Den bedste hvide T-shirt finder du i årets mest hypede serie
En fiktiv kok viser vejen mod T-shirt-himlen.
Foto: Getty Images
Du har måske hørt om den, tv-serien ’The Bear’, der slog hårdt ned i tv-landskabet sidste år, da første sæson rullede over skærmen og fik folk til at både at væmmes og fascineres af, hvordan et ’professionelt’ køkkenmiljø kan tage sig ud (serien blev blandt andet rost for dens meget nøjagtige fremstilling), og som nu er tilbage med en meget anticiperet sæson to.
Kort historie lang følger man Carmen ’Carmy’ Berzatto, der overtager caférestauranten The Beef i Chicago, efter hans storebror har begået selvmord og efterladt stedet til ham. Med den følger en masse kampe med det meget lidt omstillingsparate personale, pengeproblemer, psykiske problemer og sådan nogle ting.
Men det er nu heller ikke det, det skal handle om, for nok er serien stor på cigaretter køkkendrama og hektiske (!!!) scener. Mere interessant er det – for folk med hang til sammensyede metervarer, bevares – hvad serien har gjort på kostumedesignfronten.
I første scene ser vi Carmen Berzatto sælge ud af sin samling af vintage Levi’s for at få råd til at købe kød ind til The Beefs forskellige sandwiches. Og der er ikke bare tale om hvilke som helst Levi’s. Carmen sælger nemlig ud af sin sjældne Big E-samling.
Dansk mode er – selvfølgelig – også repræsenteret. Carmen bærer det danske brand NN07’s uldjakke ’Gael’ i flere af afsnittene, hvilket fik mediet InsideHook til at skrive artiklen ’Carmy’s Wool Jacket On FX’s “The Bear” Is the Real Star of the Show’.
Det er ikke det eneste, der er blevet skrevet om seriens tøjvalg. Langt fra faktisk: GQ og Mr. Porter har henholdsvis skrevet artiklerne ‘Actually, The Bear is a Menswear Show’ og ‘How The Bear Became The Hottest Menswear Show Of The Year’.
Og det er slet ikke unfair, for ‘The Bear’ ved virkelig, hvad den laver.
Spørger du os, hvad der fortjener mere opmærksom end noget andet, vil vi tillade os at pege mod det mest ’simple’: Carmen Berzattos hvide T-shirts.
Det er jo ikke for sjov, at Jeremy Allen White, der spiller rollen som Carmen, allerede er gået hen og blevet småkult. De hvide T-shirts og måden, han bærer dem på i ’The Bear’, ligger sig nemlig godt i tråd med andre ikoner såsom Marlon Brando, Steve McQueen og James Dean, der alle udødeliggjorde den hvide T-shirt i 50’erne og 60’erne, og som man efterhånden har set så mange billeder af, at de er blevet til en stor, fed kliché.
At Jeremy Allen White har veltrænede overarme og viltert, mørkt og halvlangt hår hjælper selvfølgelig på hans evne til at bære en hvid T-shirt. Men det handler ligesom meget om, at kostumedesignerne på ’The Bear’ forstår sig på snit og pasforme. For en hvid T-shirt er, tror det eller ej, lidt af et tilløbsstykke, når den skal skinne i egen ret og ikke blot agere lag mellem hud og uld.
Hvor får man så de her tæt på perfekte hvide T-shirts? Jo, efter sigende skulle der være tale om et lille tysk brand ved navn Merz b. Schwanen, der har rødder helt tilbage til 1911, og deres ’relaxed fit’-model samt Whitesville ’Japanese Made T-shirt’, som Jeremy White Allen ifører sig i rollen som plaget kok.
Her er der hverken tale om de stramme, halvlange T-shirt og omvendt: oversized T-shirts, der ellers har haft storhedstider de seneste år. I stedet har vi at gøre med T-shirts, der har noget bredde uden at have for meget længde, hvilket er med til at ramme overkroppen ind og give noget ekstra længde til benene. Proportioner, du ved.
Selvfølgelig skal man, når man bærer en T-shirt, tage højde for sin kropsbygning, men en god hvid T-shirt, der sidder, som den bør, er den bedst mulige måde at skabe et tidløst outfit ud fra. Det har en fiktiv kok i fjernsynet lige mindet os om.
Se, hvad vi ellers skriver om: Herremode, Serier og Tendenser