Om natten skinner solen på Oliver Kesi

OLIVER KESI SIDDER i en fristørstol på Vesterbro. Han sidder tilbagelænet med overkroppen gemt væk under en sort kappe, så kun det karseklippede hoved stikker op. Frisøren, en kasketklædt, tatoveret fyr ved navn Micheu Santos, står foroverbøjet med trimmeren i hånden og går Oliver Kesis nakke efter med nøje afmålte bevægelser, så ikke et eneste hårstrå sidder forkert. Oliver Kesi betragter sig selv i spejlet i et sekund, måske lidt mere, før han genoptager snakken med frisøren og bryder ud i et grin.

Jeg aner ikke, hvad de to mænd snakker om, det eneste, jeg kan høre, som jeg står på fortovet og kigger ind ad vinduet til Headquarters Barbershop i Oehlenschlægersgade, er den fortyndede lyd af musik og latter.

Hvis du er en dansker i alderen 15 til 35, er det overvejende sandsynligt, at du kender Oliver Kesi. Du har højst sandsynligt befundet dig på et dansegulv til et af hans numre, eller du har siddet presset sammen i en sofa til en privatfest sammen med dine venner, du har været fuld, eller du har arbejdet på sagen, måske har du taget mod til dig og har kysset en af de piger, du længe har haft et godt øje til.

Du har været glad. Med sange som ’Søvnløs’, ’Følelsen’ og ’Mamacita’ har 28-årige Oliver Kesi sunget sig ind på toppen af hitlisterne som en af de bedst sælgende danske musikere i en generation af unge rappere, som begår sig selvsikkert på landets festivaler, klubscener og sociale medier, gerne klædt i solbriller og med guldkæder om halsen og en evne til at rime på det allermest umulige.

Jeg har stået på fortovet i nogle få øjeblikke, da Oliver Kesi vender blikket og får øje på mig. Med hånden gemt væk under den sorte kappe vinker han mig ind hos frisøren. Vi har aftalt at mødes klokken 13, men den grundige, møjsommelige Micheu Santos mangler det sidste, før han er tilfreds. Oliver Kesi kommer her en gang om ugen, nogle gange oftere, og betaler gerne 200 kroner for at få sit tætte, sorte hår rettet til. Så lever han med, at tidsplanen sjældent holder.

DER ER IKKE noget, Oliver Kesi hellere ville end at invitere dig til koncert med smukke piger og friske fyre og god musik, hvis det ikke var fordi, pandemien var kommet i vejen. Oliver Kesi var på ferie i Den Dominikanske Republik i Det Caribiske Hav med nogle venner i marts, da det gik op for ham, at noget var galt. I lufthavnen i Den Dominikanske Republik var luften tyk af panik blandt de mange amerikanere, som havde fået afbrudt deres ferie og nu ville hjem i en helvedes fart. Ad omveje og efter adskillige forsinkelser lykkedes det Oliver Kesi og hans venner at flyve hjem til Danmark, inden det meste af verden lukkede. 2020 skulle have været året, hvor Oliver Kesi høstede frugten af de seneste års arbejde, han skulle have spillet den ene koncert efter den anden i det danske sommerland, men snart måtte Roskilde, Langeland, Skanderborg, Nibe og alle de andre festivaler meddele, at alle arrangementer var aflyst. Nu, i november, er Oliver Kesi mere end nogensinde sulten efter at stå på en scene, sulten efter at mærke energien fra publikum. På scenen glemmer han sig selv. Han tænker ikke over versene, de kommer flydende til ham, mens han svømmer ud i menneskehavet foran sig. På scenen er han til stede, men har på en eller anden måde forladt kroppen og ser sig selv udefra.

Det vil komme bag på de fleste publikummer at høre, hvor meget Oliver Kesi ser fra scenen under en koncert med mange tusinde mennesker. Han bemærker, når nogen står i mængden og snakker i stedet for at lytte til musikken. Står en fyr og kigger ned i sin mobiltelefon uden at ænse sangen, kan Oliver Kesi finde på at kigge fyren i øjnene og sende ham et smil, næste gang han kigger op fra sin telefon. Som regel ryger telefonen tilbage i lommen og bliver der resten af koncerten.

