Remee har taget mikrofonen for at holde tale for de omkring 50 mennesker, der er ved at have overstået de indledende øvelser. Kinder er blevet kysset, og hænder har fået kølige drinks at holde om, serveret af to svedende bartendere på arbejde i aftensolen, der flyder ind gennem panoramavinduerne.
Annonse
Remee har trykket hænder og klappet skuldre, og nu er han ved at byde velkommen til 1-års fødselsdagen for ARCH, en natklub, som han driver sammen med fire andre ejere. Hver især har de inviteret et hold af venner med til fødselsdagen. Ifølge invitationen er dresscode “sexy galla – dress like you mean it”.
Og den er blevet lidt forskelligt fortolket.
Én ung mand er i dobbeltradet jakke og klud om halsen, en anden er i omvendt kasket og joggingbukser. Én kvinde er i stramme hvide jeans med huller , en anden er i tækkelig blomstret kjole og Chanel-taske.
Generelt er det dog meget korte kjoler og meget høje hæle, kvinderne har foretrukket denne aften, hvor den silkebløde sommerluft smyger sig om de appelsinhudsfri ben på tagterrassen.
”Det er fedt, at I er så forskelligt påklædt. Det er dét, vi fra starten har ønsket, at skabe: Et varieret udvalg af arketyper, der bliver blandet sammen i en blender. Dét er ARCH,” siger Remee, der selv er iført smokingjakke, t-shirt og hyttesko i alligatorruskind.
Folk står i en halvcirkel omkring ham. I udkanten står hans kæreste, fotomodellen Mathilde Gøhler, og smiler. Flæserne på hendes kornfarvede kjole bølger i brisen. Gennem de store vinduer er der udsigt til Københavns Havn og til de lyse nybyggerier på Islands Brygge.
Annonse
Senere skal gæsterne ind på ARCH og holde fest, men aftenen begynder med en middag på øverste etage af STAY, et luksushotel i København, der tilbyder lejligheder til folk, der typisk rejser meget, som kun har brug for en lejlighed i perioder, og som har råd til at betale flere tusinde kroner i husleje per nat.
Fetterlein har boet her. Bendtner har boet her. Og Remee og Mathilde Gøhler har også boet her med deres datter Kenya, indtil de sidste år flyttede til en strandvejsvilla.
Remee underholder om nogle af opstartvanskelighederne, der har været i løbet af det første år med ARCH, blandt andet et utæt gulv, der opsugede al den vodka-redbull, som gæsterne spildte på dansegulvet. Så lå det der og rådnede.
”Føj hvor det stank,” siger Remee og griner.
Alt i alt er de dog sluppet godt fra det første år, synes han.
”På en god aften findes der ikke noget som det sted. Og vi er kun lige begyndt.”
Ca. 21.00
Annonse
Folk sætter sig i små grupper ved de runde borde, hvor hjertesalaten under laksetataren har haft svært ved at holde sig sprød i varmen. En lyshåret mand i habitjakke og en mørkhåret kvinde i skinnende blå kjole fortæller, at de driver det sociale mediebureau Social Works.
De to startede virksomheden i Aarhus, men er flyttet til København, efter at Remee og Mathilde Gøhler gik ind i firmaet som partnere. Med partnerskabet fulgte en indsprøjtning kapital, netværk og medieopmærksomhed.
”Mathilde og Remee er ikke nogen dårlige navne at alliere sig med. Jeg tager det som et skulderklap, at de havde lyst til at lave noget med os,” siger iværksættermanden.
Ved siden af ham sidder en central del af Social Works' forretningskoncept: en tynd mand med et smalt overskæg og salviegrøn skjorte.
Han har skabt sig en følgerskare på 1,4 millioner (til sammenligning har Mathilde Gøhler 900.000) på Instagram ved at poste billeder af mode, livsstil og rejsemål. Nogle, han selv har taget, andre, som han finder på nettet og bruger, fordi de er flotte, og atter andre, som han får penge for at poste.
De seneste to år har han arbejdet fuld tid som såkaldt influencer.
Influencere er personer, der har så stor indflydelse på sociale medier, at det bedre kan betale sig for virksomheder at give dem penge for at promovere deres produkter frem for at selv at producere bannerannoncer, avisreklamer og tv-spots.
Manden med det smalle overskæg har en gang fået 80.000 likes på et billede af et par stiletter. Det er hans hidtidige maksimum. Det er hårdt arbejde at være influencer, lader han forstå.
