Bertel Haarder: "Hvordan skulle jeg kunne forhandle mere end 100 forlig, hvis jeg var manisk og utilregnelig?"

Han virker afklaret, da han træder ind ad døren til ministeroverdragelsen i Kulturministeriet og stiller sig foran den grønne væg i mødesalen lidt over middag 28. november 2016.

Ja, næsten overskudsfyldt, når man tager i betragtning, at han lige er blevet vraget som minister i den trekløverregering, statsminister Lars Løkke Rasmussen har præsenteret foran Amalienborg få timer tidligere.

”Ja, jeg havde jo håbet, at det ville vare lidt længere,” bemærker Bertel Haarder tørt til de fremmødte journalister. Han er skuffet, men gør sig umage med at holde humøret højt. En kæk bemærkning om Anders Samuelsens kovending om topskatten fylder salen med latter.

Da han får overrakt et broderi af det sønderjyske grænseland, hans egen hjemstavn, i afskedsgave af den nye kulturminister Mette Bock, svarer han kryptisk: ”Den gave er mere velanbragt, end du aner. Forklaring følger.”

Aftenen før var han blevet ringet op af statsministeren, mens han sad derhjemme og spillede kort med familien. Løkke havde to beskeder til Bertel Haarder. Den ene var, at han ikke længere skulle være kultur- og kirkeminister. Den anden var et tilbud om at blive Danmarks generalkonsul i Flensborg fra 1. september 2017. Et tilbud, han havde forberedt, og som han vidste, Bertel Haarder ikke kunne sige nej til. Det skulle siden vise sig, at det kunne han godt.

7.906 dage, næsten 22 år, i 10 forskellige ministerier. Så længe nåede han at være minister. Det er længere end Jens Otto Krag, længere end Thorvald Stauning og længere end den tidligere socialdemokratiske landbrugsminister Kristen Bording, der havde rekorden som den længst siddende minister siden systemskiftet i 1901, indtil Bertel Haarder overhalede ham den 6. oktober sidste år.

Da han vendte op og ned på Undervisningsministeriet i 80’erne, blev han kendt som ’Bertel Bims’. Lærerne hadede ham, de studerende arrangerede store demonstrationer mod hans politik. I 00’erne blev han VK-regeringens mest populære minister, og siden har selv den berømte episode med raserianfaldet i DR Byen ikke kunnet ødelægge hans popularitet.

Heller ikke blandt hans kolleger, der i 2015 kårede ham til Folketingets mest respekterede politiker. Godt nok kun med 16 stemmer. Men det tæller stadig.

Da Bertel Haarder tiltrådte som kultur- og kirkeminister i juni 2015, kaldte forfatteren Hanne-Vibeke Holst ham for en ’veteranbil’ og Kulturministeriet for en retrætepost, hvor aldrende politikere kan ’gå og nusse lidt’. Og dermed var der endnu en gang lagt op til, at Bertel Haarder ville vække debat i rollen som minister, som han havde gjort som undervisningsminister i 80’erne.

”Aldersfascisme,” svarede han i et interview til Politiken og gjorde det klart, at han langtfra var færdig, bare fordi han var fyldt 70. Han involverede sig stadig i næsten alt, hvad han kunne komme i nærheden af, og ofte dukkede han op til udvalgsmøder, der lå uden for hans eget ressortområde.

På et tidspunkt brokkede Bertel Haarder sig over, at en partikollega blandede sig lidt for meget i hans sager i Kulturministeriet, hvortil han fik svaret: ”Og det skulle komme fra dig, der har patent på at blande dig i alt?” Det havde den pågældende kollega jo nok ret i, måtte han erkende.

Også på et andet punkt var Bertel Haarder tydeligvis den samme som før: Ligesom i 80’erne måtte hans medarbejdere til tider kæmpe lidt for at holde styr på ham.

Allerede på sin første arbejdsdag som kultur- og kirkeminister fik han nervøsiteten til at brede sig på forkontoret: Sidst på eftermiddagen 30. juni 2015 var Bertel Haarders ministerbil ankommet til Kulturministeriet – uden Bertel Haarder.

”Hvor er ministeren?” blev der spurgt. Han havde en aftale med ’Aftenshowet’ på DR1, han skulle nå, men nu var han her ikke. Chaufføren kunne fortælle ministersekretæren, at de var kørt forbi Rådhuspladsen, da Bertel Haarder bad ham om at stoppe, åbnede bagdøren og løb ind i Dagmar Teatret, inden ministerchaufføren kunne nå at reagere.

Han mente, at han lige kunne nå med til premieren på en ny dansk film, inden han skulle i tv. Men ministersekretariatets tidsplan sagde noget andet.

Bertel Haarder tog ikke sin telefon, og ministersekretæren endte med selv at måtte hente ham ud af biografen. Heldigvis var der en medarbejder i Dagmar, der havde set, hvilken række han havde sat sig på.

Han nåede i ’Aftenshowet’ til tiden – som han i øvrigt selv mente, at der var rigeligt af – og ovre i ministeriet kunne de tørre sveden af panden. De havde fået at føle fra dag ét, at Bertel Haarder var ankommet.

Det er Bertel Haarders kone Birgitte, der åbner døren til hjemmet på A.L. Drewsens Vej i Rosenvængets kvarter på Østerbro. Det første, hun gør, er at undskylde rodet. Hele entreen er fyldt med papkasser med gaver, Bertel Haarder har fået til en stor reception på Thorvaldsens Museum to dage forinden, hvor hans ministerrekord blev fejret. Hun viser op ad trappen til førstesalen, hvor to blomstrede lænestole og en sofa står med udsigt til haven.

