Københavns nye in-sted: 'Der er ikke showoff her som på Sunday. Her er en anden form for fællesskab'

Det franske elektroniske DJ-kollektiv C2C pumper ud af højtalerne, så trommehinderne vibrerer. Imens kravler folk på velourbænkene, der springer ud af de rå betonmure og danser på de tilstødende borde.

Lyset gør folk grønne i ansigterne. En hånd stikker frem fra et aflukket rum gennem en lem i baren, og bartenderne slynger rutineret cocktails over disken, mens folk lystigt gnider sig op ad hinanden. Det er som om, at folk snaver mere og vildere, når man kigger på dem. De vil have et publikum.

To etager længere nede har en ung kvinde og en mand i slutningen af fyrrerne indtaget deres plads akkurat på midten af dansegulvet. Der er propfyldt, men der er ingen, der kigger på dem.

De danser sammen, men ikke med hinanden. Begge har de solbriller på og læner hovederne bagover som for at sluge natten og mærke den fuldstændigt. Kvinden bærer en metallic bikinitop under sin bomberjakke og har en Spice Girls plastichalskæde på. De lyserøde lyskegler skærer deres ansigter og kroppe midtover.

Udsigt over dansegulvet fra det ene trappeplateau

Tidligere på aften, tæt på klokken 22, snor en lang kø sig ned ad Knabrostrædes brosten. For det er her og nu, portene åbnes op til Danmarks mest omtalte klub og nye in-sted, Chateau Motel.

Nyvaskede, smukke unge mennesker i alt fra Louboutins til sneakers fra Nike. For det er afslappet på chateauet, har de ladet sig fortælle. Og de glæder sig til festen og til at glemme alt andet for en nat.

Der dufter af shampoo og dyre parfumer, og køen vidner om, at der er et eller andet bag hegnet og gården, som man gerne vil være en del af. Knabrostræde afslører intet, for Chateau Motel er gemt væk inde bag en smal port.

Sivas Torbati

Det er Mads-Bo Smith, Simon Lennet, Simon Frank og Jon Vanggaard, der står bag den nye fireetagers natklub, som har kostet fire millioner kroner at sætte i stand.

Fire mænd, der er kendt for at spinde guld, når det kommer til natklubber. Condesa, Simons og Sunday er nogle af de steder, de har bag sig. Sunday er den seneste og måske mest markante succes, der havde ry for at være landets mest eksklusive og kontroversielle klub.

Og netop Sunday er på køens læber. Men stedet er helt bevidst anderledes, og det er også nået igennem til publikummet foran døren.

”Det går ikke bare at have fars kort med længere. Fars dankort, det er altså yt! At have et flot jakkesæt og arbejde for Nordea eller en anden bank – det tæller faktisk ikke noget i sidste ende,” forklarer en 24-årig fyr.

Sikkerhedsfolk ved indgangen til Chateau Motel på Knabrostræde

Andre går nonchalant forbi køen med håret bølgende efter sig og læner sig ind over jernhegnet og hvisker noget til sikkerhedsvagterne, som troner skaldede og brede i jakkesæt og med øresnegl. Det samme gør vi.

”Vi er fra Euroman og har en aftale med Mads-Bo”, hvisker vi. De nikker indforstået med deres brede nakker, og hegnet bliver åbnet i en hurtig håndvending. Velkommen til Chateau Motel.

Når først dørmændene har lukket dig ind, åbner en ny verden sig. I gården tilbyder den første smagsbid sig. Tjenere løber op af en tilstødende grotte i røde Adidas tracksuits med favnen fuld af ølkasser.

Enorme neonbogstaver lyser orangerødt tværs over muren. Chateau Motel. Det er umuligt ikke at føle, at man er i gang med at indlogere sig på et ærkeamerikansk motel midt i ødemarken. Snart har vi en gin og tonic i hånden. En nødvendig accessoires.

To fyre synger karaoke i et af de to private rum på øverste etage

”På Sunday så man ned på folk. Her bliver de slet ikke set,” forklarer Mads-Bo Smith, den ene af chateauets ejere, og gelejder os inden for. Han forklarer, at bordene på Sunday var hævede over dansegulvet, så man nemt kunne spotte de mest attraktive mennesker i mængden.

Det var en segmenteret og lukket fest. Og Chateau Motel skal altså være alt det modsatte. Det skal være afslappet. Et sted for alle, hvor fællesskabet er i fokus. Bordene er ikke placeret på et plateau, og der er et væld af forskellige mørke kroge, hvor man kan gemme sig.

De har skrottet de gamle pickers, der på Sunday bestemte, hvem der var gode nok til at komme ind. Mads-Bo kan ikke lide det ord, fortæller han, mens vi går op ad en smal ståltrappe, der fører op til et dansegulv rammet ind af beton og lilla lys.

Smuk kvinde i baren under de karakteristiske lilla lamper

Vi dukker os under de lave loftsbjælker for at krybe ind til de forskellige fester. For hvert trappetrin drages vi ind i en ny verden. En lille altopslugende boble, hvor tiden står stille.

