Lukas Graham: ”Jeg er rædselsslagen for alt, hvad der sker lige nu. Jeg er ved at miste mit liv og få et nyt"

Kvinden bag skranken i Heathrow lufthavn kigger op på Lukas Forchhammer og spørger rutinemæssigt: ”Og hvor ankommer du fra?”

Den 27-årige danske musiker tøver. Dagene, ugerne og månederne op til har været en lang rejse ud og ind af lufthavne, over grænsekontroller i en tourbus, fra koncertsted til koncertsted i en endeløs række af byer.

Han tænker sig om igen og siger så, spørgende og usikkert: ”… Milano …?”

Hun sender ham et skeptisk blik og kører hans pas igennem scanneren for at se, hvilke lande der har registreret hans besøg.

”Wow,” siger hun så, da hun kan se, at han de seneste dage har været i Frankrig, Tyskland, Schweiz, Danmark og sidst, rigtigt nok, Italien.

”Du må være helt svimmel.”

Lukas Forchhammer griner højt fra et sted dybt nede i maven, da han fortæller historien fra den engelske lufthavn her på gaden i New York. Det er tirsdag i begyndelsen af maj, bandet er ved at blive fotograferet til Euroman, og på gaden foran deres foretrukne hotel, det firestjernede Hotel on Rivington, står tre af bandets i alt fire medlemmer, en manager, en tourmanager, Lukas Forchhammers assistent Jackie, Lukas’ fætter, deres faste fotograf og et par andre, der alle giver hånd og småsnakker høfligt, indtil Lukas på mindre end et minut får nok af at vente og skærer igennem med et:

”Mark og Kasper, I går op på værelset med stylisten, Magnus er på vej i en taxa, og jeg skal lige mødes med en mand for at købe noget pot.”

En majdag i New York. De fire musikere er trætte efter en tidlig morgenoptræden på ’Good Morning America’ side om side med vicepræsident Joe Biden. Fra venstre Magnus Larsson (bas), Mark Falgren (trommer), Kasper Daugaard (keyboard) og Lukas Forchhammer (vokal og sangskriver). Kasper Daugaard forlod dog bandet i juni efter aftale med Lukas Forchhammer, da turneen i USA og Storbritannien var til ende.

Og så forsvinder han i mylderet på vej hen til en tilforladelig mand med grå stænk i skægget og klædt i diskret træningstøj.

Det er eftermiddag, folk haster forbi, og storbyen ænser ikke den danske musiksensation – hverken sanger og sangskriver Lukas Forchhammer, Mark Falgren, der spiller trommer, Magnus Larsson, der spiller bas, eller Kasper Daugaard, der spiller keyboard (men som tre uger efter vores første møde stoppede som pianist i bandet, red.). Selv om de har solgt 3 mio. singler i USA og i dag ligger nr. 2 på Billboards Hot 100-liste over de mest spillede singler i den amerikanske æter, og de denne morgen begyndte dagen som gæster i ’Good Morning America’ side om side med vicepræsident Joe Biden.

Da Lukas Forchhammer kommer tilbage fra udvekslingen med pot-handleren, takker han nej til de store Starbucks-latter, der står klar på fortovet, og går i stedet resolut mod en lille kaffebar rundt om hjørnet, hvor kaffen er stedets egen blend og nøjsomt tilberedt af en barista, der ved siden af serverer et sirligt glas danskvand.

Han takker for de særlige kopper, han købte i går, faktisk har han købt kopper fra hver en by, han har besøgt, og til samlingen kan han føje sine kopper fra talkshowene ’The Ellen DeGeneres Show’, ’Jimmy Kimmel Live, ’Late Night with Seth Meyers’ og ’Conan’ (med Conan O’Brien, red.).

Bandet har været på tour siden februar, kørte først Europa tyndt i tourbus, og nu er turen kommet til USA og Canada. Bandet har spillet i 18 byer på dette kontinent, om en uge skal de spille til den prestigiøse Billboard Music Awards side om side med stjerner som Rihanna, Britney Spears og Justin Bieber, og så venter endnu en omgang koncerter i Storbritannien, Danmark, Tyskland og Italien, Australien og Japan hen over sommeren. Alt det rejseri gør, at deres liv ganske kort opsummeret består af transport, shows, mere transport, radiointerview, endnu mere transport, shows og indimellem bare ventetid.

Og mens de kan konstatere, at de i den danske presse bliver udråbt til helte, der er ved at besejre hele verden, kan de blot se undrende til:

”Når man står midt i orkanens øje, er der stille. Vi har travlt, vi knokler, men vi mærker endnu ikke så meget til den succes, som alle taler om. Medierne derhjemme skriver, at vi er stjerner. Men det er vi jo ikke. Jeg vil ikke være en stjerne. Jeg vil bare være mig. Det er derfor, folk kan lide det, vi laver: Fordi vi bare er os selv,” siger Lukas Forchhammer og fortæller, at touren – udsolgte koncerthuse til trods – giver underskud.

De går hen over et fodgængerfelt, Lukas råber: ”En, to, tre,” og så letter de alle sammen i samme sekund og hænger et øjeblik i luften. Bagefter går de videre – de tre andre er tydeligvis vant til at gøre, hvad der bliver foreslået, uden at diskutere hver en lille ting undervejs.

Efter fotograferingen har de en sjælden friaften, for den næste koncert, som de skal spille i Brooklyn, er først i morgen. Nogle vil i byen, andre vil sove, men først skal de spise. Gruppen har en madcraving: De vil have tacos. Det skal være de bedste, og de bedste – på dette punkt er der heller ingen slinger i valsen – kan man få rundt om hjørnet fra deres hotel. Den lille restaurant er tom, men bliver næsten fyldt af bandet med følge, og Lukas bestiller to kander med margaritas, en stærk og en almindelig, og alle bestiller hver tre tacos.

Lukas vil helst kun fotograferes i sine hvide T-shirts, gerne med Christiania-mærket ’ALIS’, for selv om han ikke bor der i dag, har han et tæt tilhørsforhold til sit barndomshjem på Christiania. Han har været talsmand for fristaden, og hans mor bor der stadig.

