Tidligere på ugen skrev Morten Reimar den stærkt omdiskuterede 'Derfor tager jeg ikke til Roskilde'. Og nu er det naturligt at få den anden side. Hvorfor er der hvert år er 125.000 mennesker, der tager til den sjællandske provinsby og bor en uge i telt. Vi har fået Euromans tidligere chefredaktør, Jens Vilstrup, til at forklare, hvorfor han for 30. gang også tager afsted i år.
Så løftede jeg blikket mod hendes forfærdede kinder, sendte det derefter ned mod hendes aldrende hænder, der krampagtigt søgte hvid trøst rundt om riveskaftet, og besindede mig. Og deltog for nemhedens, høflighedens og naboskabets skyld i Die Grosse Roskilde-Lüge.
Den, der handler om, at Roskilde Festival kun er et tøjlesløst, hippie-hedonistisk og venstreorienteret orgie af sprut, smat og fnat. Af tjald, knald og uigenkaldeligt moralsk forfald.
”Njaaohhh,” svarede jeg, som om mine fødder sad i munden, ”Nu må vi jo se,” og mere skulle der ikke til før hun følte en nærmest tantrisk symbiose mellem os. På lang afstand lignede vi sikkert et ægtepar, der, efter mange års bitter tavshed, pludselig havde opdaget fordelen ved at være rive og jern.
Men det er løgn, er det. Det hele. Og hvis der er nogen, der ikke er hip, hipster eller hippie og med på hele den der farveladede fællesskabsfalskhed, så er det mig. Alligevel har jeg været Trofast over for Roskilde Festival stort set lige siden Lasagnen. Og hvorfor så det? Måske fordi jeg faldt i gryden som barn.
Første gang for mig var, hold your horses, i 1980, og hold da kæft, hvor var jeg grim. En lang børneorm forklædt som voksen. Med stålbriller, glamrocket knallerthår og med uundværlig stålkam i cowboyjakkebrystlommen. Jeg ku li’ Smokie for fanden, og havde intet at gøre uden for provinsen, men sammen med min ven, der havde Art Garfunkel-hår (ikke ulig min kolonihave-genbos), tog jeg firetoget fra Mørke og kørte østover – mod lyset.
Vi led af Fomo før det var en diagnose, og måtte være til stede. Og jaja, vist var der da sikkert ulækkert og sådan derude på Dyrskuepladsen, men når man som 16-årig render rundt med en majspibe i munden, er det nu ret begrænset, hvad man formår at se.
Og Roskilde Festival dengang – og nu – var på mange måder lige så uskyldig som tiden og os. Tag f.eks. afskedskoncerten med ’Gylle’ fra Århus for 35 år siden. De spillede ved 12-tiden, lørdag, foran en lille publikumsklump, der ikke havde andet at tage sig til. Mens de fire piger i bandet råbte og forsøgte at spille, kunne man høre dem tælle ”1-2-3 4, 1-2-3-4”.
Frontsangerinden havde en nappa-dragt med lynlåse foran sine 2+1-kvindelige steder, og dem lynede hun op, og så tog hun en rå medisterpølse frem. Den svingede hun skrigende foran sit skridt for derefter at kaste den ud blandt det sparsomme publikum, der alle buh’ede.
Med et mesterligt kast smed én af publikummerne straks den rå pølse tilbage på scenen, den ramte forsangeren i ansigtet og snoede sig rundt om halsen på hende.
I vrede smed hun pølsen og gik i stedet ud bag scenen for at hente en lille legetøjs-guitar, som hun smadrede mod scenekanten, mens splinter af træ og billige vokaler stod om hende.
Havde jeg ikke set det, havde jeg ikke været den, jeg forsøger at være i dag.
Senere, i 1985, var der The Clash, og sig hvad I vil, men for satanda, det var historie. Ja, av, det er postmodernisme, and so what? Det var nutid, der strækker sig langt bagud og langt fremad. Vi er bare nogen, der ikke tror, at vi skal leve vores liv som statuer på Thorvaldsens.
Og der var Clapton, Costello og Collins, Ecco & The Bunnymen, Iggy Pop, The Cult, Nick Cave, Dylan, The Cure og The The. Og senere igen Coldplay, Springsteen, Stones og Prince. Og alt muligt andet umuligt.
Og selvfølgelig bliver kontroltårnene derhjemme i stuklejlighederne med et ironisk drag om munden – eller holder til i Mediebyen – og fint nok, der skal jo være folk til at bemande de højeste punkter, men en del af os andre, os, der ser en værdi, og måske endda en selvrealisering, i at være kontroltabere, og i den mentale udvidelse det bærer med sig at slette sig selv, vi prøver såmænd bare at blive større ved at føle os mindre.
Det er os, der står derude og elsker at være publikum i stedet for hele tiden selv at optræde.
At sige nej til – og ligefrem føle afsky for – Roskilde Festival på uhøvlede, ubehandlede præmisser, det er det samme som at fornægte studenterlastbilen, rusturen, klassens genforeningsfest, konfirmationen og 60-års fødselsdagsfesten. Og dermed på den store kadence: danskheden. I sin måske reneste form. Det er at fornægte løssluppenhed som den måske stærkeste danske menneskelim.
Men okay, har du nok i dig selv, og tør du ikke møde det uventede, fordi det gør dig utryg, så stil dig ved zinkbaren og bestil endnu en (postmoderne) cocktail og kig drømmende, mystisk og svært tilgængeligt ud på ingenting. Men er du ude efter horisont, sådan en du kan bruge på lang sigt, sådan en, der giver dig indsigt, sådan en, der ikke giver dig hvide fingre om et riveskaft senere i livet, så tager du til festival. Til Roskilde.
Nej, det regner faktisk ikke ret meget på Roskilde. Til langt, langt over halvdelen af festivalerne siden 1971 har solen skinnet skyfrit. Særligt de senere år.
På Roskilde sker der stort set ingen kriminelle handlinger i forhold til indbyggertallet, der ofte er på 100.000 mennesker. Alle er voldsomt venlige. Hippie or not: Festivalen får det bedste frem i folk.
