Søren Espersen: "Jeg indrømmer gerne, at stemningen er dårlig. Vi har et elendigt forhold i blå blok"

Folketinget er åbnet, og din sommerferie er slut. Men hvordan holder man egentlig ferie som politiker?

”Jeg har altid været typen, der aldrig rigtig føler, at jeg har ferie. Vi var på krydstogt på Middelhavet, og selv dér blev jeg interviewet af danske journalister undervejs. Det var kun, når vi var ude på havet, at jeg ikke var til at få fat på.

Jeg er virkelig ikke god til at holde fri, og min kone har en hel samling billeder, hvor jeg sidder med telefonen i hånden på forskellige feriedestinationer. Det er ubehageligt ikke at kunne følge med, hvis der eksempelvis er en debat i gang, som jeg føler, at jeg skal holde mig opdateret på.”

Hvorfor skal folketingspolitikere have ferie fra juni til oktober, når almindelige mennesker kun holder ferie i 5-6 uger?

”Kort efter jeg var blevet valgt ind første gang (i 2005, red.), lavede jeg et interview med en lokal avis, hvor jeg blev fotograferet i min hængekøje. På et tidspunkt spurgte journalisten mig så, hvad der var det bedste ved at være folketingspolitiker, og jeg svarede: ’Juni, juli, august og september.’Det blev selvfølgelig overskriften sammen med det her billede af mig, der lå og dasede, hvilket skabte en masse ballade.

Jeg kan huske, at Pia Kjærsgaard sagde til mig: ’Det gør du aldrig igen.’ Men egentlig er det jo ikke en ferie, vi har. I hvert fald ikke i traditionel forstand. Vi har 100 mødedage om året i Dansk Folkeparti, så i princippet kunne man sige, at vi har 265 dage, hvor vi har fri, men som folketingspolitiker skal man jo stå til rådighed konstant. Det kan man vist ikke rigtig kalde ferie.”

Efter folketingsvalget i 2015 blev I det største borgerlige parti. Hvorfor gik I ikke i regering?

”Det, der foregår efter et valg, er et speget spil. Venstre var helt vilde for at få os med i regeringen, og vi kunne have fået stort set alle de ministerposter, vi ville, undtagen statsministerposten. Men det skulle være på deres betingelser.

Hvis man nu forestiller sig, at vi kunne blive enige om et samarbejde med V og S, tror jeg, at vi var gået med. Men en regering på Venstres regeringsgrundlag og med Liberal Alliance og Konservative som parlamentarisk grundlag kunne vi ikke se os selv i.

Vi fik forelagt et regeringsgrundlag, som vi ikke kunne acceptere, og der var enkelte ting som fx permanent grænsekontrol, der var væsentlige for os, men som man ikke engang ville diskutere. Så der sagde Kristian Thulesen Dahl nej, og det er sådan i vores parti, at det er ham alene, der træffer beslutningen i sidste ende.”

Ville du have truffet en anden beslutning?

”Det er jo en hypotetisk situation, men nej, jeg kan ikke forestille mig, at jeg havde valgt at gå i regering.”

Kan du ikke forstå, hvis der er nogle, der synes, at det er underligt, at det største borgerlige parti ikke er med i en borgerlig regering?

”Jo, det kan jeg godt forstå, og der er også rigtig mange af vores egne vælgere, der synes, at det er underligt. Men vi kunne ikke se os selv i det projekt, vi fik forelagt.”

Men er man ikke forpligtet til at tage ansvar, når man bliver så store, som I blev ved sidste valg?

”Det er ikke, fordi vi ikke vil tage ansvar. Hvis du ser på 00’erne under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen, tog vi bunker af ansvar og var med til at vedtage upopulære ting som fx dagpengereformen. Man kan godt tage ansvar, selv om man ikke sidder på ministerposterne. Jeg kan godt følge argumentet, men i sidste ende føler jeg nu stadig, at vi tog den rigtige beslutning.”

