Hvis jeg selv kan vælge et sted at mødes med en ven, foregår det så godt som aldrig på en café.
Cafébesøget er simpelthen for forudsigeligt.
Hvor en bar stimulerer fantasien: Hvad kommer man til at tale om, hvor mange genstande får man, falder man i snak med andre, går man videre derfra? Og en restaurant stimulerer forventningsglæden: Har de noget særligt på menuen den dag, bliver man udsat for øjenåbnende smagskombinationer, og har tjeneren mon en særlig vin i ærmet? Ja så ved man allerede på forhånd, hvordan cafébesøget kommer til at udvikle sig:
Man drikker en kop af det sædvanlige, konverserer om sit liv i store træk, jamen, det går fint med mig, jeg overvejer at begynde til yoga, skal du til Roskilde i år? Hvis bølgerne går højt, spiser man en tør cookie eller en slatten sandwich. Og ellers skilles man igen, når den for situationen konventionelle times tid er gået.
LÆS OGSÅ: Her er de 12 bedste brunchsteder i København
Det er et kontrolleret rum, man er i, når man inviterer eller inviteres på en kop kaffe. Bagkanten kan mærkes i ballerne hele vejen igennem og afholder en fra virkelig at synke ned i stolesædet og situationen.
Derfor er det udmærket til praktiske professionelle møder eller møder, som man er bange for skal udvikle sig pinligt, så har man altid en undskyldning for at trække sig, når samtalen går i tomgang, og de svedige håndflader siger nej tak til mere koffein.
Nogle gange har jeg selvfølgelig lyst til en kop kaffe uden for hjemmet. For smagens skyld. For energiens.
I de tilfælde savner jeg den italienske stil, hvor en espresso er hurtig i mere end en forstand. Italienerne skyller den ned, stående ved baren. Selvfølgelig med den behørige opmærksomhed og nydelse, der gør den til et hverdagsritual. Men det er ikke noget, man betaler vanvittige priser for, endsige spytter i i timevis for at bevare pladsen i varmestuen.
Og det er slet, slet ikke en undskyldning for at flashe sig selv.
Hvor barbesøget handler om at komme tættere på sine følelser, sine venner og, eventuelt, andre søde mænd og kvinder på baren, og restaurantbesøget handler om koncentreret livsnydelse, er cafébesøget herhjemme indbegrebet af se mig-kulturens overfladiskhed. Selv når folk tager deres arbejde med på caféen har man mere fornemmelsen af, at de promenerer MacBooken, end at de fordyber sig.
LÆS OGSÅ: Fra kaffetemplet til kyssekrogen: Københavns 10 bedste cafeer
Hvem fandt egentlig på, at caféen skulle fungere som arbejdsplads for den kreative klasse? Så mobile, selvstændige og dygtige til at multitaske, at de ikke engang behøver et kontor for at skrive mail, stramme manbun’en og fotografere latte arten i koppen foran dem i et perfekt flow.
(Ordet latte art får mig for øvrigt til at spænde hanen på min revolver.)
Måske begyndte det i virkeligheden med studerende og gymnasielever med for mange penge.
Det forargede ellers mange, dengang statsministeren kaldte SU’en for cafépenge. Men der er som bekendt ikke nogen, der bliver provokeret af en provokation, med mindre den har en torn af sandhed. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab syntes så godt om ordet, at de har optaget det i Den danske ordbog.
Du er bare gammel, sur og forudindtaget, siger du.
Men jeg har faktisk givet caféerne en regulær chance. En overgang fik jeg endda penge for at anmelde dem. Det var nu lidt af en lettelse, da engagementet ophørte. I over et år havde jeg vredet min hjerne for at finde ud af, om cortadoens skum, møblernes farver og betjeningens smil havde fortjent tre eller fire ud af seks hjerter.
Det endte som regel på de venlige fire. For de gjorde jo sjældent nogen fortræd, de cafébesøg. De var bare heller ikke sååå fantastiske. København er fuld af fantastiske restauranter. Der er også rigtig mange fantastiske barer. Fantastiske caféer? Det er svært at bruge de to ord i samme sætning. Caféen er praktisk nok i en snæver vending, men en oplevelse? Nej.
Så derfor tager jeg ikke på café med mine venner. Heller ikke de venner, jeg ikke har set længe, men som jeg får lyst til at genoptage kontakten til.
For tog man et gammelt bekendtskab med et sted, hvor man kan få sig en øl eller et glas vin, kunne det jo være, at man fik lyst til et mere, hvis nu det første glas smagte, og selskabet var tilforladeligt. Og hvis denne situation varede ved efter det andet glas, kunne det jo være, at man bad om et tredje.
Den samme situation er svær at forestille sig med kaffe, uden at man begynder at løbe rundt på caféens vægge og lofter. Hvem har måske nogensinde brugt sætningen:
”Jeg giver den næste omgang americano’er”?
LÆS OGSÅ: Guide: 17 steder du skal spise frokost i København
LÆS OGSÅ: Han forsvarer skattesvindlere og momsfuskere: "Jeg har aldrig siddet tilbage med dårlig samvittighed"
LÆS OGSÅ: Derfor skal jeg ikke på Roskilde
