Lasse Rahbek laver dokumentarfilm i Arktis: "Forfrysninger er den største fare for mig, når jeg er afsted"

Det skete tilfældigt, at jeg endte i Arktis. Da jeg startede som tilrettelægger, lavede jeg tunge, socialrealistiske dokumentarer om voldtægtsofre og folk på overførselsindkomst. På et tidspunkt blev jeg spurgt, om jeg ville være fotograf og tilrettelægger på en ekspedition til Nordøstgrønland, hvor sårede krigsveteraner og folk fra Siriuspatruljen skulle gå 400 kilometer med pulk og på ski.

Jeg havde ingen forudsætninger for det – jeg har aldrig været på lange ture eller sovet i telt i mere end et par dage – men jeg har en grundlæggende filosofi om, at hvis jeg er bange for noget, så skal jeg gøre det. Jeg takkede ja. Og siden har jeg i mit arbejde lavet rigtig mange ting fra rigtig kolde steder.

I de seneste år har jeg kørt på slæde sammen med Siriuspatruljen til en stor dokumentarserie, jeg laver til Danmarks Radio. Der findes ikke en lignende specialpatrulje noget andet sted i verden, og der er mange fotografer og journalister, der gerne vil med derop. Men så vidt jeg ved, er det meget få, der får lov – og jeg tror ikke, at der er nogen, der har fået lov til at køre så meget med, som jeg har.

Jeg tror, det er, fordi jeg har vundet Siriuspatruljens tillid. Siden det første program, jeg lavede med dem, har jeg bevist, at jeg kan klare mig selv, og at jeg træffer rigtige valg i pressede situationer. De er en lille flok mænd, der deler noget meget unikt, og de værner meget om det.

Når temperaturen kommer ned på minus 30, sker der et eller andet. Det bliver en ond kulde, der slipper ind i hver en sprække. Når det er så koldt, har jeg både uldhandsker og store dunluffer på, og så holder jeg bare kameraet med autofokus. Det kan jeg gøre i nogle minutter, og så må jeg slippe kameraet og ryste armene for at få varme i dem.

Jeg står i virkeligheden og gør alt det, man ikke skal gøre: Helt stille med et koldt kamera, som jeg holder lidt oppe, så alt blodet løber væk fra mine hænder.

Forfrysninger er den største fare for mig, når jeg er afsted. Især i fingrene. Når du får førstegradsforfrysninger i fingerspidserne, føles det lidt som at strejfe en varm kogeplade. Fingrene bliver røde og hævede, og det svier. Hvis du får vabler, har du fået en andengradsforfrysning. Og hvis du får en tredjegradsforfrysning, begynder vævet at dø.

Når jeg filmer, kommer der is på bagsiden af kameraet, fordi jeg står og ånder på det. Jeg kan ikke bruge LCD-skærme, fordi de bliver frosne og langsomme, så jeg bruger kun kameraer med en lille digitalsøger, som jeg har op til øjet, når jeg filmer. Det betyder også, at jeg har puttet sportstape på alle metaldele på kameraet, for hvis jeg får en lille, meget kold metaldel på næsen, så brænder det mig.

Mit udstyr holder jeg simpelt. Jeg bruger digitale spejlreflekskameraer og dummy-batterier med en spiralledning ned til en powerbank, som jeg har inde på kroppen, så den er varm. Jeg bruger spejlrefleks i stedet for et stort, lækkert skulderbåret kamera, fordi det ikke fylder særlig meget. Jeg kan have spejlreflekskameraet i en rygsæk eller have det hængende over skulderen.

På den måde har jeg også plads til at have mange batterier med. Batterier har det svært i kulde. Når de bliver kolde, kan du ikke bruge hele kapaciteten på dem, du kan måske kun bruge dem ned til 50 procent, og så vil de ikke mere. Derfor handler det om at holde batterierne varme, og det kan du gøre ved at have dem tæt på kroppen.

Når jeg laver lyd, bruger jeg en god, retningsbestemt mikrofon og så går jeg helt tæt på mændene. Jeg har også en drone, så jeg kan lave nogle fantastiske landskabsbilleder, som man kun kan lave med den.

For nogle uger siden var jeg ude med patruljen på deres første efterårsrejse i år. Det var meget tidligt om morgenen, sneen fygede, og vi kørte oppe i et bjergpas. Vi var på vej mod en fjord, og solen var lige ved at stå op. Det var meget smukt, meget dramatisk.

Vi kørte rundt og ledte efter en nedkørsel. Det var ret noia, og jeg kunne også mærke, at yngstemanden i gruppen syntes det. Det var hans første tur, og det var ham, jeg havde planlagt at fokusere på den dag. Ældstemanden var stille og sagde ikke så meget. Jeg begyndte at filme, og pludselig stoppede han slædehundene og sagde:

’Jeg har en lidt mærkelig mavefornemmelse.’

Den sætning var sindssygt vigtig, for hvis jeg ikke havde fået den på bånd, så havde der ikke været nogen historie i det, der skete efterfølgende. Jeg hoppede af slæden og gik med ældstemanden ud for at spejde omkring. Vi kunne se, at der lidt længere fremme til venstre gik en kløft ned med et fald på 60 meter. Jeg blev ved med at filme.

