De bedste ting i 2018

25 ting og begivenheder du skal glæde dig til i 2018

Fra fodbold-VM, C.V. Jørgensen til pandabjørnene Mao Sun og He Xing, der flytter ind i Københavns Zoo. Vi har samlet det bedste, som vi har i vente i 2018.

De bedste ting i 2018
Offentliggjort

SPORT:

Håndbold-EM i Kroatien for herre

Sportsåret 2018 starter på fremragende vis. Nikolaj Jacobsen får sin første slutrunde som dansk landstræner og forventningerne er store til Mikkel Hansen og co, når de deltager ved EM i Kroatien. Minimum en semifinaleplads er kravet. Danmark er i pulje med Spanien, Tjekkiet og Ungarn.

Slutrunden finder sted mellem 12.- 28. januar.

Foto: Getty Images

Vinter-OL i Sydkorea

Nej, Danmark er ikke en ski- og vintersportsnation. Vi kommer helt sikkert ikke til at tage mange medaljer – hvis nogen – men alligevel er du altid garanteret god underholdning, masser af fart og vilde styrt ved et Vinter-OL. Danmark sender 13 atleter til Pyeongchang i Sydkorea. De tre speedskatere, Elena Rigas, Stefan Due Schmidt og Viktor Hald Thorup, og de fem mænd og fem kvinder, som udgør de danske curlinghold.

Vinter-OL 2018 skal afholdes i perioden 9.- 25. februar.

Foto: Getty Images

Ishockey-VM i Danmark

De danske ishockeyherrer skal for første gang nogensinde spille VM på hjemlig grund. Et større sportsevent kan vores lille land nok ikke trække, så glæd dig til maj, når VM i ishockey afvikles i Danmark. Landsholdet skal spille alle sine syv gruppekampe i Jyske Bank Boxen i Herning, og de skyder turneringen i gang 4. maj mod Tyskland klokken 20.15.

Mens Royal Arena i København er udset som det primære spillested for verdensmesterskabet og skal lægge is til 34 kampe, heriblandt to kvartfinaler, begge semifinaler, bronzekampen samt finalen. Udover Tyskland tæller Danmarks gruppe også USA, Canada, Finland, Norge, Letland og Sydkorea.

Foto: Getty Images

Fodbold-VM i Rusland

Fodboldlandsholdets VM-slutrunde-tørke på otte år er forbi. Med Kong Christian fra Middelfart i spidsen kvalificerede Danmark sig til sommerens VM-slutrunde i Rusland, og vi har fået en drømmelodtrækning i gruppespillet, hvor vi skal møde Peru, Australien og Frankrig i nævnte rækkefølge. Kryds især den 16.- 21- og 26. juni af i kalenderen, da Danmark spiller sine kampe her. Vi skal videre fra den gruppe!

Foto: Getty Images

Tour de France

Det mytiske bjerg Alpe d’Huez og holdtidskørslen er tilbage i verdens største etapeløb i cykelsporten. Danske Jakob Fuglsang, der måtte udgå i Touren 2017 som følge af et styrt, ligner en mand, der får en absolut hovedrolle på Astana-holdet denne gang. Fuglsangs interne konkurrent, italienske Fabio Aru, skifter nemlig til UAE Emirates fra næste sæson. Og så bliver det spændende at se, om den firedobbelte Tour-vinder Chris Froome bliver udelukket på grund af den dopingsag, der kører mod ham i øjeblikket.

Tour de France 2018 cykles mellem 7.-29. juli.

Foto: Getty Images

GASTRO:

Gin i store mængder

Fik du ikke smagt al den lækre gin sidste år ved 'Copenhagen Gin Fest', får du chancen igen i 2018. Festivalen var så stor en succes ved debuten, at den vender tilbage i endnu større rammer den 16.-17. februar 2018. Flere håbefulde gæster måtte nemlig gå forgæves hjem sidste gang, fordi billetterne var revet væk. Derfor bliver arealet nu tre gange større. Samtidig er der også gjort plads til flere gin- og madboder. Placeringen vil fortsat være Lokomotivværkstedet ved Dybbølsbro i Københavns Sydhavn.

