Lamin stirrer gennembruddet i øjnene: ”Jeg spurgte i ramme alvor mine venner, om det ville være for voldeligt at optræde i skimaske”

ARTIGEARDIT HOLDER VANTRO fast i skyggen på sin kasket og udbryder: ”De kunne hvert et ord, brormand!”

Icekiid understreger pointen med et øre-til-øre-smil og armene triumferende hævet over hovedet.

Sivas istemmer tilbagelænet med et anderkendende nik.

Kesi danser ind i lokalet med en drink i hånden.

Deres ansigter er stadig svitsede af scenelampernes uforsonlige skær, men i dag handler det ikke om denne Mount Rushmore-agtige elite i moderne dansk hiphop. Med en forælders stolthed i øjnene er blikkene rettet mod dagens mand i midten.

De kigger alle sammen på Lamin. Den 26-årige rapper har lige spillet sin første store solokoncert i et kogende, udsolgt Lille Vega, og nu ligner han en, der lige har pustet alle lysene i sin fødselsdagslagkage ud på én gang.

Det er gået så godt, som det kunne gå. Publikum kunne, som Lamins feterede rapkollega noterede, hver en strofe og lod den koncertdebuterende hovedperson vide det. Lamin har med sikker hånd og smittende overskud ført tilskuerne igennem et timelangt show, der startede reflekterende og storladent og endte i fællesdans og fest – alt dette uden antydningen af begyndernerver. Men det overrasker ikke, hvis man som mig brugte dagen før koncerten i selskab med Lamin, en rapper, der med uforfalsket beskedenhed griber ud efter en plads i toppen af det danske hiphophierarki.

SPOL TIDEN halvandet døgn tilbage. Lamin vandrer rundt på H.C. Ørstedsvej, lettere forsinket til en frisøraftale. Hans fremtoning er både afslappet, nærmest folkelig (her er hverken gyngende diamantsmykker eller en kortege af sorte, tyske biler), men alligevel med et drys af den stjernekvalitet, vi andre må gå igennem tilværelsen uden (Lamin har gode gener, og en ungdomsfodboldkarriere på højt niveau har fordelt kiloene nådigt på hans krop).

Der er kun én nats søvn, til at Lamin skal tæve en ny milepæl i sin stadig ganske unge rapkarriere i jorden. Siden han i juni udgav debutalbummet ’Hva ved de om Lams’, har Lamin været omringet af god energi, for at bruge hans egne ord. Det er stolpe-ind for tiden for Tingbjerg-rapperen med den gambianske far og den danske mor:

”Modtagelsen af min debutplade var perfekt. Alt jeg hører, også fra venners venner, er positivt, og folk har forskellige yndlingssange fra pladen, hvilket er et virkelig godt tegn,” siger han.

’Hva ved de om Lams’ er en 14 numre lang introduktion til Lamins vindende væsen. En glansopvisning i melodisk hiphop, der trækker tråde til alt fra det afrikanske kontinent (’Plejer’) og den amerikanske vestkyst (’+45’). Men som alle andre artister, der er slået igennem under coronaens dvale, står Lamins erfaring som liveartist ikke mål med succesen på streamingtjenesterne.

”Jeg aner ikke, hvad jeg skal forvente. Det er virkelig overraskende for mig, at der er blevet udsolgt i Lille Vega så hurtigt, og det tegner jo godt, men hvordan er publikum? Kan de teksterne? Vil de feste eller bare stå og kigge?” spørger han vel vidende, at svaret først viser sig, når han næste aften står på scenen og tager tilløb til de første strofer af den eftertænksomme ’?’ fra debutpladen.

HISTORIEN OM LAMINS barndom kan med en journalists hang til forsimplinger reduceres til følgende: Lamin er født og opvokset i Tingbjerg, lige i lommen mellem Høje Gladsaxe, Brønshøj og Nordvest. Han kommer ud af en god familie med en mor, der finansielt og moralsk har løftet for to. Lamins far var gambianer, men fra Lamin var fem år gammel, talte han hovedsageligt med sin far i telefonen. Opkald der, som Lamin husker det, ikke handlede om noget. Da faren et par år senere gik bort, følte Lamin hverken sorg eller afsavn, for hidtil havde han haft en upåklagelig barndom med en fraværende far:

”Min mor har arbejdet for to, så min lillebror og jeg har aldrig manglet noget. Jeg har et virkelig stærkt bånd til hende, måske især fordi min far ikke har været der. Jeg har haft den bedste opvækst, og det er min mors fortjeneste,” siger han.

