Filminstruktøren Fenar Ahmad: "Jeg synes, vi lever i en voldelig tid, og det synes jeg, man skal snakke om"

Tillykke med din nye film. Hvad vil du gerne fortælle med den?

”Det skulle være en film, der forbandt overklassen med underklassen. Hovedpersonen Zaid er hjertekirurg, går til ferniseringer på dyre gallerier i Bredgade, mens hans lillebror er en del af bandemiljøet i Albertslund, og forældrene stadig sidder hjemme i betonblokken med parabolantennerne og ser irakisk tv.

Men hvis jeg skulle koge det ned til et enkelt ord, handler filmen om hævn. Det er den, der skaber tragedierne. Der er jo ingen, der får deres kæreste tilbage ved at hævne sig. Og det gælder ikke bare i bandekrigen herhjemme, det gælder i Irak-krigen, Syrien og Eksjugoslavien.”

Hvor meget af Zaid er der i dig?

”Der er en del af ham i mig, for jeg bor selv i en andelslejlighed med min kæreste, og jeg drikker også rødvin som Zaid i filmen. Vi har en fod i begge lejre. Og det har Dar Salim, der spiller rollen som Zaid, i øvrigt også.”

I filmen bliver Zaid skoset for ikke at passe på sin familie, og for at han ikke er tro mod, hvem han er – har du også oplevet det?

”Ja, men det var, som om der skete noget, efter jeg havde lavet ’Ækte vare’ (film fra 2014 om en gruppe rappere fra Brøndby Strand, red.). Der følte jeg, at jeg gav noget tilbage.

Når jeg går rundt i Albertslund, er der mange små børn, der kommer og siger: ’Jeg har set ’Ækte vare’ 10 gange.’ Det er første gang, de har set en film med en, der ligner dem, og som bor i en betonklods.”

Ligesom du selv har gjort …

”Ja, jeg er vokset op i en betonblok på Amager, men i virkeligheden er det ikke så interessant, hvor jeg kommer fra. Der er mange, der vil gøre det til deres fortælling, men jeg synes, det er meget vigtigere, hvor jeg gerne vil hen.

Når ens familie alle sammen er flygtet fra Saddam Hussein og spredt ud over hele verden, og man som jeg har boet både i Tjekkoslovakiet og i Danmark, får man en underlig følelse af rodløshed, og den kan man tage på sig som en sorg eller en defekt. Men da jeg var 15 år, besluttede jeg, at jeg ville bruge det til min fordel, at jeg kunne passe ind alle steder. Det skulle være en kamæleonkvalitet.”

Bliver du irriteret over at skulle tale om din baggrund?

”Nogle gange. Vi er også nødt til at tage alvorligt, hvor jeg står nu. Jeg har en premiere i Imperial lige om lidt, og i den sammenhæng er det ikke interessant, hvilken boligblok jeg kommer fra.

Samtidig synes jeg, det er fair, at der bliver spurgt ind til det, for filmen tager jo også stilling til det. Altså, der er en scene med faderen, der sidder og ser irakisk tv, hvor Said råber ad sin far: ’Rejs dig op af sofaen. Det er ikke Irak, det her.’

Og det er jo en kritik, jeg kommer med, for jeg er ked af at sige det, men det er bare ikke godt nok at sidde derhjemme og se irakisk tv. Det er bare nederen, når den slags kritik kommer fra toppen, fra Christiansborg.

Det er vigtigt, at det kommer nedefra. Jeg synes godt, der må komme lidt alvor i popkulturen. Og når man får lov til at lave en film, skal det også være alvor. Nå, nu blev det meget tungt det hele.

Normalt er jeg ellers en meget munter fyr. Men det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har prøvet at lave en gangsterfilm. Det er ikke kun folk, der råber ad hinanden med deres pistoler.