At lave hiphop er at dominere et rum fuld af mennesker, det er at sætte temperaturen i bageriet og at overvinde dem, der har meldt sig ud af festen på samme måde, som en standupkomiker kan bruge stor energi på at omvende den ene publikummer, der sidder med korslagte arme og har besluttet sig for ikke at grine.

Hos Headquarters Barbershop er Micheu Santos næsten færdig med Oliver Kesi. Jeg har fået anvist en stol ved siden af de to mænd. Vi hører musik i ventetiden. Hiphop. Lydniveauet er en del højere end på de fleste af byens frisørsaloner. Vi hører et af de numre, som netop er udgivet, og som er lavet af Oliver Kesi i samarbejde med den danskghanesiske rapper Icekiid. De to mænd isolerede sig for nylig i et sommerhus og producerede i løbet af 72 timer seks numre, som de nu er i færd med at sende ud til publikum, to numre om dagen i tre dage. Humøret er godt i frisørsalonen, hvor Icekiid har lagt vejen forbi for at hilse på. Der er håndtegn og krammere og dansetrin på gulvet mellem de små øer af sammenfejet, afklippet hår. Nok har Danmark lukket for organiseret morskab, men ingen skal forhindre Oliver Kesi og hans venner i at holde fest.

OLIVER KESI voksede op på Nørrebro med sin mor og sin seks år ældre halvsøster Jasmina i en rød murstenskarré på Jagtvej tæt på Runddelen. På Nørrebro er flest mulige mennesker, flest mulige folkeslag, presset sammen på mindst mulig plads. Der boede en hel del hårde nitter og skrappe tøser i kvarteret, og politiet var ofte på besøg. Andre dage kunne man se børn af flygtningefamilier rende rundt i gården uden sko på til langt ud på natten. Oliver Kesi var glad for at bo her, det var den verden, han kendte, og han sørgede for – sådan som hans mor utallige gange havde bedt ham om – at holde sig væk fra de værste ballademagere, som begyndte deres kriminelle karriere med at stjæle cykler som 12-årige. På Nørrebro skete der altid noget. Der var bøllerne, der kørte ræs i Thorsgade og torpederede de parkerede biler. Der var prædikanten Moses Hansen, der gik gennem kvarteret med sit meterlange kors for at frelse beboerne fra islam. Oliver Kesi og hans venner fulgte med i optoget sammen med politifolk, fotografer og journalister og vrede borgere og undrede sig over, hvad Moses Hansen havde gang i. Og så var der en morgen, Oliver Kesi vågnede til lyden af en helikopter, der zig-zaggede hen over Nørrebros hustage. Få hundrede meter derfra var politiet gået i gang med at rydde Ungdomshuset. Han troede et øjeblik, at der var udbrudt krig i København. Den dag var alt spærret af, og Oliver Kesi fik lov til at blive hjemme fra skole.

Hans mor Heidi arbejder i dag som sosu-assistent på et botilbud på Nørrebro og har tidligere arbejdet som hjemmesygeplejerske. Det var i 1991, hun mødte manden, der skulle blive Oliver Kesis far, til en beboerfest i kælderlokalerne i ejendommen på Jagtvej. Kort efter, de blev kærester, blev Heidi gravid, og i september 1992 kom Oliver Kesi Chambuso til verden. Hans far er uddannet datamatiker og er født i Tanzania. Mellemnavnet Kesi kommer fra farens onkel. Ud over sin halvsøster Jasmina til sin mors side har Oliver Kesi tre halvbrødre, Malik, Madi og Rakeem, til sin fars side.

Det stod hurtigt klart for Heidi, at Oliver Kesis far ikke havde lysten eller evnerne til at gå fuldt ind i rollen som far, og da Oliver Kesi var fire år, gik forældrene fra hinanden. Heidi besluttede sig for, at selvom hun var alene med sine børn, skulle de ikke mangle noget. De skulle ikke gå glip af sommerferierejser eller fødselsdagsgaver eller julegaver eller legetøj eller nye sko. Så måtte hun spare på nyt tøj til sig selv. Trængte hun til briller, købte hun dem i Matas, og de fungerede fint.