Op mod 230 forskellige gin og tonic brands og mere end 60 forskellige stande vil være tilstede. Ligesom du får gratis smagsprøver og kan købe mad, der går godt til gin.

Billetter kan købes her.

FOTO: TINE SLETTING

Verdensklassemad på studiebudget

Hvis du ikke skulle have hørt det, så genåbner Noma i sine nye lokaler på Refshalevejen i februar 2018. Og denne gang har restauranten, der en overgang gik for at være verdens bedste, besluttet at gøre noget for tidligt at slå kløerne i et ungt publikum. Restauranten reserverer nemlig cirka 10 procent af sine borde til studerende, der kan købe sig en middag med drikkevarer til for 1000 kroner, hvilket faktisk er billigt – i den liga. Bestil her.

Seriøst ølnørderi i hallen

Copenhagen Beer Celebration er Mikkellers årligt tilbagevendende festival, der trækker verdens bedste mikrobryggere til København og landets mest ølinteresserede publikum til Øksnehallen. Vi har endnu ikke været der, men i år skal det ske. Skal du med? Kun få billetter tilbage. Bestil her.

MUSIK:

Kongen vender tilbage

C.V. Jørgensen var tilsyneladende færdig med offentligheden. Men i 2018 tager en af Danmarks højest respekterede sangere på sin første turné siden 2010. Og det er ikke så få danskere, der gerne vil høre Carsten Jørgensen fra Lyngby. Billetterne til de otte koncerter med sangeren og hans band blev revet væk kort efter offentliggørelsen i november. Heldigvis er C.V. også på programmet til Roskilde Festival sammen med så forskelligartede navne som Bruno Mars og David Byrne. Skynd dig at få en billet til dyrskuepladsen, inden de også bliver udsolgt.

Roskilde Festival 2018 er mellem 30. juni og 7. juli. Køb partoutbillet her.

Canadisk karneval på Refshaleøen

Haven Festival havde en imponerende plakat ved debuten sidste sommer med navne som Beach House, Iggy Pop og Bon Iver. Til sommerens festival ser det igen ud til, at to af stifterne, Aaron Dessner og Bryce Dessner fra The National, udnytter deres gode netværk i musikbranchen. Canadiske Arcade Fire er allerede offentliggjort, og med deres store orkester og kulørte sceneshows er du sikret et karneval af en fest. Fede navne som Ariel Pink, Kevin Morby og Einstürzende Neubauten er også tilføjet. Og der skal nok komme mange flere endnu!

Haven Festival afvikles mellem 10.-11 august. Køb partoutbillet her.

Foto: Getty Images

Northsideren Björk

I Aarhus kan de også konkurrere med Roskilde Festival og Haven Festival om at lokke store kunstnere til byen. Den pæne festival NorthSide formår bare hvert år at overraske med nye store navne på plakaten. Tag bare Radiohead og Frank Ocean ved sidste festival. Denne gang har de præsenteret kunstere som Björk, A Perfect Circle, Cigarettes After Sex, Deerhunter, Father John Misty, The National, Tyler, The Creator og Queens of the Stone Age.

Foto: Getty Images

Legendernes tid

Slick Rick var altid en ener i hiphopmiljøet. Hans let affekterede britiske accent skilte ham ud på New York-scenen og var en særegen kontrast til hans rå univers og livsstil (han afsonede fem år i fængsel for mordforsøg på sin fætter.)

Den jamaicansk-engelske rapper flyttede med familien fra London til Bronx som ung dreng, og hans karisma og evner for historiefortælling gjorde ham til en af pionererne i det hiphoplandskab, der stadig var ved at blive udforsket. Han var bare den tredje kunstner, der kom på kontrakt hos det toneangivende pladeselskab Def Jam, og han debutalbum ’The Great Adventures og Slick Rick’ fra 1988 blev nummer et på Billboards hiphophitliste.

