnu ikke på den ubehagelige måde, hvor han kan høre blodet i sine egne ører.

At interviewe Jan Gintberg er som at være på ekspedition gennem et underjordisk grottesystem. Anført af en energisk turleder med pandelampe. Uden kort og nogen klar fornemmelse af, hvor vi skal hen. Man følger med, nogle gange med følelsen af at køre i ring. Andre gange må vi gøre holdt og genfinde orienteringen, indtil vi atter bevæger os forsigtigt fremad. Gerne afbrudt af en pludselig latter, der kommer væltende og får næseborene til at vibrere.

Lige nu er Jan Gintberg ved at udforske det spor, der begynder med opvæksten i Lynge i Nordsjælland. Det er et terræn med enkelte sikre holdepunkter. Men også med områder, der ligger hen i det dunkle. Sådan er det, når man er vokset op i en dysfunktionel familie.

Jans far Børge kom fra Vestjylland, fra den lille by Højmark uden for Ringkøbing. Som ung mand under besættelsen gik han ind i modstandsbevægelsen og var med til at sprænge jernbaneskinner i luften, og i årene efter krigen nærede han et indædt had til Det Radikale Venstre for deres samarbejdsvilje med tyskerne. Han nævnte aldrig partiet uden tilføjelsen: ’De burde stilles op ad en mur og skydes.’ Det samme burde man gøre med kommunalarbejdere eller mekanikere, der havde repareret mejetærskeren forkert.

”Min far var koleriker i ekstrem grad. Han var en klassisk rigid mand.”

Børge Gintberg var praktisk anlagt, usentimental til fingerspidserne, og det gjaldt også i opdragelsen af Jan og hans to ældre søskende. Når Jan som teenager havde været hjemme hos nogle kammerater i weekenden og drikke sig fuld, var der ikke nogen hjælp at hente. Børge Gintberg mente, at når sønnen havde drukket sig fra sans og samling, måtte han også mærke konsekvensen.

’Vil du have, at jeg skal køre hjem på knallerten?’ snøvlede Jan i telefonen.

’Kan du det?’

’Nej, jeg er simpelthen så fuld.”

Pause i røret.

’Prøv alligevel. Lad være med at tage offentlig vej. Tag markvejen. Og jeg kommer ikke op og henter dig.’

Jans mor Jonna kom fra en anden verden. Hun var vokset op i en velhavende familie i Hellerup, hvor man havde smag for store villaer, lange biler og drinks i glas med høj stilk.

”Min mor var en underholdende kvinde. Hun elskede et godt tabernakel, som hun kaldte det. Hun inviterede venner og familie til festivitas. Der var musik, diskussioner og højt humør i en tåge af cigarrøg, mens vi børn kravlede rundt under bordene.”

Jonna var lærer, og når hun var sammen med sine børn, lagde hun vægt på, at de lærte noget. Læste hun brødrene Grimm med sine børn i sofaen, var det i en blanding af hygge og undervisning.

Endnu i dag er det et mysterium for Jan Gintberg, hvordan hans forældre, landmandssønnen Børge og Hellerup-mennesket Jonna, mødte hinanden på Askov Højskole, forelskede sig og blev gift.

”De var to mennesker, som intet havde til fælles,” siger Jan Gintberg, der kom til verden som familiens efternøler i 1963. ”Mine forældre var det modsatte af to alen ud af et stykke. De var nul alen ud af et stykke.”

Måske netop derfor spillede de godt sammen. I hvert fald de første år. På Storkedal var hverdagen travl. Ved siden af den daglige drift passede Børge Gintberg sit arbejde i en tømmerhandel på Nørrebro. Tømmerhandlen importerede mahogni fra Sydamerika og var ejet af Jans morfar.

Jan gik i skole og spillede håndbold. Og så begyndte tågen at sænke sig over Storkedal.

En dag kom Jans mor hjem og fortalte familien, hvad hun havde set. Hun havde stået og betragtet fodermesteren på afstand, og nu var hun ikke længere i tvivl. Han var Jesus. ’Kan I ikke se det,’ sagde hun. ’Han er frelseren.’

Børge Gintberg vidste ikke, hvordan han skulle forholde sig til sin kone. Det var begyndt nogle år forinden, da Jans mormor døde efter længere tids sygdom. Dødsfaldet sendte rystelser gennem familien, ikke mindst Jans mor, som blev indlagt i årene efter med nervøse sammenbrud.

”Vi mener, at hun gik ind i en psykotisk tilstand,” siger Jan Gintberg. ”Og hun kom aldrig rigtig ud.”

Han er ikke sikker på årstallet, men mener, at han har været omkring fem år, da hans mor blev indlagt første gang. Hun kom tilbage til Lynge og genoptog sit arbejde som lærer på byens skole. Hun var vellidt og respekteret, og i lange perioder var hun velfungerende. Men for Jan var forandringen tydelig.

”Der var trukket et gardin af følelsesløshed ned over hende. Det var en væsensforandring. Jeg følte, jeg havde mistet min mor, som jeg kendte hende. Når hun kom hjem fra skolen, kunne hun blive siddende i bilen ude i carporten i flere timer. Hun sad der bare. Hvis jeg gik ud og spurgte, om hun ikke kom ind, fik jeg et fjernt svar, hvis hun var inde i sådan en periode. Så var hun et skelet, der gik rundt. Helt apatisk.”

Med årene begyndte Jans mor at lide af vrangforestillinger, ofte med et religiøst præg. Hun opførte sig uforudsigeligt og sagde uforståelige ting. Jans far skældte ud i frustration over ikke at kende sin kone længere. I flere uger ad gangen var luften tæt af skænderier. I andre perioder levede familien et normalt liv.

Sådan lærte Jan Gintberg med seismologisk præcision at aflæse stemningen i et rum med andre mennesker.