HJEMME HOS Heidi talte man pænt til hinanden. Hun havde hørt andre børn i gården kalde deres mor for luder. Heidi gjorde det klart for sine børn, at sådan et sprogbrug tolererede hun ikke i sit hjem, hun ville heller ikke finde sig i at blive kaldt dum, hun kunne til nød acceptere at blive kaldt ’enormt tarvelig’ af sine børn, hvis de protesterede over, at de ikke måtte have venner på besøg efter klokken 23 om aftenen eller komme sent hjem fra en fest. Når Jasmina skændtes med sin mor, stillede Oliver Kesi sig ud på trappen og ventede, til det var drevet over. Det har han i princippet gjort siden. Han gider ikke være i konflikt med folk, hvad enten det er venner, fans, samarbejdspartnere eller fremmede, han møder på sin vej. Er der optræk til skænderi, trækker han sig, går sin vej.

Fra Oliver Kesi var lille, var han god til at optræde. Han kunne godt lide at stikke ud blandt flokken af børn i kvarteret. Når Jasmina havde besøg af sine drengevenner, bankede han på døren og fik lov til at komme ind på værelset og synge en af de sange, han havde lært udenad.

”Min søsters og mit værelse lå ved siden af hinanden, så jeg kunne høre gennem væggen, at de syntes, hiphop var sejt, og hvis der så kom en lille lort ind og sang en sang, de havde hørt i fjernsynet, så syntes de, det var pissesjovt. Jeg fik lov til at komme ind og hænge ud med de seje og de store. Når jeg var færdig med at synge, så var det ’tak for i aften, du.’ Min søster gad ikke have sin lillebror rendende, når hun gerne ville sidde og snakke om teenageting med sine venner. Jeg blev ked af det, når jeg blev smidt ud, for jeg følte, jeg havde gjort mig umage med at underholde dem og holde deres opmærksomhed.”

Oliver Kesis far var rasta og hørte Bob Marley i bilen. Om sommeren tog de på ferie på Zanzibar, der ligger 40 kilometer fra Tanzanias kyst, og besøgte hans familie. Faren har otte brødre og en søster i Tanzania. Men til hverdag i København savnede Oliver Kesi at se sin far, som ofte var travlt beskæftiget med sine venner.

”Min far var flyvsk. Jeg forstod ikke, hvorfor vi ikke så mere til ham. Det blev lidt McDonald’s-weekendfar-agtigt. Det var hyggeligt nok, indtil jeg havde brug for mere. Når min ene bror og jeg var på besøg hos ham, blev vi lagt i seng, og så fik han nogle gange besøg af sine venner, og så holdt de en lille fest. Jeg forstod ikke de valg, han traf. Jeg var sur på ham i lang tid, jeg havde svært ved at tilgive ham. Nu hvor jeg selv er blevet voksen, har jeg set mønsteret gentage sig: Mine venner har fået børn, og så kan jeg selv være en af dem, der kommer på besøg, når de lige har lagt børnene i seng, og så får vi en drink. Det gør, at jeg måske bedre kan sætte mig ind i, at min far ikke nødvendigvis har været klar til at blive far. Jeg har lavet nogle sange om det, og egentlig føler jeg, at jeg har fået sagt det, jeg gerne ville. Jeg har ikke lyst til at koge mere suppe på det. Man kan ikke bære nag for evigt. Min far og jeg har et godt forhold nu.”

KLOKKEN ER 13.20, og Oliver Kesi er færdig hos frisøren i Oehlenschlægersgade. Vi kører gennem byen i hans BMW. Han er en glimrende bilist, som fletter ind og ud ad trafikken og bremser forudseende for rødt i en rolig, glidende bevægelse. Indimellem sænker han farten og ruller vinduet ned og hilser på folk, han kender. Oliver Kesi er kendt for sit omfattende netværk af venner, kolleger og forretningsforbindelser. De kender ham som en mand, der naturligt indtager rollen som festens midtpunkt. En af hans kolleger fortalte mig forleden i telefonen, at Oliver Kesi har en nærmest magisk evne til at suge blikke til sig, når han træder ind i et rum fuldt af mennesker. Han har en selvsikker gang, som har han lige lavet en strike. Han er høj og slank af bygning med markerede, sorte øjenbryn og et gennemborende blik, som på én og samme gang virker undersøgende og roligt afventende.

