”Hej. Interesseret i data.”
Sådan lød en mail, som Bastian Obermayer, graverjournalist på Tysklands største morgenavis, Süddeutsche Zeitung, modtog en sen aften i foråret 2015.
Mailen var underskrevet med dæknavnet John Doe, og den anonyme kilde tilbød insider-data fra det panamanske advokatfirma Mossack-Fonseca.
Obermayer var i den grad interesseret. Han tog straks kontakt til sin kollega Frederik Obermayer, og sammen gik de to i gang med at analysere de enorme mængder af data fra Mossack-Fonseca, en af verdens største leverandører af anonyme postboksfirmaer til store koncerner, regeringsledere, diktatorer, oliesheiker, emirer, mafiabosser og mange andre, der gerne vil gemme penge af vejen.
Undersøgelserne udmøntede sig i april 2016 i Panama Papers, den største afsløring i datajournalistikkens historie. I går udkom så bogen af samme navn, hvori de to tyske journalister fortæller den medrivende historie om deres arbejdsproces. I den anledning har vi talt med den ene af bogens forfattere, Frederik Obermayer:
”Vi var faldet over Mossack Fonseca tidligere men havde aldrig kunnet finde frem til, hvem der stod bag firmaet. Så det var vanvittigt spændende, at der nu var en, der sendte os bunker af pdf’er med mails, stiftelsespapirer, kontoudtog, og andre aftaler.
Først klikkede vi igennem dokumenterne mere eller mindre tilfældigt. Så fik vi øje på navne, vi genkendte – for eksempel Hr. Gunnlaugson, Islands statsminister. ”Wow, står han her,” tænkte vi. Vi blev ved med at finde navne, der vakte genklang. Narkohandlere. Våbenhandlere. Jeg må indrømme, at vi ikke kendte alle navnene på forhånd, men et Googleklik afslørede hurtigt, at det var fuldt af folk, der havde været involveret i den ene eller anden skandale.
Shit! Der var bare så mange gode historier i det materiale. Og så pludselig kunne vi slet ikke holde op. Dagen lang sad vi og ledte efter navne og råbte til hinanden:
”Hey, Bastian, jeg har en ny!”
Og så begyndte vi også at lede om aftenen, derhjemme. Jeg kom hjem fra arbejde, spiste aftensmad og gik i gang med at søge efter lyssky personer i vores data. Når jeg sad ved midnatstid og tænkte, at jeg burde gå i seng, klikkede jeg lige videre, indtil klokken fire om morgenen. Natten igennem sendte Bastian og jeg krypterede beskeder til hinanden om, hvad vi havde fundet. Når jeg modtog en besked med et nyt navn, måtte jeg lige op for at tjekke.
Langt senere, da Panama Papers var blevet publiceret, fortalte mine forældre mig, at de virkelig havde været bekymrede for mig, fordi de ikke vidste, hvad der foregik inden i hovedet på mig. Min mor er tidligere sygeplejerske, hun spekulerede på, om jeg kunne være blevet misbruger:
”Du var nervøs, når du ikke var i nærheden af din computer, du havde kæmpe rande under øjnene, og du virkede som om, du kun tænkte på en ting. Sådan har heroinmisbrugere det også.”
Vi kunne simpelthen ikke holde op. Det var helt skørt. Og vi havde faktisk svært ved at få disciplinen ind i vores arbejde igen. For et navn i sig selv er jo ikke nogen historie. Bastian kørte impulsivt derudaf og fandt flere og flere navne. Men jeg prøvede at sætte farten ned, så vi kunne arbejde på en sag af gangen. Det er jo der, det bliver kompliceret.
Men vi var nødt til at være tålmodige. For John Doe blev ved med at sende os date i uoverskuelige mængder. Den dag i dag har jeg stadig ikke styr på, hvor meget vi i alt har modtaget. 2,6 terabyte. Det er ret abstrakt for mig. Ville det svare til, hvad der kan fylde et rum, hvis man printede det ud? Ville det fylde et helt hus? Jeg ved det ikke.