To ting har styret Lamin udenom de fordærvende fristelser, unge mænd i det nordvestlige København risikerer at møde: Morens håndfaste men kærlige opdragelse er den ene. Den anden er fodbolden.

Mens rodløsheden og hurtige penge tog fat i flere af Lamins bekendte i de første teenageår, var han og hans venner kendt som fodboldgruppen. De spillede fodbold, meget fodbold, og de var gode til det. Da Lamin blev 19 år, begyndte han at snuse til seniorfodbold i Lyngby Boldklub. Den korpulente forsvarsspiller var anfører på U19-holdet, men kunne ikke bide sig fast hos de voksne og tog i stedet vestpå til Avarta i Rødovre, hvor han i en alder af 20 år spillede fast 2. Divisionsfodbold:

”Dengang havde jeg stadig en tro på, at jeg kunne leve af at spille fodbold. Men jeg nåede kun at spille fire kampe for Avarta, og så gik min skulder af led for første gang,” mindes han uden at virke specielt ked af den skæbne, han har lidt.

Venstre skulder blev Lamins akilleshæl, og selv efter første operation gik den af led i tide og utide. Ofte måtte Lamin, der nu var skiftet til B.93, få sat skulderen på plads midt under kampene. Den næste, mere omfattende operation krævede et halvt års fodboldpause og markerede det endelige farvel til konkurrencemiljøet og træning fire gange om ugen.

Nu spiller Lamin hyggefodbold med sine venner i københavnerklubben Prespa. De andre drenge i den tingbjergske fodboldgruppe er spredt udover de sjællandske klubber. En af drengene fra dengang, Kevin Tshiembe, er blevet fast mand i Brøndby IF.

I LILLE VEGA er det i forvejen iltfattige lokale ved at blive proppet med mennesker i mange afskygninger. Det er torsdag, de sidste coronarestriktioner er en saga blot, og vurderet på duftindtrykkene i salen kommer Lille Vega ikke til at være endestationen for en stor del af aftenens publikum. Her er fjantede gymnasieelever, der har koordineret skovalg (Nike Air Force 1, selvfølgelig) og formentlig ville vælge Travis Scott, hvis de kunne vælge én kendis, død eller levende, at spise middag med. Her er unge kvinder, for hvem praktik ikke har været et gældende parameter under udarbejdelsen af aftenens outfit. Her er efterkommere af indvandrerfamilier, der efter alt at dømme har varmet op med en tur til frisøren. Den danske ungdom i fuldt flor.

”Lamin har de lyttere, der gerne vil betale 200 kroner for at få en fed koncertoplevelse,” konstaterer Anton Westerlin, Lamins hofproducer, med tilfredshed. Det er ikke ligegyldigt, hvem der køber billetterne. Flere i salen har også visiteret merchandiseshoppen i indgangen og købt T-shirts, der er skåret over Lamins velovervejede visuelle identitet.

Producer og dj Kewan Padré (med kunstnernavnet Kewan Ligger Beatet Normal) varmer publikum op med et velkurateret dj-set, og en halv time senere, i røg og damp og lilla lys, træder Lamin op på scenen med sit band.

De glade fans har slået ventetiden ihjel ved baren, så mens de første toner af intronummeret slås an, suger de den parfumerede luft ind og gør sig klar til at bære koncertdebutanten ind til ordene:

Jeg fik en følelse af, folk de vil mig ondt

Når det handler om beløb, må jeg holde dem ved min pung

De har læst på lektien, aftenens publikum.

FORDOMMEN OM, at Indre København er et indspist mikrokosmos for den danske musikbranche, holder stik, da vi dagen inden koncerten slentrer rundt i jagten på en bid at spise. Kulturpersonlighed og kreativ altmuligmand Danijel Drux hakker bremsen på sin sponsorbil i midt på Gothersgade, da han ser Lamin. Han kan ikke komme i morgen, undskylder han. 10 minutter senere støder vi ind i Oli Zaza, kreativ manager i Lamins pladeselskab Def Jam, der har siddet hele dagen og nørklet med de sidste visuelle detaljer til morgendagens show. Der bliver rystet hænder og sagt ”sindssygt”, inden vi finder et sted, hvor jeg kan interviewe Lamin uforstyrret.