På Instagram har Oliver Kesi 145.000 følgere. Han indrømmer gerne, at det store antal fans kan være svært at administrere.

”Det er som heroin. Sociale medier er seriøst en stressfaktor ad helvede til,” siger han. ”Det er som at være med i ’Ringenes Herre’, hvor alle, der får ringen, får et tilhørsforhold til den. Alle siger i starten: ’Jeg kan sagtens modstå ringen, jeg holder den bare lige i to minutter ...’, og så er der ingen vej tilbage. De forvandler sig til dæmoner.”

Hele tiden skal han ind og tjekke, hvad folk skriver til ham, eller hvad andre skriver om ham, eller hvad andre deler af billeder og historier og rygter, og han kommer til at tænke for meget over det hele og bekymrer sig om, hvorvidt han når at svare alle henvendelser i en ordentlig tone.

”Jeg føler, at hvis jeg ikke svarer folk på en måde, som de kan lide, så ser de mig som værende smart: ’Ham stopper vi med at lytte til.’ Nogle gange kan det godt tage overhånd oppe i mit hoved og jeg forestiller mig alt muligt. Jeg tænker hele tiden: ’Det her kan ende min karriere.’ I forvejen ved jeg ikke, hvor lang levetid jeg har som musiker, det er ikke sikkert, jeg er relevant for evigt, eller at jeg kan følge med tiden, eller at folk synes, det er spændende. At være på Instagram svarer til at stå i et rum sammen med en million mennesker, som alle sammen snakker til mig på samme tid. Jeg skal høre på dem alle sammen, og hvis jeg svarer en af dem, bliver de andre sure over, at jeg ikke svarede dem, og sådan fortsætter det.”

For at holde tankemylderet under kontrol har Oliver Kesi indført et benspænd for sig selv: Hver mandag morgen sletter han Instagram-app’en fra sin telefon. Når tommelfingeren i løbet af ugen ubevidst søger hen mod app’en, opdager han, at den lille, lysende firkant er væk, og han minder sig selv om, at det er godt at holde en pause. Først om fredagen må han downloade app’en igen og se, hvad der foregår på Instagram.

OLIVER KESIS vidtforgrenede netværk kan i nogen grad spores tilbage hans skoletid. Han havde svært ved at sidde stille i timerne og havde ikke særlig meget respekt for autoriteter, ud over sin mor, og det gav problemer. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at klassekammeraterne skulle se og høre ham. Han har ikke overblik over, hvor mange skoler han har gået på, men han mener, at tallet ligger på mellem syv og 10.

”Jeg føler, jeg har hovedet skruet o.k. på. Jeg var god til dansk, engelsk og samfundsfag, så derfor tænkte jeg, at jeg ikke behøvede at høre efter. Og hvis jeg var dårlig til andre fag, så tænkte jeg, at jeg ikke behøvede at høre efter, for jeg lærte det alligevel aldrig og skulle ikke bruge det til noget.”

En af skolerne var N. Zahles Seminarieskole. Oliver Kesi bad læreren om lov til at gå på toilettet og gik direkte ned på Israels Plads ved siden af og mødtes med sine venner. Det er her, vi kører forbi nu, mange år senere. I dag har Torvehallerne og frugtboderne og gourmetpølsevognen indtaget området, men da Oliver Kesi var teenager, lå Israels Plads hen som et overset, lettere forsømt hjørne af byen med vildtvoksende buske og en basketballbane. Her stod han sammen med sine venner i en rundkreds og rappede på skift, inspireret af de hiphopmusikere de kendte fra New York og Californien. Andre dage spillede de basketball. Drengene gik under navnet IP Squad, IP stod for Israels Plads, de stod der næsten hver dag, sommer og vinter, og de havde ambitioner om at finde et publikum til deres sange.