”Han kommer lige om lidt,” forsikrer hun smilende.

Klokken er lidt over 10 lørdag formiddag, men Bertel Haarder har været oppe længe. Han har rykket interviewet en time – ikke så han kunne sove længe, men så han bedre kunne nå ud at bade. Håret er stadig halvvådt, da han træder ind ad døren. Hver gang muligheden byder sig, kører han ud til Svanemøllebugten, hvor han er medlem af vinterbaderforeningen, og tager en dukkert.

Det har været en fast rutine i mange år. Og så hjælper det også med at holde hovedpineanfaldene væk. Gennem hele sin karriere har Bertel Haarder lidt af Hortons hovedpine, en sjælden lidelse med ekstremt smertefulde hovedpineanfald, han selv har beskrevet som ”en kniv, man får op gennem næsen.” Når de kommer, har han svært ved at tænke klart. Tidligere havde han et iltapparat stående på ministerkontoret, men i dag klarer han sig med tabletter og en sprøjte og kan holde anfaldene på et minimum, så længe han husker at motionere og spise rigtigt.

Det træbeklædte hus, hvor Bertel Haarder bor i dag, ligger lidt hengemt i baghaven til familiens gamle villa, hvor han og Birgitte har opfostret deres fire børn. I dag er det sønnen Mikkel, der bor i barndomshjemmet med sin hustru og tre døtre. Bertel Haarder er selv vokset op langt fra Østerbro.

På hænder

Lige siden han var helt ung, har Bertel Haarder været god til at gå på hænder. En evne, han har demonstreret utallige gange både i ministerierne og til diverse arrangementer. Uffe Ellemann-Jensen husker særligt én episode. I 1977 deltog han og Bertel Haarder i deres første sommergruppemøde sammen på Hindsgavl Slot på Fyn, og efter middagen var en gruppe yngre Venstre-folk trukket ind i et sidelokale, hvor de sad og småkedede sig, mens der var underholdning inde i salen.

”På et tidspunkt er der en, der kigger på Bertel og siger: ’Du tør ikke gå på hænder gennem salen.’ Men det turde Bertel godt, så han stillede sig op på hænder og gik ind i lokalet. Få øjeblikke senere kom han dog tilbage. Han var dårlig nået ind i lokalet, før han havde fået øjenkontakt med Poul Hartling (Venstres daværende formand, red.), der ikke ligefrem så tilfreds ud. Vi grinede af, at han ikke turde alligevel. ’I kender jo Hartlings blik. I skulle bare se det på hovedet,’ sagde Bertel.”

Han blev født på Rønshoved Højskole ved 18-tiden 7. september 1944, hvilket ærgrede hans far Hans Haarder, der var forstander på skolen ved Flensborg Fjord. Var der gået bare seks timer mere, kunne lille Bertel nemlig have delt fødselsdag med selveste Grundtvig, folkehøjskolens fader.

Han var den næstyngste af en børneflok på seks og fik højskoletraditionen med sig, fra han var helt lille. De værdier præger både ham og hans politik. Men opvæksten var ikke altid nem for Bertel Haarder. I sin erindringsbog fra 2013 beskriver han i kapitlet ’Min mærkelige barndom’ sig selv som et lille skravl.

Han gik meget for sig selv, han stammede voldsomt, og han blev hjemmeundervist, til han var 13 år gammel. Det var først, da han selv insisterede på at komme i skole med de andre børn, at han fik lov til at starte på Graasten Folke- og Realskole.

Hans far var lidt af et paradoks. På den ene side var højskoleforstanderen legesyg og energisk og havde en karisma, der gjorde ham i stand til at gribe en forsamling som få andre, når han holdt sine taler. På den anden side var han voldsomt temperamentsfuld, grænsende til kolerisk.

Det er ikke svært at gætte, hvor Bertel Haarder har sit temperament fra, men han er mere velovervejet end sin far, hvis man spørger hans storesøster Karen Paludan. Han kan også blive vred, men der skal mere til. Det var anderledes med faderen, der var dårlig til at lytte til andre og ikke brød sig om at blive modsagt.

Hvis temperamentet stammer fra hans far, kommer frisindet fra hans mor. Agnete Haarder kom fra en kulturradikal familie, hun var bymenneske og havde studeret tysk på universitetet i København. På mange måder var hun sin mands modsætning. Ifølge storesøsteren havde Agnete og Bertel et særligt forhold. Agnete Haarder var familiens intellektuelle, og hendes interesse for litteratur og kultur smittede af på ham.

Men selv om relationen til moderen var tættere, var det faderen, Bertel Haarder så op til – også selv om han i dag siger, at han har lært mere af hans svagheder end af hans styrker. Da hans klasse i 4. mellem, svarende til 9. klasse, skulle skrive stil om et menneske, de beundrede, skrev de fleste om den amerikanske præsident John F. Kennedy. Bertel Haarder skrev om sin far.

Han blev gift med Birgitte i 1971. De havde allerede haft en kort romance på Rønshoved Højskole i 1964, da Birgitte arbejdede på skolen som vikar, men det var først flere år senere, da Bertel Haarder var blevet færdig med sin kandidat i statskundskab på Aarhus Universitet og arbejdede som lærer på Askov Højskole, at deres veje krydsedes igen.

