Per Fly om ny film: "Den var så sprængfarlig jeg ikke turde lave den i Hollywood"

Din nye film bygger på en sand historie og handler om Oil-for-Food, der løb fra 1995-2003. FN-programmet skulle sørge for, at irakerne ikke sultede under de sanktioner, landet var påført af Vesten, men det viste sig senere at være lige lovlig lukrativt for mange af de involverede mennesker. Er du meget desillusioneret over en international organisation som FN?

”Drømmen om, at vi alle sammen kan tale sammen og blive enige om nogle ting, er utrolig væsentlig. Og FN gør en masse godt. Men der er også hele tiden risikoen for, at nogle laver en pengemaskine eller bruger organisationen til at fremme egne politiske formål. Jeg synes, det er en pligt at være optimist. Men det er også en pligt at fortælle om de mekanismer, der kan få det til at gå i en forkert retning. Derfor var Oil-for-Food en god sag at tage op. Men jeg tog den også op, fordi jeg så tegningen til en spændende film om gråzonen mellem kynisme og idealisme, mellem sandhed og løgn. Et dilemma, jeg tror er præsent for alle mennesker.”

Måske er dilemmaet mere ekstremt for den unge programkoordinator i din film, der skal vælge imellem en fin karriere på den ene side og at lægge sig ud med nogle både meget magtfulde og meget farlige mennesker på den anden …

”Det er klart, at han står i et større dilemma, end du og jeg nok kommer til. Det er selvfølgelig også derfor, jeg blev interesseret i hans historie. Alligevel tror jeg, der er en del mennesker, der går rundt på arbejdspladser og oplever ting, de ikke synes, er i orden – jævnfør arbejdsforholdene hos en af mine kolleger, Harvey Weinstein. Det har ligget og boblet noget tid, inden det drama brød ud.”

Filmen har også været lang tid undervejs. Du har udtalt dig om den til pressen i hvert fald siden 2010. Hvorfor har det taget så lang tid?

”Da jeg første gang mødte Ben Kingsley, der spiller en af hovedrollerne, sagde han: ’So, Per, how long have you been working on this film?’ ’Five years’ svarede jeg. ’Oh, that was quick,’ sagde han så. I international sammenhæng er det ikke noget.”

Men for dig må det have været lang tid?

”For mig har det føltes som sindssygt lang tid, og der har da været tidspunkter, hvor jeg tænkte: ’Nu opgiver vi.’ Der er flere måder at lave en film på, når man går internationalt. Man kan forsøge at få lov at lave en studiefilm i Hollywood. Så er du hyret, gør det så godt du kan, og så overtager produktionsselskabet filmen og klipper den, som de vil have den. Det turde jeg ikke med den her film. Fordi den var så politisk sprængfarlig. Jeg kendte mange amerikaneres holdning til Oil-for-Food og kunne regne ud, at nogle producenter ville ønske at renskure den, mens andre ville gøre filmen endnu mere FN-kritisk. Ingen af delene ville jeg ud i. Så jeg forsøgte at lave en international film til det amerikanske og canadiske marked, men på mine præmisser. Og det lykkedes til sidst at få filmen finansieret, primært med Det Danske Filminstitut og en stor amerikansk investor plus et kludetæppe af små og større beløb fra forskellige danske og udenlandske investorer. Uden at jeg mistede final cut på den. Dét er en stor succes, synes jeg.”

Hvilke krav stillede de investorer så?

”Ingen penge er selvfølgelig gratis. Dem vi modtog fra canadiske investorer, skulle bruges i Canada. Derfor er en stor del af filmen indspillet i Toronto. Den irakiske del af filmen kunne vi ikke optage i Bagdad, fordi det var for farligt. Og på et tidspunkt fik vi et økonomisk favorabelt tilbud om at lave den på Cypern, men så skulle vi til at bygge hele Bagdad op som kulisser. Og så kunne det måske alligevel ikke svare sig. Vi endte med at lave den i Casablanca i Marokko, der ligner Bagdad ret meget. Desværre fik det en af vores hovedrolleskuespillere til at springe fra, fordi han ikke turde rejse til et arabisktalende land oven på Bataclan-terrorangrebet i Paris. Så skulle vi ud at lede efter en ny skuespiller, der kunne få investorer til at skyde penge i filmen. Finansieringen afhænger meget af, hvilke skuespillernavne du kan få på. Det tog os et år at få lukket castet.”

En af de skuespillere, der tidligt sagde ja, var netop førnævnte Ben Kingsley. Hvordan arbejdede du sammen med ham?

”Kingsley er en afsindig dygtig skuespiller. Han har planlagt alting hjemmefra, helt ned til mindste detalje. Og det er en helt anden måde, end jeg normalt arbejder på, hvor man prøver nogle ting af og langsomt modellerer figuren. ’I don’t improvise,’ sagde han på det første møde, jeg havde med ham. Han kunne godt se på mine film, at det gjorde jeg. Så spurgte jeg, om det var en regel. ’Ja,’ sagde han. Det var svært i starten. Den første dag på optagelserne kom han ind og leverede det, han havde besluttet sig for. Så gik jeg over til ham og sagde: ’Sir Ben, I would like to try to …’ Han kiggede underligt på mig, men jeg ville ikke tabe ansigt, så jeg gjorde min sætning færdig. Så siger han ’Per. I don’t try. I do. Tell me what to do.’ Det var en klar afgrænsning. Og det accepterede jeg. Jeg opdagede, at jeg kan have en tendens til ikke at stole på, at replikkerne, som vi har skrevet dem, er rigtige. Det endte med at blive et skide spændende og udfordrende samarbejde.”

Skal du lave flere internationale film nu?

”Ja, det skal jeg. Det er tvingende nødvendigt for den danske filmbranche, at vi finder en international strategi, hvor vi kan have vores danske identitet med. Vi danskere er dygtigere til at lave film end nogensinde, men hvis vi kun laver danske film til det danske marked, er vi alt for mange om buddet og alt for sårbare.”

’Dobbeltspil’ har premiere i biografer over hele landet 18. januar.

LÆS OGSÅ: Filmperler du kan streame i mørke januar

LÆS OGSÅ: Per Fly om angst: "Jeg troede jeg skulle dø"

LÆS OGSÅ: Dansk Irak-whistleblower: "Jeg synes prisen har været helt urimelig høj"