Jans mor fik aldrig diagnosen skizofreni, men i dag ville man nok have brugt den betegnelse, mener han. Børge Gintberg talte med byens præst, som forsøgte at mediere, men det førte ikke noget med sig. Jonna ville ikke anerkende, at hun var syg. Det var de andre, der var noget galt med. Familien kunne ikke andet end at se til, når Jonna forsvandt ind i en verden, der havde sine egne spilleregler.

”En dag, min far var i tømmerhandlen, bestilte min mor nogle mennesker til at komme med en motorsav og fælde fire-fem træer i haven og det store træ på gårdspladsen. Min far blev rasende, da han så det. ’Jamen, vi har da altid snakket om, at der skulle være lidt mere lys,’ sagde min mor. Sådan var det hele tiden. Hverdagen var fuld af postulater, tågesnak og en stemning af irrationalitet.”

Som årene gik, blev det sværere og sværere for Jans forældre at være sammen. Stemningen blev ikke bedre af, at Jans morfar var flyttet hjem på sine gamle dage. Konflikterne i huset blev til sidst så uudholdelige, at Børge flyttede ned i karlekammeret i stueetagen, mens Jonna blev boende i soveværelset på førstesalen. At blive skilt var ikke en mulighed. Ingen af de to havde råd til at blive boende alene på gården.

”De havde intet fysisk sammen. De boede bare i samme hus. Prøv at forestille dig at leve ved siden af en, du dybest set ikke kan lide og ikke har sex med. Ret beset kan man vel knalde sig ud af meget arrigskab og had. Men det gjorde mine forældre ikke. De rørte ikke hinanden.”

Han ryster stille på hovedet.

”Spild af liv.”

Som voksen har Jan Gintberg ind imellem tænkt, om han selv var disponeret for at blive syg i sindet. Om han bag sit robuste ydre var skrøbelig som en myg. Om det bare var et spørgsmål om tid, før der skete noget uventet og voldsomt i hans liv. Som fik hans verden til at brase sammen.

'Morfar, er du hjemme?' råbte Jan en eftermiddag i 1973. Han var kommet hjem fra skole og ville som det første se til sin morfar, som boede i gæsteværelset på førstesalen. Da ingen svarede, gik han op ad trappen for at kigge der.

”Og så lå han ude på toilettet. Han lå på ryggen med barberkniven i hånden. Mens han stod og barberede sig, havde han fået et hjerteslag og var faldet bagover. Han havde hvidt skum i halvdelen af ansigtet.”

Jan løb ned ad trapperne og ringede til tømmerhandlen på Nørrebro og fik fat på sin far. Da forældrene kom hjem, stod Jan og ventede ude på gårdspladsen. Han turde ikke være alene i huset med liget af et menneske.

Med morfarens død var det planen, at Børge Gintberg skulle overtage tømmerhandlen og skalere ned for arbejdet med svineproduktionen, som mest var tænkt som et hobbyprojekt. Men sådan kom det ikke til at gå. Jans mor og hendes to søskende ønskede at sælge tømmerhandlen og trække pengene ud, og derved blev det. Uden indtægten fra tømmerhandlen måtte Børge Gintberg samle kræfterne om svineproduktionen på Storkedal. Han var uddannet skolelærer og havde kun beskeden erfaring med at drive landbrug. Men ambitionerne fejlede ikke noget. Han lånte penge, investerede i en større svinestald og ansatte to medarbejdere. Det gik nogenlunde, men en dag blev svinebesætningen ramt af sygdom. Smågrisene havde fået nysesyge, som gør, at næserne vokser skævt, og produktiviteten falder. Børge Gintberg kørte til banken og optog flere lån. På samme tid gik han ind i kommunalpolitik og blev valgt ind i byrådet i Allerød for Venstre. Det politiske arbejde fyldte mere og mere i Børge Gintbergs liv på bekostning af den daglige drift af gården.

”Det sejlede. Min far var efter min bedste overbevisning en elendig landmand,” siger Jan Gintberg.

Jans mor passede fortsat sit arbejde som lærer, men forholdet mellem forældrene blev aldrig godt.

”Der kunne være små opblomstringer, hvor de havde en samtale, og der var et lille håb om, at de kunne blive glade for hinanden igen. Og så kom der et helt år, hvor de ikke kunne kommunikere uden råb. Det var som at leve i en krigszone.”

Jan passede sig selv. Han arbejdede i stalden, kørte traktor eller gik i værkstedet og slog på noget metal.

”Jeg er ekstremt dårlig til at huske min barndoms følelse. Der er to grundfølelser, jeg kan skille ad: Mørke eller fest. Alt det, der ligger midt imellem, er væk.”

Sine to søskende så han ikke meget til. Storesøsteren var ni år ældre og var taget til Frankrig for at arbejde som au pair. Da hun kom hjem til Danmark, flyttede hun hjemmefra. Jans storebror var seks år ældre og tilbragte det meste af tiden på gymnasiet i Frederikssund.

”Jeg tror ikke, de kunne komme hurtigt nok hjemmefra,” siger Jan Gintberg. ”Så indtil jeg selv flyttede hjemmefra, var der kun mig til at håndtere tågesnakken og anspændtheden. Jeg gik rundt med en tåspidsfornemmelse af hele tiden at mærke efter, om stemningen var o.k.”

Forældrene kunne enes om én ting. De havde ambitioner på vegne af deres børn. Både Jans søster og bror havde gået i gymnasiet, og det skulle Jan også, når han var færdig med 10. klasse. Børge og Jonna ville for alt i verden undgå, at børnene gjorde karriere i landbruget og gentog forældrenes fejl.

Jan svarede, at han under ingen omstændigheder havde tænkt sig at gå i gymnasiet. Han havde for længe siden udstukket en kurs for sit liv.

”Jeg ville være landmand,” siger han. ”Jeg tror, det var mit oprør mod alt det, der havde skabt så meget sorg og nidkærhed. Mit oprør var, at jeg ville gøre det bedre end min far: ’Jeg skal kraftedeme vise jer, at man kan drive en gård på en god måde.’”