”Jeg studerede de amerikanske rappere og deres ordspil og metaforer på samme måde, som andre studerer Messi og alle hans træk med en bold for at blive ligesom ham. Vi fulgte de amerikanske rapperes liv og hverdag på YouTube, vi gik i det samme tøj som dem og begyndte at filme os selv og fortælle om vores liv.”

En af sangene, Oliver Kesi indspillede med vennen Gilli og nogle af de andre kammerater foran et kamera på Israels Plads en sensommeraften i 2010, havde titlen ’Fissehul’. Sangen skriver sig ind i hiphopmusikkens årelange tradition for, at man disser hinanden. Hiphop er en konkurrencesport.

Konkurrencen består i at fremkomme med de bedste rim og nedgøre andre rappere med mindst lige så opfindsomme ordspil. Oliver Kesis mor Heidi er ikke begejstret for den gren af hiphopmusikken, som udtaler sig nedladende om kvinder, det har hun gjort sin søn opmærksom på, og det respekterer han. Han har forklaret hende, at fissehul ikke er ment nedsættende. Når han i omkvædet synger ’Du’ et fissehul, du’ et fissehul. Vil dit ansigt møde det beskidte gulv?’, så er det derimod ment som en kammeratlig stikpille til konkurrerende rappere, som måtte have tænkt sig at udfordre Oliver Kesi og hans hold, der dengang som nu går under navnet B.O.C. (Bomber Over Centrum).

Oliver Kesi og Gilli havde på det tidspunkt endnu ikke skabt sig et navn i musikbranchen og havde derfor ikke nogen pladekontrakt. De lånte et studie af nogle venner og indspillede ’Fissehul’ og fire andre sange. De lagde sangene på YouTube, og samtidig tog Oliver Kesi fat i sit store netværk på Facebook. Han havde hundredvis af venner på de mange skoler, han havde gået på rundt om i København, og mange af dem ville gerne hjælpe.

”Hver person, der delte min sang, havde potentielt 200 venner, som jeg ikke kendte, og de skrev videre til 200 nye venner, og sådan fortsatte det. Lige pludselig havde jeg en platform på 5.000 venner. En dag i 1.g kom en dreng fra klassen hen til mig og sagde: ’Er det ikke dig, der er Kesi?’ ’Jo, det er jeg.’ Jeg tænkte, at det var et mærkeligt spørgsmål, når vi gik i samme klasse, men så gik det op for mig: ’O.k., shit, det er fordi, han følger med i min musik.’”

Der gik ikke længe, så ringede Oliver Kesis telefon.

KLOKKEN ER 14.30, det er på tide at se på noget frokost. Oliver Kesi parkerer sin bil, og vi går de sidste meter over til restaurant Lumskebugten, der ligger for enden af Esplanaden, over for A.P. Møller-Mærsks hovedkvarter med de blå vinduer. Lumskebugtens historie går tilbage til 1854 og er en restaurant med hvide stofduge, høflig-professionel betjening og et omfattende sortiment af dansk smørrebrød. Oliver Kesi spiser for det meste ude, det keder ham at lave mad, det irriterer ham at bruge tid i et køkken på noget, som alligevel ikke bliver særlig spændende at spise, derfor spiser han for det meste morgenmad, frokost og aftensmad på caféer og restauranter rundt om i byen. Men Lumskebugten har han ikke været på. Han går en runde og inspicerer de gamle lokaler til lyden af lavmælt forretningsfrokostsnak og bestik, der prikker mod porcelænstallerkener. Vi får anvist et bord og bestiller begge et stykke med karrysild og et med rødspætte. Efter nogle minutter lander maden på bordet foran os. Det viser sig, at Oliver Kesi er en kender af smørrebrød, men karrysild er nyt for ham.

Han tager en bid og smager på silden. Han nikker eftertænksomt. ”Sygt,” udbryder han. Karrysild kunne han sagtens blive forfalden til.

