"Hvis du ender i rendestenen, så er der noget komisk over at være greve"

Kontor nummer 114 på Christiansborgs tredje sal tilhører egentlig Venstres udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth. Men denne onsdag formiddag er det hans storebror Christoffer Knuth, der byder velkommen med et fast håndtryk i dørtrinnet.

Han er ellers ikke hjemmevant på borgen på samme måde som lillebror, for til daglig driver han Knuthenborg Safaripark og i alt 2.400 ha. land-, skovbrug og industrihavn ved familiens gods på Lolland. Han er iklædt hvid skjorte med de to øverste knapper åbne, lyse bukser og et par brune læderstøvler, som får ham til at stå i kontrast til Marcus Knuth, der rejser sig fra sin plads bag skrivebordet i mørkt jakkesæt og slips.

Forskellen på Knuth-brødrenes beklædning er lige så stor som forskellen på deres erhverv. Men begge har det tilfælles, at de kan kalde sig grever, født og opvokset på Knuthenborg, hvor deres far i 1969 grundlagde Knuthenborg Safaripark, hvis mere end 1.200 dyr i dag underholder over 250.000 gæster om året. I 2008 overtog Christoffer Knuth familievirksomheden, som traditionen foreskriver, at den ældste grevesøn gør. Den slags er ikke til debat, heller ikke i familien Knuth.

”Sådan har det været i 13 generationer. Det var mere et spørgsmål om hvornår, og jeg var personligt glad for, at det først var meget sent, så jeg kunne nå at opbygge min egen karriere først,” siger Christoffer Knuth.

LÆS OGSÅ: Bertel Haarder: "Hvordan skulle jeg kunne forhandle mere end 100 forlig, hvis jeg var manisk og utilregnelig?"

Deres fulde navne er Adam Christoffer lensgreve Knuth og Johan Henrik Marcus greve Knuth, 44 og 41 år gamle. Storebror gjorde karriere som advokat i København, inden han vendte hjem for at overtag familievirksomheden, lillebror gik ind i bankverdenen og var ansat i investeringsbanken Lehman Brothers, inden den krakkede i 2008. Derefter tog Marcus Knuth, der er uddannet reserveofficer, til Afghanistan, først som soldat og siden som diplomat. Han har været helt derude, hvor både krager og burkaer vender, som han siger, inden han gik ind i politik og blev valgt til Folketinget i 2015.

”Der er mange, der har spurgt os om det, og det er da også lidt sjovt, at det passer så godt. Men det har aldrig været planlagt. At Danmark var involveret i Afghanistan på et tidspunkt, hvor jeg efter Lehman Brothers pludselig stod uden job, var jo en ren tilfældighed. Havde det ikke været sådan, var jeg måske aldrig rejst ud,” siger Marcus Knuth, for hvem det aldrig har været et tema at blive en del af familievirksomheden:

”Sådan er traditionen ikke. Men det ændrer ikke på, at jeg stadig føler mig som en del af Knuthenborg, fordi jeg er opvokset der, stadig kommer der ofte og følger med i, hvordan det går.”

Knuth-brødrenes far Adam Wilhelm Knuth var lensgreve, moderen Helle Stangerup var forfatter. Forældrene blev skilt, mens Christoffer og Marcus Knuth var små, og de boede skiftevis hos faren på godset og hos moren, der blev boende på Lolland. Som en del af en adelig familie har deres barndom været anderledes end de flestes – og så alligevel.

”Egentlig synes jeg, at vores opvækst var ret ’uadelig’,” siger Christoffer Knuth.

”Men det er selvfølgelig ikke helt normalt at være grevesøn og vokse op på et gods med en dyrepark.”

Han bakkes op af sin lillebror.

”Set udefra er det nok en speciel barndom, men vi syntes jo selv, at det var helt normalt. Og det var det på nogle måder også. Fx blev vores forældre skilt, da vi var små, så vi voksede op to forskellige steder, som mange andre børn gør i dag,” siger Marcus Knuth.

C: ”Jeg vil ikke sige, at der har været et forventningspres, men vi er blevet gjort realistiske om verden meget tidligt. Specielt vores mor var meget klar omkring, at man selv er herre over ens egen skæbne, og lærte os på et tidligt tidspunkt, at hvis vi ville noget, så skulle vi selv gøre en indsats for at få det til at ske.”

M: ”I dag ser det ud, som om at Knuthenborg Safaripark altid har været der, men den eksisterede jo ikke, da far overtog. Det var hans vision at skabe den her park, som alle kender i dag, og mor var også selvstændig, så det lå meget dybt i dem, at man er sin egen lykkes smed. Jeg kan huske, at hun sagde til os, at det kan være en hæmsko at have en titel som greve, hvis tingene går galt for dig i livet. Hvis du ender i rendestenen, så er der noget komisk over at være greve, og folk vil synes, at det er sjovt at grine ad dig.”

M: ”Ja, blive til noget. Men ikke noget bestemt.”

C: ”Det var ligemeget, om vi blev kunstnere, journalister, advokater eller revisorer. Det eneste, der talte, var, at vi sørgede for at blive til noget, som vi var glade for og stolte af, og som kunne gøres os i stand til at forsørge os selv. Vi har aldrig følt et pres for at vælge en bestemt vej.”

Men for Christoffer Knuth har det alligevel ligget i bevidstheden, at han en dag skulle hjem og overtage godset. Han fortæller, at han følte en vis forpligtelse, da deres far i 2008 valgte at give ansvaret for godset og familievirksomheden videre, og han overvejede aldrig at sige nej.