Men jeg vidste, at vi havde brug for hjælp. Så vi tog kontakt til det internationale konsortium for undersøgende journalistik, ICIJ, der havde koordineret det internationale samarbejde om de tre tidligere skattelylækager Offshore-Leaks, Lux-Leaks og Swiss-leaks. Vi mødtes til et indledende møde i Washington, og i alt 400 journalister fra hele verden endte med at arbejde på sagen. Uden så stor en gruppe ville det slet ikke have været muligt. Det var meget imponerende, hvordan konsortiet var i stand til at få så mange mennesker til at arbejde mod det samme mål og til at blive enige om en fælles deadline og om at holde historien for sig selv. Journalister, ikke mindst graverjournalister, har gerne nogle store egoer, så at få overbevist om at deles om en historie, det kræver noget i retning af trolddom.
Jeg har aldrig oplevet så vanskelig en situation i min karriere. Vi var så fristede til at tage hul på det. Bare skrive én af de rigtig gode historier. Om Islands statsminister, for eksempel. Så kunne vi altid gemme resten til senere. Nogle gange var det Bastian, der sagde: Lad os bare lave den her. Ingen vil opdage det. Andre gange var det mig, der var utålmodig.
Under researchen begyndte den store FIFA-skandale at rulle med pågribelserne af fremtrædende funktionærer. Vi vidste, at vi også havde FIFA- og UEFA-folk på vores lister.
På sådan et tidspunkt er det normalt journalistisk instinkt, at man også publicerer det, man ved. Men vi kunne ikke. Det var meget frustrerende. Der var nogle uger dér, hvor jeg var virkelig nedtrykt. Hvad nytter det at arbejde et år på en masse historier, hvis halvdelen af dem allerede er ude, når du når frem til publiceringsdagen. Men vi blev nødt til at tro på, at vores historier ville have større indflydelse og blive husket længere, hvis de blev offentliggjort som en helhed.
![]()
Forfatterne til bogen Panama Papers, der udkom i går på Politikens Forlag: Til venstre Bastian Obermayer, 39 år og undersøgende journalist ved Süddeutsche Zeitung. Til højre Frederik Obermaier, 32 år og redaktør for undersøgende journalistik på Süddeutsche Zeitung. De to er ikke beslægtet, men gode venner. Foto: Stephanie Füssenich
Det, der forargede mig mest under arbejdet med Panama Papers, var, da vi fandt ud af, at Mossack Fonseca handler med Rami Makhlouf, en fætter til Bashar al-Assad. Alle ved, at han finansierer Assads grusomme krig mod sit eget folk, og han er på EU’s sanktionsliste. Alligevel læste vi interne e-mails, hvor Mossack-Fonseca afviste, at han skulle være en problematisk kunde. Det slog mig som den værste slags kynisme overhovedet. Det viste mig, at folk som Jürgen Mossack (firmaets ene ejer, red.) overhovedet ikke ejer moral.
Jeg tror ikke, der er andet svar på den kynisme end grådighed. Den enkelte kunde er ikke så meget værd, men har du rigtig mange, kan du lave en formue. Så man har ikke råd til at sige nej til nogen. Mit indtryk er, at de ikke bekymrer sig en skid om, hvorfra deres kunder har deres penge, eller hvad de bruger dem til.
Jeg kan ikke sige, at der er en person eller en gruppe, som jeg var mere bange for end andre. Det var mere mængden af så mange forskellige, farlige mennesker i de data, vi researchede, der skræmte mig. Statsledere og deres venner. Fra lande som Rusland og Syrien. Det er ikke personer, man har lyst til at mænge sig med. Så var der narkohandlere og forbrydere. Folk, for hvem det ville være et fingerknips at gøre dig ondt.