Det er en labyrint af trapper og rum, som alle er forbundet. Det er umuligt ikke at blive væk. Og det er måske også meningen. Det skal være en flygtig virkelighedsflugt.

”Vi arbejder rigtig meget med fester i festen og prøver at fylde så mange mennesker ind i de forskellige rum som muligt for at prøve at tvinge folk sammen og sammensætte et sjovt og underligt crowd.

Det er også det, der er hele udfordringen ved klubben, og der det største arbejde ligger. Men filosofien bag klubben er, at den ikke sidder fast. Hver gang du kommer, ved du ikke helt, hvad du kan få,” forklarer Mads-Bo, da vi går fra cocktailloungen op til den traditionelle klubetage.

Skønsang og fest i det ene karaokerum

Jeg er en novice i det københavnske klubmiljø, så jeg har svært ved ikke at blive benovet. På Chateau Motel defilerer vi rundt mellem et væld af forskellige fester i festen.

”Hvor er bodegaen?” råber en ung kvinde med bar ryg, mens hendes nederdel danner en florlet hale af sølvglimmer efter hende. Hun ved ikke, at den er lige ovenover hende.

Vi maser os op ad, og det er en grotesk følelse at lægge grey goose og glamour bag sig for med få skridt at blive mødt af himmelhunden og fadølsfest. Et stykke med Nørrebro har sneget sig ind midt i det hele.

Dansegulv på bodega-etagen

Og netop fadølsankeret og de grønne glaslamper er det eneste, der lyser. Dog er der naturligvis et spejl. Spejlene er overalt på slottet. I det gamle loft er tomrummet mellem bjælkerne naturligvis også fyldt ud med spejle. Jeg læner hovedet tilbage og får øje på mig selv.

I løbet af et halv minut kan du gå fra et lokale, der er sløret af røgskyer med flaskegrønne og bordeauxrøde vægge, hvor øllene klistrer til de lakerede borde til et propfyldt dansegulv, der er omkranset af borde, fra hvor man kan spotte sin næste potentielle scoring eller kaste sig over hinanden i fred.

Oliver Kesi og Jens Ole McCoy

På bodegaen er det umuligt at trække vejret på grund af røg og varme. På dansegulvet er det umuligt på grund af tunge parfumeskyer og en bas, der får hjertet til at banke ud igennem skjorten. Man bliver opslugt af stemningen.

Der er ingen tvivl om, at det er her, de unge og smukke mennesker er i aften. Menneskerne er de samme, om du befinder dig på bodegaen eller på dansegulvet. Og spørgsmålet er, om man virkelig kan få bodegafolket til at så i kø for at gå på bodega.

På en gigantisk klub. Der velsagtens ikke har pickers, men til gengæld har Maitre D’s, en slags overtjenere, der skal byde folk ordentligt velkommen og sørge for, at gæsterne på klubben er så forskellige som muligt, forklarede Mads-Bo tidligere på aftenen.

På øverste etage kan man synes karaoke i to små rum, der ligger lige op ad baren. Man behøver ikke at forlade mikrofonen for at få noget at drikke, for man kan åbne en lille lem og giv sin bestilling til bartenderen

Vi følger trapperne til chateauets top. Til tårnet. Heroppe er fascinationen total. I bedste japanske stil er dette karaokeetagen. På hver sin side af baren er der et privat karaokerum, væggene er skrigpink, mens bænkene er betrukket med turkis velour.

Fra hvert rum er der en lille lem ind til baren, hvorigennem du kan hidkalde en cocktail. Her er det muligt at melde sig helt ud af fællesskabet i sin egen hemmelig hule.

Dørene er lukket derind til, og tonerne fra Gangnam Style blandet med grin fra dem, der prøver at hakke sig igennem teksten, siver ud gennem dørsprækken sammen med kryptonitgrønne lyskegler.

Der er en dobbelthed, der lurer lige under chateauets betonrustikke og bodegaafslappede overflade. De gamle Sunday-gæster har købt præmissen om, at Chateau Motel er et sted for alle. De vil gerne tro på fællesskabet. At det er vigtigere end at have det rigtige tøj på en aften i byen.

Jeg prøver at snyde mig til en balle ved et bord i karaokeloungen. ”Er det ok, hvis jeg lige sætter mig her?”. Intet svar. Folk har deres egne cirkler, og det er ikke et inviterende blik, du får til at begynde med, hvis du invaderer dem. De kigger, indtil du har præsenteret dig selv og dit ærinde. Men så smiler de og rykker sig en tak, og jeg falder i snak med endnu en smuk pige. Rebecca Vera. En af Sundays gamle stamgæster.

Folk havde en fest på bænkene i loungeområdet på karaoke-etagen

”Der er ikke showoff her på samme måde, som der var på Sunday. Her er en anden form for fællesskab. Jeg tror klart, det er en generel tendens i nattelivet. Folk søger væk fra de traditionelle clubs. Deleøkonomi og fællesskab er generelt oppe i tiden. Det er ærligt herinde, og man kommer ikke for at blive set. Folk tillader sig mere. Jeg er for eksempel taget i byen i klipklappere, og jeg føler mig stadigvæk mega fly,” fortæller hun entusiastisk, mens hun stritter med fødderne ud fra den lave, grå velourbænk, så vi alle sammen kan se, at det passer.