Lukas Forchhammer har ikke talt med den danske presse i lang tid. Når han gør det nu, handler det om, at han synes, at medierne ikke har skrevet den rigtige historie om dem.

”Der er så mange artikler lige nu, der fremstiller os på en bestemt måde, som om vi allerede er en kæmpesucces. Og jeg synes ikke, at vi er en succeshistorie endnu,” siger han.

”Jeg har kun halvt så mange følgere på Instagram som Christopher, og der er nogle, der tror, at jeg er en stor, sort dame,” fortæller han og griner ved tanken om den pågældendes Twitter-udbrud, da hun opdagede, hvordan han så ud: ”Oh my God, he’s white!”

”Vi gør præcis det samme, som vi har gjort hele tiden. Vi er 11 mand i bussen som altid, men det, der er forskelligt fra tidligere, er, at der sidder 30 mennesker hos Warner Music nede på Broadway og arbejder med os. Vi er pladeselskabets største prioritering og nye navn lige nu. Det er bare sådan, det er.”

Og med en af de mange engelske gloser, der bliver skubbet ind i hans sprog, når han gerne vil understrege en pointe, siger han:

”Success has always been a great liar. For hvad er succes egentlig? Hvem definerer, hvad succes er? Det bruger vi ikke tid på. Hvis det påvirker os, handler det bare om, at vi bliver mere sultne af at få succes, af at få opfyldt vores mål. Så sætter vi bare nogle nye.”

Han sidder og kigger lidt frem for sig, mens resten af bordet går om bord i drinks og øl og nachos med guacamole.

”Lige nu synes alle, at vi er de største. Men faktum er, at vi bare er de sidste. Men for os er det fint. Vi gør ikke det her for at blive berømte. Vi er jo godt klar over, at vi bare er os.”

Han lyder måske som en arbejdsom og beskeden herre, men det er kun det første, der er rigtigt. For Lukas er ikke ydmyg, og han har higet efter at blive verdenskendt, lige siden han var lille. Frygten for at blive etableret som en succes handler om, at det kan være svært at finde et sted at gå hen, når man først er på toppen.

Han vender sig mod stylisten, som han har kendt siden barndommen, og spørger:

”Hvornår var det, jeg sagde til dig, at når jeg blev berømt, skulle du danse i min musikvideo? Vi var bare små børn på Christiania, ikke?”

Hun nikker. De var knap nok teenagere. Hun var en god danser, og han havde spillet Grunk i ’Krummerne’, men der var ikke de store tegn på, at han skulle blive en musiksensation. Alligevel besluttede han sig allerede som 12-årig for, at han ville være verdensberømt sanger.

”Når man har stilet efter noget, lige siden man var lille, er det mærkeligt, når det pludselig bliver virkelighed. Men jeg vidste, at det ville ske. Jeg har altid vidst det. Det var bare resten af verden, der ikke vidste det,” siger han, og hans selvtillidstunge udmelding bliver ikke fulgt af den mindste antydning af et smil.

”Lasse, vi andre kan ikke være her for din hat. Den skygger,” siger Lukas Forchhammer, og de andre griner og skiftes til at hyggemobbe hinanden. Gruppen er blevet som en søskendeflok efter de mange måneder på landevejen.

I dag, mens singlerne og koncertbilletterne storsælger, og Lukas Grahams navn får millioner af mennesker til at nikke genkendende, hænger selvtilliden sammen med virkeligheden. Men der må have været engang, hvor den store tro på egne evner overskyggede, hvad han faktisk kunne, og hvor det måske endda kostede noget – venskaber, fællesskaber, samhørighed – at han følte sig som noget særligt; at han grundlæggende vidste, at han var bedre end de andre.

Det når vi bare ikke at tale mere om, ikke før en lidt porøs overskyet eftermiddag i Birmingham, for nu her, i New York denne tirsdag aften, vælter det ind med mennesker, der kommer over og krammer og snakker. Et par, der er venner med ham og hans kæreste, som han kalder reservefamilien, der er ved at booke en airbnb-lejlighed, indtil Lukas afbryder dem og siger, at de skal lade være, for han har et værelse til dem på hotellet.

Hans fætter, der begynder at fortælle historier om gamle dage, og alle mulige andre, som høfligt præsenterer sig for alle de andre i rummet. Lukas Forchhammer bestiller mad til alle, som han kender, der kigger forbi – barndomsvenner, venners venner og det løse.

”Det er ikke sjovt at være rig alene. For mig er rigdom oplevelser. Alle må komme og besøge os når som helst. Bare de forstår, at de kommer ind i en arbejdsuge. Jeg lægger mine venners hotelregninger ind i tourbudgettet. Jeg er vokset op med princippet om, at dem, der har penge, betaler for dem, der ikke har. Det kan jo nemt skifte, og hvorfor skal de, der ikke har særlig meget, betale det samme som dem, der har mange penge?”

Lukas Forchhammer er vokset op på Christiania med sin mor og sin far og sine to søskende. Da hans fætter på den anden side af bordet hører, at vi taler om hans barndom, bryder han ind:

”Du var et vildt barn! Du ville være advokat eller sanger. Du skulle have et job, hvor du kunne bruge dine evner til at overbevise folk. Det har du altid været god til,” siger han.

Fætter Cormac, der til daglig bor i Dublin – byen, som Lukas’ far kaldte sit hjem, hvor hele hans store irske familie stadig bor, og som han også selv betegner som sit hjem sammen med Christiania – er taget til New York for at tjekke, om Lukas har det godt på sin tour. Indtil videre ser han ingen faresignaler og koncentrerer sig derfor om sin øl og sine nachos.