Året efter de blev gift, fik parret deres første søn Mikkel, og halvandet år senere, i 1974, mens Bertel Haarder arbejdede som adjunkt på Aalborg Seminarium, fødte Birgitte igen en dreng.

Lille Rasmus var en kvik og rask knægt, der spredte glæde og godt humør i familien, men i løbet af vinteren 1978-79, et halvt år før han skulle starte i skole, begyndte han at blive træt og sløv. Det bekymrede Bertel Haarder, at hans ellers så energiske søn ikke længere orkede at tage med ud og kælke, og da Rasmus en dag kastede op i sin seng, besluttede han og Birgitte at gå til lægen, der mente, at det kunne være meningitis.

Derfor blev Rasmus sendt videre til undersøgelse på Rigshospitalet, hvor det dog hurtigt viste sig, at det ikke var meningitis. I stedet afslørede undersøgelsen, at han havde en kræftsvulst i hjernen, og lægerne vurderede, at det var nødvendigt at operere.

Efter et langt forløb med både strålebehandling og kemoterapi lykkedes det at kurere Rasmus. Men den hårde behandling havde bivirkninger, og dele af hans hjerne var blevet ødelagt i processen. Han havde ikke længere nogen kræftsvulst – til gengæld var han blevet multihandicappet.

”Han er som en etårig. Han kan ikke engang sige, hvor han har ondt.” Bertel Haarders tonefald ændrer sig, når han taler om Rasmus. Stemmen bliver mere lavmælt, og pauserne mellem sætningerne bliver længere. Rasmus er i dag midt i fyrrerne og bor på et hjem for handicappede.

Han skal stadig have hjælp til alt og får mad intravenøst gennem maven. Der er ikke udsigt til bedring. Bertel Haarder ved ikke, hvad han og familien skal stille op, men han har ikke ondt af sig selv, siger han. Han har set andre familier i samme situation, hvor det endte med sammenbrud og skilsmisse, og han er glad for, at det er lykkedes hans egen familie at holde sammen.

”Hvis den ene af forældrene slet ikke kan tænke på andet end det syge barn, og den anden er en overlever, ender de ofte med ikke at kunne holde hinanden ud. Men i vores tilfælde har tragedien i stedet samlet familien, fordi Birgitte og jeg har set ens på tingene,” siger han.

Tidligere formand for Venstre Uffe Ellemann-Jensen, der har kendt Bertel Haarder i mange år, har fra første række været vidne til, hvor meget situationen med Rasmus har berørt ham. Han beundrer ham for den måde, han har håndteret det på.

”Bertel har været enestående til at tage sig af Rasmus. Og han har aldrig brokket sig eller brugt det til at vinde sympati. Det har jeg uendelig stor respekt for.”

Med tiden er det blevet en del af hverdagen, men særligt de første år var hårde for Bertel Haarder. Det påvirkede hans arbejdsliv, og på et tidspunkt overvejede han helt at forlade Folketinget og droppe politik for at læse til præst. Han nåede endda at skrive en ansøgning til Kirkeministeriet.

Men brevet forlod aldrig skrivemaskinen. 2. september 1982 gik Anker Jørgensen af som statsminister uden at udskrive folketingsvalg, og den socialdemokratiske regering måtte give magten videre. Det lykkedes De Konservatives formand Poul Schlüter at danne en firkløverregering med Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, og på hans liste over ministre stod Bertel Haarder, der blev udnævnt til undervisningsminister.

”Det var, som om Satan selv var trådt ind i ministeriet.” Sådan lyder en af de mere farverige beskrivelser af Bertel Haarders start i Undervisningsministeriet. Hans rygte var løbet forud for hans tiltrædelse, og frygten bredte sig blandt ministeriets embedsfolk, da Poul Schlüter offentliggjorde sit ministerhold.

”Jeg var skræmt fra vid og sans, da han kom. Det var lige før, jeg troede, at han spiste børn,” siger Hanna Dam, der var ministersekretær for Bertel Haarder 1982-84.

I det hele taget var embedsfolkene nervøse for, at Bertel Haarder, der var kendt som en skarp kritiker af embedsværket, bl.a. fra sine bøger, ville vende op og ned på deres hverdag. Og deres bange anelser blev hurtigt til virkelighed. Han kom ind i ministeriet med en lang liste over ting, han ville lave om, og hans tilstedeværelse kunne mærkes på alle niveauer. Tydeligst var de blå sedler med anvisninger til medarbejderne, der nærmest blev sprøjtet ud fra ministerkontoret.

Sedlerne var i sig selv ikke et nyt tiltag, men antallet eksploderede. Op til 25 om dagen. Bertel Haarder var her, der og alle vegne. Ikke mindst fordi han var lige så skeptisk over for sine medarbejdere, som de var over for ham. Han nærede stor mistillid til embedsværket i et ministerium, der havde ry for at være rødt, og hvor langt størstedelen af medarbejderne var de samme som under hans socialdemokratiske forgænger Dorte Bennedsen.

”Vi er altså ikke socialdemokrater alle sammen,” måtte Hanna Dam forsikre ham, kort efter han var tiltrådt. Allerede på hans første arbejdsdag var hun gået ind på hans kontor for at fortælle ham, at hun altså ikke stemte på Venstre, og hvis han ønskede en politisk ministersekretær, måtte han skifte hende ud.