Når Oliver Kesi ser tilbage på sin karriere som musiker, betragter han sangen ’Fissehul’ i 2010 som det første vigtige vendepunkt. Sangen fik et stort publikum blandt unge danskere, og hos pladeselskabet Universal kunne man se, at her var tale om et talent. Universal ringede til Oliver Kesi og tilbød ham en kontrakt. Han var 17 år og satte alt ind på at forfølge en karriere som professionel musiker. Han forlod gymnasiet og kom aldrig tilbage. Et par hektiske år fulgte med rød løber og blitzlys og penge på lommen og fester og piger og champagneflasker på bordene, men det stoppede lige så brat, som det var begyndt.

Oliver Kesi ramte muren i januar 2013, da han udgav albummet ’Ung Hertug’. På coveret står han iført pels højt hævet på balkonen i et dyrt, hvidkalket palæ og skuer ud mod horisonten. Politikens anmelder bemærkede, at rapperens sange dyrkede historien om det dekadente liv ’med modeller på armen, dyr vin i glasset og lumre drifter under pelsen. Et sammenkog af Kesis erfaringer som hiphopstjerne, der hverken er sjov som ironi eller interessant analogi.’ Albummet var fuld af ’tvivlsomme jordstrygere – om alle de damer, den tidligere slemme dreng fra Nørrebro har moret sig med siden debuten.’ Avisen kvitterede med tre ud af seks hjerter. Heller ikke musikmagasinet Gaffa var begejstret. Anmelderen savnede den rå lyd af Nørrebro, som Oliver Kesi blev kendt for på sine første sange. Boblerne måtte være steget den unge mand til hovedet, mente anmelderen og gav to ud af seks stjerner.

”Alle hadede den plade,” siger Oliver Kesi i dag. ”Det kom som en overraskelse for mig, for indtil da havde jeg redet på en følelse af, at det hele bare var vokset. Og lige pludselig stagnerede det bare.”

Med ét var han ikke længere et varmt navn i branchen. Det tyndede ud i festivaljobbene og klubkoncerterne, og pladeselskaberne betakkede sig for at udgive flere af hans sange af frygt for at tabe penge på investeringen.

”Den opmærksomhed, jeg havde fået, hvor folk vendte sig om og kiggede, når jeg kom ind på klubben, den blev taget fra mig. Så stod jeg bare der. Det var fandeme mærkeligt.”

Oliver Kesi havde ramt sin første krise som musiker. Indtægterne dalede, noget måtte gøres. Der gik et år, hvor han overvejede sit næste træk. Han gik og grublede. Han havde mistet lysten til at lave musik. Måske var tiden inde til at finde en anden levevej? Han fik et job som ekspedient hos tøjbutikken Wood Wood for i det mindste at have en fast løn.

”Jeg følte, at min plan A var fejlet. Det var det værste. Og min plan B var ikke at stå i en tøjbutik, men det blev det. De første dage syntes jeg, det var pinligt at stå og hænge tøj på bøjler, når der kom kunder på min egen alder ind i butikken, og jeg kunne se på dem, at de genkendte mig, og at de undrede sig over, at jeg stod dér. Så lod jeg som om, jeg var en kunde, der stod og kiggede på tøj. Men efter nogle dage besluttede jeg mig for at stå ved, at jeg var presset økonomisk og havde brug for et arbejde: ’Hvem er det lige, jeg prøver at snyde ved at lade som om, jeg ikke arbejder her?’ Jeg endte med at blive glad for mit arbejde og mine kolleger.”

Oliver Kesi var ikke færdig som musiker. Lige så pludseligt som han var blevet dømt ude som rapper, lige så uventet fik han sit comeback.

DEN DANSKE producer og sangskriver Stefan Forrest har kunstnernavnet Don Stefano og kendes for sit samarbejde med bandet Lukas Graham. Forrest havde lært Oliver Kesi at kende gennem nogle fælles venner. Han vidste, at Oliver Kesi stod i en tøjbutik og overvejede sin fremtid. Forrest forstod det ikke. Han mente, at Oliver Kesi var ved at begå en fejl.

”Jeg var ét stort spørgsmålstegn, for efter min mening er han den fødte artist,” siger Don Stefano i dag. ”Jeg sagde til ham: ’Prøv at høre, nu går vi i studiet, så laver vi et ordentligt brag.’”

