Kung Fury II: Usandsynligt YouTube-hit får Michael Fassbender med om bord

Online kultfilm har fået Michael Fassbender om bord på efterfølgeren.

Kung Fury II: Usandsynligt YouTube-hit får Michael Fassbender med om bord
Offentliggjort

Blandt kendere har ’Kung Fury’ fra 2015 nærmest opnået kultstatus. Men trods internetsucces har ikke alle hørt om den. Filmen følger politimanden Kung Fury, der i 1980’ernes Miami bliver ramt af lynet og bidt af en kobra samtidig, som giver ham overnaturlige kung fu-kræfter. Hvis det lyder plat, så er det lige, hvad det er. Men det er samtidig charmen ved hele projektet, og det bliver kun værre. Hovedpersonen kæmper mod Adolf Hitler (Kung Führer), hans partner i politiet er en dinosaur med navnet triceracop, og så tidsrejser han til vikingetiden, hvor han slår pjalterne sammen med en ung valkyrie.

Siden ’Kung Fury’ fik præmiere på Youtube i 2015 har næsten 30 millioner set den 30 minutter lange film online.

Men nu får internethittet en efterfølger i fuld længde. Der er kun kommet få oplysninger ud om 'Kung Fury II: The Movie', men vi tror nok, den kommer i biograferne. Og projektet virker endnu mere ambitiøst, efter det blev offentliggjort, at Michael Fassbender skal spille med i den 80’er-inspirerede action-komedie.

Men selvom den nye spillefilm ikke kommer til at bruge klip fra den originale kortfilm, lover skaberen, svenske David Sandberg, at det bliver i samme univers fyldt med skrattende computeræstetik, Steven Seagal-værdige kampscener og Miami Vice-stemning.

Fassbender skal dele skærmen med den tidligere ’Baywatch’-skuespiller David Hasselhoff, som også optræder i kortfilmen fra 2015, hvor han med røgslør og bundesligahår synger det ualmindeligt kitschede soundtrack ’True Survivor’. Og så har han en cameo som bilcomputeren Hoff 9000.

LÆS OGSÅ: Trailer for den nye Han Solo-film offentliggjort

LÆS OGSÅ: Game of Thrones-skaberne skal lave ny Star Wars-serie

LÆS OGSÅ: Her er Netflix-serierne der fik danskerne til at binge