”Da jeg mødte Preben Kristensen og Anders Bircow, og vi slog pjalterne sammen i 1978 og dannede Linie 3. Det opstod som en sommerspøg. Jeg var 21, Preben og Anders var lige færdige fra Teaterskolen, og jeg gik stadig på skolen.
Annonse
Vi optrådte på en restaurant i Aarhus, Jacobs Bar BQ. Et lille selskabslokale på loftet, hvor der kunne sidde 50 mennesker. Det spredte sig hurtigt, at her var noget sjovt. Pludselig kom der 80 mennesker hver aften. Det kom bag på mig.
Jeg fandt ud af, det måske ikke bare skulle være en sommerspøg, da jeg så, hvordan folk reagerede på det, vi lavede. Det var fantastisk. Tv kom og så vores show, og så gik det stærkt. Der var ikke gjort de store overvejelser, andet end at det skulle være skidesjovt. Det er vel egentlig meningen med livet. Så dybt er det, i al sin enkelhed.”
Hvad er det mest markante ved din personlighed?
”Musikalitet. Jeg synes selv, at jeg kan fornemme musik, rytme og spændinger. Måske er det derfor, jeg spiller 13 forskellige instrumenter. Musik er frekvenser og vibrationer og noget, der går ind og rører. Alting har en frekvens. Selv et gulvtæppe.
Universet er bygget op omkring frekvenser. Man beskriver tit musik, som om man maler med tonerne, eller at der er en rytme i et abstrakt maleri eller i en tekst, som fx Shakespeare. Det er ren musik.”
Annonse
Hvad er det bedste råd, du har fået?
”Kend, accepter, og hold af dig selv som den, du er. Det er forudsætningen for, at man kan udvikle sig. Det er også en god ting at være kontemplativ omkring sig selv og ikke bare lade sig rive med af alt muligt.
Det er jo foruroligende, at menneskets opmærksomhedsspændvidde generelt er faldet fra 12 til otte sekunder siden 2000. Det kan du bl.a. takke de sociale medier for. Men uden fordybelse stagnerer hjernen. Det minder mig om Dunning-Kruger-effekten (opkaldt efter de amerikanske psykologer David Dunning og Justin Kruger, der observerede, at nogle menneskers uvidenhed begrænser deres evne til at erkende deres egen uvidenhed, red).
Vi bliver dummere af at jage alt det overfladiske. Jeg kan godt lide at fordybe mig. Jeg har studeret på konservatoriet og dyrket klassisk musik på et højt niveau. Det er så krævende, at du ofte må sidde i årevis og tæske i de samme ting for at lære tingene ordentligt.
Da jeg lærte at spille bluegrass-banjo, tog det mig fire år at få den op i det rigtige tempo. Jeg havde set ’Deliverance’ (’Udflugt med døden’, 1972, red.), en skide uhyggelig film om en kanotur, der ender helt galt, og var blevet fascineret af nummeret ’Dueling Banjos’ fra filmen.
Det var ikke nok bare at lytte til det, jeg ville gerne lære at spille det, tage det ind i mit system og mærke det. Det brugte jeg så fire år på. Det kan du ikke med en kort opmærksomhedsspændvidde!”
Annonse
Hvornår har du været rigtig bange?
”En voldsom flyvetur i USA for mange år siden gav mig flyskræk. Piloten havde sandsynligvis fået den sygdom, som hedder get-home-nitis, som er humoristisk pilotsprog for en pilot, som bare skal hurtigt hjem, selv om han burde vente på, at forholdene var rigtige.
Han fløj ind i en cumulonimbus-sky, en byge, som i Sydstaterne i USA kan blive op til 20 km høje om sommeren. Ofte er der i toppen af skyen hagl på størrelse med håndbolde, som smelter på vejen ned og skaber statisk elektricitet. Det skaber op- og nedgående vinde på 200 km/t inde i skyen, hvilket giver kraftig turbulens.
Man flyver ikke ind i sådan en sky. I værste fald kan det brække flyet midt over, men det blæste piloten åbenbart på. Vi blev kylet rundt i den maskine. Alt, hvad der var af løse genstande, fløj rundt. Jeg troede, at min sidste time var kommet. I lang tid efter brød jeg mig slet ikke om at komme op i et fly.”
Hvad har været dit livs bedste måltid?
”En nytårsaften hos venner i Holte med et kilo Sevruga-kaviar fordelt mellem tre personer, skyllet ned med Dom Pérignon-champagne. Det var et totalt orgie.”
Største skuffelse?
”Tre havarerede ægteskaber plus det løse.”
Hvordan holder man sig ung?
”Skal man det? Se på Donatella Versace. Hold nu op med det pjat, og accepter din alder. Det er et sygt ideal, der kommer fra Hollywood og modeverdenen. Når man som jeg nærmer sig 60 og har prøvet at være ung, ved man også, at når man er ung, ved man ikke en skid.
Der har du Dunning-Kruger igen: Man er ikke klar over sin egen kompetence eller mangel på samme. Jeg forstår ikke, hvorfor vi hylder ungdom. Hvis jeg skal vælge mellem indhold og udseende, foretrækker jeg indhold.”
Hvem er den vildeste mand, du har mødt?
”Victor Borge. Jeg optrådte til Det Kgl. Kapels 550-års jubilæum til en stor fest på Hotel d’Angleterre. Publikum var stort set alle medlemmer af Det Kgl. Kapel, højt kvalificerede musikere, så at spille musik for dem var grænseoverskridende. Blandt gæsterne var kapellets æresmedlem Victor Borge.
Han har altid været et forbillede. Jeg lavede en parodi på ham, mens han sad ved det første bord nær scenen sammen med prinsesse Benedikte. Han sad bare fuldstændig stone-faced og reagerede overhovedet ikke. Ikke så meget som en lille krusning i ansigtet. Da jeg var færdig, rejste han sig op og gik langsomt op mod scenen.
Han var meget gammel dengang (jubilæet var i 1998, to år før Victor Borges død, red.) og rakte mig hånden, stadig uden at fortrække en mine. Jeg gav ham hånden, og så hev han i mig. Han ville op på podiet. Det var skrækindjagende at stå på scenen med ham.
Noget af det første, han sagde, var: ’Jeg har aldrig moret mig så godt.’ ’Tusind tak, hr. Borge!’ svarede jeg. Og så sagde han: ’Ja, for jeg var i teatret i går.’ Sådan blev han ved i 10 minutter. Der var ikke noget at gøre. Han var knivskarp, og jeg fik selvfølgelig ikke et ben til jorden mod de lynhurtige replikkers mester.
Han trak bare den ene skuffe ud efter den anden. Det var en mand, man ikke kunne hamle op med. Samtidig var han en gentleman: Da han gik ned fra scenen, vendte han sig lige om og sagde: ’Are you Finnish?’ Og jeg kan jo mine gamle Victor Borge-oneliners, så jeg sagde selvfølgelig: ’No, I’m Danish.’ Så smilede han. Og så var vi lige gode venner for det.”
