Mandagsdetaljen: Von Dutch
Mandagens detalje: Vender Von Dutch-kasketten virkelig frygteligt tilbage?
”Jeg skal jo tro på det,” siger dansk agent.
Foto: Getty
Jay-Z havde den. Justin Timberlake havde den. Paris Hilton havde den. Tænker man på de tidlige nullere og årenes største berømtheder, er det svært at se dem for det indre blik uden en Von Dutch-kasket på hovedet.
I dag er Von Dutch, som så meget andet fra den tid, som forsvundet fra Jordens overflade.
Men nu har en del af de mest tidstypiske modetendenser det jo med at vende tilbage, når det mindst ventes. For bare et par år siden var det svært at forestille sig, at vi skulle komme til at gå i bukser med vidde, for eksempel. Og siden Kylie Jenner i sommer lagde et billede af sig selv med en Von Dutch-kasket på Instagram, har medier spekuleret i, om det indvarsler en ny æra med iøjnefaldende truckerkasketter.
Den verdensomspændende trend har endnu ikke manifesteret sig, men vi har ringet til distributøren Vernon, der for nylig fik agenturet på Von Dutch i Norden, for at høre, hvad de vil med det.
”Vi overtog agenturet i juni. Kort tid efter så vi, at Kylie Jenner var begyndt at gå med det, og så tænkte vi, at der var noget om snakken. Der har været en bølge med meget sportstøj, og nu tror vi på, at moden vender tilbage til jeans. Og der hører Von Dutch-kasketten til,” siger partner i Vernon Waseem Ahmad.
Jo, jo, mange moder vender tilbage. Men det er jo nærmest officielt vedtaget, at Von Dutch repræsenterer noget af den dårligste smag nogensinde …
”Det sagde man jo også om Buffalo-støvler. Men nu fører Storm dem igen. Vi har også agentur på Schott-jakker hos Vernon. Dem som alle udsmiderne gik med. Sætter man de to ting sammen med en Von Dutch-kasket, så bliver det jo ikke meget mere Randers-agtigt. Men jeg skal jo tro på det. Mange grinte af mig, da jeg postede billeder med Von Dutch første gang. Men senere er flere samarbejdspartnere vendt tilbage og sagt, det er meget sjovt, jeg skal lige have nogle af de kasketter.”
Ja, det er meget sjovt. Men kan det blive mere end en joke?
”Det må vi jo se. Magasin i København og NK (eksklusivt stormagasin, red.) i Stockholm og Gøteborg har allerede solgt nogle af dem. Vi tænker et par år ud i fremtiden med sådan et agentur her.”
Hvem er det, I tror, der kommer til at gå med dem?
”Von Dutch-firmaet vil selv gerne væk fra det posh segment og tilbage til deres biker-rødder. Derfor laver de også kasketter og t-shirts, der er mere rå og mindre bling-bling nu. Vi tror også på, at bikerlooket er den rigtige måde at brande Von Dutch i dag. Herhjemme kommer vi blandt andet til at samarbejde med butikken Motorious, der sælger motorcykeldele og tøj til bikere.”