Nogle dage efter vores samtale i Jan Gintbergs arbejdsskur sidder vi i hans bil et sted på motorvejen nord for København. Han har indvilget i at køre en tur til Lynge. Formodningen er, at han kommer i tanker om noget, når han kører rundt på vejene i sit barndomskvarter.

Vi har ikke kørt mere end nogle minutter, før han lufter sin bekymring. Jan Gintberg har tænkt lidt siden vores første møde. Han er bekymret for, om vi har taget den rigtige rute gennem hans liv. Han mener ikke nødvendigvis, at man finder sandheden om et andet menneske ved at grave i fortiden. Han finder tilgangen begrænsende, klaustrofobisk. Hvem siger, at alt hvad man foretager sig som voksen, er et ekko af barndommen?

”Jeg tror, man nogle gange overfortolker, at det var i de tidlige år, det hele startede. Måske leder man bare og prøver at lave nogle koblinger,” siger han. ”Men finder et fatamorgana.”

Når Jan Gintberg ser tilbage, føler han, at hans liv først for alvor begyndte, da han var 30. Inden da fumlede han rundt, uvidende om sig selv og sit potentiale.

”Indtil jeg var 30, var mit liv en pøl af snot.”

Jan Gintberg er en opmærksom chauffør, men han er ikke stille ret længe ad gangen. Han skifter position i sædet, slipper rattet med den ene hånd og understreger en pointe, mens han orienterer sig i bakspejlet. Hans tankestrøm er vildt associerende. Hvis man skulle tegne hans måde at tænke på, ville det ligne en virus, der formerer sig med stor hast.

Jan Gintberg holder af at have et publikum. Hele sit liv har han orienteret sig efter den nærmeste klapsalve. Komikken har givet ham store glæder, venskaber og en fornuftig indtægt. Og komikken har forstærket hans tvivl og givet ham en på lampen. Som midaldrende mand befinder han sig et lunt og behageligt sted i sin karriere. Som reporter i programmerne ’På kanten’ rejser han rundt i landet og viser pæne og mindre pæne sandheder om danskerne og måden, vi lever vores liv. Programmerne er en blanding af journalistik og satire, og seertallene er høje, hvad enten Jan Gintberg befinder sig i Tønder eller Klampenborg.

Han udstråler en ægte nysgerrighed over for det menneske, han taler med. Hvor andre medlemmer af underholdningsbranchen vænner sig til at være centrum for andres opmærksomhed, virker Jan Gintberg sært uspoleret, når han tropper op med en mikrofon og et kamerahold.

Han tænker sig om.

”Måske handler det om, at jeg dybest set er en landmand med grønt bevis. En mand i træsko, der godt kan lide at gå rundt og snakke med mennesker.”

Han sagtner farten. Vi er ankommet til Lynge. Inde bag træerne ligger Storkedal. Gården ligner sig selv, men der er ikke nogen mennesker at få øje på. Da Børge Gintberg døde i 2011, 84 år gammel, blev gården solgt til en af hans medarbejdere, der fik den billigt, vist nok for en krone, fordi der var så meget gæld.

Jan Gintberg er ikke indstillet på at skulle ind og hilse på. Han vil gerne videre.

”Er det o.k.?” siger han.

Vi kører videre, forbi gadekæret, skolen, idrætshallen og kirken. Inde på kirkegården ligger farens urne i jorden. Jan Gintberg parkerer bilen, sidder lidt i tavshed og kigger ud gennem forruden. Han betragter den lille klynge af lave bygninger, der ligger på pladsen overfor kirken. I et af husene var der købmand, da han var dreng. Han klemmer øjnene sammen, som har han fået øjet på nogen eller noget. Men der er ingen.

I et glimt ser han sig selv som 15-årig. Han er på cykel. Han har fået fri fra skole og skal forbi købmanden og købe slik.

”Man kunne få en ret stor pose med snolder og hold-kæft bolsjer for halvanden krone.”

Cykelturen hjem til Storkedal var ikke uden forhindringer. Han skulle først forbi stoppestedet foran skolen. Her ventede nogle af drengene på bussen til nabobyen Kollerød.

”De stoppede mig på cyklen og tog mit slik, sådan helt Orla Frøsnapper-agtigt. Nogle gange lykkedes det at høvle forbi dem, og når jeg kom videre over krydset, vidste jeg, at jeg var fri. Men for det meste lavede de bare en kæde, stoppede mig, tog mit slik og åd det.”

Når Jan Gintberg ser sig selv som teenager, er der ét ord, der falder ham ind. Fragil. En dreng, man skulle behandle forsigtigt, ellers ville han gå i stykker.

”En aften skulle jeg til koncert i Lyngehallen og høre Bamses Venner. Jeg gik op ad trapperne i min nystrøgne skjorte og trompetbukser for at finde mine venner i salen. Inden jeg nåede op, mødte jeg en af min mors elever fra niende eller tiende. ’Er du ikke Gintbergs dreng?’ ’Jo,’ nåede jeg at svare, inden han svingede sin knytnæve. Jeg nåede lige at dukke mig. Jeg gik ned og tog min cykel og cyklede hjem.”

Blev du aldrig vred og gav igen?

”Jo, men jeg har aldrig været i et slagsmål. Jeg har altid trukket mig.”

Han trækker på skuldrende, nærmest beklagende.

Også i forhold til piger gik Jan Gintberg forsigtigt til værks.

”Jeg kunne gøgle og få dem til at grine. Men jeg var håbløs i forhold til at lukke ordren. Jeg fik mit første kys i niende, tror jeg, det var. Jeg var til Shu-bi-dua koncert i Frederiksværk Hallen. Jeg dansede med en af pigerne fra klassen. Da de spillede ’Hvad mon man er, før man blir til’, tog jeg hende på det ene bryst og gav hende et kys. Jeg anede ikke, hvad mit næste skridt skulle være. Der skete ikke mere. Når det kom til piger, var jeg et støvsvagt barn. En seksuel glutenallergiker. Med et net omkring mig og et udsugningsanlæg. Det er den skinbarlige virkelighed.”