Derfor, og fordi vi ikke kunne risikere, at Mossack-Fonseca fandt ud af, hvad vi lavede, var vi nødt til at holde det tophemmeligt, hvilken historie vi arbejdede på. I næsten et halvt år var der ikke andre af vores kolleger end Süddeutsche Zeitungs chefredaktør og redaktøren for gravergruppen, der vidste det. Vi havde et aflukket kontor, hvor ingen kunne se, hvad vi lavede. The War Room, kaldte vi det.
Hvis nogle kolleger spurgte os, fortalte vi en historie om, at vores redaktør, en berømt graverjournalist, snart gik på pension, og at vi var i gang med at scanne alle hans dokumenter inden da. Så undertrykte folk et gab, mens de sagde ”det lyder spændende”, og spurgte ikke mere til det.
Efter cirka et halvt år fik vi en datajournalist til at hjælpe, ligesom vi var nødt til at sætte infografikere og layoutere ind i emnet. Der var meget strenge regler for, hvordan vi kommunikerede om det. Vi kunne ikke tale i telefon om det. Vi kunne kun skrive krypterede beskeder til hinanden. Vi måtte konstruere en ny serverstruktur bare til Panama Papers. Til sidst var vi omkring 60 mennesker på avisen, der vidste, hvad vi arbejdede på. Ud af omtrent 500 journalister.
Mod slutningen af sidste år besluttede Bastian og jeg, at nu gik den ikke længere, nu var vi nødt til at forklare vores partnere det. Det var først og fremmest et spørgsmål om sikkerhed. Tidligere havde jeg bare fortalt min kæreste, at det var noget med offshore-forretninger. Og det lyder jo, ærligt talt, ret kedeligt. Men nu fortalte jeg hende, at Vladimir Putins bedste ven var på listen. At der var forbrydere. Om Assads fætter.
Vi blev nødt til at diskutere, hvad det betød for vores sikkerhed, og hvad vi skulle gøre med vores børn. Under et tidligere projekt havde vi allerede modtaget trusler. Vi besluttede, at vores børn ikke skulle være i byen, når vi publicerede, men blive passet af deres bedsteforældre.
Igennem hele researchprocessen blev John Doe ved med at sende os nye interne mails fra Mossack Fonseca. Nogle gange bare et par dage gamle. På den måde kunne vi næsten følge med i real time. På en måde følte jeg, at jeg lærte alle de ansatte at kende. Jeg vidste, hvordan de formulerede sig. Jeg vidste, hvad for en fyr, der altid brugte smileyer. Jeg vidste, hvordan Jürgen Mossack og Ramon Fonseca skrev, og jeg dannede mig en ide om deres mentalitet. Samtidig kendte jeg dem jo ikke. Det er først, når man sidder over for et menneske, at man virkelig forstår, hvad det er for en slags person. Jeg var nysgerrig efter at møde dem. Også bange.
Ikke så lang tid inden offentliggørelsen tog vi til Panama i et forsøg på at få Mossack Fonseca i tale og se skattely-nationen med egne øjne. Mossack Fonseca afslog vores henvendelse, så vi opsøgte en ansat i firmaet, en kvinde ved navn Leticia Montoya, der på papiret er direktør for mere end 25.000 offshore-firmaer. Vi kørte ud til hendes hus i et virkelig skummelt kvarter i Panama City, hvor der blev brændt skrald af ved siden af vejen. Hun var ikke hjemme, men hendes mand gav os hendes nummer. Vi ringede til hende, og hun fortalte os forbløffende oprigtigt, at hun ikke aner, hvad det er for nogle firmaer, hun står som direktør for, inden hun smækkede røret på. Sådan en kvinde er en del af en slags offshore-branchens underklasse, der aldrig ser særligt mange af de store penge. Men som løber hele risikoen for folk som Hr Mossack. Jeg havde lidt ondt af hende, sådan set.
Vi besøgte også den lokale avis La Prensa, som er partner med os i Panama Papers-projektet. Deres historier fik det til at gå op for os, hvordan Panama fungerer:
”Der var den her reporter, han arbejdede på en historie om offshore-selskaber. Han blev dræbt … Et mord koster 50 dollars i Sicario (hovedstaden i Panama, red.).”