En morgen i 2014 mødte Oliver Kesi op i studiet, der ligger i industrikvarteret Kigkurren på Amager.

Han blev budt velkommen af Don Stefano og producerkollegaen Jens Ole McCoy, begge klædt i hvide jeans og hvide skjorter indkøbt til lejligheden i H&M. På et bord havde de stillet champagne frem. Oliver Kesi og de to producere tog hul på en arbejdsdag i en stemning á la Nik & Jay i deres storhedstid før finanskrisen.

”Vi slog et stort brød op og lavede en fest,” siger Don Stefano. ”Det er det modsatte af at jinxe. Det er at visualisere en succes. Det er at sige til sig selv: ’Hvis det her nummer ikke går nummer ét, så stopper jeg med at lave musik.’”

De tre mænd drak sig fulde, mens de arbejdede med beats, sætninger og rim. Oliver Kesi fortæller: ”Vi snakkede om, hvordan vi kunne finde den fedeste måde at åbne en sang, sparke døren ind, hvis man som publikum følte, at man ikke havde hørt noget Kesi i lang tid.”

En af de tre foreslog sætningen ’Jeg har ikke sovet i fire døgn’, men den var ikke stærk nok. Det skulle være vildere. Oliver Kesi tog ordet: ’Hvad med et år?’ De tre musikere kiggede på hinanden.

”Sætningen var ment som en reference til at være på klub og køre på med fest i for lang tid,” siger Oliver Kesi. ”Men vi opdagede, at sætningen kan betyde alt muligt andet for andre. Man kan have læst til eksamen, eller man kan være på barsel, og man kan tænke: ’Jeg har ikke sovet i et år.’ Alle kender det.”

Snart var første vers på plads. De første fire linjer af ’Søvnløs’ lyder:

Jeg har ikke sovet i et år

Det kan nemt ses på mit kort

Drinksene er kolde og de slår

Vi laver penge, ingen har det hårdt

Da Oliver Kesis manager, Mads Ebdrup, der har kunstnernavnet Street Mass, hørte om sangen i telefonen, hæftede han sig ved første sætning. Han vurderede, at den nærmest bad om at blive gentaget indtil flere gange som en del af omkvædet. Og dermed var sangen færdig.

”Der skete noget, vi slet ikke havde forestillet os. Det blev større, end vi havde regnet med,” siger Don Stefano.

Sangen gik godt på streamingtjenesterne, snart blev den samlet op af radiostationerne. En landeplage var født. Spillejobbene på klubber og festivaler begyndte at vende tilbage. Der blev længere og længere mellem de dage, hvor Oliver Kesi havde tid til at tage en vagt i Wood Wood. Til sidst tog han springet og sagde sit job op. I dag, seks år senere, har sangen haft 2,9 millioner visninger på YouTube og 11,5 millioner afspilninger på Spotify.

Oliver Kesi mener, at der er en lære at drage af historien om ’Søvnløs’:

”Jeg lærte, at set på den lange tidslinje kan man ikke undgå nedgang. Men når det sker, må du minde dig selv om, at det måske bare er ét år, hvor du synes, det ikke går din vej, ud af en kalender med mange år. Set i det store perspektiv betyder det ikke så meget. Tingene kan hurtigt vende, hvis du har den rette indstilling. Jeg troede længe, at min musik var noget, der hele tiden steg og steg og byggede op, men jeg lærte, at det nogle gange kan være sundt at opleve, at det også kan gå den anden vej. Hvis publikum ikke kan lide den ene sang, så fuck det, for så kan de måske lide den næste.”

VI ER DE SIDSTE gæster tilbage på Lumskebugten. Om lidt skal Oliver Kesi videre. Der er ikke udsigt til, at han kommer til at spille koncert foreløbig, men han har andre ting at se til i mellemtiden. Det viser sig, at Oliver Kesi er lige så meget forretningsmand, som han er musiker, på samme måde som den amerikanske rapper Jay-Z både er musiker og businessman. Som ung solgte Jay-Z crack på gaden i Brooklyn, New York. I dag er han mangemilliardær med en lang portefølje af virksomheder under kasketten, og han rapper stadig i en alder af 50. For Oliver Kesi er historien om Jay-Z en kilde til inspiration. Den beviser, at man som rapper kan lykkes med at holde den kørende i en branche, hvor mange rappere forsvinder lige så hurtigt, som de dukker op.

