Henrik Qvortrup: "Der er verdensmestre nok"

DET HAR JEG LÆRT: Henrik Qvortrup

På mine ældre år er jeg blevet opmærksom på, at jeg ikke er usårlig. For fem-seks år siden røg jeg ud i en eksistentiel krise, der smagte lidt af en depression. Det hele sejlede. Jeg boede ikke sammen med mine børn og kone, men vi var heller ikke skilt. Mit eneste helle var mit job på Se og Hør, hvor jeg kunne komme ud og spille enfant terrible. Den proces gav mig en sund ydmyghed i forhold til mit eget liv og mine egne fortræffeligheder. Der er potentielt et dybt hul for os alle sammen.

Jeg synes, der er verdensmestre nok. Livet har lært mig, at de mest interessante mennesker er dem, der tvivler. Det er skræmmende at se, hvor mange ’her-kommer-jeg-børn’ der er. Det handler slet ikke om ”ved jorden skal du blive”, det handler bare om at vise hensyn. Jeg bryder mig ikke om de der verdensmestre.

Jeg får dårlige nerver af at deltage i forældremøder. Jeg kan slet ikke klare det. Alle de der typer, der ikke kan sætte sig ud over deres egne børns behov. Nu taler jeg, som om jeg har stor erfaring, det har jeg ikke, for jeg undgår dem. De få gange, jeg har forvildet mig hen til et forældremøde, har jeg måttet konstatere, at det har jeg ikke nerver til. Det bliver heller ikke bedre af, at man bor på Frederiksberg.

I en af mine børns børnehaver var der en forældrekreds – alene navnet forældrekreds – der mente, at den pædagogiske indsats var utilstrækkelig, fordi der ikke var nok pædagogiske handlingsplaner. Hold nu kæft. Hvis det er indstillingen derhjemme, er det klart, at børnene møder op med den indstilling, at de er verdens centrum.

Der er ingen, der har grebet mig i at sidde i en HT-bus de seneste 20 år. Jeg vil simpelthen ikke.

Som teenager havde jeg endelig taget mig mod til at invitere Lotte fra tennisklubben i biografen for at se ’Mig og Charlie’. Da jeg på et tidspunkt nærmer mig hendes arm, kommer hun med den totale afvaskning: ”Det er mit armlæn.” Det er dog en kilde til en vis trøst, at hun senere sprang ud som lesbisk.

For nogle måneder siden var jeg på Grønland, hvor jeg besøgte Sirius-patruljen. Det er folk, som er ude in the middle of nowhere med et kobbel hunde i mange måneder. De 12-13 Sirius-folk, jeg nåede at møde, var meget forskellige, men der var én ting, der var fælles for dem alle: De var meget underspillede. Der var ingen verdensmestre. De er nogle mennesker, der om nogen har grund til at føre sig frem, som alle de naragtige wannabes, der er her i København, gør det, men som lige præcis ikke gjorde det. Det fascinerede mig meget.

Det bedste råd, jeg har fået, er konsekvent at sige nej, hver gang de ringer og spørger, om jeg vil være med i ’Vild med dans’. Ikke at jeg har været fristet, men det ville være en katastrofe.

Enhver mand bør kunne sætte sin hustru på plads, når hun insisterer på at være den, der fører bilen. For mig er indbegrebet af kastreret hanrej en, der sidder på passagersædet af en Citroën Berlingo-agtig bil. En ting er, at han er blevet overtalt til at få det misfoster af en bil, sikkert simultant med, at graviditetstesten viste sig at være positiv, noget andet er, at han sidder som et nokkefår ved siden af. Det er selvfølgelig manden, der kører, medmindre han specifikt beder konen om at gøre det.

Min største fortrydelse er nok, at jeg ikke i en tidligere alder så værdien i at være til stede i nuet og ikke hele tiden være på vej til noget andet. Rastløsheden er en del af mig, men jeg er blevet bedre til at tøjle den. Helt konkret var det en kæmpe fejl af mig at forlade Anders Fogh på det tidspunkt, jeg gjorde, for en stilling på BT. Det underlige ved ting, man fortryder, er, at de ofte bringer noget andet med sig. Men isoleret set var det en kæmpe fejl at forlade Fogh et halvt år før det valg, der gjorde ham til statsminister. Det var helt godnat.

Lige nu har jeg en VW Touareg med V8-motor. Jeg er meget glad for biler. Det har kostet mig en frygtelig masse penge. Jeg har lige afleveret min kones bil til reparation og har fået en lånebil, en totalt bovlam Peugeot 308. Trust me, du kommer aldrig til at se mig i sådan noget. Det med, at jeg har formået at tøjle min rastløshed, gælder ikke for biler. Det koster penge, det er skørt, og det er unødvendigt og alt muligt andet, men for mig er det at have en dejlig bil helt afgørende.

Jeg har tre tilbagevendende drømme. Den ene er, at jeg skal taste et nummer på en telefon, men ikke kan ramme de rigtige taster. Den anden er, at jeg skal rejse og pakke en kuffert, men jeg når det aldrig, og så drømmer jeg tit, at jeg er ved at blive smidt ud af 3. g, fordi jeg ikke er mødt op til undervisningen.

Jeg fortryder, at jeg ikke lærte at spille klaver. Min far er meget musikalsk, og han tilskyndede meget, at jeg skulle spille som barn, men jeg gad ikke.

Det job, jeg har, er meget fluffy. Hvad er det lige, jeg har lavet i dag? Jo, jeg har sagt en masse ord. I svage stunder kan man godt frygte, at de en dag kommer og siger: ”Hov du har jo ikke noget tøj på.”

Jeg har stor respekt for folk med et arbejde, hvor det er helt afgørende, at de gør det korrekt. Hvor der ikke er plads til en varm luftballon som mig. En hjernekirurg, en pilot, de mennesker skal bare levere, og hvis de ikke gør det, er der nogle andre, der betaler en meget høj pris.

LÆS OGSÅ Jakob Stegelmann: Det har jeg lært

LÆS OGSÅ Anker Jørgensen: Sådan føles det at blive gammel