Så du dig selv som en, der ville blive afvist?

”Jeg kan ikke huske andet end nervøsitet for gennemførelsen. Min mor tordnede med, at man ikke skulle fraternisere. Den første gang min far skulle fortælle om blomsterne og bierne, var jeg 13 eller 14 år. Vi kørte halm, da han stak mig en sodavand og sagde: ’Jan, der er lige noget, jeg skal fortælle dig.’ Så fortalte han om naboens søn Jørgen. Han havde gjort en ung pige gravid, og hun skulle have barnet. ’Nu bliver han nok aldrig murer,’ sagde min far. Som børn lærte vi, at sex var noget, man skulle tage sig i vare med. Og selv hvis du brugte kondom, var intet sikkert, for kondomet kunne jo springe.”

Jan Gintberg skulle ikke have klinket noget.

”Jeg tænkte, at hvis jeg kyssede en pige, var vi nødt til at blive kærester, og så var vi nødt til at flytte sammen og få en Ford Taunus, og så røg hele barndommen. Og så ville jeg aldrig komme ud og rejse, som jeg havde drømt om.”

Han kalder sine teenageår for den store tørke. Den varede, til han var 18, havde fået kørekort og mødte en sød og tålmodig pige. Han gennemførte, men følte sig forvirret, hæmmet og utilstrækkelig. Forholdet gik i sig selv.

”Jeg var sateme langsom til at komme ud af starthullerne,” siger han. ”I en sygelig grad, nærmest.”

Jan Gintberg begyndte med det mindst mulige karaktergennemsnit på Landbohøjskolen i 1990. Han var 27 år gammel, havde fundet en studielejlighed i nærheden og var klar til at tage hul på den uddannelse, han havde glædet sig til.

”Den første studiedag kom jeg gående og tænkte, hold kæft en vidensbank, mand. Jeg kunne slet ikke vente med at komme i gang.”

Han slår en høj latter op.

”Og derfra gik det bare ned ad bakke.”

Jan Gintberg havde i årene forinden gennemført uddannelsen som landmand fra Kalø Landboskole. Han havde også været på en flere måneder lang rejse i Australien og studeret landbrug. Det var mens, han var i Australien, at han fik et opkald fra sin far. På den knitrende telefonlinje fortalte Børge, at Jonna var flyttet fra gården i Lynge. Efter 35 års ægteskab var de blevet skilt.

”Jeg tænkte: ’Det skulle I have gjort for 20 år siden.’ Deres forhold havde karakter af en skyttegravskrig.”

Jan Gintberg havde for længe siden droppet planen om at overtage driften af Storkedal. Landbruget var ramt af modgangstider og af kritik fra politisk hold, og han kunne ikke længere se sig selv som driftsleder på familiens gård. Nu forestillede han sig i stedet et arbejdsliv som forsker, når han kom ud på den anden side af den femårige uddannelse i jordbrugsvidenskab på Landbohøjskolen.

Det er her, vi holder nu. Han har parkeret bilen med front mod den grå betonklods, der rejser sig i midten af det grønne bælte på Frederiksberg i København. Bygningen er hverken grim eller køn. Den står der bare.

De første dage på studiet står lyslevende for ham. Han ser nærmest rystet ud, når han genfortæller historien.

”Jeg ramte en kompetencemur med fucking 240 kilometer i timen. Det var videnskab. Matematik, fysik og kemi på højt niveau. Jeg husker ikke andet, end at jeg sad og lavede lektier og rapporter hele tiden i et helt år. Jeg kunne lige klare mig i i plantevidenskab og i EU-ret. Men de store fag, er du sunshine! Jeg kunne slet ikke få det ind i min landbrugshjerne. Jeg gik nærmest grædende i seng hver aften.”

Jan Gintberg arbejdede videre i det spor, han havde lagt ud for sig selv. Han deltog i undervisningen, og han nød det sociale liv på studiet. Han medvirkede i landbohøjskolerevyen sammen med studiekammeraten Frank Hvam, som gik på dyrlægestudiet på den anden side af gaden. Jan Gintberg havde ikke glemt følelsen af at få publikum til at grine. Ikke bare smile, men grine så man blotter tænderne.

Han havde hørt om et sted i det centrale København, hvor unge mænd og kvinder med komisk talent stillede sig op i et hjørne af en restaurant ved navn Din’s og fortalte vittigheder og historier fra deres liv og fik publikum til at komme tilbage aften efter aften. En af de erfarne underholdere på stedet i Lille Kannikestræde hed Casper Christensen. Under et skoleophold i USA var han begyndt at interessere sig for standupcomedy. I USA havde man kendt formen i mange år, men i Danmark var den ny.

En aften tog Jan Gintberg fri fra studierne og cyklede ind til Din’s. Han havde fået lov til at prøve sine tekster af for restaurantens gæster.

”Jeg var satanisk nervøs med skjorten stukket ned i mine gulerodsfarvede bukser. Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg snakkede om. Jeg var rædselsslagen og svedte.”

Men flere af publikummerne grinte. 14 dage efter blev han ringet op og spurgt, om han havde lyst til at optræde igen.

”En aften gik jeg på scenen og læste op fra en annonce, jeg havde fundet i Ekstra Bladet. Det var en annonce for en slikkemaskine til 399 kr. Det var en lille energisk vibrator-tunge, som bestod af en kugle med et bånd med nogle små kattetunger, som kørte rundt, og dem skulle man sætte på sin klitoris. Jeg fortalte, at jeg havde tænkt mig at købe sådan en maskine, fordi jeg var ved at sætte min lejlighed i stand. Hvis jeg satte sandpapir på tungerne, kunne jeg virkelig komme godt rundt i hjørnerne.”

Han smiler ved tanken.

”Jeg fik 50 mennesker i en kælder til at grine. Det var vildt.”