Den danske musikbranche vil Lamin. Stod det ikke klart for én, da han havde scoret gæstevers fra giganter som Kesi, Artigeardit og Sivas, skulle man bare være til den lanceringsfest, der blev holdt hos Le Fix i København i forbindelse med udgivelsen af ’Hva ved de om Lams’.

Alle de rigtige rappere, producere og branchefolk var til stede, og taler man med enhver, der har noget at skulle sagt i den danske musikindustri, er der en velvilje omkring Lamin. Hvorfor? Selvfølgelig, fordi han indlysende er en musikalsk begavelse, men også fordi han er rar. En god person. I en branche fuld af narcisister og idioter er Lamin en, man gerne vil se lykkes.

”Jeg lægger noget i at være høflig og venlig. Det har jeg lært fra min mor. Jeg ser det som en værdi for mig, men jeg tænker ikke over, at nu skal folk bare kunne lide mig,” siger han men anerkender, at han for tiden har medvind på karrierens cykelsti:

”Jeg er glad og stolt over, at så mange dygtige artister vil arbejde med mig. Men det sker altid på en meget naturlig måde, og det er altid med folk, jeg har en form for venskabelig relation til i forvejen. Da jeg fx lavede ’Tour’ med Kesi, havde jeg allerede lavet sangen og lagt lidt af den på Instagram. Kesi og jeg mødtes nogle gange i byen og talte, om vi skulle lave noget sammen på det nummer, og så skete det bare. Men det er også fedt, fordi det venskabelige ikke er nok. Det er folks job, så der er en musikalsk anerkendelse i det, som jeg virkelig tager til mig.”

Det er en mindre tilfældighed, at Lamin pludselig er havnet i rampelyset med en pladekontrakt i hånden. Som 12-årig stod han foran spejlet i værelset i Tingbjerg og rappede ind i en usynlig mikrofon. Den otte mand store vennegruppe, han stadig har som primær omgangskreds, indspillede numre i en billig studiemikrofon, da en af vennerne fik installeret musikprogrammet Logic på sin computer. Eftermiddag ud og eftermiddag ind blev mikrofonen rykket rundt til forskellige Tingbjerg-lejligheder. Alle skulle give et vers, selv de mest taktforladte, men for Lamin kom det let.

”Der har været mange af mine venner, der har spurgt, om jeg ikke burde lave noget med musik, men jeg havde aldrig overvejet det seriøst. Da min ven og nuværende manager Mo kom ind i musikbranchen, talte vi sammen, om man skulle prøve at give det et lidt seriøst skud. Vi var til en session hos Kephoi (producer, red.), og det var min første rigtige session,” fortæller Lamin, der gik til opgaven med forbehold og tøven:

”Det var ikke det samme som at sidde sammen med vennerne og bare lege med det. Lige pludselig var det af nogle andre grunde, vi lavede musik. Men jeg fik smag for det, og i 2019 fik jeg min første pladekontrakt.”

Hvad fik dig til at tvivle på, om det var det rigtige?

”Jeg vidste, at en pladekontrakt ville medføre risikoen for at blive et kendt ansigt, og det har aldrig sagt mig noget. Jeg er en social person, men jeg bryder mig ikke om at tale om mig selv, som jeg gør i min musik. Jeg spurgte i ramme alvor mine venner, om det ville være for voldeligt kun at optræde i skimaske,” griner han.

Lamins barndomsven Jeff, der også er med på scenen, når Lamin spiller koncerter istemmer:

”Lamin har aldrig søgt anerkendelse, så det er fedt at se, hvordan han udtrykker sig i musikken og på den måde kommer lidt ud af sin skal.”

HVIS LAMIN ER tilknappet og privat af natur, skjuler han det godt på scenen i Lille Vega. I en halv time har han underholdt med et sortiment af de mest populære sange fra ’Hva ved de om Lams’, og nu skal det tunge skyts rulles ud.