C: ”Jeg vidste jo ikke, hvornår det ville ske, så jeg har ikke siddet og ventet på det. Gennem årene har vi set en del landbrug, også blandt venner af familien, gå nedenom og hjem, og derfor har det også altid ligget i baghovedet, at det ikke var sikkert, at der nødvendigvis var noget at drive videre, når tiden kom. Jeg var mere optaget af at få en uddannelse og en karriere, og der er heller ingen tvivl om, at man bliver dygtigere til at drive en virksomhed som Knuthenborg, hvis man har en karriere bag sig. Det har på alle måder gavnet mig, at jeg har taget en uddannelse og fået mange års erhvervserfaring, inden jeg tog over fra vores far.”

C: ”Nej. Marcus har gjort fuldstændigt, hvad han ville, og det samme har jeg. Vi har begge været i militæret, læst på universitet, og fået de karrierer vi gerne ville have.”

Den danske adel består i dag af ca. 200 adelsslægter, og siden de sidste økonomiske adelsprivilegier blev afskaffet i 1919, har adelen i Danmark været reduceret til kulturbærere uden politisk eller økonomisk magt.

”Det mest interessante ved adelen i dag er faktisk, at den stadig findes,” sagde lektor i historie og forfatter til en bog om den danske adel, Lars Bisgaard, til Kristeligt Dagblad i 2015. Alligevel hersker der stadig en vis fascination af adelen, som både Christoffer Knuth og Marcus Knuth til en vis grad kan nikke genkendende til. Men forestillingerne om livet som greve står ikke altid mål med virkeligheden.

C: ”Folk tror, at det er lidt Morten Korch-agtigt. Men der er desværre ikke så meget magi omkring det, som der var engang. Dog får man en del øgenavne rundt omkring.”

M: ”Ja, det er rigtigt. I Venstres folketingsgruppe har jeg nok lidt et ry for at være på højrefløjen i partiet, men da jeg til et gruppemøde sagde noget om SU, som de andre mente var meget venstreorienteret, gik jeg fra at hedde ’Den Sorte Greve’ til at hedde ’Den Røde Baron’. Og det er jo både sjovt og helt uskyldigt.”

M: ”Indtil nu har vi ikke, hvilket vi griner lidt af, for der er mange, der siger: ’Nå, du er jo adelig, så du har nok kunnet få dét og dét gratis og haft det nemt’. Men man kommer altså ikke nemmere gennem sine studier, en ildkamp i Afghanistan, eller bliver en bedre advokat, fordi man er adelig. Men det er da klart, at vi gennem vores familie har haft et stort netværk. Der kom ret mange store politiske og kulturelle personligheder i vores hjem, og det gjorde nok den verden mindre fremmed for mig, da jeg blev valgt ind i Folketinget. Selv om jeg ikke har været i ungdomspolitik som mange andre politikere, kendte jeg mange gennem vores familie.”

C: ”Når du bor på Knuthenborg, ved alle det. Men da jeg boede i København, blev jeg mest mødt med nysgerrighed fra folk, som ikke rigtig vidste, hvad det ville sige, og hvad det indebar at være adelig. Der er en del, som nærmest bliver overraskede over, at mennesker med den slags titler overhovedet stadig findes i dag.”

M: ”Der er en del, der spørger, om man har en masse fordele og privilegier. Jeg plejer at svare, at det eneste privilegium, jeg har i dag, er, at jeg har lov til at møde op til nytårskur på Christiansborg og ønske dronningen godt nytår. Men ellers følger der ikke meget med titlen som greve i dag.”

Selv om Christoffer Knuth og Marcus Knuths liv og karrierer har bevæget sig efter vidt forskellige mønstre og i perioder bragt dem langt fra hinanden i bogstaveligste forstand, beskriver de deres forhold som tæt – bl.a. fordi de har deres særlige baggrund tilfælles. De taler i telefon ofte og ser hinanden, så tit som tiden tillader det, når den ene er travl folketingspolitiker, og den anden har et helt gods og en safaripark at holde styr på.

”Jeg tror især, at vi er tætte, fordi vi jo godt kan se, at vores opvækst ikke har været helt normal. Særligt efter vores forældre begge blev syge og gik bort med et par års mellemrum, er vi kun blevet endnu tættere. Der er nok nogle ting, som kun vi forstår indbyrdes, på grund af den baggrund vi har,” siger Marcus Knuth.

C: ”Ikke på grund af det adelige. Nok nærmere på grund af familievirksomheden, parken og godset.”

M: ”Hvis Christoffer ringer og fortæller, at der er problemer nede i grillen eller med nogle af de afrikanske dyr, kan jeg nok bedre end de fleste andre relatere til, hvad det er, der går ham på, fordi vi begge er vokset op med parken i en lidt skør verden.”

C: ”Kun når vi er på jagt.”

M: ”Nej, tværtimod. Jeg er bare glad for, at vi i dag er et sted begge to, hvor vi kan bruge hinandens forskellige positioner som henholdsvis repræsentant for Lolland-Falster i Folketinget og formand for erhvervsnetværket Business Lolland-Falster til at arbejde sammen for den del af landet, hvor vi kommer fra.”

C: Ikke om alt. Men vi er ikke langt fra hinanden.”

C: ”Ha ha. Det har jeg det helt fint med. Hvis det havde været i gymnasiet, havde det nok været noget andet. Men jeg er bare stolt af min bror, og det han laver.”

LÆS OGSÅ: Peter Sommer: "Jeg har været nede at vende nogle steder, hvor jeg aldrig troede, jeg skulle vende"

LÆS OGSÅ: Politiske dynastier i Danmark: "Navnet er en genvej ind i politik"

LÆS OGSÅ: Kunsten på kontoret: Se hvad der pryder 4 markante politikeres vægge