Det var på det tidspunkt, at vores på en måde ret abstrakte, dokumentbårne research blev til virkelighed. De her journalister går med skudsikre veste. De har bodyguards. De frygter for deres liv. Det var underligt at se. I Tyskland er journalistik ikke farligt.
Da vi kom hjem, blev jeg syg. Lægerne frygtede, at det kunne være zikavirus eller gul feber og holdt mig i karantæne. Jeg lå i sengen og var konstant på telefonen. Det viste sig ikke at være noget farligt, men da jeg kom tilbage til kontoret, og der kun var et par uger tilbage inden offentliggørelsen, fik vi rigtig travlt. Vi var nødt til at hive stadig flere kolleger indover:
”Vi er så fokuserede, at vi næsten har mistet overblikket. Vil I ikke være venlige at tage de her kladder og lave læseværdige historier ud af dem.”
De sidste to uger inden offentliggørelsen kom jeg hjem fra arbejde efter midnat og stod op igen klokken 4-5 stykker om morgenen. Jeg var virkelig stresset.
En uge inden publiceringen var en talsperson for Putin ude at sige, at der rasede en informationskrig, at der var vestlige journalister, der stillede dumme spørgsmål. Det var en sindssyg følelse, da det var mig, der havde sendt dem spørgsmålene. Jeg troede på, at russerne ikke ville gøre noget så drastisk som at overfalde en tysk journalist. Nogle dage senere talte Putin om vores avis live i et russisk tv-show. Fra et globalt perspektiv er Süddeutsche en lille avis, så det demonstrerede, at vi virkelig måtte have pisset ham af. Fuck, tænkte jeg.
Efterfølgende har jeg ikke turdet rejse til Rusland.
Politiet patruljerede Süddeutsche Zeitungs hovedkvarter i publiceringsugen. Vi havde kodeord, som vi kunne bruge på telefonen, hvis der var noget galt. Det var som at være med i en sindssyg film.
Men man er nødt til at tage forholdsregler.
På dagen for offentliggørelsen afleverede vi vores artikler klokken 17, til vanlig deadline. De ville komme i avisen næste dag og på nettet samme aften klokken 20.00. Omkring klokken 19 begyndte folk at stimle sammen på redaktionen for at være klar til at se nyhederne. 19.48 skrev Edward Snowden på Twitter:
”Den største læk i datajournalistikkens historie går lige nu live, og det drejer sig om korruption.”
Det var på en eller anden måde lykkedes ham at finde en testside for Panama Papers, som vores programmører havde sat op en halv time inden offentliggørelsen for at være sikre på, at alt virkede, som det skulle.
”Fuck,” tænkte jeg.
”Hvordan kan han kende til det? Det er umuligt.”
Først var vi ret frustrerede. Jeg var sur på ham, sur på vores teknikere, sur på mig selv, der havde givet dem lov til at teste siden. Men hurtigt indså vi, at det var ret god omtale, at det ville få historien ud til et endnu større publikum. For første gang i avisens historie havde vi også en engelsk version af artiklerne, og vi kunne snart se, at der var flere læsere derinde end på den tyske side. Så tak for det, Snowden.
Da historien kom i tv-nyhederne klokken 20, kom vores redaktør og skænkede os lidt champagne. Men jeg var ikke helt i stand til at feste på det tidspunkt. Første runde var overstået, men vi havde de næste ti numre planlagt, og artiklerne manglede stadig at blive skrevet. Så tilbage til skrivebordet og arbejde videre. Samme aften, da jeg cyklede hjem, ringede jeg til min kæreste.
”Wow,” sagde hun.
”Vi havde talt om det tidligere, men for at være helt ærlig så troede jeg ikke på, at det kunne være så stor en historie. Hele verden rapporterer om Panama Papers. BBC, CNN. Det er helt vildt! Fantastisk!”