Oliver Kesis forhold til penge har ændret sig i takt med, at han er blevet ældre. I mange år klattede han efter sin mors mening sine penge væk på drinks og dyre middage og endnu dyrere tøj. Heidi har det princip, at man skal sørge for at lægge til side til dårlige tider, for man ved aldrig, hvad der sker. Men Oliver Kesi kan godt lide at bruge penge. Han sætter pris på dyre ting, og så er han generøs over for sine venner og familie. Han køber gaver til sin mor. Han har givet hende en Louis Vuitton-taske, en el-cykel og en rejse til Cuba sammen med hendes kæreste. Men han er begyndt at tænke mere langsigtet over sin økonomi. Han har investeret i virksomheder som B&O og e-sportsholdet Astralis, og han har et tøjmærke med en ven.

I mange år boede han til leje og var i byen hver uge med vennerne. Fra onsdag og frem. Men for et par år siden lagde han sin livsstil om, han har skruet ned for byturene og prioriterer sin tid anderledes. Han har købt en lejlighed på Christianshavn, hvor han bor i dag. Og så har han fået en kæreste. Han havde hørt om hende gennem en ven og havde set et billede af hende på Instagram. Et par uger efter mødte han hende tilfældigt på Nørrebrogade.

”Da vi gik forbi hinanden, mærkede jeg, at vi havde sådan en lidt speciel øjenkontakt, en kemi. Jeg tog mig den frihed og skrev til hende.” De har været sammen i otte måneder, og det føles godt.

Det er tidlig aften, og uden for restauranten er mørket faldet på. Oliver Kesi sidder lidt med den tomme tallerken foran sig. For nogle år siden begyndte han at drømme en drøm om natten. Han kan ikke huske præcist, hvornår drømmen dukkede op første gang. Han ved bare, at den er vendt tilbage, og at den altid har det samme forløb. Han drømmer, at han ikke har været i skole i ’sygt lang tid’. Da han kommer tilbage til skolen, har klassen travlt med at forberede sig til eksamen, lokalet summer af travlhed, men han tænker i drømmen, at han lige akkurat kan nå at være med og læse op på det forsømte.

Oliver Kesi behøver ikke nogen psykolog til at tyde drømmen. Den er et billede på den frygt, der lurer inderst inde i ham, frygten for at miste alt det, han har skabt, tanken om, at det en dag forsvinder som sand mellem fingrene. Han tænker, at frygten måske altid vil være der.

”Sådan er det med mig. Jeg overtænker rigtig meget. Det har jeg altid gjort.”

Som musiker er der ingen garanti for, at succesen varer ved. Nye navne står på spring, sultne efter skubbe de etablerede af tronen. Men indtil videre går det ganske fint. I august 2020 udkom hans seneste album med titlen ’B.O.C. 4 Life’. Albummet fik fem ud af seks hjerter i Politiken og følgende ord med på vejen: ’På små 10 år er rapperen gået fra hårdtslående undergrundsrapper på Nørrebro til lyden af evig sol og toppen af de danske pophitlister. Det fejrer han med et album, der gør ham til en endnu større popstjerne.’

To mænd, tjeneren og restaurantchefen, nærmer sig vores bord. De fornemmer, at manden i den blå hættetrøje muligvis er noget ved musikken. De kan bare ikke beslutte sig for, hvad det er for en slags musik.

”Nu er vi jo sådan en aldrende generation, som falder i svime over Sanne Salomonsen. Så hvem er du så?” spørger tjeneren venligt.

”Jeg hedder Oliver.”

”Oliver, og hvad er det for noget musik?”

”Det er rapmusik.”

Tjeneren kigger på sin kollega med et triumferende smil.

”Så havde jeg ret.”