Men til hendes store overraskelse svarede Bertel Haarder begejstret, at han ikke vidste noget værre end rygklappere, og at han ikke var interesseret i hendes partifarve. ”Min mor er altså radikal,” sagde han henkastet til Hanna Dam, da hun forlod lokalet.

De kaldte ham ’Bertel Bims’. Hans modstandere, fordi de mente, at hans politik var tosset; den brede befolkning, fordi han fremstod lettere manisk pga. den kantede fremtoning og det stirrende blik. De tykke briller, han gik med, gjorde kun udtrykket i øjnene endnu mere vildt, og i krogene gik der sågar rygter om, at undervisningsministeren var uligevægtig og maniodepressiv.

Bertel Haarder kunne ikke undgå at bemærke historierne om sin mentale tilstand og det lidet flatterende øgenavn. Hinkestensbrillerne blev skiftet ud med kontaktlinser, men lige lidt hjalp det. Han foragtede dem, der forfaldt til den slags ’gadedrengesnak’.

Han har aldrig brudt sig om folk, der bruger øgenavne og taler om andre bag deres ryg, og derfor generede det ham særlig meget, at selv hans politiske kolleger kunne finde på at kalde ham ’Bertel Bims’. Når man forholder ham rygterne om, at han skulle være maniodepressiv, afviser han blankt.

”Hvordan skulle jeg kunne forhandle mere end 100 forlig som undervisningsminister, hvor alle undtaget ét var med bredt flertal, hvis jeg var manisk og utilregnelig?” spørger han retorisk, næsten fnysende.

Blandt folk, der kender Bertel Haarder, bliver historierne om hans påståede maniske side også dementeret. De har ganske enkelt ikke noget på sig. Men alle har hørt dem. Flere mener, at de er opstået pga. hans temperament, som han er kendt – og berygtet – for. Og uanset om man taler med folk, der har været helt tæt på ham, eller yngre mennesker, der kun kender ham af navn, er der én særlig episode, der næsten altid bliver bragt op.

Alle har set klippet på YouTube, hvor Bertel Haarder ’går amok’, dengang han i raseri råbte: ”Pis mig i øret” og ”Dumme svin” ad en journalist under et interview i DR Byen en decemberaften i 2010.

Han følte, at han var blevet lokket i baghold, fordi han mente, at journalisten Kristian Sloth ikke havde briefet ministeriet om sit spørgsmål om et udvalg, Bertel Haarder ikke kendte til, og han var ikke klar over, at kameraerne rullede – eller at DR ville offentliggøre optagelserne.

Det er kendt som ’Risengrødinterviewet’, fordi han i en skriftlig undskyldning til Kristian Sloth forklarede sit raserianfald med, at han var taget hjemmefra midt i aftensmaden, hans livret risengrød, og var ved at komme for sent til en koncert i Domkirken med sin kone, samtidig med at et migræneanfald var undervejs.

Men ellers fortæller kilder, at han er blevet rundere og mere rolig med alderen. Der er blevet længere mellem vredesudbruddene. Det mener han også selv. Men som ung undervisningsminister i 80’erne kunne temperamentet løbe af med ham.

Anonyme kilder fra Undervisningsministeriet fortalte til aviserne om raseri og humørsvingninger. Der blev berettet om, hvordan han råbte og skældte ud, kastede mapper tilbage i armene på embedsfolkene og smadrede en stol i vrede.

Det sidste passer ikke, men bidrog til et billede af en minister, der var i sine følelsers vold, som kunne eksplodere uden varsel, hvis han følte sig uretfærdigt behandlet, eller hvis han mente, at han ikke blev betjent ordentligt af embedsfolkene. Sommetider også uretmæssigt. Men han var også mand for at give en uforbeholden undskyldning, hvis han gik over stregen.

Uffe Gravers Pedersen, der var direktør for Undervisningsministeriets gymnasieafdeling 1986-98, oplevede en enkelt gang at få et notat tilbage med et dødningehoved påmalet på forsiden. Det var sådan, Bertel Haarder lod embedsfolkene vide, at han var meget utilfreds med deres arbejde. Men det viste sig, at ministerens kritik var forkert, så Uffe Gravers Pedersen sendte sagen tilbage og påpegede fejlen. ”Kan jeg nu ikke engang få lov til at være sur?” skrev Bertel Haarder, da han fik notatet retur.

”Hvordan føles det at slå rekorden?” Spørgsmålet er blevet gentaget i forskellige variationer hele morgenen. Det er 4. oktober 2016, Folketingets åbningsdag, to dage før Bertel Haarder officielt kan kalde sig den længst siddende minister i 100 år. Han er på vej over Christiansborg Slotsplads til åbningsgudstjeneste i Slotskirken, som altid med lange, faste skridt, da en lettere forpjusket mand i sort læderjakke råber efter ham.

”Din korrupte nar!”

Midt på slotspladsen står en gruppe forfrosne demonstranter med røde bannere og flag og protesterer mod nedskæringerne på uddannelse og kontanthjælp.

”Det er godt med dig,” svarer Bertel Haarder over skulderen, mens han vinker afværgende mod demonstranten.

Der er tradition for demonstrationer til Folketingets åbning, og Bertel Haarder er vant til dem. Det bliver man, når man har været folketingsmedlem i mere end 35 år. Dengang han var undervisningsminister i 80’erne, var der ofte flere tusind på Slotspladsen.