Lukas’ kærlighed til Dublin og hans irske familie er tæt forbundet med kærligheden til hans irske far. Som besvarede hans mange spørgsmål om alt og ingenting ved at stikke ham et leksikon og bede ham undersøge sagen selv. Som lærte ham alt og har givet ham det råd, han lever efter og giver videre til alle (”Når det handler om damer, så vær sikker på, at hun har det sjovt, når du er sammen med hende. Hvis hun vil gå en tur, så sørg for, at hun aldrig glemmer den tur. Hvis hun vil bolle, så giv hende the ride of her life).

Og som døde for tre år siden helt uventet af hjertestop midt i hverdagen og midt i, at Lukas var på turné i Tyskland. Hans død efterlod ham med et sår, der stadig bløder, og en helt ny kategori af sange, der gav ham et kunstnerisk gennembrud, Lukas næppe havde fået så hurtigt uden tragedien. Det grundvilkår vælter ham fra tid til anden ud i en sovs af følelser, som det ikke er nemt at sætte ord på, og som måske netop derfor skal forblive usagte. Det er bare sådan, det er.

Når han taler om sin barndom, er historierne præget af, at familien ikke havde særlig meget.

”Jeg har gået i genbrugstøj hele min barndom og spist rester til aftensmad. Nu sender de store tøjmærker mig tøj, som de gerne vil have, at jeg går rundt i. Forstår de ikke, at det er en hån mod hele min barndom?” spørger han og forklarer, at det er derfor, han ikke under nogen omstændigheder vil styles til fotosessions – ligesom andre stjerner af hans kaliber ellers bliver det konstant. Han skal ikke spændes for en kommerciel vogn. Den del har han også helt styr på. Han har opkøbt alle de Levi’s 508-jeans, han kunne opdrive (”de er nemlig ikke længere i produktion”), og derudover foretrækker han hvide T-shirts.

”Jeg kender godt min værdi, og jeg er ikke interesseret i at være en reklamesøjle. Jeg vil fx ikke have, at Adidas sender mig sko, selv om jeg faktisk godt kan lide deres sko.”

Han løfter sine fødder op og viser et par sorte Adidas-sneakers: ”Jeg har selv været nede og købe dem her i butikken,” siger han så.

Forretningsmanden i ham fylder lige så meget som kunstneren. Han har rettighederne til sin musik i sit eget firma, som bandets medlemmer er lønnet igennem. De får en fast månedsløn, og de har netop fået en stor bonus.

Fordelen ved det setup er, at han selv har kunnet træffe en masse dyre kreative beslutninger. Fx ville Lukas Grahams amerikanske pladeselskab Warner have Lukas til at skrive sin musik i Los Angeles sammen med deres folk. Men han takkede nej og betalte i stedet for at flyve sine egne folk over, som han altid har arbejdet sammen med.

”Jeg skriver jo ikke musikken alene, men sammen med Morten Ristorp og Don Stefano. Det har også betydet, at jeg har været ved at gå bankerot fire gange. Men det er jeg ligeglad med. Jeg nægter at gå på kompromis, ligegyldigt hvad det koster, så jeg betalte selv for det, jeg ville have. Uden dem kan jeg jo ikke være mig – det har jeg forsøgt at forklare dem (pladeselskabet i USA, red.), og jeg tror, at vi forstår hinanden nu.”

Det overskud, der nu endelig er på kontoen, har han indtil videre brugt på at købe nabohuset til sin mormors sommerhus, en fireværelses andelslejlighed på Christianshavn, en Michelin-restaurant, Kadeau på Christianshavn, som han selv elsker at komme på, og så har han stablet et byggefirma på benene.

”Penge er en målestok for succes, men succes er at være tilpas. Jeg er ked af, at min far er død, og jeg er glad for, at jeg selv skal være far. Jeg er glad for udsolgte koncerter og ked af, at jeg mangler tid til at være sammen med min kæreste og se hendes mave vokse og se min familie og mine venner. Men ind imellem alt det er jeg tilpas.”

Lukas Forchhammer går op i, hvad han spiser. Eftersom det er umuligt for ham at optræde, hvis han ikke har fået nok næring, render hans assistent Jackie hele tiden rundt med madpakker – knækbrød, avocado, chiafrø, og hvad de ellers kan støve op undervejs.

Hvis alt går, som det amerikanske selskab Warner satser på, vil virksomheden Lukas Graham om et par år tjene nok til, at han ikke behøver bekymre sig om fremtiden – hverken sin egen eller sin families.

”For en dreng som mig, der er vokset op uden penge, er det ret uvirkelige beløb,” siger han, som om han stadig har lidt svært ved at tro på det.

”Hvad i alverden skal jeg med den slags penge?”

Lukas har et håndklæde om maven, da han næste morgen åbner døren til sit hotelværelse.

”Kom ind, jeg skal lige pakke,” siger han.

Hans assistent Jackie er nede i receptionen for at hente hans vasketøj, bl.a. nogle rene boksershorts, og før han kommer tilbage, kan Lukas Forchhammer ikke klæde sig på.

Hans assistent Jackie er nede i receptionen for at hente hans vasketøj, bl.a. nogle rene boksershorts, og før han kommer tilbage, kan Lukas Forchhammer ikke klæde sig på.

Hotelværelset ser ud, som om en centrifuge har spredt indholdet af hans kuffert ud over det hele. Alle overflader er dækket af tøj, sko, poser, hvide T-shirts, nogle med Christiania-logo, Levi’s 508-jeans, en halskæde med et kors, en bordeaux jakke, et rødt Christiania-flag med tre cirkler. Han skal være klar til radiointerview om 15 minutter med kufferterne pakket, så de kan blive fragtet hen til tourbussen, der møder dem i nat efter koncerten i Brooklyn og kører dem til Boston. Selv står han helt rolig midt i sit kaos.

”Jeg har shoppet i formiddags,” fortæller han og tager et sæt med en kortærmet skjorte og shorts, begge i samme diskrete blå og grå striber, op ad en pose.

Jackie kommer ind med hans tøj, og uden den mindste blufærdighed går han i gang med at skifte. Der er en ram lugt, der kan spores hen til en lille papirspose, som ligger på sofabordet. Resultatet af mødet med den midaldrende mand i sportstøj i går. Lukas kommer over, holder den op til sin næse og snuser nydende indad.