”Man skal hele tiden planlægge. Hele tiden være på. Bang. Bang. Bang,” siger han og klasker håndryggen på sin ene hånd ind i håndfladen på den anden.
Fadene med steg og kyllingebryst står forladte og halvfulde på de fleste borde. I stedet prioriterer folk at få sig noget fra baren, der går hurtigere i blodet end rosévinen, der ledsager maden på bordene.
På terrassen står en ung mand med et sovekammersmil og gyldne nitter på sine sneakers og ryger en cigaret. ”Jeg er sådan en, folk enten elsker eller hader,” siger han, griner, drejer om på hælen og går ud for at afprøve teorien blandt festens kvinder.
I mellemtiden fortæller hans ven, der har velsoignerede øjenbryn og sort habitjakke i læder, om sidste uges rekordomsætning på ARCH. En gruppe nigerianske diplomater købte Dom Pérignon-champagne for over en million kroner.
Det fremgår ikke så klart af historien, præcis hvordan det var lykkedes at hive afrikanerne indenfor på ARCH – nogen kendte nogen på Hotel Petri, hvor de boede – men det er åbenlyst en vigtig del af natklubbens strategi at påvirke købestærke udlændinge til at lægge deres penge hos dem og ikke hos konkurrenterne.
”De har et super stærkt internationalt netværk, ” siger manden med de skarpe øjenbryn, der sidste år var udsendt af ARCH til den californiske festival Coachella, hvor han i følgeskab med en gruppe blonde danske piger festede og knyttede kontakter med de rigtige mennesker.
”Hvis én af de her amerikanske forretningsmænd tager ind på ARCH, når han en dag kommer til København, har turen været en succes,” siger han.
Ca. 22.00
Remee smiler fra øre til øre. Hans ansigt er badet i blodappelsinfarvet lys. Han skruer ned for ’Girl from Ipanema’ og annoncerer sangeren Carl Emil Petersen, der skal give et par numre.
”Efter min mening er det en af Danmarks aller-, allerbedste sangskrivere, der vil spille for jer,” siger Remee.
Carl Emil har i mange år været frontmand i det nu opløste Ulige Numre. Et af bandets mere berømte numre er ’Frit land’, der handler om dansk fremmedfrygt, og som Carl Emil skrev under flygtningekrisen i 2015.
Sangen nåede langt ud i de danske tv-stuer, da Remees gruppe Embrace sidste år sang den i X-Factor.
”At se de to, ja, lad mig bare sige det ligeud, kulsorte piger synge den på scenen i X-Factor, det var virkelig rørende,” siger Remee, inden han giver mikrofonen videre til Carl Emil Petersen.
Tavsheden breder sig, mens sangerens skrøbelige stemmer fylder rummet og svæver ud ad vinduerne på de luftige guitarakkorder. De blå mobillys slukker rundt omkring ved bordene, mens tusmørket tætner horisonten.
Ca. 22.30
Nok eftertænksomhed. Har i noget cola, spørger en mand med dreadlocks og Birkenstock-sandaler. Han snupper en halvfuld colaflaske og fylder den op med Jim Beam til et blandingsforhold omkring 50/50, så går han videre på sin runde, smiler til mændene og blinker til pigerne.
Han er promoter for ARCH og ikke så interesseret i at tale forretning, men han forklarer det som om, hans job hovedsagelig består i at feste og skabe god stemning. På klubben i weekenden, såvel som når han sidder på en cafe tirsdag formiddag og møder potentielle gæster eller samarbejdspartnere.
Ved et bord sidder sovekammersmilet med de nittebeklædte sneakers og taler med en pige i en aperolrød kjole. De skåler, griner og fletter fingre.
Blikkene er blevet mere slørede. Smilene mere salige. Folk er på dansegulvet. Blackstreets 90’er-hit ‘No Diggity’ kan vel altid tåle en runde mere. En hånd glider ned over en rund bagdel i en bodypaintstram, macbookgrå kjole, der reagerer ved lige så stille at danse væk.
”Jeg har det lige som om, vi er på et krydstogtskib, når vi fester her,” siger en mand med et indtagende ansigt, glinsende krøller og rivierablå sommerbukser.
”Som om man står i stævnen af skibet og kommer sejlende mellem husene ind i Københavns havn. Mig og Remse har holdt rigtig mange morgenfester heroppe, den gang ham og Mathilde stadig boede her,” siger han.