Op på scenen træder kollegaen og bynaboen fra Mørkhøj Artigeardit og spiller den endnu uudgivede single ’Hvor Fuck Er Min Drink?’. Nummeret er blevet til i en overdådig og lettere profan villa på en græsk ø, hvor de i samarbejde med udvalgte producere og pladeselskabsfolk har suget af den kreative nektar, man kun kan få i uendelighedspool ved Middelhavet.

Singlen, som der er verdenspremiere på i Lille Vega, blev til under festligt lag i Grækenland, og det fornemmer man, som nummeret går lige i de hvide dansesneakers blandt publikum. Entertaineren Artigeardit står for det næsten messende omkvæd, og for hver gentagelse stiger den vokale opbakning fra de lærenemme fans.

Lamin og Artigeardit får selskab på scenen af Sivas til ’Finde På’, og da Icekiid (’Daggerin’) og til sidst Kesi (’Tour’) tvinger den postepidemiske eufori helt op under taget, er Lamins første store solokoncert veloverstået. ”Go Lamin,” synger Kesi, men Lamin danser halvvejs ud af scenen til publikums hyldest. Inden hovedpersonen takker endegyldigt af, har han, som den ægte showman, han er i træning til at blive, selvfølgelig en godbid med til de logrende fans. En nyhed, han først selv har fået få timer før koncertstart:

”Vi kan godt gøre det endnu større. Jeg håber, vi ses i Store Vega til marts,” siger han og udstråler den samme umiddelbare begejstring som publikum.

LAMIN GRINER, da jeg spørger, om han elsker at feste.

Selvfølgelig gør han det – det ville de fleste formentlig med en tilværelse som ung og smuk rapstjerne. Men der er grænser for galskaben. Han har set folk blive suget ind i sovsen, som han kalder det. En tilstand, hvor man indspiller musik og fester hele natten, sover hele dagen og stort set aldrig ser solens stråler. Det kræver jernvilje og struktur, hvis man vil undgå at havne på sovsens bund.

Rapkarrieren tager fart, men Lamin pønser på at tage topfarten af festlighederne. Lige inden, ’Hva ved de om Lams’ udkom, blev han færdiguddannet pædagog. Uddannelsen begyndte han på, før han havde udgivet sin første sang, og til sidst handlede det bare om at blive færdig. Om dagen skrev han sin bachelor, om natten indspillede han ’Hva ved de om Lams’. Bacheloren fik han 10 for, debutalbummet fik gode anmeldelser.

”Jeg har overvejet at tage et deltidsvikarjob, mens musikken kører. Det handler ikke om pengene, selvom det selvfølgelig også giver noget, men jeg kunne godt trænge til noget struktur. Det ender nogle gange med, at jeg har været i studiet til klokken 8 om morgenen med 30 forskellige mennesker, men jeg vil ikke leve et liv helt omvendt af alle andre,” siger han og fortsætter:

”Det ville være godt for mig at tage på arbejde i ro og mag mandag morgen og tale med mine 50-årige kollegaer om, at det er godt vejr udenfor. Bare gå rundt i klipklapper og en kaffekop med vand i.”

LILLE VEGAS BACKSTAGE-LOKALE emmer af omklædningsrum efter en vigtig sejr. Bare maver, sejrsråb og ølsjatter på gulvet. Arbejdet er blevet gjort, det er blevet gjort godt, og nu er der ingen, der kan holde Lamin og hans hold fra en tour de force i det københavnske natteliv.

Det handler som bekendt om at smede, mens jernet er varmt, så der går ikke længe, før en bunke taxier transporterer i omegnen af 40 mennesker fra Lille Vega til natlubben Rumors. Foran indgangen står dusinvis af unge mennesker stuvet sammen som hanpingviner, der holder varmen. Man skal holde sig til, hvis man vil have en tår af det gode liv denne torsdag aften. Lamin og det omfangsrige entourage suser forbi de rådvilde teenagere i køen, for Lamin har lovet at give en håndfuld numre senere på aftenen.

Da det lykkes mig at fravriste Lamin de horder af mennesker, der vil tale med ham, rose ham, have et billede eller bare danse, rammer han med upåklagelig præcision sin holdning til tingenes tilstand ind:

”Det er en fucking fed aften, det her.”