”Prøv og lugt, det er meget bedre end derhjemme,” siger han.

”Jeg ryger ikke så meget længere, og når jeg endelig gør, er det ikke, fordi jeg har brug for det til at dulme sorg eller savn, men bare fordi jeg har lyst. Jeg har ikke brug for det for at skrive på samme måde, som jeg havde engang.”

Nu hvor han har fået sit tøj på, pakker han hele værelset ned på fem minutter. Han smiler overbærende ad den overraskelse, det frembringer.

”Jeg har en særlig teknik. Jeg har fået oparbejdet en vis rutine.”

Tre poser står tilbage med gaver til hans kæreste, der er gravid derhjemme. Hun har termin i september, og fordi hun har eksamener på sit studie, kan hun ikke besøge ham. Vennerne tager gaverne med hjem til hende.

Lukas og Rillo, som hans kæreste bliver kaldt, ville egentlig gerne have haft graviditeten for sig selv. Men den blev opsnappet af en ugebladsjournalist, og derfor følte han sig tvunget til at offentliggøre historien selv. Han mistede kontrollen over sin historie i et øjeblik, men han tog den tilbage med det samme, og ja, han nikker:

”Jeg kan godt lide at have kontrol. Kontrol betyder meget for mig,” men han er samtidig langsomt ved at lære, at kontroltabet i det store er uundgåeligt.

Hans tid bliver skemalagt af andre. Hotellerne, han sover på, har han sjældent selv valgt. Maden, han spiser, bliver tilberedt og ofte indkøbt af andre. Alt det er han ved at vænne sig til.

”Jeg forstår grundlæggende set ikke, hvorfor folk synes, jeg er interessant. Det er jo musikken, de skal forholde sig til, ikke mig. Og slet ikke min kæreste og hendes mave,” siger han.

Udtalelsen lyder naiv for en fyr, der udmærket kender både sin egen nyhedsværdi og spillet mellem medierne og de kendte. Og jo, han ved jo godt, hvorfor hun er interessant, medgiver han modvilligt.

”Men hun skal ikke blive en historie, bare fordi hun er min kæreste. Hun tager jo netop ikke med til premierer og den slags, fordi hun ikke har lyst til at blive kendt. Vi har ikke lyst til at spille med på det og invitere medierne til at skrive om os,” siger han.

Lukas Forchhammer vil derfor heller ikke fortælle særlig meget om hende. Kun at hun hedder Rillo, at de har kendt hinanden siden skoletiden, men de to blev først for alvor kærester i 2013, og at hun er smuk og kunne få en hvilken som helst mand, hun ville have. ”Og så valgte hun mig …,” siger han og smiler.

Lige nu savner han hende. Når hans ord strejfer hende og den lillebitte pige, der ligger inde i hendes mave, får han blanke øjne.

”Nok om det,” siger han med en pludselig bryskhed i stemmen og lukker kufferten i.

Det er ikke just nødvendigt for drengene at samle almisser ind på gaden. Bandets medlemmer får en fast månedsløn og bonusser, og Lukas selv har tjent nok til, at han ikke behøver bekymre sig om økonomien.

Nede på gaden holder en skinnende sort Lincoln med tonede ruder. Lukas og hans assistent Jackie stiger ind. På gaden hænger venner og folk fra bandet ud, og ind ad vinduet stikker en af Lukas’ mors venner et brev hjemmefra. Bilen sætter i gang og ruller langsomt ud i den tætte newyorkertrafik, mens Lukas læser de to postkort fra sin mor og sin søster. Han tager sig tid og smiler bagefter. På USA-touren fik han for nogle uger siden selskab af sin mor og hendes veninde.

”Det var min mors første gang i USA. At kunne give min mor den oplevelse … Det var noget særligt.”

Bilen holder ind foran iHeartRadios studie, og her står Andrew fra pladeselskabet Warner klar til at tage imod. Han er slank og klædt i denimbukser og denimjakke, og han er Lukas Forchhammers faste kontakt til arrangementer for pladeselskabet. Han er med som en slags speedsnakkende bodyguard, der følger Lukas ind i studiet, sidder stille under udsendelsen, henter kaffe og følger ham ud igen bagefter.

Lukas skal være medvært på den ugentlige hitliste ’iHeartRadio Countdown’, et program, der bliver sendt på 130 radiostationer over hele landet. Værten, der hedder On Air Romeo, har en af de her dybe amerikanske radiostemmer, som signalerer tryghed og rock’n’roll på samme tid.

Han tager hjerteligt imod Lukas, men ikke så hjerteligt som en lyshåret kvinde, der står uden for den lukkede studiedør og vifter ivrigt med hænderne, indtil hun bliver lukket ind. Hun takker ham, fordi han ville være med, kigger ham direkte ind i øjnene og går tæt på ham, mens hun udbryder:

”Jeg er fuldstændig besat af dig. Seriøst.” Og mens Lukas svarer høfligt og professionelt for sig, uddyber hun:

”Du har ingen idé om, hvor meget din musik betyder for mig. Jeg mistede min far for et år siden. Helt alvorligt. Jeg mener det,” inden hun pludselig skifter til et lidt lettere emne:

”Du kommer til poolpartyet i Miami, ikke? Hopper du i poolen?”

Lukas undviger rutineret med et: ”Lad os se, hvad der sker,” og så er showet i gang. Med kraft og humor i sin for få minutter siden trætte stemme lyder det igen og igen på ubesværet, fejlfrit engelsk:

”Hej, jeg er Lukas Graham, og du lytter til iHeartRadio,” iført sit nye økojakkesæt og sine røde sko. Hans irske familie har bl.a. givet ham et glimrende engelsk, og han fortæller om sin barndom på Christiania, om ikke at føle pres (”at føle pres er for idioterne – hvis du føler dig presset, vil du automatisk fejle”) og om ikke at forstå fankulturen (”jeg var aldrig selv fan af nogen. Jeg forstår ikke, hvordan man kan føle sig forbundet til en, man ikke engang kender. Føl jer forbundet til musikken i stedet”), og han gentager, at han ikke ved, hvordan det føles at ligge helt i toppen af hitlisterne, ”for her i stormens øje er der jo stille.”