Efter den intensive start på Landbohøjskolen var Jan Gintberg begyndt at slække på studierne.

”En dag troppede jeg op kl. 11.40 for at gøre mig klar til eksamen. Kun for at finde ud af, at den var startet klokken otte om morgenen. Alle mine medstuderende var på vej ud af lokalet. Så dårlig en studerende var jeg.”

Jan Gintberg var bedre forberedt, da han spillede med i Studenterrevyen i København. Revyen blev skrevet og opført af studerende på tværs af de videregående uddannelser. I 1994 medvirkede han i forestillingen ’Spis brød til’ i rollen som statsminister Poul Nyrup Rasmussen med store vanter som en dukke i et børneprogram. Statsministerfruen Lone Dybkjær blev spillet af Nina Sepstrup, som drømte om at komme ind på teaterskolen.

”Jeg syntes, hun var frygtelig skabagtig. Meget skuespilleragtig,” siger han.

Nina Sepstrup sendte signaler i retning af ham, men hvad de skulle føre med sig, havde han svært ved at afkode.

”Jeg syntes, hun var ekstremt flirtende over for de andre drenge på holdet. Det var pisseirriterende. Men vi havde en kontakt. Jeg sendte små Sten & Stoffer tegneserier til hende på hendes fødselsdag.”

Da forestillingen var færdig, gik holdet ud for at fejre det med en øl. Den aften gjorde Jan Gintberg, hvad han hele tiden havde haft lyst til.

”Jeg dansede med Nina,” siger han. ”På et tidspunkt lavede hun klassikeren og pressede sit ben ind mellem mine ben, som kvinder jo kan. Jeg var helt solgt. Så kyssede vi.”

Hvad der skulle ske bagefter, lå åbent. Nina gjorde mine til at tage hjem. Hun skulle tidligt op næste morgen.

”Jeg kiggede på hende og sagde: ’Nu tager vi hjem til mig.’”

Jan Gintberg ser forbløffet ud. Som en mand, der til sin egen overraskelse træder over målstregen efter at have gennemført en ironman.

”Dér trådte jeg alligevel i karakter.”

Året efter, i 1995, havde han været tilmeldt studiet på Landbohøjskolen i fem år. Men i realiteten havde han ikke fået papir på mere end den treårige bachelorgrad. Han havde længe stået med det ene ben på vej ud af studiet.

Nu var han 32. Han var parat til at tage springet fuldt ud.

Tonen var fræk, provokerende og grænseoverskridende. De fire komikere havde fået stillet tre timer til rådighed fredag formiddag til at eksperimentere med dansk radiosatire. ’Tæskeholdet’ var startet som et forsøg på Danmarks Radio i efteråret 1996. De fire mænd i studiet var Casper Christensen, Jan Gintberg, Mads Vangsø og Søren Søndergaard, og de havde selskab af en lærling, en kendisfrisør, to strippere og forskellige andre gæster, som kom ind fra gaden. Med sin blanding af underholdning, musik, happenings og telefonfis i den grovere ende blev programmet en overraskende succes. Et af de faste indslag var Jan Gintbergs ’tale til nationen’. Råbende i en megafon gav han sin udlægning af rigets tilstand som en rasende onkel i en rødvinsbrandert. Første gang han stak hovedet ud ad vinduet, stod der er par tilfældige forbipasserende på Worsaaesvej. Fredagen efter stod der en større gruppe, og sådan fortsatte det fredag efter fredag.

Et andet fast indslag var en konkurrence med titlen ’Buksetrold’. Når radioværterne tog deres bukser af og smed dem ud ad vinduet, skulle lytterne på gaden hurtigst muligt bringe bukserne tilbage til deres ejermand.

”Og så stod der 1.500 mennesker og sloges om et par cowboybukser,” siger Jan Gintberg, da vi ruller hen foran det gamle radiohus. ”Det var helt vildt.”

’Tæskeholdet’ fik en sæson mere i foråret 1997 og blev vist på tv. På det tidspunkt havde flere beboere ved siden af Radiohuset fået nok. De klagede til politiet over, at folk tissede i kælderskakterne og ridsede de parkerede biler med deres bælter.

’Tæskeholdet’ var ikke længere et radioprogram, det var et mediefænomen.

”Hvis vi sagde til lytterne, at de skulle møde op i bar røv og parkacoat på torvet i Holstebro, var der hundrede mennesker, der dukkede op i bar røv og parkacoat. En anden gang opfordrede vi folk til at smide frugt mod Ydes Hotel i Odense. Jeg kan ikke huske, hvordan ideen opstod, men resultatet var, at der dukkede nogle lyttere op og smed med dåseferskner på hotellet. Det var reelt farligt for medarbejderne. Det var fuldstændig vanvittigt, det vi havde gang i. Det var fascisme i radioform.”

Privat var Jan Gintberg kommet på plads i sit eget liv. Han havde købt et hus med Nina, som havde droppet drømmen om at blive skuespiller. Hun læste til jordemoder, og parret ventede deres første barn. Professionelt befandt han sig et godt sted. Med radioprogrammet i ryggen ville han fremover kunne komme ud til et større publikum som standupkomiker og måske skabe sig en solokarriere. Det hele lå inden for rækkevidde.

En formiddag i maj 1997 sendte ’Tæskeholdet’ for sidste gang. I programmets afsluttende indslag gik de fire komikere op på taget af Radiohuset sammen med komponisten Bent Fabricius-Bjerre, som havde medbragt et legetøjsorgel. Udmattede og euforiske oven på et intensivt år takkede holdet af med ’fredagssangen’ under en skyfri københavnsk sommerhimmel.