Nu kommer Slick Rick til Danmark, og med sig har han en anden legende fra de gode gamle dage, nemlig Lord Finesse, der aldrig var det store mainstreamhit, men som blev hyldet af undergrunden for sit glatte flow.

Store Vega 9. april.

FILM:

Opfølger til kulthit

Hvis man er fan af Benicio del Toros karisma, synes man aldrig, det er tidsspilde at se en film med ham. Alene den puertoricanske skuespillers medvirken kan være årsag til at gå ind at se Sicario 2: Soldado.

Men også det faktum, at den første Sicario fra 2015 var en noget nær perfekt krimi om narkokrig og FBI-operationer i det amerikansk-mexicanske grænseland, får os til at imødese toeren med spænding.

Spørgsmålet er blot, om den italienske instruktør Stefano Sollima kan holde sin forgænger, Blade Runner 2049-aktuelle Denis Villeneuves, høje niveau. Dansk premiere er endnu ikke offentliggjort.

Prisbelønnet sorg

Samuel Maoz har instrueret ’Foxtrot’, der handler om et forældrepar, der mister deres søn. Det lyder i sig selv ikke så opsigtsvækkende, men når man tager i betragtning, at Maoz’ film er israelsk og handler om at miste et familiemedlem til en håbløs krig, forekommer den mere dristig end som så.

Filmen vandt en sølvløve ved årets festival i Venedig, og Variety beskriver den som prisvindende på frygtløst niveau. Filmmagasinet beskriver den som den nye målestok, som alle film, der omhandler forældres tab, må holdes op imod. Vi synes, billedsiden ser overbevisende ud. Og så skulle ’Foxtrot’ ikke kun være sort, men også humoristisk.

Premiere: 10. maj.

Kærlighed til stoffet

Paul Thomas Anderson er en instruktør, der vedbliver at lave film, man ikke liige havde forventet – og med høj kvalitet. Anderson er manden bag så forskelligartede og vellykkede film som porno-æra-portrættet ’Boogie Nights’, kultleder-dramaet ’The Master’ og multiplot-blockbusteren ’Magnolia’.

Nu har han så kastet sin kærlighed på en tilsyneladende afdæmpet historie om en midaldrende modeskaber fra London, der forelsker sig i en provins-servitrice i 1950’ernes England. Filmen ’Den Skjulte Tråd’ ser overraskende fredelig ud af en Anderson-film at være. Men det kan nok ikke passe. Og så er altid forrygende Daniel Day-Lewis i hovedrollen.

Premiere: 15. februar.

SERIER:

‘The Handmaid’s Tale’ - sæson 2

Første sæson af fremtidsdystopien, hvor en kristen sekt har overtaget herredømmet i USA og de resterende kvinder, der stadig kan blive gravide, vakte både uhygge og stor begejstring. Hele otte Emmy-priser vandt serien, blandt andet hovedprisen for Bedste Dramaserie. Det bliver spændende at se, hvordan skaberne følger op på succesen til foråret, når sæson 2 vises.

Premiere til april på HBO Nordic.

Altered Carbon – sæson 1

’Lev evigt i den krop, du fortjener’. Det er det besnærende slogan for den virksomhed, som tilbyder evigt liv i den nye sci-fi-serie fra Netflix. Her kan man få downloaded sin bevidsthed, der kan placeres i et nyt tiltrækkende hylster. Det er selvsagt aldrig helt uproblematisk, selv ikke flere hundrede år ude i fremtiden, hvor serien udspiller sig. Seriens hovedrolle er en tidligere oprørssoldat, hvis sind har været fængslet i århundrede, men nu bliver genoplivet for at opklare et mord.

Premiere 2. februar på Netflix.

'Making a murderer' - sæson 2

Hvad er der sket med Steven Avery i fængslet, siden vi forlod Netflix’ populære true crime-serie i 2016? Det finder vi ud af i løbet af 2018. Den egentlige dato på anden sæson er dog ikke meldt officielt ud endnu.

