2049. Årstallet i titlen markerer ambitionsniveauet for den nye Blade Runner-film. Hvor den oprindelige Blade Runner fra 1982, til trods for en del filosofisk kompleksitet, ”kun” er en stemningsmættet sci-fi-noir, om end måske den bedste i sin genre, vil ’Blade runner 2049’ være en stor film, simpelthen.
Med de fire cifre i titlen angiver den sit slægtskab med årstalsværker som ’1984’ og ’Rumrejsen 2001’, med fremtidsvisioner, der siger noget vigtigt om tendenser i nutiden.
Det er altid svært ikke at sammenligne toere med deres ettere. Særligt, når der er 35 år mellem de to, etteren er en af de mest højt elskede i sin genre, og man selv er fan, er det næsten umuligt ikke at nære bare en lille smule bange anelser om, at en producent har vakt den gamle historie til live af økonomiske årsager. Frem for af kunstnerisk nødvendighed. Og samtidig frygter man, at en film, der var på toppen af sin tids æstetik i den analoge æra, vil have svært ved at blive fulgt op med digital coolness – tænk bare på genlanceringen af Star Wars-universet.
Annonse
Heldigvis stod det efter få scener klart, at det har været fornuftigt af Ridley Scott, der er producent på ’Blade Runner 2049’, at lade den yngre instruktør Denis Villeneuve instruere. Jeg sænkede paraderne, faldt tilbage i sædet og følte mig i trygge hænder.
Villeneuve, der tidligere blandt andet har lavet den vellykkede narkotrafficking-historie ’Sicario’ og den smukke fabel ’Arrival’ om en truende invasion fra det ydre rum, har nemlig skabt en apokalyptisk øko-thriller, der er tro mod noir-stemningen fra sin forgænger, men endnu mere dyster. Og vedkommende for Planeten Jorden, som den føles 2017 på en dag, hvor man har læst lidt for mange nyheder om naturkatastrofer, overbefolkning og borgerkrige.
Syndfloder af regn er fælles for begge film. Men hvor etteren var ladet med storbyromantik, glitrende lys og atmosfæriske synthesizere, er toerens lydspor tungt hamrende og industrielt skurrende, mens byen er indhyllet i bleggul tåge, når det ikke lige står ned. Det er knap så lifligt, men stadig dragende skønt at kigge på og lytte til – på den foruroligende måde.
I 2049 er kloden transformeret til et livagtigt mareridt af en gold ørken, hvor menneskene lever af syntetisk dyrket protein i form af larver og søger tilflugt for ekstremt vejr i megabyernes identiske betonformationer, hvis de da ikke lever lovløst i udkanternes lossepladser og rustne skibskirkegårde. Over det hele våger politistaten, der med vold holder sammen på et sprængfarligt samfund, mens det spejder efter opsætsige gnister og træder dem ud, inden de griber om sig.
Det er en mesterligt balanceret verden, på en gang fjern og realistisk. Man sidder som seer med en krybende angst: Er det den verden, vi bliver gamle i?
Annonse
Storebrorsamfundet manifesterer sig i det monumentale LAPD-hovedkvarter, der tårner sig op over Los Angeles’ bygninger og beboere. Hér arbejder Ryan Gosling, der har indtaget Harrison Fords titel fra den første film. Gosling spiller K med dette års sejeste pelskrave slået helt op til ørerne og en udtryksløshed, der passer til hans rolle som blade runner. En betjent, der opstøver og likviderer replikanter – altså kunstigt fremstillede slavearbejdere – af ældre fabrikat, fordi de formodes at være oprørske.
Når K vender hjem til stationen efter en voldsom dags arbejde, gennemløber han en rask posttraumatisk stresstest, hjernevask kunne vi også kalde det, så han kan fortsætte sit blodige erhverv disciplineret og uden anfægtelser.
Så kører han hjem i sin flyvende bil og sætter sig til bords og spiser holografisk aftensmad med sin holografiske kæreste, hvis livagtighed kan opgraderes med tilkøb, men som også kan slukkes med et tryk på en fjernbetjening.
På trods af de fantastiske elementer i dette miljø, virker det underliggende problem – den menneskelige ensomhed i teknologiens tidsalder – absolut genkendeligt.
Som K’s politikommissær i Robin Wrights powerkvindelige skikkelse siger, mens hun tømmer endnu et sjusglas på sit kontor:
”Vi længes alle efter noget ægte.”
Der er koldt på toppen, og det er der også nede på gaderne, hvor det altid øsregner eller er snestorm.
Annonse
Der er ikke meget håb for vor civilisation. Eller er der?
På en af sine missioner opdager blade runneren K nemlig en hemmelighed, der kan vise sig enten at være kimen til verdens undergang eller til dens frelse, og som sender ham ud på en grum tur, der blandt andet fører til den forsvundne blade runner Deckard, så vi, der elsker Harrison Ford ikke skal føle os snydt.
Heldigvis er Ford tilbage i universet af mere end nostalgiske årsager, idet han løfter filmens i forvejen fine niveau med en sitrende præstation.
Hvad der ellers sker, skal ikke afsløres, men filmen tager sin opgave som action-film seriøst med masser af overraskelser og kampscener.
Relevante pointer om vores sam- og fremtid pakket lækkert ind i billedskøn gru, godt skuespil, masser af spænding og lidt god gammel ultravold. Hvad kunne man ønske sig mere som seer?
Ja, i virkeligheden lidt mindre af det hele.
Det er som om ambitionerne om format også har sat sig i filmens varighed på hele 2 timer og 43 minutter. Den længde er det de færreste film, der kan klare uden at føles en lille smule oppustede. Heller ikke denne.
Selv om der ikke er mange overflødige scener i den velfortalte historie, og selv om det stilsikre produktionsdesign giver øjet masser at gå på opdagelse i, mistede jeg engagementet lidt hen over flere af plottets bugtninger.
I disse øjeblikke savnede jeg en skarptskåren to-timers thriller om en mand, hans fjender og hans kærlighed. Måske savnede jeg faktisk dens forgænger.