Men programmet var ikke endegyldigt slut. Om aftenen dukkede de fire komikere op til en afskedskoncert i Fælledparken. De havde regnet med et par tusinde publikummer, men da mændene gik ind på en lille, interimistisk scene foran en medbragt campingvogn, stod der (ifølge politiets vurdering) 14.000 mennesker. Mange af dem var kørt fra Jylland og Fyn for at overvære showet. Flere af gæsterne blev rasende, da de opdagede, at de intet kunne høre. Der var optræk til slagsmål blandt et par af publikummerne, og da der blev sat ild til en parasol, måtte brandvæsnet tilkaldes. Men Jan Gintberg og hans kolleger gennemførte afskedskoncerten og opfordrede publikum til at danse polka synkront.

”Bagefter blev vi kørt væk i en bil som et boyband på flugt. Vi var rystede. Vi var ikke bange for at blive overfaldet. Men hvis der var gået panik i folkemængden, kunne folk være blevet trampet ihjel. Det var helt godnat.”

Fire måneder senere, en dag i september 1997, blev Jan Gintberg far for første gang. Han var 34 år. Siden han var teenager, havde han følt, at han var håbløst bagefter sine venner. Men nu skete det omsider for ham. Han var klar til at blive voksen én gang for alle. Han stod ved siden af Nina, da parrets datter kom til verden.

”Da Nina fik barnet op, brød hun sammen. Hun kunne se med det samme, at der var noget galt.”

Jan kiggede forvirret på sin grædende kæreste og deres barn.

”Jeg kunne se en trykket baby, men sådan nogle kan ligne alle slags ufoer. Jeg havde det sådan: Lad os lige få lavet en prøve, så bliver vi klogere. I forvejen var det overvældende at blive far. Alt pumpede rundt i mig som en hysterisk kakofoni af nerveender, der brænder.”

Da lægen kom tilbage med resultatet af blodprøven, kiggede hun beklagende på parret. Deres nyfødte datter havde Downs.

Jan Gintberg tøver.

”Det var følelsen af, at nu stopper alt.”

Nina og Jan havde behov for at komme hjem og være alene i rækkehuset og få vejret.

”Vi havde brug for at se hinanden i øjnene og forstå vores nye situation. Men personalet ville ikke have, vi tog væk. De frygtede, at vi efterlod barnet.”

Jan og Nina fik overbevist personalet om, at de ikke havde nogen planer om at stikke af. De fik lov til at tage hjem uden deres barn. To-tre timer senere kørte de tilbage og hentede deres datter.

”Vi var i opløsning. Jeg græd i tre uger.”

De første dage som far står som i en tåge for Jan Gintberg.

”Jeg havde lige stået og råbt ud ad vinduet i Radiohuset: ’KAMMERATER, nu er den gal igen!’ Jeg kunne ikke gå på gaden, uden at folk rullede vinduet ned i bilen og vinkede. Jeg kunne ikke sige en sætning, uden at nogen skreg af grin.”

Jan Gintberg havde ikke lyst til at blive set af nogen.

”Jeg havde alle mulige tanker. Jeg tænkte, om man kan være så ked af det, at man mister evnen til at være sjov.”

En dag ringede det på døren. Da parret åbnede, stod en journalist og en fotograf fra et ugeblad.

”De spurgte, om de måtte få lov til at tage et billede ned i barnevognen. Det var ekstremt grænseoverskridende. Det eneste, jeg havde lyst til, var at gemme mig væk.”

I dagene efter Elines fødsel var Jan Gintberg i akut beredskab. Hele tiden mærkede han efter, om der var tegn på, at han var ved at blive sindssyg.

Uden varsel havde hans liv forandret sig. Fra fest til mørke.

Da der var gået nogle uger, meldte Jan og Nina sig ind i en gruppe af forældre, som havde børn med Downs.

”Vi havde mistet det barn, vi troede, vi skulle have,” siger han. ”Alle vores venner fik børn, som var raske, og for dem var stien lagt. Der var vuggestue, forældreorlov og børnehave. Forældrene kunne tale med hinanden og udveksle erfaringer. For Nina og mig var det anderledes. Vi anede ikke, hvad der skulle ske.”

Som ugerne gik, begyndte Jan og Nina at finde ud af, hvordan de sammen kunne løse opgaven som forældre til Eline.

”En hollandsk far med et handicappet barn har sammenlignet det med, at du har glædet dig til at komme ud og rejse. Du skal til Paris med din kæreste, I har booket billetten, pakket kufferten, og I ved hvor I skal overnatte første aften. I fortæller jeres venner om rejsen og vinker farvel i lufthavnen. Da flyet lander, træder I ud i Kiev. ’Hvad fanden foregår der? Vi skulle have været til Paris.’ ’Ja,’ er der nogen, der svarer. ’Nu skal I være i Kiev.’ ’Jamen, det er slet ikke det, vi havde regnet med. Her er pissegrimt.’”

Jan Gintberg holder en pause.

”Så går man en tur i Kiev, og stille og roligt finder man ud af, at der også er restauranter der. Og at Kiev også kan være en smuk by, når lyset falder på den rigtige måde.”

Jan Gintberg blev ikke syg af at blive far. Men han var ked af det i lang tid.

”Og det skal man tillade sig at være,” siger han. ”Vi lever i en kultur, hvor vi får at vide, at vi skal op på hesten igen. Men nogle gange har man brug for at blive i sorgen, indtil sorgen er vasket ud af kroppen.”

Og så kommer der et tidspunkt, hvor man skal videre og give slip på den tryghed, der kan være i at være sorgfuld.

”Jeg var en ekstrem udgave af mig selv, da jeg var i sorgfasen. Jeg var hudløs og åben for alle signaler. Det var en nærmest sjælelig oplevelse, uden at jeg havde tanker om at blive religiøs. Jeg mærkede mig selv som menneske på en anden måde og blev klogere på, hvad jeg kunne kapere. Der kan være noget fristende i at blive i sorgen. Du er epicenter for enormt meget opmærksomhed. Alle gør, hvad de kan for at få dig på benene. På en måde er du ansvarsløs, når du er i sorg. ’Skylder jeg 100.000 kroner til nogen?’ ’Skal jeg købe ind? ’Det kan jeg ikke tage mig af. Jeg kan bare sidde her og være ked af det.’ Sorgen bliver en god ven, men der kommer en dag, hvor du skal sige farvel til den og komme videre.”