I første sæson fulgte vi Avery, der i 1985 blev dømt for en voldtægt i sin hjemstat Wisconsin. Efter 18 år bag tremmer blev han løsladt, fordi nye DNA-beviser udelukkede ham som gerningsmanden. Men allerede i 2005 blev han igen involveret i en sag. Denne gang på mordet på den 25-årige Teresa Halbach, hvor han blev dømt som gerningsmanden.

Men flere ting peger på, at Avery og hans nevø Brendan Dassey, som tilstod at have hjulpet sin onkel, er blevet uskyldigt dømt for mordet på Halbach.

MODE

Beundringsværdig i beige

Frakketrenden ser ikke du til at gå nogen steder næste år. Det siger Stella McCartney selv. Så hurra for, at vi endnu et år kan få lov at være moderigtige i noget så gammeldags som en carcoat/cottoncoat/mac (kært barn, du ved). Du kan naturligvis sagtens finde et mere prisvenligt alternativ til den engelske stjernedesigner her.

Luft til tæerne

Og nu vi er ved McCartney, så suger hun god for en tendens, som har knap så klassiske rødder. Den praktiske og komfortable vandresandal er ren dad core, og vi synes, du skal give den en chance. Det har vi allerede gjort, og vores sommertæer takkede os. Der er fx det kendte Teva, men du kan også prøve de flotte japanske fra Suicoke.

Arkitektur:

Ny K.B. Hal

I 2011 brændte den oprindelige KB-hallen, som gennem tiderne har haft besøg af utallige legender som The Beatles, The Rolling Stones, Miles Davis, Led Zeppelin og Jimi Hendrix. Til efteråret 2018 skal den nye K.B. Hal stå klar som en multiarena til sport, koncerter og events med plads til 5.000 mennesker.

Lillebroren til Langebro

Lille Langebro er en ny cykel- og gangbro over Københavns inderhavn fra udmundingen af Vester Voldgade til Langebrogade. Den skal være et alternativ til den trafiktunge nabo Langebro, og det er håbet, at Lille Langebro vil få 10.000 af Langebros i dag 35.000 daglige cyklister.

Byggestarten var i februar 2017, og det forventes, at broen åbner i sensommeren 2018.

Natur:

Topnuttet diplomati

I 2018 flytter de to pandabjørne Mao Sun og He Xing ind i Zoologisk Have i København. Lars Løkke Rasmussen har allerede mødt pandaerne og fodret dem med æbler, da han tidligere i år var på statsbesøg i Kina.

Bjørnene er nemlig del af det såkaldte Panda Diplomacy, der går ud på, at Kina forærer de sjældne bjørne til et land som et signal om gode forbindelser. Det kan selvfølgelig diskuteres, om Løkke skulle have taget imod gaven fra det udemokratiske regime, men det kan ikke diskuteres, at pandaer scorer højest i nuttethedsfaktor blandt alle bjørne.

Danmarks mest nuttede arkitekt, Bjarke Ingels, er for øvrigt i gang med at indrette Mao Sun og He Xings anlæg på Valby Bakke.

Foto: Københavns Zoo

Udstillinger:

Tilbage til mørkekammeret

I en dybt digitaliseret verden holder den danske fotograf Tove Kurtzweil stædigt fast i det analoge filmkamera. Hendes værker bliver i januar udstillet på Gammel Holtegaard, og de bringer minder frem fra en tid, hvor det kunne tage timer eller dage at fremkalde et fotografi, som derfor er gennemtænkt ned til mindste detalje.

Tove Kurtzweil er særligt interesseret i menneskets ansigt og har blandt andet fotograferet personligheder som Lars von Trier.

Udstillingen kan ses fra 19. januar til 2. april.

Foto: Tove Kurtzweil

Bøger:

Hemingway uden hæmning

Forfatteren, storcharmøren og storvildtjægeren Ernest Hemingway udforskes i en personlig biografi skrevet af hans nære fortrolige, journalisten A. E. Hotchner. Bogen giver et sjældent indblik i Nobelpris-vinderen, der forlod livet med et brag. ’Papa Hemingway’ udkommer 10. januar på Lindhardt og Ringhof.

Foto: Getty Images