Nogle vil måske sige, at Dansk Folkeparti er et parti, der kun tager ansvar, når det passer jer …

”Det er jeg ikke enig i. Vi vil gerne have magten, og vi vil gerne tage ansvar, men det kan vi også godt, selv om vi ikke er i regering. Det, som Kristian gik rundt med i baghovedet under regeringsforhandlingerne, var SF.

De var så forhippede på at komme i regering, at de endte i en situation, hvor det var Radikale Venstre, der satte hele dagsordenen – og du kan jo selv se, hvordan det er gået for dem siden. Den situation ville vi ikke ende i.”

Men I har jo markant flere mandater, end SF havde dengang. Kunne I ikke have påvirket regeringsgrundlaget i en retning, som I kunne se jer selv i?

”Ikke så længe Konservative og Liberal Alliance sad på bagsmækken. Det kunne ikke lade sig gøre, fordi de slet ikke ville være med til noget af det, vi gerne ville have i forhold til fx økonomi og velfærd. Jeg sad selv med til de regeringsforhandlinger, og vi havde mange møder, hvor vi forsøgte at få det til at falde på plads, men vi kunne altså ikke mødes.”

Når I ligger så langt fra Konservative og Liberal Alliance, at I ikke kan finde sammen om et regeringsgrundlag, hvor godt passer I så overhovedet ind i blå blok?

”Det ved jeg ikke. Måske passer vi slet ikke ind i blå blok. Når det kommer til lov og orden og til den stramme udlændingepolitik, er vi jo meget enige med både K og LA, men når det kommer til velfærd, sundhed, socialpolitikken og mange af de andre ’blødere’ områder, ligger vi meget tættere på Socialdemokraterne.

Så hvor vi egentlig står, ved jeg ikke, og det er da også derfor, at jeg i løbet af sommeren har peget på et fremtidsscenarie, hvor vi gik i regering med V og S. Jeg synes, at meget er åbent i dansk politik, og de der blokke er ved at dø ud. Jeg synes, at det ville være logisk, at de tre største partier satte sig ned én gang for alle og fandt en langsigtet løsning på eksempelvis udlændingeområdet, men det kommer ikke til at ske, så længe det ligger så dybt i Venstre og Socialdemokraterne, at de absolut skal have statsministerposten.”

Set udefra virker det i det hele taget, som om forholdet internt i blå blok er meget anspændt …

”Jeg indrømmer gerne, at stemningen er dårlig. Vi har et elendigt forhold, bl.a. fordi Anders Samuelsen har været så ultimativ i sine krav om at få topskattelettelser og truer med at vælte regeringen. Så markante krav har vi aldrig oplevet før.

Det er ødelæggende for en forhandling, for hvis der er noget, man slet ikke kan snakke om, hvorfor skulle man så overhovedet gå ind og forhandle? Vi har også nogle krav, men vi har da ingen forventninger om at få alt, vi peger på. Man må give lidt og tage lidt, men det er Liberal Alliance tilsyneladende ikke villige til, og det er klart, at det skaber dårlig stemning partierne imellem.”

Tror du på, at I kan nå til enighed om de aftaler, I skal forhandle på plads til efteråret?

”Ikke før Anders Samuelsen trækker sit ultimatum tilbage. Hvis han kommer ind med stålsatte blå øjne og kræver, at vi andre makker ret, er der ikke noget at forhandle om, og så må vi tage et nyvalg.

Men der er ikke nogen tvivl om, at Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, som begge er fremragende forhandlere, vil strække sig rigtig langt for at få det her til at lykkes. Venstre står i en situation, hvor et valg – og måske et efterfølgende formandsopgør i partiet – vil kunne ramme dem rigtig hårdt.”

Hvorfor er du i grunden kun på Twitter og ikke på Facebook?

”Torben Steno fra Radio24syv har sagt, at når man åbner Facebook om morgenen, er det ligesom at kigge ind i et kæmpestort røvhul. Det lyder måske voldsomt, men der er noget om snakken.Facebook er rigtig godt til at dele feriebilleder med familien, men i forhold til den politiske debat mener jeg faktisk, at det har været skadeligt.