Og så sagde han: ’Det der er ren død.’

Hvilket er cirka så dramatisk, man kan få en Siriusmand til at sige noget overhovedet. Den scene viste, at vi stod med en dygtig mand, der kunne forudse terrænet og stoppede slæden, inden det potentielt ville gå galt. Det var en vigtig scene, som jeg kun fangede, fordi jeg kunne fornemme, at der blev stille, og folk kiggede rundt og var koncentrerede. Det gør jeg selvfølgelig også 10 gange, hvor der ikke sker noget som helst, så det handler også om at være heldig at fange øjeblikket, når det opstår.

Jeg vil helst fylde så lidt som muligt, når jeg er afsted. Den ideelle situation for mig som dokumentarist ville i virkeligheden være, hvis jeg bare kunne svæve ved siden af slæden og gå i ét med omgivelserne. Men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, så enten sidder jeg på slæden eller løber på ski ved siden af.

Mændene i Siriuspatruljen er i det hele taget i en fysisk form, der er næsten umulig at træne sig op til. Jeg er jo deroppe med nogen, der er i start-20’erne og har løbet et maraton hver dag det sidste halve år. Sådan virker det i hvert fald. Men før jeg tager afsted, gør jeg alt, jeg kan, for at opbygge en nogenlunde form med løb og konditionstræning. Jeg har også lige fået et par rulleski, som jeg står på, så jeg får fat i de rigtige muskler.

Målet med min dokumentar er at give helt almindelige mennesker en snert af den oplevelse, det er at køre slæde og være isoleret i den sidste ødemark i verden. En Siriusmand sagde på et tidspunkt til mig: ’Der er tre slags sjov. Den slags, hvor du tager en skilift op og så kører ned igen. Den slags, hvor du selv går op på bjerget, kæmper lidt for det og så står på ski ned. Og så er der den slags sjov, der først er sjov, når du kommer hjem og fortæller om det – og det er sådan, det er at være afsted med Siriuspatruljen.

Det er kvalmefremkaldende smertefuldt at tø fingrene op igen, når de er blevet for kolde. Og det er vanvittigt hårdt at skulle knokle for alting: At slå lejr, holde sig varm, bevæge sig store distancer og kæmpe imod kulden.

Hver gang jeg er der, overrasker det mig, hvor nederen det også kan være. Men når jeg er hjemme, får jeg et nostalgisk og rosenrødt syn på, hvordan det er. Nordøstgrønland er et fuldstændig magisk sted, og jeg er virkelig privilegeret over at få lov til at se det.

Der er mange øjeblikke deroppefra, jeg ville ønske, jeg havde fanget på film. Sidste år var jeg med på en slædetur, hvor vi kørte ned ad et frosset elvleje. Vi befandt os ude på et stykke is, og så kunne vi pludselig høre, at det knagede. Mændene nåede lige at sige, at vi bare skulle holde farten, men så gik slæden igennem isen.

Jeg sad på slæden med kameraet og havde ikke ski på. Det var en vild situation, for hvis der var én ting, jeg havde lært, så var det, at man ikke skulle gå igennem isen, og at man ikke skulle blive våd. De råbte til mig, at jeg skulle få nogle ski på med det samme.

Jeg hoppede ned fra slæden og gik igennem isen med begge fødder. Jeg fik skiene på. De råbte: ’Det kamera skal bare pakkes ad helvedes til nu.’ Jeg tog fat i slæden. De fik pisket hundene i gang, som heldigvis sagtens kunne hive slæden op, og så begyndte en fuldstændig vanvittig tur på flere kilometer.

Det eneste, jeg kunne tænke på, mens jeg stod og knugede mig fast til slæden og forsøgte at holde balancen på skiene, var: ’Hold kæft, hvor ville jeg gerne filme det her.’ Det var det mest dramatiske, jeg nogensinde har oplevet. Men det var også så dramatisk, at der ikke var nogen chance for, at jeg kunne lave mit arbejde. Det handlede om at passe på mig selv.

At være afsted på de her ekspeditioner har været fuldstændig livsændrende for mig. Arktis er et sted, hvor alting er singulært. Der er ingenting. Der bor ingen mennesker. Der er kun sne og sten og vejr. Det er meget enkelt, det du skal. Du skal egentlig bare holde dig i live.

Du bliver kun bedømt på dine handlinger. Du kan ikke gemme dig over for dem, du er sammen med. Du får skrællet alle facader af, og du bliver tvunget til at være den bedste version af dig selv. Det er noget af det største, jeg har prøvet i mit liv.

Jeg tror, at der er sket det med mig, som der sker med de fleste mænd og kvinder, der oplever polarlivet: Man bliver bidt af det, man drømmer om det, man har lyst til at komme tilbage. Og jeg har fundet en måde, hvor det kan lade sig gøre, og det er at kunne fortælle historier derfra. Jeg tror aldrig, jeg bliver færdig med at ville tage derop.