Vi trækker os, men vi er blevet væk på slottet. Mens vi leder efter en dør eller en trappe til et toilet, bliver en mands hånd solidt placeret på en kvindes runde balle ved bordet overfor. De snaver i mørket, hvor vodkaen lyser op og reflekterer dansegulvets blinkende lamper.

Kys i natten på det traditionelle clubdansegulv

Vi kan ikke finde dametoilettet, fordi det ikke findes. På Chateau Motel deles man. Jeg havde nok forventet, at snakken ville gå højlydt her. Måske endda at folk knaldede i båsene og snavede op ad håndtørrerne. Men her er musestille. Mænd og kvinder flirter med sig selv i spejlene uden at udveksle et ord med hinanden. Læbestiften bliver rettet, og det samme gør brysterne og skjorteknapperne.

Kun en enkelt mand bryder stilheden:

”Jeg prøvede at pisse og drikke på samme tid, men det kunne jeg sgu ikke. Der er vodka over det hele derinde, og nu bliver jeg jo nødt til at gå i baren.” Han dingler ud i mørket igen.

Læbestiften bliver rettet på toilettet

Det er her, det sker i aften, og overalt blender hvide digitale lysglimt ind i resten af belysningen på dansegulvet og rundt omkring i krogene. De fleste har trofast deres iPhone klistret fast til hånden, så de kan vise verden, at de var der, da motellet åbnede.

Præcis klokken 23:30 bliver der dannet en prop på trappen op til tredje etage. Chateauets øverste sale åbner nu, og trappeåbningen eksploderer med fast inventar fra det københavnske natteliv, der har kurs mod baren. Nikita Klæstrup i stram kjole og perfekte bryster. Oliver Kesi med sit slæng: ”Jeg har ikke smagt den. Det er en pissefed fest herinde,” siger han.

Vi maser os ud til en trappe, der har et plateau, der giver udsyn til hele nederste etage. Her er overordentligt højt til loftet, og man bliver blændet af den enorme og overdådige lysekroner, der svæver midt i det hele og glimter om kap med de nydelige tjenere i hvide skjorter og butterflies. De jonglerer med skinnende mixere og modne limes. Det er den franske lounge, lader jeg mig fortælle. Og den franske lounge er bjergtagende. Det er umuligt ikke at få lyst til at kaste sig ind i festen med alt, hvad man har i sig.

En bartender tager imod bestilling i loungen på nederste etage, der er indrettet i overdådig fransk stil

Under lysekronen finder R. Kelly og Craig David deres vej ud af højtalerne, mens tjenerne pukler af sted med spandevis af magnumflasker, isterninger og appelsiner på skuldrene. ”Piger, kan I så komme væk.” Baren må ikke løbe tør.

Og glimtene i øjet hænger løst, mens bartenderne jonglerer så rutineret med flaskerne, at de på én og samme tid til forveksling ligner en ung og elegant Tom Cruise i ’Cocktail’. I midten danser folk rundt om et gigantisk bordeauxfarvet velourmøbel. Smørtenorerne fra før bliver erstattet af James Brown, der i en dubstep-version hastigt spytter omkvædet ud.

Whoa-oa-oa! I feel good, I knew that I would, now

I feel good, I knew that I would, now

En af aftenens DJ's

Man ved det. At man får en fest her. For her er der garanti for smukke mennesker, blændende drinks, spotlight og den helt rette mængde af vanvid. I Køen sagde Martin på 24 år til mig: ”Jeg kan godt lide at komme i Disneyland. Jeg synes, at det her er lidt ligesom et slaraffenland for voksne mennesker.”

Ude på Knabrostræde igen er natten kold og luften frisk. Det føles som om, man på et splitsekund er vågnet fra en drøm. Mættet af indtryk fra en psykedelisk glansbilledeverden, hvor alt er muligt. Køen er enorm nu, og ’Chateau Motel’ er ordene, der flyver rundt om hovedet på en.

Loungeområdet, der omkranser det traditionelle clubdansegulv

En ung og smuk kvinde i sort pels og glitrende smykker hopper ud af en cykeltaxa. ”Hvor er du, min elskede skat? Jeg er lige ankommet til Chateau Motel,” siger hun ind i sin telefon og sætter kurs mod køen til Københavns absolut største fest.

Taxaerne valgfarter i karavaner, og de gør alle stop foran chateauet, hvor lange ben glider ud af den gule dør, og stilethælene rammer jorden.

LÆS OGSÅ: Se traileren: Ny Star Wars-film med dansk stjerne er fuld af eksplosion

LÆS OGSÅ: Euroman x Eurowoman x 66°North: Se billederne fra vores store modeugefest

LÆS OGSÅ: Viralt rapfænomen udgiver ny musikvideo