Han fortæller også, at monsterhittet ’7 Years’ blev skrevet på tre en halv time, men derefter tog det halvandet år at producere det.

Han indtaler en tak for at være blevet nr. 2 på listen – hvilket han er i denne uge – og for en sikkerheds skyld indtaler han også en tak for at være nr. 1. ”Jeg er Lukas Graham. Tak fordi I har valgt vores hit ’7 Years’ som nr 1.” Da det er tid til at komme af sted igen, kigger den stilfærdige producer op og siger:

”Jeg forstår ikke, hvordan du kan være så succesfuld og så sød på samme tid. Du må aldrig ændre dig.”

På en bænk i Williamsburg, Brooklyn, få meter fra vandet, sidder Lukas Forchhammer i bar overkrop, mens han spiser en falafel. Omkring ham er en park, der ligger oven i Brooklyns første togterminal fra 1870. Togene har efterladt permanente spor i den rå asfalt, og de firkantede bygninger, der engang blev brugt af byens industri, er blevet bygget om til hoteller, boliger, iværksætterhovedkvarterer – og lige op ad vejen en stor pladebutik, der også rummer et spillested, hvor det danske band skal spille i aften.

Foran dem ligger Manhattan – på en gang enorm med sine endeløse skyskrabere og samtidig overskueliggjort af udsigten hen over vandet. På afstand synes den mindre, måske endda mulig at indtage for de fire danske drenge. På bænken ved siden af sidder et par danske piger, der er rejst til New York for at se dem spille.

”Det er fanklubben fra Twitter,” siger Lukas forklarende til resten af bandet, der står på de store sten, der værner kajen mod bølgeskvulp, og alle hilsner pænt på hinanden og kigger så igen ud over vandet, hvilket får Lukas til at bryde ud i en af sine fakta-monologer, som ofte falder, når noget i hverdagen minder ham om en eller anden ekstremt nørdet viden, han engang har stampet op.

”Se engang. Skyskraberne ligger i hver ende af byen. Men der er ingen i midten. Det er fordi, der er næsten umuligt at bygge skyskrabere i fx Midtown, fordi undergrunden ikke er solid nok der. De ville synke,” fortæller han og går i gang med en geologisk forklaring omkring undergrunden.

Bandet har spillet udsolgte koncerter over hele USA. Aftenens optræden på Rough Trade i Brooklyn er ingen undtagelse.

Der er tre en halv time til, at bandet skal spille på Rough Trade, og det er nu, Lukas skal være færdig med at spise, hvis han skal nå at fordøje sin mad, så han undgår at kaste op på scenen. Det er aldrig tilfældigt, hvad han får at spise. Lige meget hvor travlt han har, sørger hans assistent for, at han altid har økoknækbrød, hytteost, avocado og bananer inden for rækkevidde.

”Jeg knækker, hvis jeg ikke får mad. Så Jackie bruger en del tid på at sørge for, at der altid er juice og mad – og at jeg får det spist. Han har tid på, hvornår jeg sidst har spist, han ved, hvornår mit energiniveau daler. Han giver mig en grøn juice, en banan, og hvis det er helt galt, smører han et stykke knækbrød. Hvis jeg åbner en øl, kan han finde på at sige, at det er en dårlig idé. Så siger jeg undskyld og stiller den fra mig. Jeg lytter til ham, fordi han ved, hvornår jeg er den bedste version af mig selv. I bussen har vi altid ting som chiafrø og økologiske nødder.”

På de mange dage, der kulminerer i en koncert ved 21-tiden, skal han have brugt sin energi rigtigt hele dagen, så den er størst hen ad aftenstid, og derfor prøver han med vilje at blive træt nu, fortæller han, men bliver afbrudt af en mand, der går tøvende over mod ham og med en stemme, der kan knække hvert øjeblik, spørger:

”Er du Lukas Graham? Oh man,” siger han stille.

”Jeg elsker dig. Jeg kan virkelig relatere til din musik,” og Lukas smiler og takker og stiller op til foto, selv om man kan se på ham, at han gerne ville have siddet uforstyrret lidt længere.

Nu begynder folk at kigge hen på ham, og det er et godt tidspunkt at forlade parken på.

”Han var sød, men det var lidt akavet,” siger han lavt, mens vi går tilbage.

Hans tanker er på aftenens koncert, han er nervøs, og det er han glad for, for så yder han bedre. Og han vil være den bedste version af sig selv. Mens bandet går ud for at spise aftensmad, går han op i det lille backstagerum, og lidt efter går Jackie også ud og lukker døren, så han er alene derinde. Om en halv time åbner dørene.

Tre timer senere ender koncerten med, at Lukas Forchhammer, kun iført et Christiania-flag, der er bundet om maven, synger: ”’Cos we know we’ve got a lot of love and a happy home,” og klapsalverne bliver ved og ved.

Efter showet er det beskedne backstagerum alt for småt til at rumme den højintense energiudladning, der foregår: De ellers ret stille drenge taler hurtigt og højt i munden på hinanden, om koncerten, damer og vilde eskapader.

Alt for mange mennesker vil om bag ved scenen nu, men fordi rummet er mindre end 15 m2, smider tourmanageren dem ud igen. På trods af, at bandet er drivvåde af sved, tager de beskeden om, at der ikke er noget bad her i bygningen, roligt, selv om de skal sove i tourbussen mod Boston lige om lidt.

Publikum står stadig udenfor, da Lukas kommer ud efter en improviseret fødselsdagsfest for en af deres venner, og flere spørger om et billede med stjernen. Han stiller op til et par stykker, indtil han bliver afbrudt af nogle venner, der trækker ham ned til vandet for at ryge en joint.