Jan Gintberg begyndte at arbejde. Han fandt sin mappe med noter. Han skrev videre på nogle af de ideer, han havde lagt væk, da Eline blev født.

Året efter, i efteråret 1998, rejste han på turné med sit første soloshow ’Det ligger i generne’.

Jan Gintberg kommenterede tidens temaer. Han talte om Roskildesyge og om De konservatives krise. Han fortalte om spændingen ved at blive far for første gang, og lægerne, som løber rundt i kitler og træsko uden hælkappe.

’Og så kommer vores datter ud,’ sagde han og kiggede ud over publikum. ’Og så har hun Downs syndrom. Hun er handicappet. Hun er mongol.’

Der var tavst i salen.

”Du kunne smide en knappenål.”

De næste ti minutter fortalte Jan Gintberg, hvordan det var at være far til et handicappet barn.

”Showet tog en drejning, hvor publikum var usikre på, om de skulle grine eller græde. Men jeg landede den på en humoristisk tone. Det gav mig følelsen af, at jeg kunne noget på en stor scene. Jeg kunne favne rummet. Skifte gear. Og jeg kunne tage et svært emne og behandle det som komiker,” siger han. ”Det var en god plade at komme ud og spille.”

At være komiker og gå ind på en scene er at dominere et rum fuld af mennesker. Der er noget aggressivt i akten, og det afspejler sig også i måden, komikere taler om deres fag. Man kan dø på scenen, når vittighederne bliver mødt af en mur af tavshed. Hvis en komiker til gengæld smadrer, har publikum haft en sjov aften. Og det har komikeren også.

Jan Gintberg elsker at stå på en scene. Går der for mange måneder mellem en optræden, bliver han irritabel og utilfreds. På scenen får han lov til at være en anden. Foran et publikum bliver han en ny version af sig selv. Frækkere, mere modig. Han ved ikke, hvad det dækker over, men det er noget, han har drøftet med sine kolleger, som genkender følelsen.

En aften for nylig er han kørt til Amager for at prøve sit materiale af for et indbudt publikum i teaterhuset Play. Jan Gintbergs soloshow i slutningen af januar nærmer sig, og han mangler at få pudset teksterne af. Han kan endnu nå at lade nogle af elementerne falde, hvis responsen er for svag. Den lille sal på Amager har plads til omkring 100 publikummer, og efter showet forsvinder de snakkende ud i den kølige aftenluft.

”Man optræder med følelsen af, at hvis nogen bliver sure, kan de rejse sig op og knalde dig en på låget,” siger Jan Gintberg, da han bagefter har smidt sig i en sofa i et baglokale. Han er svedig og har røde plamager på halsen og i ansigtet. Hans hår er vådt og filtret.

De fleste af hans tekster fik den ønskede reaktion. Men der var også huller, hvor publikum ikke helt fangede pointen eller grinte højt nok. Sådan er det nogle aftener. Selv som erfaren komiker aner man ikke, hvordan folk reagerer.

”Jeg lever i symbiose med publikum,” siger han. ”Når de griner, er der ikke grænser for, hvor grandios jeg kan føle mig. Jeg spiller mine figurer ud, jeg holder pauser, jeg står og betragter publikum, og jeg nyder det. Uha-uha. Og aftenen efter: Samme show, nyt publikum og ingen reaktioner. Jeg står og kigger ud i salen og kan ikke høre nogen grine. Publikum er pakket ind i vat. Jeg bliver usikker, begynder at jappe. Jeg bliver en mere ucharmerende version af mig selv og kommer ikke særlig godt ud over rampen.”

Og så er der de aftener, hvor alt går galt. Som fx dengang han sammen med sin kollega Peter Hansen blev hyret til at underholde en gruppe handelsstuderende i Hillerød. Da Jan Gintberg gik på scenen som den første, havde eleverne allerede været i baren og hente drikkevarer.

”Jeg havde taget min mappe med avisudklip med og gik i gang med at læse op: ’Jeg ved ikke, om der er nogen af jer, der læste i berlingeren, at …’ Det var rent selvmord. De var pattestive. På første række sad en fyr med en paraply og prøvede at få fat i mit ben og hive mig ned fra scenen. Jeg stod og sparkede fra mig med blikket stift rettet på mine avisudklip. Bagefter gik Peter Hansen op. Han var lidt mere rutineret. Han havde været Spies-guide, inden han blev komiker. Han tog et kondom op af lommen, stak hænderne ned i det, trak det over hovedet og pustede det op med næsen, så det stod som en halv meter høj hat, indtil det sprang i luften. Vi fik vores 500 kroner i mønter og skyndte os væk.”

Paraply-attentatet i Hillerød var i mange år Jan Gintbergs yndlingseksempel på en vanskelig aften som komiker. Det var indtil, han for nylig skulle optræde for et firma i Odense, som producerer robotarme.

”Mange af medarbejderne var ingeniører, og mit materiale tog udgangspunkt i deres arbejde. Men efter to-tre minutter kunne jeg mærke, at det var op ad bakke på en måde, jeg ikke har oplevet i mange år. Der stod nogle mænd og snakkede på dansk og engelsk, og de blev ved med at forstyrre. Jeg foreslog dem, at vi byttede plads. Jeg kunne komme derned og være hjernedød, og de kunne komme op på scenen og underholde.”

Taktikken plejer at virke, men ikke den aften i Odense.

”Pludselig kom en af mændene løbende op mod scenen. Jeg nåede lige at tænke, fuck, nu tæver han mig. Men han løb direkte ind i scenekanten og bankede hovedet ned i gulvet en halv meter fra min fod. Bam! Da han rejste sig op, løb der blod ud ad næsen. Nogle grinte, andre skreg. Resten stod og snakkede videre. Det var kaos. Der kom et par mænd og hentede fyren, mens jeg fortsatte mit show. Jeg ville gerne gøre arbejdet færdigt. De havde betalt gode penge, og jeg var kørt helt til Odense. Men de kunne lige så godt have hyret en duracell-kanin eller en japansk vinkekat. Ingen fattede alligevel noget. Efter 20 minutter opgav jeg og sagde farvel og tak.”

