Kunsten på kontoret: Se hvad der pryder fire markante politikeres vægge
Hvad hænger der af kunst på politikernes kontorer? Og kan man aflæse deres politiske holdninger i de billeder, de har valgt? Knud Brix har talt med fire parlamentarikere om kunsten på kontoret.
Pia Kjærsgaard, formand for Folketinget, Dansk Folkeparti.
”Det er et fantastisk smukt kontor. Jeg kom her tit, da Mogens Lykketoft var formand for Folketinget. Og hver gang tænkte jeg, at hans malerier var helt forkerte til rummet. Altså de der store Jens Birkemose-billeder.
Jeg blev påvirket af dem. Det var meget aggressivt. Alle de hårde streger. Og jeg synes, der er rigeligt at blive aggressiv over på Christiansborg i forvejen. Så jeg fik skiftet det hele ud, da jeg blev formand.
Annonse
Jeg har lånt guldalderkunst på Statens Museum for Kunst. Det passer til rummet. Jeg elsker det her billede af Christen Dalsgaard. Alene titlen vækker noget i mig: ’En ung pige beder landsbyens gamle postbud om at besørge et brev.’ Er det et kærestebrev?
Det er garanteret et kærestebrev, ikke? Se hendes blik. Postbuddet får lige at vide, at han skal passe godt på det. Det er så sødt et billede, så smukke farver. Se solsikken, et lille vindue, hegnet, som er lidt slidt. Det er meget hyggeligt.
I Dansk Folkeparti bliver vi tit beskyldt for at hylde fortiden og sætte den i et romantisk lys. Men jeg er kold over for, hvad de siger om min kunstsmag. Jeg nægter at forklejne guldalderen. Det er en smuk del af vores historie.
Og man kan altså godt være åben over for moderne kunst uden at smide traditionerne på møddingen. Jeg har fx John Kørner i min præsidie-lejlighed på Ridebanen. Han er dygtig. Jeg var også inde og se den store Kirkeby-udstilling. Kunst betyder meget for ens indre ro.”
Der er så rigeligt at blive aggressiv over på Christiansborg, så Pia Kjærsgaard gik bevidst efter guldalderkunst, da hun skulle indrette formandskontoret.
Rasmus Nordqvist, politisk ordfører og kulturordfører, Alternativet
Annonse
”Vi har kun kvindelige kunstnere på væggene hos Alternativet. Der er alt for mange mænd i de offentlige samlinger, og den kvindelige underrepræsentation bunder i et stort strukturelt problem. Mænd er vanedyr.
De køber andre mænd, også i toppen af kunstcirklerne. Mange gæster på kontoret forstår ikke min Cecilie Gravesen, de ser kun noget hvidt krimskrams. Hun er også rimelig avantgardistisk.
Det er bygget op af tegninger fra forskellige familiemedlemmer, som hun har lagt oven på hinanden – ansigt på ansigt – og så tegnet videre på. Også uden på glasset. Når jeg sidder på kontorstolen og kigger over på det, svæver jeg væk i de mange lag.
Det skaber et nyt rum, flere dimensioner, simpelthen. Jeg opdagede hende, mens hun stadig gik på Chelsea College of Art i London, så jeg har købt en del af de gamle ting. Jeg har et stærkt behov for altid at have god kunst omkring mig, og jeg følger kunstscenen helt nært. Kunst er så uforskammet vigtig, fordi den skubber os som mennesker.
Det ironiske er, at jeg aldrig har brugt mindre tid på kunst, end efter jeg blev kulturordfører. Jeg har ikke tid. Jeg har lovet mig selv, at jeg vil indlægge små pauser hen over året, hvor jeg kan synke ned i kunsten. Det åbner nye rum i mig.”
Anders Samuelsen, formand, Liberal Alliance
Annonse
”Jeg har altid været stor fan af Johnny Madsen. Der er både knald på hans musik og malerierne. Derfor ønskede vi at få ham til at svinge penslerne i vores gruppelokale. Men Johnny Madsen var ikke fin nok til Folketinget.
Christiansborgs Kunstudvalg sagde, at de ikke ville betale, fordi han ikke var dygtig nok. Jeg ved ikke noget om kunst, men de snobber skal da ikke diktere, hvad der er god smag. Vi kan lide det, så derfor betalte vi selv.
Og Johnny kom op og hænge. Johnny Madsen hader formynderi, hader ensretning. Han slår ud med armene. Han er en fritænker og frihedskæmper. Det er da noget, vi kan forstå i Liberal Alliance.
Min favorit er det store maleri med rækken af personer og ansigter. Det har et enormt stærkt udtryk. Nogle af vores gæster synes, ansigterne er lidt uhyggelige. Jeg elsker det.
Johnny har sagt til mig, at billedet viser, hvordan han ser publikum fra scenen. Projektørlyset er i hovedet på ham, og så flyder ansigterne på tilhørerne lidt ud. Der er virkelig pang på farverne. Christiansborg har behov for lidt mere gang i den.”
Morten Østergaard, partileder, Radikale Venstre
”Det er et stort privilegium, at vi kan vælge kunsten til væggene kvit og frit. Jeg kunne plastre væggene til med guldalder, men jeg takkede nej. I stedet har jeg valgt Ninni Lodahl Gjessings billeder.
De har fulgt mig gennem tre ministerkontorer. Jeg har besøgt hendes atelier på gården i Ranum. Hun har været sognepræst, men nu er hun maler og radikalt byrådsmedlem i Vesthimmerland. Hun er måske ikke internationalt anerkendt eller avantgarde, men det gør mig ikke noget.
Hendes billeder rører noget i mig. Kvindeportrætterne er meget insisterende. Billedet over for mit skrivebord hedder ’Sensommer i blåt’. Der er noget med de øjne, dybden i dem.
Måske holder kvinden øje med, hvad der foregår ved mødebordet, og minder mig om, at vores beslutninger har konsekvenser for andre. Jeg ejer ikke maleriet. Ninni stiller det gratis til rådighed, så mit kontor et hendes fremskudte atelier, og der er selvfølgelig mange, der spørger mig, hvem hun er.
Jeg følger ikke med i de seneste tendenser i moderne kunst, og jeg er heller ikke kunstsamler. Men jeg har købt to af Ninnis malerier til privaten. Hun kørte hele vejen til København med en stor trailer fyldt med billeder. Sådan noget elsker jeg.”
Folketingets Kunstudvalg
Udvalget vælger, hvilke kunstnere der skal udsmykke Folketinget, og står for indkøb af kunst til Folketinget. Politikere kan kvit og frit låne kunst i Folketingets samling – eller ansøge om at låne kunst hos Statens Museum for Kunsts samling.
Udvalget består af:
Formand: Carsten U. Larsen, direktør i Folketinget.
Mikkel Bogh, museumsdirektør, Statens Museum for Kunst.
Birgitte Kirkhoff Eriksen, museumsdirektør, Museet for Samtidskunst.
