Skarp østers
Østers har altid været en eftertragtet spise i Danmark, og da den østersglade Kong Frederik II i 1587 indførte eneret over østersfiskeriet i Danmark og dødsstraf til den, som brød forbuddet, må man sige, at hypen nåede nye højder. I dag spiser vi primært to slags østers i Danmark: den europæiske østers (også kaldet limfjordsøsters eller flad østers) og den aflange, invasive stillehavsøsters. Limfjordsøstersen er truet af parasitter allermest af stillehavsøsters. Den er angiveligt kommet hertil fra Asien via fragtskibe. På trods af det sydklingende navn trives arten i køligere vande, hvor den danner dominerende rev, som udkonkurrerer andre arter. I de danske farvande har vi en utømmelig mængde stillehavsøsters, så det er bare med at samle og spise løs. Men saml dem kun i de køligste måneder, for i længere varme perioder sker der en ophobning af giftige alger.
En fræk østers
Rygterne siger, at det 18. århundredes største karl af en scorekonge, Casanova, hver eneste morgen slubrede 60 østers i sig for at blive klar til at gå ombord i sin overflod af kvinder. Tesen er, at østers på grund af et højt indhold af to aminosyrer virker som et såkaldt afrodisiak, der fremmer sexlysten. Det er dog aldrig blevet påvist af videnskaben.
Sund snotklat
Foruden at være en delikat spise, indeholder østers en lang række mineraler, som er gode for krop og sind. Kalk, fosfor, jern, kobber, selen og magnesium. Og så er østers faktisk en af de mest zinkholdige fødevarer med hele 84,4 milligram pr. 100 gram. Zink virker helende på huden, hjælper mod snot og snue, modvirker diabetes, styrker musklerne og giver bedre stofskifte. Slurp i gang!