Da han ville øge antallet af elever i gymnasiet med 10 % i 1983, arrangerede Danske Gymnasieelevers Sammenslutning en demonstration foran Undervisningsministeriet. De stillede op med store højttalere og en lastbil og råbte vrede slagord mod ministeren, der sad inde på sit kontor. Dørene til ministeriet var blevet låst af sikkerhedshensyn, men Bertel Haarder konfronterer altid demonstranterne (”vi er alligevel så flinke i Danmark, at der aldrig er nogen, der krummer et hår på hovedet af mig”), så han fór ud af porten, klatrede op på lastbilen og bad om ordet.

Hanna Dam så rædselsslagen til inde fra ministeriet. ”Nu får han enten tæsk eller bliver smidt i Frederiksholms Kanal,” tænkte hun. Men i stedet blev der stille. Og så begyndte Bertel Haarder ellers at fortælle de fremmødte, hvorfor han mente, at det var til deres generations fordel at få flere i gymnasiet.

Efter et par minutter kunne han mærke, at der var nogle af de studerende, der ikke var helt tilfredse med, at deres demonstration var blevet forvandlet til en talerstol, hvorfra ministeren kunne stå og forklare sin politik. Så han kravlede ned igen og gik tilbage til ministeriet.

”Man skal kende sin besøgelsestid,” siger han. ”Men der var oven i købet nogle, der klappede, da jeg kravlede ned fra lastbilen.”

Undervisningssektoren kom aldrig til at elske ham. Men da han stoppede i 1993, efter Schlüters regering måtte gå af pga. Tamilsagen, var respekten noget større, end da han tiltrådte. Om ikke andet for hans vilje til at stå fast på sit.

Ifølge Bertel Haarder selv steg antallet af Venstre-tilhængere blandt de universitetsstuderende markant i de næsten 11 år, han sad som undervisningsminister. ”Da jeg gik af, var der institutter på universiteterne, hvor næsten halvdelen stemte på Venstre. Da jeg startede, var der én procent. Det er da meget godt gået.”

Egentlig skulle han have været minister igen i 1998, men det satte 176 færøske stemmer en stopper for. Uffe Ellemann havde lovet ham posten som kulturminister, men Venstre tabte valget knebent, og Bertel Haarder måtte vente yderligere tre år med at vende tilbage til ministerjobbet.

”Fogh vil reformere ministerier,” skrev Berlingske dagen efter folketingsvalget 20. november 2001. Der gik rygter om en større omlægning af ministeriernes sammensætning oven på Venstres valgsejr.

Under valgkampen havde Anders Fogh Rasmussen lanceret ideen om et ministerium for flygtninge, indvandrere og integration, og i medierne blev der budt lystigt på, hvem der skulle indtage den nye ministerpost. Bertel Haarders navn var ikke blandt de nævnte.

I det hele taget var det ikke alle, der var overbeviste om, at Fogh ville hente ham hjem fra Europa-Parlamentet, hvor han havde siddet siden 1994. Det blev betragtet som et sted, hvor forhenværende ministre tog på aftægt.

26. november blev han ringet op af Fogh, der havde brug for en handlekraftig politisk håndværker, der kunne sætte en klar kurs for regeringens udlændingepolitik. Bertel Haarder blev Danmarks første integrationsminister, og ved siden af skulle han være med i det kommende danske EU-formandskab som europaminister.

Integrationsministeriet var på mange måder en vanskelig post. Udlændingepolitikken havde været et hovedtema i valgkampen, og Bertel Haarder skulle stå i spidsen for en ny og markant strammere kurs, samtidig med at han skulle sikre, at Danmark ikke kom på kant med konventionerne.

Ikke overraskende medførte den stramme udlændingepolitik stor kritik på venstrefløjen. I Politikens debatsektion blev han jævnlig beskyldt for at føre en umenneskelig politik. Bertel Haarder husker det, som om han måtte stille op i TV Avisen hver anden aften for at forsvare regeringens stramninger.

”Det særlige ved at være integrationsminister er, at i ens politiske modstanderes øjne er man ikke bare dum, men også ond. Integrationsministeren har ansvar for, at ikke alle kan få ophold i Danmark, og derfor bliver man holdt op mod de skæbner, der nødvendigvis vil opstå, når der ikke er plads til alle.”

Men undervejs skete der noget uventet. I både meningsmålinger og troværdighedsundersøgelser begyndte den udskældte integrationsminister at ligge helt i top. ’Bertel Bims’ var blevet populær. ”Da jeg blev integrationsminister, blev jeg minister for et område, som virkelig optog mange danskere,” lyder hans egen forklaring.

Integrationsproblemerne var store, og Bertel Haarder tog fat. Lastbil- og taxachauffører rullede vinduerne ned og råbte: ”Godt, Bertel!” når han kom cyklende forbi. De resultater, han opnåede som integrationsminister, er han stolt af.

”Alt det, jeg fik gennemført dengang, står stadig i dag. Der var stor kritik, også internationalt, men mange andre lande har siden bevæget sig i samme retning. Jeg mener, at vi var forud for vores tid.”

Også det danske EU-formandskab blev en succes, da det lykkedes at forhandle den store udvidelse af unionen mod øst på plads. Otte nye lande kom med, og Bertel Haarder spillede en central rolle. Når han ser tilbage på det halve år, er det noget af det mest udfordrende og inspirerende politiske arbejde, han har været med til.