Da Jan Gintbergs forældre blev skilt i 1989, blev hans far boende på gården i Lynge.

Jonna fandt et hus i Glumsø på Sydsjælland og var nogenlunde velfungerende i sit pensionerede liv.

”Men lige så snart jeg var sammen med hende, åbnede der sig en boble af vanvid og konspirationsteorier. Det var altid noget med lægerne, som var gået sammen mod hende. ’De ved det også inde i fjernsynet. Du må ikke bande så meget i fjernsynet, Jan, for så lytter de.’”

Jan lyttede til sin mor uden at afbryde.

”Jeg tænkte, at det måske virkede lindrende på hendes sygdom, hvis hun fik lov til at fortælle.”

Men fri for sine ideer blev hun aldrig.

En aprildag i 2015 var Jan Gintberg på turné med et show tværs gennem Danmark, da han blev ringet op af sin bror. Deres mor havde længe haft det dårligt og var indlagt på Slagelse Sygehus, og nu var det begyndt at gå stærkt. Jan kørte direkte til hospitalet og sad på stuen sammen med familien, da hans mor sov ind. Hun var 84. Med en forsigtig bevægelse lukkede Jans moster morens øjenlåg.

”Det var en kæmpe befrielse,” siger han.

Han trækker vejret dybt.

”Det er forfærdeligt at sige. Men hun havde ikke et særlig godt liv den sidste tid. Det var en lettelse for mig, at jeg kunne slippe ansvaret for et menneske, jeg ikke længere kendte.”

Jan Gintberg forlod hospitalet hen under aften. Han havde et show klokken 20 i Næstved. Han kunne have aflyst, men gjorde det ikke. En komiker skuffer ikke dem, der har købt billet til en sjov aften.

Da forestillingen nærmede sig, gjorde han, som han plejede. Han stillede sig hen til bagtæppet for at fornemme stemningen i lokalet. Det er stemningen i salen, som afgør, hvor han lægger energiniveauet, når han kommer ind på scenen.

Få minutter inden showet gik han ind i sig selv. Han kiggede på sig selv i spejlet. Så slog han sig selv på brystkassen ti gange. Derpå lavede han fire englehop og mærkede blodet pumpe gennem kroppen. Han sagde ikke noget. Det eneste, der kom ud af munden på ham, var stødvise, prustende lyde. Som en bokser parat til at slås for sit liv.

Han trak luft ned i lungerne. Så gik han ind.

I månederne efter begravelsen ventede Jan Gintberg på en reaktion. Efter mange års frustrationer, vrede og forvirring over at have mistet sin mor til psykisk sygdom var han klar til at skrive comedy om emnet.

”Jeg prøvede den antropologiske tilgang. Jeg gav den som en komiker, der undrede sig over, at psykisk syge har overlevet evolutionen. Jeg forestillede mig, hvordan stenalderfolk med psykose har stået i et hjørne og sagt mærkelige ting, mens de andre skulle ud og fange nogle vildsvin. Jeg fabulerede over, hvorfor de psykisk syge ikke var uddøde for længst.”

Han vrænger ansigt ad sig selv.

”Blah!”

Han sidder lidt uden at sige noget.

”Det kom ingen vegne.”

Hvad tror du, det handler om?

”Jeg fremstod som en indebrændt mand, som forsøgte at gøre sig morsom på sin syge mors bekostning. Hvilket jeg også gjorde. Men alligevel: Standup er som udgangspunkt en udleverende form. Man krænger sit liv ud og prøver at sætte det ind i en refleksiv kontekst. Jeg har fortalt om min datter, som har Downs. Jeg har fortalt om min far, som var koleriker. Hvorfor kan jeg så ikke fortælle min mors historie?”

Han har vendt og drejet udfordringen i to år.

”Måske er jeg bare ikke dygtig nok til at skrive noget sjovt om emnet,” siger han. ”Eller måske skal det længere på afstand, før jeg kan gøre det.”

Han tænker videre.

”Måske handler det om, at jeg har lagt låg på. Nu kan jeg leve et liv, hvor jeg ikke behøver forholde mig til irrationalitet. Derfor behøver jeg ikke lave komik ud af det.”

Han overvejer, om der er endnu en forklaring. Nemlig den, at man ikke gør grin med en afdød mor, som var psykisk syg. End of story.

”Din mor har født dig. Alene det er en præstation, som aftvinger respekt. Det svarer til at presse en berberiand ud gennem en brevsprække. Af den simple grund laver du ikke sjov med din mor. Uanset hvor kugleskør hun var, og hvor meget hun påvirkede dig i alle de år. Kom videre. Lev med det.”

Nogle måneder efter morens død fik han den tanke, at der måske alligevel er kommet noget godt ud af at være Jonna Gintbergs søn. Kvinden fra Storkedal med det skrøbelige sind. Den uforståelige mor med festerne og de mange venner og de store armbevægelser og de fældede træer og bilen i carporten.

”Jeg har fundet ud af, at noget af det sjoveste, der kommer ud af kæften på mig, er, når jeg optræder som et vanvittigt menneske. Jeg siger nogle ting, som er uden for kontekst, hvor jeg bagefter tænker: Hvor fanden kom det egentlig fra?” siger han. ”Jeg tænker som en sindssyg. Uden at være syg.”■

LÆS MERE: Meningen med livet: Oh Land

LÆS MERE: Nicklas Bendtner: ”Det koster 1.000 kroner at gå i byen med mig”

LÆS MERE: Thomas Delaney: "Det var ekstremt angstprovokerende, da jeg som 16-årig begyndte at træne med FCKs førstehold"

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt, Satire og Oplæste artikler