I løbet af de næste 10 dage spiller de også til Billboard Music Awards i Las Vegas og iHeart Radios sommerpoolparty i Miami (hvor Lukas vælger ikke at hoppe i poolen, ”vejret var for dårligt”). De skifter for en stund økonomiklassen på de mange rutefly ud med privatfly – endda hen over et tordenvejr, hvor lynene maler himlen med elektrisk fyrværkeri, og drengene bestiller drinks af deres egen private stewardesse.

Da USA-turneen slutter med et brag af en fest i Las Vegas, vælger Lukas og Magnus at droppe efterfesten og tage hjem til deres kærester i et døgns tid, før de tager det tidlige morgenfly til London onsdag morgen.

Det er 25. maj, og det kolde forårsvej hænger fast i London. På spillestedet Electric Brixton i London er der udsolgt – nærmest overudsolgt – i en sådan grad, at Lukas har haft ualmindelig svært ved at skaffe billetter til sine to irske tanter, der ringede for nogle uger siden og spurgte, om de måtte komme med.

På scenen står Mark Falgren aka Lovesticks nye trommesæt, nu bliver han sponsoreret af Yamaha.

”Tillykke med det,” siger resten af holdet, og stemningen er høj af gensynsglæde, for den danske horn-sektion, der før har rejst rundt med dem i Europa, er nu tilbage, og Lukas og Magnus, der missede Billboard-festen, hører om drukture og et par damesko, der blev fundet på et af deres hotelværelser, men som ingen kan huske, hvem tilhører. Mark Falgren taler om, hvor smuk Rihanna er i virkeligheden, selv om han stødte ind i hende ”på en akavet måde”, ”men jeg er sikker på, at hun kiggede længe på mig,” siger han med munden fuld af selvironi.

Mens der er lydprøve, lægger Lukas sig op på en af de (åbenbart obligatoriske for backstage-områder) sorte lædersofaer, hvor der som altid står knækbrød, sunde juicer, vand og øl, mandler, bananer, kvalitetsost og tyndt skåret pølse, og Lukas synker ned i sofaen med et par jakker på, mens hans assistent putter chiafrø, safran og salt ned i en vand, ryster den og stiller den foran Lukas, der drikker den hurtigt og uden glæde.

Jackie har kontrollen over maden, tourmanager Anders har kontrollen over hans skema, Warner har forsøgt at få kontrollen over hans sangskriveri. De to første har han lært at leve med, selv om det byder ham imod.

Han lægger sig ned igen, tager styringen over situationen og siger:

”Nu synes jeg, at vi skal snakke.”

På spørgsmålet om, hvorvidt han altid har villet have kontrollen, svarer han, at hans storesøster og lillesøster var nemme børn. Men selv var han med et enkelt ord: ”Kaos.”

”Jeg var meget mere nysgerrig end mine søstre. Jeg ville op til andre mennesker og se, hvad der skete i verden. Men jeg ville ikke samles op og holdes fast. Når det skete, sprang jeg fra de voksnes arme. Jeg gav engang en kvinde et chok, fordi jeg hoppede fra hendes arme og bankede mit hoved ind i en mur,” siger han.

”Jeg skulle ikke holdes fast, jeg skulle ikke begrænses. Jeg har aldrig villet bindes eller blive tvunget til at gøre noget.”

Det var lidt af en mundfuld for hans mor.

”Min mor forklarer det sådan, at min far forstod mig,” siger han og får vand i øjenkrogene af at tale nu. Der kom 1.500 mennesker til hans begravelse, og 50 af dem kom over til Lukas og sagde, at faderen var deres bedste ven.

”Jeg vidste jo godt, hvem hans bedste ven var. Men de løj ikke – det var bare sådan, de havde det hver især. Sådan fik han folk til at føle,” siger Lukas.

12 dage efter var han på tour igen, men den dybe sorg gjorde ham svær at holde af for hans kolleger – han var tvær og sur og umulig at gøre tilfreds, selv for Mark og Magnus, der ellers har kendt ham godt i mange år.

”Jeg har sådan et stålsat drive. Jeg giver ikke op, og jeg knækker ikke under pres. Men jeg var ikke rar over for mine kolleger.”

Selv om bandet overlevede, og selv om der er kommet sange ud af det, som Lukas ellers ikke ville kunne have skrevet – som hittet ’7 Years’ – har sorgen sat sig permanent og skubbet til hans fundament, slået revner i hans tro og i hans tillid til tilværelsen, og det påvirker bl.a. den måde, han møder verden på.

”Jeg er bare ligeglad. Med folk og deres holdninger. Det er dette her med at have nok i sig selv. Jeg mener det ikke egoistisk, men sådan: Med eller uden dig er jeg glad alligevel. Der er mange, der lever af komplimenter, men jeg kan ikke lide at få dem. Jeg får meget mere ud af at give end at få,” siger han og tilføjer så: ”... medmindre man får et blowjob.”

Og latterudbruddet, der følger, er drenget og pjattet, men kortvarigt.

”Efter min far døde, holdt jeg op med at tage imod ting. Der var ikke nogen, der kunne give mig det, jeg ville have. For jeg havde alt – undtagen min far. Jeg havde tjent så mange penge, at jeg ikke manglede noget. Jeg havde en spirende karriere.”

Oven på den pludselige død har frygten så sat sig i ham? Han svarer, som han ofte gør, ved at slå over i et citat: ”Courage is not the absence of fear, but rather the assessment that something else is more important than fear” (Franklin D. Roosevelt, red).

Jeg skal være far, jeg er ved at blive international popstjerne, jeg har ikke nogen far, jeg har et byggefirma med to venner. Der er mange ting, jeg er bange for,” siger han, mens Jackie stikker ham nogle økologiske mandler og beder ham spise dem, mens han drikker sin ingefær-te.

”Jeg er rædselsslagen for alt, hvad der sker lige nu. Jeg er ved at miste mit liv og få et nyt. Måske er hinduismens snak om reinkarnation ikke noget, der sker, når du dør. Det sker i løbet af dit liv. Før var jeg søn, nu bliver jeg far. Før var jeg elev, nu er jeg lærer,” siger han.