Det er ironisk, at det hedder Facebook, når man ikke kan sætte et ansigt på den person, man diskuterer med, og det betyder, at mange skriver nogle helt vanvittige ting, som de aldrig ville sige i virkeligheden.

Jeg skrev engang en opdatering, hvor jeg undrede mig over, hvorfor det skulle være dobbelt så dyrt at sende et brev fra Danmark til England, som det er at sende det samme brev fra England til Danmark. Jeg havde nærmest ikke sluppet tasterne, før der var en, der skrev: ’Hold din kæft, dit fede nazisvin.’

Så kom der en af mine såkaldte støtter og svarede: ’Skrid ad helvede til, din perker. Du har ikke noget at gøre her.’Derfra eskalerede det, og mit frimærke forsvandt i deres personlige angreb på mig og på hinanden.

Jeg oprettede mig på Facebook med en idé om, at det var en slags åbent forsamlingshus, hvor man kunne debattere med andre, men i stedet ender det hele i personangreb, og der kommer intet godt ud af det. Jeg føler en stor lettelse over, at jeg ikke længere skal kigge ind i det ’røvhul’ hver eneste morgen.”

Men hvad er det så ved Twitter, der er bedre?

”Twitter betragter jeg som et sted, hvor jeg kan komme med mine egne små ’pressemeddelelser’. Jeg deltager ikke i debatter derinde, for det ville bare ende ligesom på Facebook. Det er envejskommunikation for mig, så hvis der er et eller andet emne, jeg har en mening om, eller hvis der er noget, jeg bliver vred over, tweeter jeg det, og så er der ofte en journalist, der ringer mig op dagen efter.

Det kan både være politik, men det kan også bare være noget, jeg ser i fjernsynet. Da jeg så åbningsceremonien til OL i Rio, blev jeg simpelthen så irriteret over, at de to værter (Henrik Liniger og Peter Falktoft, red.) ikke anede noget om halvdelen af nationerne.

De sad nærmest og gjorde nar ad flere lande og kom med nedsættende kommentarer som: ’Afrikanerne, de har rytmer.’ Så tweetede jeg og brokkede mig over det. Tænk, hvis det var mig, der sagde sådan noget. Så ville folk da overfalde mig.”

Det kan virke, som om du ofte går efter at provokere på Twitter. Passer det?

”Ja, selvfølgelig. Provokation skaber debat, og det bevæger samfundet fremad. I Dansk Folkeparti har vi ofte gået efter at provokere folk for at sætte gang i en diskussion. Efter 9/11 havde vi en helsidesannonce i Jyllands-Posten med et billede af Osama Bin Laden ledsaget af teksten: ’Denne mand har alle kvalifikationer til at få politisk asyl i Danmark.’

Der var jo ingen af os, der reelt troede på, at han ville få politisk asyl her i landet, hvis det kom til stykket, men det satte gang i en debat om de krav, vi stiller til folk, der vil søge asyl i Danmark.”

Har du slet ingen gode oplevelser på de sociale medier?

”Ikke politisk, nej. Men jeg samler på hatte, og hver gang jeg er i udlandet, køber jeg en hat fra det pågældende land. På et tidspunkt fik jeg taget et billede med en af de her hatte på og lagde det på Facebook, og folk var fuldstændig vilde af begejstring.

Det er ligesom med Pia Kjærsgaard, der får allerflest likes, når hun lægger et billede op, hvor hun bader sin hund. Men hvad skal man bruge det til? Det har overtaget den funktion, som Se og Hør og Billed-Bladet havde i gamle dage.”

Du har jo selv arbejdet som journalist for netop Billed-Bladet. Kan du huske dit største scoop?

”Jeg startede med at lave ting til Billed-Bladet, mens jeg var freelancejournalist i England i starten af 90erne. Jeg kan huske, at min kone og jeg var de første, der fik et billede af Eddie Skoller og Sissel Kyrkjebø (dansk-amerikansk entertainer og norsk sangerinde, red.) i London, efter de havde fundet sammen.