Jeg vil også gerne vise, hvordan der ser ud i venteværelset, når du får overbragt nyheden om et banderelateret drab. Jeg har meget på sinde og har prøvet at lave det som en slags actionfilm, så jeg når ind til dem, der er i risikogruppen for at gå ind i sådanne miljøer.”

Er det nogle, du kender?

”Ja, jeg er vokset op et sted, hvor nogle er røget ind i de livsbaner. Der er nogle ting i den her film, som jeg har oplevet.”

Hvilke ting?

”Altså lillebroderen i filmen (der er en del af bandemiljøet og bliver banket ihjel, red.) bliver jo spillet af min egen lillebror. Min lillebror har også truffet nogle forkerte beslutninger, og han kom også meget slemt til skade på et tidspunkt og kom på Rigshospitalet, ligesom han gør i filmen.”

Hvor vildt ... Det er jeg helt chokeret over at høre. Det er i forvejen nogle meget, meget stærke scener med lillebroderen …

”Jeg har heller ikke gjort så meget ud af det. Først og fremmest fordi min lillebror er kommet ud af det. Han har et helt andet liv i dag og er faktisk en solstrålehistorie.

Han er blevet gift og er begyndt at tage en uddannelse. Men jeg skrev den her film til ham, og han ville selv gerne spille lillebroderen. Jeg var usikker på, om han skulle gøre det, for det er ret makabert.”

Det må man sige ...

”Ja, men jeg prøver at lave film i områder, jeg er bange for, for så bearbejder man tingene. Jeg genoplevede en masse ting, jeg har det svært med, og der var dage, hvor jeg kom hjem fra optagelser og havde det svært dagen efter.

Jeg er slet ikke voldelig – jeg hader vold – og da jeg så filmen, tænkte jeg: ’Oh shit, det er fandeme mærkeligt, at jeg har lavet så meget vold.’ Men jeg synes, vi lever i en voldelig tid, og det synes jeg, man skal snakke om.”

Hvordan var det at lave de scener med din lillebror?

”Helt overordnet var det en god oplevelse. Tidligere kunne vi ikke rigtig relatere til hinanden, fordi vi levede så forskellige liv.

Da jeg skulle i gang med min filmrejse, boede han stadig i den gård, hvor vi voksede op. Men den her film har bragt os sammen og har givet os noget forståelse for hinanden.”

Hvordan formåede du at styre uden om det kriminelle miljø?

”Det var kunsten, der reddede mig. Jeg vidste det selvfølgelig ikke i starten, jeg gjorde det bare.

Først var det graffiti, så begyndte jeg at fotografere, så malede jeg på lærred, så tegnede jeg, så begyndte jeg at lave noget i Photoshop, og så begyndte jeg at filme ting. Jeg var i starten af tyverne, da jeg solgte min første dokumentarfilm til DR, og der oplevede jeg, at det kunne føre til noget.”

Og snart har du en filmpremiere i Imperial ...

”Ja, og der bliver ringen på en eller anden måde sluttet. Der mødes min fortid og min fremtid, kan man sige. Jeg glæder mig helt sindssygt til premiereaftenen, hvor jeg vil stå på scenen med mine venner fra alle samfundslag.

En af filmens pointer er, at vi alle krydser hinandens veje, og derfor bør vi ikke hele tiden lede efter vores forskelligheder, men fokusere på lighedspunkterne. Der er flere, der som en slags kompliment har sagt til mig, at filmen er udansk, men hvad er så dansk? Måske er ’Underverden’ netop et bud på, hvad der er dansk i 2017.”

'Underverden' har premiere 19. januar

LÆS OGSÅ: Se traileren til ’Underverden’: Ung dansk instruktør forsøger sig med actionbrag i en kaliber, der er sjældent set i dansk film.

LÆS OGSÅ: Se trailer for stjernespækket Blade Runner-opfølger

LÆS OGSÅ: Mads Mikkelsen: "Det var ikke det nemmeste for mig at sidde stille i skolen. I dag havde jeg nok fået en diagnose"