Det var første gang, omfanget af det hele virkelig gik op for mig. Jeg var ikke så meget personligt stolt over det – og det er ikke fordi, jeg ikke har et stort ego - men mere stolt på vegne af alle os 400 journalister fra ICIJ, der havde bevist, hvor meget man kan opnå, hvis man deler materiale.
Uden at den enkelte mister prestige. Der er en portion til alle. Men den største ros tilkommer John Doe. Jeg takker ham hver dag, for at han fandt os. Han betroede os en gave. Det sidste år har været fuldstændig vanvittigt. Men det har også været det mest spændende, jeg har oplevet i mine 32 år. Det må du ikke sige til min kæreste.
Men det må være hårdt for John Doe. At være den alle taler om, men ude af stand til at træde frem og høste æren. Jeg håber virkelig for ham, at han modstår fristelsen til at få opmærksomhed, så han ikke ender lige som så mange andre whistleblowere, som får deres liv fuldstændig ødelagt. Folk, der har gjort noget stort for folk, men møder retsforfølgelse. Det er meget forstemmende.
Jeg er også taknemmelig for, at han har holdt sig anonym - selv for Bastian og mig. Det får mig til at føle mig en lille smule sikrere. Selv ikke med en pistol for panden, ville jeg kunne afsløre hans identitet. Det ved folk.
I dag lukker Mossack Fonseca kontorer rundt omkring. Folk bliver fyret. Men desværre er jeg sikker på, at det ikke er dem, der tager de virkelig slemme, kyniske beslutninger. Det er folk et godt stykke nede i hierarkiet. Topfolkene sidder der endnu og får en god løn. Det er absurd, og det gør mig vred.
Men i det mindste er der en international diskussion i gang nu om offshore-industrien og mere gennemsigtighed. Desværre gør verdens ledere ikke nok i indsatsten mod skattely. Det er fordi de ikke tør ramme sig selv. Storbritannien, for eksempel, har udtalt sig meget kritisk om skattely. Samtidig er nogle af verdens mest brugte skattely britisk territorium. USA beklager sig over Panama, men har deres egne skattely i Nevada og Delaware. Der er alt for mange interesser i det.
Derfor skal vi som borgere være klar over, at det er os, der er nødt til at kæmpe for mere gennemsigtighed, for politikerne kommer ikke til at tage kampen for os, så længe der ikke er nogen pression. Problemet er, at det ikke er det mest spændende stof i verden. Der findes mere sexet nyhedsmateriale end ihændehaveraktier.
I dag er jeg blevet en mere tålmodig journalist. Jeg synes, at det var meget tilfredsstillende, at vi ventede med at offentliggøre, indtil vi havde en sammenhængende afdækning. Nyhederne går hurtigere og hurtigere, når jeg går på Twitter, bliver jeg forpustet og føler, at jeg er bagud. Men folk husker ikke det, som bliver skrevet på en enkelt dag, men de husker de artikler, som graver- eller featurejournalisten har brugt uger eller måneder på.
Jeg håber, at mine chefer tillader mig at fortsætte med den her type arbejde og ikke sender mig tilbage til daglige nyheder. Alle steder i verden er mediebranchen i krise. Jeg tror, den skyldes, at alle bringer de samme historier, bare skrevet lidt forskelligt. Hvis du gerne vil have folk til at betale for dit produkt, så bliver du også nødt til at skille dig ud. I den første uge, hvor Panama Papers kørte, løb folk ned i kiosken for at købe Süddeutsche – bare for at finde ud af, at avisen var udsolgt. Den slags bliver man nødt til at investere i.
Det vil være at tage munden for fuld at påstå, at undersøgende journalistik kan redde medierne. Men det kan i hvert fald få nedturen til at gå lidt langsommere.”
![]()
LÆS OGSÅ: Ny bog: Dengang Danmark var ledet af en maniodepressiv mand med et alkoholmisbrug
LÆS OGSÅ: Ny Narcos-trailer lokkker med spørgsmålet om hved der dræbte Pablo
LÆS OGSÅ: Putin, Messi, din chef - og dig selv? Nu kan du selv søge i Panama Papers
