Alverdens filmfestivaler slåes sammen på YouTube

Mere end 20 filmfestivaler deltager i We Are One: A Global Film Festival.

Alverdens filmfestivaler slås sammen på YouTube
Offentliggjort

Når covid-19 blokerer for fysiske foretagender, må man søge virtuelle veje.

Det har også filmfestivaler verden over indset.

De har nemlig slået sig sammen med YouTube om en virtuel filmfestival ved navn We Are One: A Global Film Festival.

Festivalen er sat til at strække sig over ti dage – fra den 29. maj til den 7. juni – og løbe kvit og frit af stablen via YouTube.

Og det er snart sagt hver og én af verdens store festivaler, der er ombord: Lige fra Berlin og Cannes til Toronto og Sundance.

Også newyorkerfestivalen Tribeca er med – i front for initiativet.

”Vi taler ofte om films unikt kraftfulde rolle i at inspirere og samle mennesker på tværs af landegrænser og forskelle og hjælpe med at hele verden. Hele verden har brug for at blive helt,” udtaler Jane Rosentahl, medstifter af Tribeca Film Festival og Tribeca Enterprises, ifølge Entertainment Weekly.

”We Are One: A Global Film Festival forener kuratorer, kunstnere og historiefortællere for at underholde og skabe lettelse for publikummer verden over. Ved at samarbejde med vores fantastiske festivalkolleger og YouTube håber vi, at alle vil kunne fornemme, hvad der gør hver festival så unik og værdsætte filmens kunst og kraft.”

Hvordan programmet kommer til at tage sig ud, er der endnu ikke røbet noget om.

Det kan dog være svært at forestille sig, at selskaberne bag de store film vil være med på at sende deres værker ud i streamingens æter.