Midt i det hele kommer Jackie ind med en gave til Lukas fra to fans. Lukas flår papiret op, ud i hans skød falder to bittesmå baby-Christiania-huer og en lille hvid bodystocking i størrelse nyfødt.

”Se nu …,” siger han og stopper med at tale

Han kigger på påskriften på den, og han får tårer i øjnene.

”I’ll grow up in a happy home,” står der på maven.

Han er i et øjeblik splittet mellem taknemmelighed og irritation. Det er for tidligt i graviditeten til babygaver, ikke engang hans nærmeste er begyndt at give ham og hans kæreste babyting. Men det ved de unge fans jo ikke.

”De skal ikke give mig sådan nogle gaver,” siger han så med en stemme, der har en smule grød i kanten:

”Tanken er jo sød, men jeg ville ønske, at de ikke gav mig gaver. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge.”

Den overdækkede passage er fyldt med madboder, og Lukas Forchhammers tanter, der er kommet til London for at høre ham spille for allerførste gang, sidder over for hans fætter, der bor i London, og fætterens tre venner. Tanterne er tydeligvis vant til at bestemme, de er udadvendte, højlydte og elskværdige.

”Sæt dig her, spis det her, drik din øl,” og man mærker hurtigt, at der ikke er nogen grund til at prøve at sige nej.

At de er tætte i familien, er tydeligt. Der er ingen, der er høflige på den fremmedgjorde måde, man indimellem kan se i familier, der har slået rødder i forskellige lande. De driller hinanden kærligt og sætter hinanden på plads. Sådan har det altid været, fortæller Lukas.

”Derhjemme, når man fik at vide, at man skulle slå mormors græsplæne, gjorde man det – og hvis man ikke kunne, fandt man en, der kunne. Sådan er det. Hvis man ikke opfører sig ordentligt i vores familie, får man det at vide – også til de næste mange familiesammenkomster. Så man opfører sig bare ordentligt,” fortæller han.

Tante Roie, der er nummer tre i søskendeflokken, smiler og spørger, om der skal fortælles historier. Uden at vente på svar fortæller hun om dengang, hvor Lukas var hjemme hos sine bedsteforældre og ville se et bestemt tv-program, men hans bedstefar nægtede at skifte kanal.

”Hvis jeg ikke får lov, tisser jeg i kakkelovnen,” havde den lille knægt sagt. Bedstefaderen nægtede fortsat, og Lukas gik resolut over og tissede i kakkelovnen. ”Men for én gangs skyld var der ingen repressalier efterfølgende – alle var alt for chokerede til at straffe ham,” fortæller Roie og griner højt og smittende.

Begge tanter fortæller historier om Lukas, der lærte at optræde på irske pubber, hvor børns rolle er at være stille og så give et nummer, når det er deres tur, og det var han god til. Lukas betaler for maden for hele bordet, uden nogen protesterer.

Tilbage på koncertstedet sætter Magnus og Lukas sig ned på gulvet for at meditere. Bagefter står de alle tæt i et fælleskram og synger harmonier.

Og så går de ud på scenen og fyrer den af over for briterne, der har haft ’7 Years’ som yndlingssang i rekordmange uger. Publikum er en blandet flok: unge og gamle, folk i jakkesæt og folk i hættetrøjer, hippier, hårde typer og forelskede par, folk, der danser, og folk, der står stille med store øl i hænderne. Tanterne har kæmpet sig frem, tæt på scenen, og de griner, da Lukas fra scenen fortæller, at der er to mennesker for meget i salen denne aften, fordi han ikke kunne skaffe billetter til sine tanter, som har været med til at passe på ham, siden han var helt lille, så han har smuglet dem ind alligevel.

Backstage har pladeselskabet stillet champagne frem for at fejre den britiske turnéstart. Fokus for bandet er dog helt klart på bad frem for bobler. Denne gang er der to små brusekabiner, og de kaster sig ud i iskoldt eller dampende varmt vand.

De har knap fået tøj på, før folk vælter ind, selv om deres tourmanager forsøger at holde dem tilbage, og til sidst bliver det for meget for Lukas.

”Alle ud, ud, UD! Jeg kan ikke finde mine ting. Hvor er mine sko? Jeg bliver sindssyg.”

Da alle har tøj på, spørger manageren: ”Er I klar? Så kommer Werner (som de kalder deres pladeselskab, red),” og ind kommer hele ni mand fra Warner Music i Storbritannien, der knap kan stå i rummet på én gang, siger: ”Tillykke med én million solgte eksemplarer,” og overrækker en indrammet plade i glas, der er alt for stor til at have med videre i bussen. ”Jeg har ikke plads til flere af dem der i mit hjem,” siger Lukas.

”Så må du købe dig et større hus,” lyder svaret fra pladeselskabet, der krammer de stadig dampende varme musikere meget. Bagefter drikker Warnerselskabet selv champagnen, mens bandet går ud foran spillestedet og tager en øl med deres venner og Lukas’ familie.

I taxaen på vej tilbage til hotellet er han træt.

”Jeg er tømt. Jeg udnytter enhver tomme af min sjæl på scenen,” siger han, mens hans advokat, der sidder ved siden af, indskyder, at det er der ikke noget galt med, så længe han gør det med ”en vis charme”.

”Men det er voldtægt af min sjæl,” siger Lukas så.

”Gad vide, om det hjælper mig, eller om det trækker min sorg i langdrag. Men på en måde er det rart at mærke smerten.”

Lukas Forchhammer kravler ud af sin køjeseng på første sal i tourbussen. Bussen holder halvvejs oppe på fortovet i Englands næststørste ny Birmingham. Lige her, ved bagindgangen til endnu et spillested, er der bare gråt. Grå murstensbygninger, gråt vejr, grå asfalt på vejen. Han strækker sig, rækker ud efter sin T-shirt og et par Levi’s, han kører fingrene igennem sit tykke, mørke hår. I en brun papirspose ligger hans mad: en BLT-sandwich, som hotellet i London lavede til ham i morges på Jackies forespørgsel.