Men han erfarede også, at det var noget helt andet at være minister under Anders Fogh Rasmussen end under Poul Schlüter. På godt og ondt. I 80’erne havde ministrene stort råderum. Der var masser af frihed til at udfolde sig inden for de økonomiske rammer, regeringen havde sat. Bertel Haarder skulle nå sine mål, men derudover kunne han selv lægge snittet.

Fogh derimod skrev ekstremt detaljerede regeringsprogrammer, som skulle følges til punkt og prikke. Vælgerne skulle have præcis det, de var blevet lovet. Bertel Haarder kunne godt se, at det skabte stor troværdighed om regeringen og ikke mindst om Fogh selv, men han syntes ikke, at det var nær så sjovt at være minister under Foghs ledelse.

I 2005, da Bertel Haarder var undervisningsminister for anden gang, skulle gruppeeksamen afskaffes og 10. klasse laves om. Et bredt forlig med Socialdemokratiet var så godt som på plads, LO havde han også med om bord.

Men da Fogh og Bendt Bendtsen ikke kunne nøjes med at få 90 % af regeringens politik igennem, faldt forliget til jorden. Og det var ikke den eneste gang, det gik sådan.

”Det var frygteligt, hvis noget ikke endte præcis, som Fogh havde planlagt. Han og Bendt Bendtsen sad i Koordinationsudvalget og spillede konger over for ministrene, og det var rigtig dumt,” siger han.

Men Fogh ville bestemme, og det kom han også til. Særligt hans evne til at håndtere pressen imponerede Bertel Haarder. Når Fogh sagde, at der ikke var noget at komme efter, gik journalisterne videre til næste emne.

Til gengæld var han knap så imponeret over statsministerens beslutning om at gøre Mariann Fischer Boel til EU-kommissær i 2004. En post, han gerne selv ville have haft.

Sorø-møderne

Et af Bertel Haarders varige aftryk på dansk politik er det årlige Sorø-møde, som han indførte i 80’erne. Her inviteres en lang række fremtrædende personer i undervisningssektoren til Sorø Akademi, hvor undervisningsministeren har en ministerbolig, for at diskutere den danske undervisningspolitik på gammeldags højskolemaner. Bertel Haarder brugte også enhver lejlighed i Sorø til at surfe over søen, men anden gang han blev undervisningsminister, var det blevet forbudt.

”Jeg har ellers foreslået Stiftelsen Sorø Akademi, at vi skal lave en konkurrence for dem, der kan stå over Sorø Sø i kjole og hvidt – uden at få vand på skoene – men jeg kan ikke bøje de træhjerter, og faktisk er forbuddet mod at surfe på søen hovedårsagen til, at jeg ikke gad være undervisningsminister igen,” sagde Bertel Haarder i et interview med Sjællandske i 2016.

I 2011 tog Bertel Haarder desuden initiativ til Folkemødet i Allinge på Bornholm, og i Kulturministeriet indførte han i 2016 Rødding-mødet, kulturens pendant til Sorø-mødet.

Med sin erfaring fra Europa-Parlamentet og tiden som europaminister samt hans store europæiske netværk syntes han selv, at han var det oplagte valg. Men den nyvalgte formand for Europa-Kommissionen José Manuel Barroso ville have flere kvindelige kommissærer, og hvis Danmark skulle have en tung post, måtte Fogh stille med en kvinde. Bertel Haarder har aldrig lagt skjul på, at han syntes, at det var urimeligt, at han blev fravalgt.

”Det var ganske enkelt kønsdiskrimination,” siger han. Bertel Haarder fik Udviklingsministeriet oven i Integrationsministeriet som kompensation, men meddelte Anders Fogh, at han ikke var interesseret i at fortsætte som integrationsminister efter næste valg.

Han havde fuldført sin opgave og reformeret udlændingepolitikken, og han var træt af at blive hængt ud af sine politiske modstandere. Så da regeringen genvandt magten i 2005, vendte han tilbage til Undervisningsministeriet.

Fire år senere, da der igen skulle udnævnes en dansk kommissær, blev han forbigået for anden gang. Denne gang var det De Konservatives Connie Hedegaard, der løb med posten.

”Hvem er det nu, du er?” Bertel Haarder peger på Euromans journalist og skæver over mod sin presserådgiver. Klokken nærmer sig 15, og i rummet ved siden af er han netop blevet færdig med en debat på P1, der har flyttet studiet ind på Christiansborg i anledning af Folketingets åbning 4. oktober 2016.

Det er hans syvende medieoptræden i dag, og senere skal han i ’Go’ aften Danmark’ på TV 2. Alle vil høre om ministerrekorden. Presserådgiveren må forklare, at det jo er Benjamin fra Euroman, der følger ham i løbet af dagen.

Midt i ræset har han glemt, at vi hilste på hinanden for første gang i morges. ”Nå ja, det er også rigtigt,” siger han lettere forfjamsket. Vi hilser igen. Det er ikke unormalt, at man skal fortælle ham tingene mere end én gang. ”Bertel, for helvede,” udbrød Uffe Ellemann ofte, når de holdt møder, og han havde sagt hans navn for tredje gang uden at få en reaktion. Bertel Haarder er distræt.

