Mærker som Vetements og Raf Simons har igennem de seneste sæsoner defineret en ny tilgang til pasformer, proportioner og silhuetter i herregarderoben. Det har selvfølgelig også sat sit præg på denne vinters overtøjstendenser, hvor det meste er blevet stort og løsere.
Og selv om du ikke falder pladask for enhver tendens, der dukker op i modebilledet, kan du sagtens prøve kræfter med de store jakker uden at risikere en kortsigtet investering. Parkajakken er nemlig den helt rigtige makker, hvis du ønsker at snuse til tendensen.
Den er stor i sin silhuet, varm og tidløs. Parkajakken har nemlig været en fast bestanddel af herregarderoben siden det amerikanske militær i 1950’erne adopterede den og adskillige subkulturer sidenhen tog den til sig.
Annonse
Vi har fundet 11 gode bud på den ikoniske parkajakke.
Aspesi Faux Shearling-Lined Brushed-Shell Hooded Parka
Siden 1969 har det italienske brand Aspesi imponeret med mærkets overtøj, der også i denne sæson byder på et bredt udvalg af både stilfulde og funktionelle vinterjakker. Særligt mærkets bud på en parkajakke i den aktuelle armygrønne nuance gør sig stærkt bemærket i italienernes AW16-kollektion.
Takket være det franske designkollektiv Vetements er Canada Goose blevet fashionable igen. Under haute couture-modeugen i Paris fremviste Demna Gvasalia og co. en kollektion bestående af 18 forskellige collabs.
Her var Canada Gooses vinterjakker iblandt, og dét designsamarbejde slippes faktisk allerede løs i denne måned.
Men er man ikke til den helt vilde leg med proportioner og den tilhørende hype, så kan man passende alliere sig med en af Canada Gooses mere klassiske signaturparkajakker, der trods alt stadig omfavner overtøjstendensen.
H&M leger med overdimensionerede lommer på denne kaki-farvede parkajakke, der som ekstra detalje har integreret en af vinterens største tendenser som detalje i hætten, nemlig fløjl.
Svenske Our Legacy forener gode, subtile detaljer med funktionalitet i denne parkajakke fra AW16-kollektionen ’Rehearsal’. Jakken er konstrueret i en italiensk bomuldsblanding og et puffet look, der med sikkerhed holder dig varm vinteren igennem.
COS demonstrerer endnu en gang, hvordan man mestrer minimalisme. Denne gang med et helt ’clean’ eksemplar af en parkajakke, der kommer med skjulte knapper. Jakken fået også i armygrøn.
Topman giver alle denimelskere mulighed for at bære denim igennem hele vinteren. Som yderste lag vel at mærke. Den britiske highstreet-kæde har nemlig kreeret et halvvovet bud på en foret parkajakke i fuld denim.
Selv om den belgiske designer har travlt med at skabe et helt nyt univers som kreativ direktør hos Calvin Klein, så kommer der stadig massevis af godter fra mærket i designerens eget navn. I såvel AW16 som SS17-kollektionen er silhuetterne overdimensionerede, og det kommer også til udtryk i denne parkajakke, der helt “college”-inspireret har ‘Detroit’ påsyet på ryggen.
Når Margaret Howell laver parkajakker bliver den traditionelle menswear-æstetik fusioneret med et stort fokus på funktionalitet. Jakken er asymmetrisk med sit Fishtail-cut og vandtæt, så den også er brugbar, hvis du skal ud i vinterens mange byger.
Trænger man til at sætte kulør på det kedelige vintergrå gadebillede, kan man passende teame op med Hilfiger Denim, der har en helt gul parkajakke i kollektionen.
Også NN07 har præsteret at positionere sig som et brand, der på fornem vis formår at forene stilfuldt og klassisk overtøj med det tekniske aspekt. Det er også tilfældet, når de denne sæson giver deres bud på den ikoniske Fishtail parkajakke.