Rune Lykkeberg: ”Højrefløjen har mere sex-appeal end de traditionelle partier”

Er det blevet mere stuerent at være højreorienteret?

”Det mener jeg helt bestemt. Det er højrefløjen, det har stjålet rock’n roll. Hvem er det, der taler om frihed og frigørelse for regler? Det er højrefløjen. De siger: ’Vil vil ikke finde os i det,’ og venstrefløjen siger: ’Jamen husk nu, at det hedder LGBTQ, når du taler om seksuelle afvigere.’ Det er højrefløjen, der siger: ’Vi vil have lov til at køre Uber,’ og venstrefløjen der siger: ’Nej, det hænger ikke sammen med den danske model.’ Højrefløjen har de store ord på deres side, og fordi venstrefløjen er prohibitiv og højrefløjen er frigørende, har de rockmusikken og sexappealet.”

Der findes et hav af små højreorienterede partier. Hvad gør Danskernes Parti og Nye borgerlige anderledes?

”De forstår at gå helt tæt på at være racister uden at være det. Du må ikke være erklæret nazist, racist eller fascist i dag, for der går den moralske grænse. Men der er politisk kapital i at sige:

’Vi vil sætte grænser og sige, hvad vi vil,’ og det er det, som Danskernes Parti og Nye Borgerlige vinder frem på. De gamle, etablerede partier har enormt svært ved at finde en elegant måde at diskriminere på og sige ’de skal ind, de skal ikke ind’, selvom situationen med flygtninge og folkevandring gør det nødvendigt.

De nye partier er ligeglade med at være elegante, de har ikke et regeringsansvar eller særligt meget at tabe ved at træde ved siden af, så de virker som de eneste, der tør røre ved den slags, og det taler til nogle mennesker, der er trætte af politisk korrekthed.”

Hvilken reel magt vil de kunne få?

”Jeg tror faktisk ikke, de er ude efter reel magt, men at kunne sætte den politiske dagsorden og trække tingene i deres retning. Et godt eksempel er Dansk Folkeparti, der bragte en vrede fra befolkningen ind på Christiansborg ved at sige ’Det er ikke i orden, at vi ikke er herre i eget hus.’

De har sat dagsordenen og trukket debatten mod de ting, de står for. I 1995 kom de som en protest, men er i dag mere etablerede. Dog er de ikke så langt fra protesten, at de vil gå i regering. Det tør Kristian Thulesen Dahl alligevel ikke, for så kommer de til at tabe legitimitet.”

Hvad er det, nye partier kan i dansk politik?

”I Danmark er alle partier grundlæggende enige om, hvordan landet skal regeres. Der har været en næsten usynligt forskel mellem de seneste 10 års regeringer, og det der driver dansk politik fremad er de vrede protestpartier, og sådan har det været siden jordskredsvalget i 1973.

Tidligere havde alle nye partier altid en klar plan for, hvordan de ville regere Danmark. I dag er der ingen partier, der har en plan for at regere Danmark på nogen anden måde, end den måde, det bliver gjort på.

Ændringsforslagene er i hvert fald forsvindende små, og i bund og grund er der ikke så stor forskel på, om det er Venstre eller Socialdemokraterne, der sidder i regering.

Det handler ikke længere om at udøve magt, men at protestere mod den måde magten bliver udøvet. De nye partier kommer med en protest mod måden, samfundet er indrettet. De nye partier skal ikke længere være regeringsbærende, men de nye partier er i sig selv den nye politik og sørger for dynamik i dansk politik.

Hvad kan de etablerede partier gøre, for at kapre deres vælgere tilbage?

”Problemet for de etablerede partier er, at dynamikken ligger i vreden. Og vreden er altid rettet mod det etablerede system, og det bliver de nødt til at stå fat på, hvis de vil have reel politisk magt.

De regeringsduelige partier taler kedeligt om reformer og regler, mens de andre taler om idealer. Der er mest at hente i sidstnævnte, hvilket også var derfor, Søren Pape var ude at erklære, at de Konservative ikke længere var et regeringsparti, men et hjerteblodsparti.

Danskernes Parti og Nye Borgerlige er legemliggørelsen af nogle allerede eksisterende tendenser i samfundet og i de etablerede partiers yderfløje. De har snarere karakter af at være bevægelser end traditionelle partier.”

LÆS OGSÅ: Årsopgørelse: Et år efter valget

LÆS OGSÅ: Stort portræt af Putin: "For 50 år siden lærte Leningrads gader mig en regel: Hvis kampen er uundgåelig, skal man slå først"