Ude foran indgangen til Folketinget holder ministerbilen klar. Bertel Haarder skal skynde sig, hvis han vil nå hjem og hvile sig lidt inden næste punkt på dagens program. På vej hen til bilen afbrydes han af en mørkhåret mand i hvid dynejakke, der har siddet på trappen foran Folketinget det meste af dagen. ”Har ministeren et øjeblik?”

Bertel Haarder tøver et sekund, men vender sig om og går manden i møde. Egentlig har han ikke tid, men hvis folk vil diskutere noget med ham, stopper han op. Han vil gerne suge så meget til sig som overhovedet muligt.

Når han gik til fodbold i Parken med sin daværende ministersekretær Arne Eggert, der arbejdede for ham i undervisningsministeriet fra 2005 til 2009, havde han som regel sine små, blå sedler med.

Han mødte altid mange mennesker til kampene, og hvis der kom en hen til ham og sagde, at han havde svært ved at skaffe lærlinge, blev det noteret og taget op i ministeriet mandag morgen. Mandagsmøder har været en fast ting i alle de ministerier, Bertel Haarder har ledet.

I Undervisningsministeriet mødte han op om morgenen med en liste over emner, der skulle gennemgås, og på den liste var der ofte input fra folk, han havde mødt til en fodboldkamp, en reception eller noget helt tredje. Særligt i den første ministerperiode i 80’erne var impulserne så store, at embedsfolkene aldrig helt vidste, hvad Bertel Haarder havde hørt sidst.

”Gad vide, hvem Bertel har snakket med denne weekend?” sagde de i sjov til hinanden. De mange indfald gjorde, at hans medarbejdere indimellem kunne føle, at de mistede fornemmelsen for den overordnede retning. Men for Bertel Haarder er det vigtigt at bevare kontakten til de borgere, han repræsenterer.

”Nogle af mine ministerkolleger læser ikke engang de breve, de modtager,” siger han.

Både embedsfolk og politikere, der har arbejdet sammen med Bertel Haarder, ser hans impulsive adfærd som et udtryk for et stort engagement og en utrættelig arbejdskapacitet. Der er altid en ny idé, der skal vendes, og nye sager, der skal drøftes. Gerne med det samme.

Arne Eggert og Bertel Haarder boede begge på Østerbro. Fra tidligere ministre, han havde arbejdet sammen med, var Arne Eggert vant til, at hvis der var noget, der skulle diskuteres uden for normal arbejdstid, gjorde man det over telefonen.

Men Bertel Haarder gik oftest bare over og ringede på hos ministersekretæren, hvis der var en sag, han gerne ville tale om. I en almindelig lønarbejderkultur ville de fleste nok spærre øjnene op, hvis chefen stod og bankede på døren i weekenden, men Bertel Haarder stoppede ikke med at få nye ideer, bare fordi det var søndag.

”Hvordan kan du holde til det?” blev Arne Eggert flere gange spurgt, når han fortalte om sit arbejde. Men han syntes, at det var spændende og udfordrende at forsøge at følge med i Bertel Haarders tempo.

Et par uger efter Folketingets åbning sidder Bertel Haarder ved sit skrivebord inde på hjørnekontoret med de vinrøde vægge i Kulturministeriet. Han bakser med sin skuldertaske, der er fyldt til randen med bøger, dokumenter og gamle avisudklip, mens to medarbejdere fra ministeriets pressetjeneste er i fuld gang med at briefe ham om dagens pressehenvendelser på den anden side af bordet.

Man kan se på dem, at de ved, at de har travlt. Bertel Haarder er halvt på vej ud ad døren til et arrangement på Christiansborg, og efter planen skulle han være gået for fem minutter siden.

”Jamen, de kan da bare ringe til mig! De har jo mit nummer,” siger han forundret. Det er Kristeligt Dagblad, der gerne vil have en kommentar til et portræt af Uffe Ellemann. Han kan ikke forstå, at de ikke bare er gået direkte til ham.

”Sig til dem, at de kan ringe mig op om lidt. Så tager jeg den på vejen.”

Bertel Haarder gør sig meget umage med at være tilgængelig for medierne. Han ser det som et af sine varemærker.

Af samme grund takkede han som den eneste minister i V-regeringen nej til en spindoktor, da han blev kultur- og kirkeminister. Modsat mange af hans ministerkolleger kan journalisterne ringe direkte til hans mobiltelefon, hvis de skal bruge en kommentar.

Er filteret mellem medier og politikere blevet for stort?

”Det synes jeg. Jeg siger ikke, at en minister ikke skal have hjælp til håndtering af pressen, men frygten for at ende på forsiden af Ekstra Bladet har fået lov til at diktere alt for meget i dansk politik.

Og det gælder i lige så høj grad for embedsfolkene som for politikerne. De er ved at dø af skræk ved tanken om, at de kan komme til at sige noget, som en journalist kan udlægge forkert.”

Hvorfor tror du, at det er blevet sådan?

”Det øgede mediepres er en væsentlig faktor. Men det er ikke kun mediernes skyld. Vi gør det også værre for os selv ved at lave flere regler og ansætte flere spindoktorer til at dæmme op for medierne.

Hver gang der bliver lavet en ny regel, er der også en regel mere at bryde – og så ender man alligevel på forsiden. Det er skruen uden ende. Hver tredje måned skal man underskrive en liste og godkende hver eneste lille plade chokolade, der er blevet sendt til ministeriet, og hver gang underskriver jeg med ordene ’undskyld tidsspildet’.

