2017 var et blændende film-år. I den danske filmandedam var der nye folk, som baskede med vingerne og skabte fortællinger, der eksploderede i alle mulige retninger.

Avaz-brødrene lavede ’Mens vi lever’ for et par millioner kroner og fik alligevel filmen til at ligne én, der havde kostet mindst 15 millioner. Samtidig afsøgte Annika Berg og Hlynur Pálmason grænserne for, hvordan man laver eksperimenterende sager hertillands med henholdsvis ’Team Hurricane’ og ’Vinterbrødre’, mens Fenar Ahmads ’Underverden’ leverede dyster action af international klasse.

Og lige siden premieren på ’En frygtelig kvinde’ er publikum strømmet i biografen, fordi instruktør Christian Tafdrup formår at sætte sind og kønskampe i kog på en dybt satirisk facon.

På den internationale scene kom der – som sædvanlig – så mange film, at ingen helt kunne nå at følge med. Imidlertid lykkedes det faktisk de største amerikanske oplevelser at blive Oscar-nomineret i år (’Manchester by the Sea’ og vinderen af bedste film ’Moonlight’ får i øvrigt begge premiere på Viaplay i løbet af januar måned), men også andre små perler kiggede frem rundt omkring i verden. Særligt den svenske guldpalmevinder ved den prestigefyldte filmfestival i Cannes, ’The Square’, med danske Claes Bang i hovedrollen var et mesterværk af de helt sjældne og morsomme.

Og ja, der er bestemt stadig noget unikt ved den store biografoplevelse, hvor man sidder i mørket og får smækket billeder lige i krydderen, men der er nu også et hav af film på streamingtjenesterne for tiden, som er værd at se. Her følger en håndfuld, som du ikke må snyde dig selv for her i de første dage af 2018.

La La Land

Set fra denne sofa er ’La La Land’ (som minimum) én af 2010’ernes bedste film. Fortællingen om Mia, der gerne vil være skuespiller og som møder Sebastian, der gerne vil åbne sin egen jazzklub i Los Angeles, er på flere niveauer perfekt i sin uperfekte tone.

Så let som ingenting hopper ’La La Land’ imellem musicalens elegante trin plus sang og dramaets kolossale nærvær samt charme. Filmen er en hyldest til alle, der tør drømme stort, men samtidig en unik indførelse i musikkens ånd og parforholdets virkelige potentiale.

Da Sebastian (Ryan Gosling) inviterer Mia (Emma Stone) på jazzbar, forklarer han hende om musikgenrens sande væsen – og ikke mindst forklarer han alle os andre om det moderne parforholds underfundige energi: ”It’s conflict and it’s compromise, and it’s just ... it’s new every time. It’s brand new every night. It’s very, very exciting!”

Kan streames på Viaplay

Mudbound

Her har vi at gøre med en film, der muligvis kan gå hen og skaffe Netflix noget så sjældent som Oscar-nomineringer (Hollywood-folket er nemlig normalt ikke så begejstrede for film, der kommer direkte på streamingtjenesterne, men denne her har, ifølge rygterne, en rimelig chance).

I 1940’ernes Mississippi er slaveriet egentlig ophørt for længst, men hvad gør det, når alle opfører sig som om, at hvide er mere værd end sorte? Der er en politisk hårdhed i kommentaren til de paralleller, vi ser i dagens USA, og med smukke og flakkende billeder og en opbrudt fortælleteknik er ’Mudbound’ et rystende eksempel på, hvordan verdenshistorien ser ud til at køre i spole frem for at udvikle sig.

Samtidig er skuespillet præcist, uroligt og nærværende. ’Mudbound’ er en film om fortiden, der råber og skriger af nutidens USA.

Kan streames på Netflix

Alletiders kvinder

Vi er på den amerikanske vestkyst i slutningen af 1970’erne. Verden svæver et sted imellem frisind og 1980’ernes spirende konservatisme i fortællingen om en sammenbragt flok mennesker, der er alt fra midaldrende til pubertære.

Hver eneste af dem leverer rørende præstationer som eksistenser, der gerne giver hinanden gode råd, men som har svært ved at tage imod nogle selv. Samtidig er replikkerne komiske, men alligevel med både bid og vid, mens tempoet på forunderlig vis formår at gå op og ned i fortællingen om persongalleriets kampe for at træde ind i en ny tid og finde vej igennem deres eget liv.

Kan streames på Viaplay

Tokyo Project

Hvis tiden ikke er til helaftensoplevelser, så er denne kortfilm et glimrende bud på en halv times underholdning. Især fordi den er produceret af folkene bag successerien ’Girls’. Det er Elisabeth Moss (’Mad Men’ og ’The Square’), der spiller over for Ebon Moss-Bachrach (Desi fra ’Girls’), og begge indtager de roller, som de aldrig før har spillet noget som helst i nærheden af. Der er formentlig en grund til, at ’project’ har sneget sig helt ind i kortfilmens titel.

For der er nemlig noget skramlet og usammenhængende ved den lille fortælling om to amerikanere, der mødes i Tokyo, men som ikke rigtig kan finde hinanden, fordi de er langt hjemmefra, men alligevel ikke så langt fra den amerikanisering, der snart er nået ud til hele verden. Samtidig ligger der en smertefuld forhistorie og lurer under fortællingen, og selvom her er skønhedsfejl undervejs, fornemmer man det filmiske blik fra ’Girls’.

Kan streames på HBO Nordic

Hunt for the Wilderpeople

Denne newzealandske komedie er virkelig et godt bud på en rigtig hyggefilm i miniferien. En hyggefilm med fart og grin på. For fortællingen om en utilpasset møgunge, der ender langt uden for lands lov og ret og ad omveje drager på eventyr med myndighederne lige i hælene, er både sjov og rørende, men først og fremmest tosset.

Man skal ikke forvente sig dybe samtaler her, men til gengæld kan man godt regne med at more sig kosteligt igennem den ene time og 41 minutter som ’Hunt for The Wilderpeople’ varer. For filmen er lige så utilpasset og kvik som sin hovedperson.

Kan streames på Viaplay