chokolade er godt for hjernen

Ny forskning: Tag en chokolade, det er godt for hjernen

Et stof i kakaoen giver bedre forståelse, opmærksomhed og hukommelse, siger den italienske undersøgelse.

chocolat juliette binoche
Offentliggjort

Det var Linné, der gav kakaoplanten dens smukke navn, Theobroma cacao. Theobroma betyder gudernes føde, så allerede dengang havde kakaobønnen gode PR-medarbejdere til at arbejde for sin udbredelse.

Sidenhen er det fortsat i samme spor, kakao og chokolade har blandt andet fået ry for at stimulere sexlysten, berige tarmfloraen, dulme menstruationssmerter og give faste bryster.

Nu tilskrives chokolade så endnu en gavnlig effekt. Fem italienske forskere fra universiteter i Rom og L’Aquila har nemlig udgivet en videnskabelig artikel , hvor de fremhæver dens positive indvirkning på hjernen.

Tesen har været fremsat før, men nu har forskerne finkæmmet 10 forudgående undersøgelser og uddraget viden om, hvad der sker i hjernen, når vi indtager kakao eller chokolade.

Resultaterne, skriver de, peger på en klar forbindelse mellem den bittersøde spise og forbedrede hjernefunktioner.

Magien ligger i stoffet flavanol, som findes i kakaobønner, og som sætter noget i gang i hjernen, når vi spiser det. Selv om forskningen stadig er på et tidligt stadie, skriver de italienske forskere, er der tydelige tegn på, at en dosis flavanol kan forbedre ”generel tankevirksomhed, opmærksomhed, forståelseshastighed, og korttidshukommelse.”

Forskerne skriver blandt andet, at kakaoindtag kan modvirke den nedsatte tankevirksomhed, som en hel nats søvnløshed medfører, hvilket må siges at være godt nyt for forældre til spædbørn.

Og jo mere udfordret hjernen er, desto mere effektivt virker kakaoens flavanoler. Undersøgelsen peger på, at ældre kvinder, der led af ekstrem søvnmangel, oplevede meget større forbedringer ved at indtage kakao eller chokolade, end yngre kvinder med mere moderate søvnproblemer.

Desuden var der tegn på, at daglig chokoladespisning kunne forbedre tankevirksomheden i længere perioder, helt op til tre måneder. Igen var virkningen størst hos dem, der havde mest brug for det: ”ældre med begyndende hukommelsesforringelser eller milde kognitive begrænsninger.”

Ja, det lyder jo forjættende, det flavanol. Men som med andre stoffer skal man huske ikke at overdrive. Og så er der selvfølgelig forskel på chokolade.

Så selvom Mars’ eget forskningscenter også skriver om de gavnlige virkninger ved chokolade, gør du nok klogere i at nyde en stille lade med højt kakaoindhold end at råguffe amerikanernes sirupssøde produkter.

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Så mange insekter indtager du om året ved at drikke kaffe

LÆS OGSÅ: Bartenderen, kokken og bryggeren: Her er vores kure mod tømmermænd

LÆS OGSÅ: DM i toast: Skal du være Danmarks næste toastmaster?