Sådan var det ikke i gamle dage, men det er et hul, vi selv har gravet, og Lars Løkke tør ikke lave det om, for så vil han blive beskyldt for at dække over, at vi modtager gaver og bestikkelse.”

Det råderum, ministrene havde i 80’erne, savner han stadig. Det er ikke blevet bedre under Lars Løkke, end det var under Fogh. Bl.a. fordi Finansministeriet har fået større magt, end Bertel Haarder bryder sig om.

”Det er selvfølgelig grundlæggende en god idé, at de holder styr på budgetterne, men jeg kunne godt tænke mig at have noget mere frihed. Jeg synes, at jeg er bedre til at føre politik end den kontorchef i Finansministeriet, der har mit område under sig.”

Tilbage i den blomstrede lænestol på A.L. Drewsens Vej kan Bertel Haarder sidde og skue tilbage på mere end 40 år i dansk politik. Lige siden han blev valgt ind i Folketinget for første gang i 1975, har Bertel Haarder været en central figur i Venstre og en af partiets stærkeste ideologer.

’Venstres frygtløse tænker’ bliver han kaldt af sine partifæller. Men selv om han har været med til at forme partiet gennem fire årtier, er han aldrig kommet helt til tops.

Har du aldrig haft ambitioner om at skulle være partiformand og statsminister?

”Jeg ville da være et skarn, hvis jeg påstod, at jeg ikke gerne ville have været formand. Jeg mener, at jeg kunne være blevet en rigtig god statsminister. Men jeg tror ikke, at jeg ville orke alt det, der skal til for at komme så langt.

Anders Fogh sled og slæbte dag og nat for at blive formand, mens jeg hellere ville bruge tiden på at skrive bøger. Hvis jeg havde arbejdet systematisk på at opbygge et netværk, som kunne promovere mig til Venstres højeste post, er det da ikke utænkeligt, at det kunne have lykkedes. På papiret opfyldte jeg jo alle kravene.”

Ifølge Uffe Ellemann har Bertel Haarders ry som frygtløs ideolog muligvis også været med til at forhindre ham i at blive partiets øverste leder.

I ugen op til dannelsen af den nye VLAK-regering var der blevet spekuleret i, at Bertel Haarder var en af de ministre, der kunne risikere at miste sit job. Det kom ikke som nogen stor overraskelse.

Han havde også selv frygtet, at det var sådan, det ville ende. Men som de andre ministre vidste han ikke noget, før telefonen ringede om aftenen søndag 27. november.

Hvorfor tror du, at du var en af de ministre, der blev fyret?

”Det var jo alle de gamle ministre, der blev gået. Undtagen Claus Hjort Frederiksen. Men jeg var regeringens mest populære minister i alle meningsmålinger, så jeg håbede til det sidste.”

Hvad tænkte du, da du fik det at vide?

”Jeg var skuffet, og det sagde jeg også til Lars Løkke. Dengang jeg kunne være blevet valgt til formand for Folketinget med støtte fra næsten alle partier, trak jeg mig godvilligt for at undgå konflikt med Dansk Folkeparti.

Det havde jeg ikke gjort, hvis jeg havde vidst, at jeg kun skulle være minister i 17 måneder. Det var tydeligt, at statsministeren forstod min skuffelse, og jeg tror, at det var derfor, han havde forberedt tilbuddet om at blive generalkonsul i Flensborg.”

Hvorfor sagde du ja til at blive generalkonsul?

”Det gjorde jeg, fordi det lige er mig. Jeg er sønderjyde, jeg er vokset op ved Flensborg Fjord, og jeg har en stærk interesse i grænselandet og dets historie. Jeg er på alle måder kvalificeret til jobbet.”

Udefra set kan det godt ligne en trøstepræmie …

”En trøstepræmie er et pamperjob, man giver til en, der trænger til at blive forsørget. Men jeg trænger ikke til at blive forsørget. Jeg arbejder næsten gratis hele det første år, fordi min løn som generalkonsul modregnes mit eftervederlag som minister, så hvis ikke det var noget, jeg virkelig gerne ville, havde jeg aldrig sagt ja.”

Men du ville vel hellere have fortsat som minister?

”Ja. Det lægger jeg heller ikke skjul på. Jeg synes, at det ville have været godt for regeringen, hvis jeg havde fortsat som minister. Men jeg er ikke bitter, og jeg ser frem til nye udfordringer.”

Bertel Haarders beslutning om at forlade politik holdt blot to uger. Nyheden om hans udnævnelse til generalkonsul havde udløst protester i det danske mindretal i Slesvig, og i Flensborg Avis væltede det ind med læserbreve fra folk, der var vrede over, at den meget afholdte Henrik Becker-Christensen var blevet fyret.

15. december bekræftede Bertel Haarder, at han havde afslået tilbuddet, han ellers ”ikke kunne sige nej til”. Og det, der skulle have været et værdigt farvel, var i stedet blevet et uskønt, rodet forløb. Selv vil Bertel Haarder ikke forholde sig til det, og han er også fåmælt omkring sin fremtid. Han oplyser blot, at han stadig er genopstillet til næste folketingsvalg.

LÆS OGSÅ: Politiske dynastier i Danmark: "Navnet er en genvej ind i politik"

LÆS OGSÅ: Tidligere praktikant afslører ’sexistisk og syg’ arbejdskultur på Christiansborg i ny bog

LÆS OGSÅ: Kunsten på kontoret: Se hvad der pryder 4 markante politikeres vægge