Han og Remee lærte hinanden at kende, da de var unge mænd og som mulatter følte et fællesskab i en tid, hvor deres hudfarve ikke var det mest almindelige syn i København. De begyndte at gå i byen sammen – og er ikke holdt op igen.
Da Remee skulle åbne ARCH, efter at han havde lukket natklubben Zen, spurgte han sin ven, om han ikke ville være partner.
”Det gælder om at omgive sig med folk, man kan stole på, når man vil drive natklub,” siger manden med de blå bukser.
”Så man er sikker på, at der ikke er nogen, der går og sælger flasker til vennepriser til deres egne forbindelser og stikker pengene i egen lomme.”
Midt på dansegulvet er festen ved at toppe. Remee har grebet mikrofonen igen.
Han rapper med på 50 Cent:
“Gonna have a party like it’s your bithday, gonna drink Bacardi like it’s your birthday.”
Mængden hujer og rapper med. En råber:
“Han er så vild!”
Ca. 24.00
I to gule bybusser bliver gæsterne fragtet ind til ARCH. Det røde i deres øjne træder frem i det hårde lys. I mellemgangen underholder en rødblond mand i blåt jakkesæt med en 80’er-klassiker i grødet version:
”Den jeg elsker. Den jeg elsker. Elsker jeg.”
Ca. 01.00
Indenfor på ARCH. DJ’en spiller Kesis ’Mamacita’. Rapperen sidder selv ikke langt fra pulten og rynker skeptisk et øjenbryn. Måske er der endnu ingen mamacita, der har sat sig hos ham.
En fyr hjælper en pige med at hælde vodka direkte fra en selvlysende Belvedere i magnumstørrelse ned i munden på hende.
Dansegulvet er ved at være fyldt, og en pige danser på en lille mur ved siden af dansegulvet, hvor man bedre kan se hende. Klubejerne har villet indrette klubben som et amfiteater, hvor dansegulvet er arenaen, og læderbåsene rundt om og oven over er tilskuerrækkerne.
”Jeg har rejst meget og været på mange klubber. Og jeg er rigtig stolt over, hvad vi har opnået,” siger medejeren med de rivierablå bukser.
Vi befinder os på de øvre tilskuerrækker, bag dj-pulten. Det var her, de nigerianske diplomater i sidste uge drak 129 flasker Dom Pérignon. Det var her Rihanna festede med sit crew, da hun sidste sommer havde lyst til at vifte med ørerne oven på sin koncert i København, og ARCH havde held til at få hende som gæst.
Det er den slags, der er med til at give medieomtale og styrke bevidstheden om ARCH i konkurrencen med Københavns andre natklubber.
”Der er nogle, der taler om en natklubkrig,” siger han med sigte til Casper Christensen, Simon Frank, Simon Lennet og resten af folkene bag Chateau Motel og At Dolores, men også til netværkskongen Jeremy Salomon og natklubveteranen Kim Thurmanns cocktailbar Dandy, der åbner ugen efter.
”Men snarere end at tale om en krig, vil jeg sige det sådan: Vi er kollegaer. Og konkurrenter. Jeg synes, det er positivt, at vi efterhånden er flere i København, der gerne vil bruge nogle seriøse penge på at lave en klub. Der er en bevægelse i gang, hvor vi hiver hinanden op. På samme måde som de gode restauranter i København har gjort hinanden bedre.”
Ca. 02.00
To værtinder i nedringede, blodrøde kjoler og motorcykelhjelme med selvlysende grønne Dom Pérignon-logoer bringer magnumflasker på bordet under affyring af noget, der minder om stjernekastere på steroider.
”Hygger I jer,” spørger Remee og klapper mig og fotografen på skuldrene.
”Jo tak. Hvad med dig?”
”Jeg er super glad. Super glad for at kunne holde den her fest for alle dem, der har været med til at skabe det her. Den her klub.”
Vi skåler i champagnen. I morgen fortsætter fødselsdagen, altså ARCH’s, for dem, der ikke har fået nok, og Remee har blandt andet arrangeret, at popfænomenet Gulddreng og et mariachi-band skal være med til at få dem i stemning.
Han kan desværre ikke selv være der, fordi han og Mathilde skal til Cannes og holde ferie. Og hvem ved, måske han også kommer til at netværke lidt, når de nu alligevel tjekker ind i den verdensomspændende mediebranches epicenter under filmfestivalens anden og sidste uge.