Det var et stort scoop, for der gik næsten tre måneder, inden de lod sig fotografere officielt. Jeg havde fået at vide, at de ville være i den danske kirke i London, så jeg tog derhen og snakkede lidt med dem og sagde, at de jo lige så godt kunne få taget et pænt billede, nu vi alligevel var her.

Det var faktisk min kone, der tog det. Vi kunne have tjent så mange penge på det billede, at vi nærmest kunne have levet af det resten af vores dage. Vi fik eneret til billedet i over to måneder, og de eneste, vi efter aftale med parret ikke måtte sælge det til, var norsk Se og Hør.

Ugebladet ringede faktisk til mig, kort tid efter vi havde taget billedet, og spurgte, om jeg ville sælge det til dem. Bladet sagde: ’Du kan selv bestemme, hvad der skal stå på checken.’ Og jeg kunne da godt se en masse nuller for mig på den check, men nu havde vi jo lovet parret, at vi ikke ville sælge det til Se og Hør. Vi endte dog med at tjene rigtig gode penge på det billede alligevel.”

Der var stor debat, da du brugte ordet ’neger’ i forbindelse med kritik af en af jeres kampagner i foråret. Hvorfor brugte du det ord?

”Du kan tro på det eller lade være, men i min verden er neger ikke et nedsættende ord. Jeg har været vant til, at det var et helt normalt ord at bruge om sorte mennesker. Det, der skete den dag, var, at jeg sad til et gruppemøde og blev kaldt ud af Olav Christensen fra TV 2, der ville tale om vores kampagne med en dansk familie og den nu meget berømte hund.

Han ville vide, hvorfor der kun var hvide mennesker på plakaten, og jeg kan helt ærligt sige, at vi ikke havde skænket det en tanke. Hvis de havde haft et sort adoptivbarn, er jeg næsten sikker på, at vi også havde taget det med, så da han spurgte mig, sagde jeg, at vi da sagtens kunne have sat en neger ind. Og så blev der ellers ballade.”

Men ordet neger betyder jo ikke det samme i dag som for 30-40 år siden. Var du helt ærligt ikke klar over, at der var mange, der ville finde det stødende?

”Ikke i det sekund, jeg sagde det. Det var først efterfølgende, at det gik op for mig, og når jeg så hører, at der er folk, der bliver sure over det, har jeg selvfølgelig ikke tænkt mig at insistere på at blive ved med at sige det.

Jeg har ingen interesse i at såre folk. Men jeg synes, at det er noget pjat, og jeg synes, at det er en hysterisk diskussion, hvor vi skal passe på ikke at lægge os fladt ned for den politiske korrekthed. Når Pippi Langstrømpes far lige pludselig ikke længere må være negerkonge, går det for vidt.”

I kølvandet på balladen tweetede den socialdemokratiske europaparlamentariker Jeppe Kofod, at du havde kaldt Barack Obama for nigger, hvilket han senere måtte trække tilbage. Hvad synes du, det siger om tonen i dansk politik?

”Jeg synes ikke, han kunne være det bekendt. Jeg ved, at han er meget dygtig til engelsk, og at han udmærket er klar over, at neger ikke betyder nigger. Men jeg mener ikke, at det er kendetegnende for den politiske tone på Christiansborg.

Faktisk synes jeg, at tonen, særligt i folketingssalen, er blevet blidere, end den var førhen. De første gange, Pia Kjærsgaard gik på talerstolen for at tale om indfødsret, efter Dansk Folkeparti var blevet valgt ind tilbage i 90’erne, udvandrede folk. Der var gang i den på en ubehagelig måde, og det synes jeg slet ikke, at man ser mere. Det er lige før, at det er blevet lidt kedeligt til tider.”

LÆS OGSÅ:Rune Lykkeberg: ”Højrefløjen har mere sex-appeal end de traditionelle partier”

LÆS OGSÅ: Manu Sareen: "Hvis jeg var medieliderlig, havde jeg sagt ja til Vild med dans"

LÆS OGSÅ: Kristian Thulesen Dahl: "Klappen gik ned. Jeg kunne pludselig ikke huske, hvad min fabelagtige pointe var"