Han går ud af bussen og kigger sig omkring. Desorienteret. Nogen har spændt et strømkabel fra scenen til bussen og tapet det fast med gaffatape.

”Så kører vi da ikke mere i dag,” konstaterer han.

Han bliver guidet gennem gitteret og ind bag scenen. I rummet er der slidt gråt linoleumsgulv, de obligatoriske sorte lædersofaer, en af dem har falsk krokodilleskind, og her er ingen vinduer. Bandet er taget hen til hotellet. Men Lukas orker ikke mere transport, og der er lydprøve om to timer.

Han åbner sin kuffert og finder sit hjemmeapotek frem. Gurkemeje, rosenrod, ginseng til efter frokosten, multivitamin, magnesium, mælkesyrebakterier i pulverform.

”Jeg spiser alt det her, fordi jeg ellers ikke kan få den næring, jeg skal bruge. Min krop kan slet ikke følge med alt det, den skal præstere. Jeg spiser på restaurant hele tiden. Jeg kan aldrig lave mad selv, og maden i udlandet er slet ikke så god som i Danmark. Der er nærmest ikke økologi. Jeg har haft tyndskid i fire måneder.”

Han tygger sig igennem en salat med kikærter og linser og sin BLT. Så smider han tøjet og tager et bad, for det nåede han ikke i morges.

”Lad os gå ud og drikke kaffe.”

Hos Starbucks på rutebilstationen taler vi om hans selvtillid.

”Jeg har altid haft en anden selvtillid end alle andre. Da jeg vejede 85 kg, havde jeg den samme selvtillid som nu, hvor jeg vejer 70 kg og er i topform. Jeg har altid vidst, at jeg var bedre end dem, der kaldte mig navne.”

Men hvor kommer den fra?

”Kærlighed og konsekvens. Selv om jeg var et fuldstændig sindssygt barn, forstod mine forældre mig. Jeg var tryg derhjemme. Selvtillid og selvværd har mine søstre også, og mine tanter og mine kusiner og mine fætre. Vi holder hinanden nede på en kærlig måde.”

Til gengæld havde han langt sværere ved kontakten til børn på hans egen alder.

”Jeg har altid kæmpet for at komme ind i vennegrupper, hvor jeg ikke hørte hjemme. Jeg har altid været en gammel mand indeni. Da jeg var fem år, spurgte jeg min far ud om Jugoslavien i detaljer. Jeg ville bare gerne vide alt,” siger han og citerer fra sangen ’Mama Said’:

”The other kids were calling me a wannabe. The older kids they started bugging me. But now they’re all standing right in front of me,” og fortsætter:

”For nogle år siden mødte jeg en af dem, der drillede mig i skolen. Han sagde hej, og jeg stoppede op og talte med ham. Men han var ikke særlig spændende i dag. Mange af dem, der var mest populære dengang, er der ikke noget særligt nu,” siger han og husker så en episode i folkeskolen, hvor han tabte en køkkenvægt på gulvet, og hans lærer samlede den op og vredt sagde:

”Pas bedre på tingene. Her får vi ikke tingene gratis, som I gør på Christiania.”

”Vi var snavsede unger, som resten af samfundet ikke var begejstrede for. Og nu vil danskerne gerne gøre opmærksom op, at jeg er dansk. Men da jeg var lille, følte jeg mig ofte udenfor i Danmark,” siger han.

Han næres ikke nødvendigvis af modgang. Men han er blevet stærk af det.

”Jeg har et ego, der ikke kan knækkes. Der er ellers mange, der har prøvet,” siger han og ryster lidt på hovedet ad alle de danskere, der ikke brød sig om de små unger fra Christiania, men nu synes, at det er skønt, at en dansk mand klarer sig godt i udlandet.

”Men man hepper altid på vinderholdet, og vi er ved at vinde. Stort.”

Med den nye vinderstatus følger medieforespørgsler en masse og folk, der gerne vil hænge ud, komme backstage og være venner. Men den slags interesserer ikke Lukas, siger han.

”Jeg tror, at folk tror, at jeg er meget mere arrogant, end jeg er, men det handler grundlæggende om, at jeg ikke har særlig meget lyst til at give interview til de danske medier. Og hvorfor skal jeg egentlig også det, når det hele står i sangene alligevel?”

Han har de folk omkring sig, som han har brug for. Gamle venner, der har kendt ham, siden alt dette her stadig var en vild idé i en teenagedrengs hoved.

”Da jeg var 12 år, besluttede jeg mig for, at jeg ville være kendt. Da jeg var 16 år, vidste jeg, at jeg ville være far. Jeg har min egen plan. Jeg har ikke brug for nye venner.”

Til gengæld er der lang vej igen, før han bliver tilfreds, når det handler om hans musik: ”Når folk siger: ’You made it,’ tænker jeg: ’Du forstår tydeligvis ikke ambitionsniveauet herovre.’ Det er, som hvis Picasso laver en skitse, og alle roser ham for det. Vi har nået en kvart procent af, hvad vi skal nå.”

Jackie kommer ind på cafeen for at hente Lukas. Han skal tilbage til lydprøver og nå at slappe af og spise aftensmad inden aftenens koncert. De tager Starbucks-kaffe med tilbage til backstagerummet. I morgen tidlig kører bussen videre til Manchester.

Efterskrift: Da turneen i USA og Storbritannien var til ende i slutningen af maj, trak pianist Kasper Daugaard sig ud af bandet. Producer og sangskriver Morten Ristorp, der før har spillet sammen med bandet, har overtaget midlertidigt, indtil en ny pianist er fundet.

LÆS OGSÅ: Min første gang: Jacob Haugaard: 'Vi nåede ikke at lave et alenlangt forspil, for så kom moderen sgu hjem'

LÆS OGSÅ: 11 nedslagspunkter i Coster-Waldaus liv

LÆS OGSÅ: Paul Smith: "Mange mennesker bruger for meget tid på at se ned i deres smartphone, på at blive fyldt med unødig information, og for lidt tid på at se på verden"