FOR NU AT parafrasere en af nationens store rockdigtere så skifter tiderne, baby, og nogle gange i et sådan tempo, at man helt kan miste pusten: Man sakker bagud, misser en dille på vejen, sidder og drikker en negroni eller en amaretto sour på et velrenommeret vandhul og tror rigtig, at man har styr på beatet, at man for en gang skyld har gjort sit hjemmearbejde, men så kommer der ud af det blå en rigtig coolio gående – og du ved med det samme, at han er en coolio, der virkelig ikke misser beatet – og nu sætter han sig ned med sin supersjældne parkajakke og sit sjuskede, men dødperfekte hår, og man mærker en umiddelbar ro ved, at man trods alt er på samme bar som sådan en trendy starut, men så er det, at ham coolioen overhovedet ikke bestiller en negroni eller en amaretto sour, men derimod – og det er her, i dette øjeblik, at du helt mister pippet – en sort Guinness. Ja, guddødeme!
Måske sidder du nu og spekulerer på, om vi tænker på den samme ting. Skulle den flade, mørke, ikke engang særligt effektfulde stout fra Irland virkelig være blevet noget, som andre end socialt akavede mænd i deres mest gennemsnitlige alder har lyst til?
Det korte svar er ja, det er der. Og nu er det ung som gammel, og især ung, der kan blive set siddende med en stor Guinness i hånden, tiltende den lidt for at se, om ”hovedet” (den råhvide skumtop) er, som det skal være: cremet og fast.
I ærlighedens navn skal det siges, at det trods alt ikke forholder sig sådan, at man dårligt kan skovle sig vej ind på en københavnsk bar for bare mørke stouts på fad. (Endnu). Men bølgen er ved at rejse sig. Og nu skal du høre, hvordan det er gået til.
JEG VAR FOR nylig i New York, og mens jeg var derovre, kunne jeg fornemme, at der var ved at brede sig en stemning hjemme i Danmark. I en gruppechat med nogle venner dukkede ordet ”creamer” en dag op. Og så tog det fart.
Udtrykket creamer er især udbredt af en mand ved navn Jason Hackett, bedre kendt som Prime Mutton. Hr. Hackett er en lavstammet irer med store brune øjne og et bredt smil, og så er der mere end 130.000, der følger med i hans videoer på Instagram, hvor han fra forskellige barer rundt omkring vurderer fadøl – og i særlig grad Guinness.
Hvis hr. Hackett er begejstret, så er det en ”creamer.” Og hvis hr. Hackett er rigtig begejstret, så er det en ”absolute creamer.” Hvorfor der overhovedet er så stor forskel på den samme øl, vender vi tilbage til.
Jeg skrev hjem til den af mine venner, der lod til at være blevet mest ombrust af creamerhypen. Den var god nok, svarede han tilbage, han var blevet helt tosset med Guinness, hvilket han ellers aldrig havde brudt sig om. (Han drak sig i den uge, hvor han genopdagede den, fuld i creamers tre gange).
Han skrev derudover noget andet interessant, nemlig at man nu kunne få Guinness fra fad på Gården & Gaden, en ret hip bar og restaurant på Nørrebrogade i København.
Et par dage efter ser jeg et opslag fra den danske memeprofil @memaelade. Nummer to billede i opslaget er et billede af Tom Hanks, der sidder med en Guinness i hånden, og ovenover ham står der i citationstegn: ”Har du hørt, man kan få Guinness på GG” (Gården & Gaden).
SÅ DER ER jeg nu taget hen. Det regner, og jeg er blevet lidt våd, men det gør slet ikke noget. Det er ikke en solskinsøl, sådan et mørk stout.
Da Guinness sidste år kravlede op som englændernes foretrukne øl (i Irland, hvor Guinness blev grundlagt i 1759, er den selvfølgelig altid den mest populære), udtalte en CEO i et barkonglomerat, at det også skulle ses i lyset af, at der ikke havde været godt vejr i evigheder.
Bag baren denne dag står Tim, og han er – for at det ikke skal være løgn – irer. Han fortæller, at de har haft Guinness på fad i et par måneder nu, og at det har været en bragende succes.
”Det er kun blevet mere og mere populært,” siger han. ”Faktisk for hver uge, der går.”
Jeg får min Guinness og tager den med udenfor under en varmelampe. Den er virkelig flot. Man skal lige lade den stå lidt, indtil den ligesom har sat sig, og hovedet er tyknet. I mellemtiden skriver jeg ud på Instagram, om der er andre, der er hoppet ombord på creamervognen, og – i så fald – hvorfor.
En skriver til mig, at han faktisk har været ”modstander” af Guinness, eftersom den med sin flade natur har ligget helt modsat af mere karakterfulde øltyper som IPA og lager. Men at det nu, faktisk, er ”det, jeg elsker ved den.” Han fortsætter:
”Man kan drikke den uden at blive oppustet. Og altså downe den forholdsvis gnidningsfrit.”
Så skriver han noget andet, som er rigtig interessant:
”Og jeg tror ikke, man skal undervurdere danskernes brit love. Alle har et Premier League-hold, de følger. Alle vil gå i Adidas-sko, ’bloke-core’ er en ting, og mange vil gerne ligne engelske casuals til fodboldkamp, mens de lytter til Oasis, Stone Roses, The Smiths osv.”
Sandt, tænker jeg, efterhånden som min Guinness har indtaget sin dunkle, porcelænsagtige form underneden det cremede hoved. Ja, Cool Britannia er virkelig blevet cool igen. Det er der noget om. Og nu er selv Gallagher-brødrene med de irske rødder tilbage på god fod.
Jeg tager en tår af min øl. Men ikke bare en lille tår. Jeg forsøger at flække G’et, som man siger. Splitting the G går ud på, at man på sin første tår går efter at drikke præcist til det punkt, hvor stregen i G-bogstavet bukker ind på et Guinness-glas. Søger man lidt rundt på internettet, vil man erfare, at mange irere lader til at betragte dette som ”marketing bollocks.”
(Det lykkedes mig ikke denne gang at flække mit G).
SER MAN BORT fra det dårlige vejr som forklaring, har det givet anledning til stor undren blandt englænderne, at Guinness pludselig er blevet en glohed symbolmarkør blandt Londons smarteste unge. Den tudsegamle øl er nu ”et personlighedstræk,” som de skriver i Financial Times.
Og det er ikke bare unge mænd, men især også unge kvinder. Direktøren for det selskab, der ejer Guinness, har fortalt, at andelen af kvinder, der drikker Guinness, fra 2022 til 2023 steg med 24 procent.
Da jeg ringer til øl-ekspert Christian Andersen, der har skrevet op til flere bøger om emnet, for at høre, hvad han tænker om det hele, siger han, at det er en overraskende udvikling i den forstand, at Guinness slet ikke er en god øl. (I hans øjne). På den anden side er det overhovedet ikke overraskende, siger Andersen, for det handler slet ikke om øl. Det handler om marketing. Og i det spil må man ikke undervurdere irerne.
”De er verdensberømte for det,” siger han. ”Jeg ved ikke hvordan, men jeg tror, de har penetreret influencermiljøet og på den måde skabt coolness omkring et brand, der overhovedet ikke var cool.”
Andersen påpeger desuden det morsomme i, at Guinness som øltype ellers var fuldstændig forbigået i den altomsiggribende ølrevolution.
”Den levede et stille liv på irske pubs. Og er der noget mere kikset end irske pubs?”
NÅR GUINNESS selv skal forklare succesen, peger de også på, hvad de omtaler som ’Guinnfluencers’. Det vil sige profiler på de sociale medier, der i den ene eller anden forstand beskæftiger sig med Guinness.
Et af eksemplerne har vi allerede været forbi, om end Prime Muttons kernepublikum måske ikke dufter af Santal 33 og går med Arc’teryx-huer. Et andet eksempel er profilen @ShitLondonGuinness, hvis eneste indhold er billeder af dårligt skænkede Guinness-fadøl rundt omkring i London.
Og nu, hvor vi er ved det: Ja, en Guinness kan skænkes på mange måder. Først og fremmest på mange forkerte måder. Det bliver næsten en del af appellen; man ved aldrig, hvad man får.
Jeg skriver med en anden ven, der også er begyndt at slubre creamers, om den spænding og morskab, der netop ligger i det uvisse:
”Der er noget meget rituelt ved øllen, som skaber en dejlig stemning og et unikt fællesskab blandt drikkerne,” skriver han. ”Alle sidder og kigger glubsk på øllen, indtil den har trukket færdig, og der er ’head test’. Og de efterfølgende amatøranmeldelser, som Guinness-øllen velsagtens er den eneste øl, der modtager hver eneste gang.”
En tredje Guinnfluencer er @SchoonerScorer, en højstemt ung mand med flot hår, der render rundt og bunder øl og efterfølgende vurderer dem. Simpelt koncept, ja, men der er over 200.000, der følger med, og forleden var Schooner Scorer simpelthen i Danmark, hvor han lagde vejen forbi Kennedy’s på Gl. Kongevej i København. (Efter sigende en af vores lands bedste Guinness-fadøl).
OG SÅDAN CIRKA er det gået til, at tid endnu en gang har vist sig som en flad cirkel: Briterne er cool igen, og det er Guinness også.
Så ned på pubben med dig og se, om de evner at skænke en absolute creamer. Og hvis du ikke har en pub i nærheden med Guinness på kortet, så er dåseudgaven faktisk ikke så tosset, eftersom den indeholder en specialfremstillet nitrogenkugle, hvis formål er at skabe noget af den særlige cremethed, der kendetegner den ægte vare fra fad. (Guinness har i øvrigt brugt 5 mio. pund på at fremstille kuglen).
Som der stod på den unge popstjerne Olivia Rodrigos T-shirt, da hun spillede i Dublin tidligere på året: ”Guinness is good 4 u.”
