11 trends fra 00’erne der bragede frem - og pludseligt forsvandt

11 trends fra 00’erne der bragede frem - og pludseligt forsvandt
Offentliggjort

Vi er alle skyldige. Vi har alle gjort det: Gået rundt i noget tøj, som vi i dag kun griner af.

Fælles for disse beklædningsgenstande er, at de alle har været højeste mode i en periode for så at forsvinde fuldstændig væk fra gaderne.

I de første år af det nye årtusinde tjente vi alle sammen mange penge, og livet var en fest. Og det skulle også afspejle sig i vores beklædning. Derfor stak moden ofte helt af i bling bling og store logoer. Mange af de største tendenser fra dengang er i dag dødsdømte, men man ved jo aldrig helt med mode. Buffalo-skoene vendte jo tilbage.

Her er 11 trends, der stormede frem og lagde Danmark ned, men som forvandt lige så hurtigt igen.

I starten af det nye årtusinde hærgerede Von Dutch-kasketten gaderne. Og alle tidens kendisser gik i Von Dutch fra top til tå. Fra Jay Z og Justin Timberlake til Paris Hilton og Britney Spears. Strategien hos Von Dutchs daværende chefdesigner, Christian Audigier, var meget simpel og succesfuld: Efter han havde plantet logoet på fronten af en masser trucker-kasketter gav han dem til alle de kendte og wupti, så ville have teenagere også have fingrene i en.

I opgangsårene inden finanskrisen så vi alt for mange mænd i Gucci-sneakers, Burberry-skjorter og Louis Vuitton-nøglesnore hængende om halsen. ”Heldigvis” krakkede Børsen på Wall Street og moden blev radikalt anderledes. Væk forsvandt alt det vulgære, og kort tid efter var hipsteren født. Han tog også navlesnorene til sig, dog i en lidt mere afdæmpet version. Louis Vuitton- og Gucci-snorene var værst, men vi ser ingen grund til at nøgler skal hænge om halsen på mænd igen lige foreløbig.

Det var simpelthen så smart at gå rundt med lidt for store jeans med påmalede mågevinger bagpå. Ja, smartere blev det ikke. Hvis ikke du selv ejede et par, havde du helt sikkert nogle, venner der gjorde. Evisu startede i Japan i 1991 og blev navnkaldt efter den japanske Gud for velstand, Ebisu. Og ja, Evisu-bukserne blev et af tidens tydeligste statussymboler. Det handlede ligesom mange af de andre 00’er-tendenser, at vise sig og sin pengepung frem.

På et tidspunkt stod der ’Punk Royal’ henover numsen på alle - både drenge og piger. Hvad der startede som en sjov idé i et lille kælderlokale i København, udviklede sig til at være en af start-00’ernes største mode tendenser. De røg ud i hele Europa og nåede også at lancere i USA, inden opturen blev til en lynhurtig nedtur.

Det dødningehovedprintede og glimmer-pangfarvede tøj stormede frem fra 2005, hvor Don ”Ed” Hardy hyrede designeren Christian Audigier (som tidligere var hos Von Dutch) til at bringe hans tatoveringer ind i modeverdenen. I 2008 afholdt Ed Hary et modeshow ude foran Øksnehallen i København, hvor tidens hotte danske kendisser agerede modeller. Casper Christensen (billedet, red.), Felix Smith, Kira Eggers og Allan Nielsen var blandt de udvalgte reklamesøjler.

Mærket, der udsprang fra Don Ed Hardys tatoveringsbrand, åbnede sågar en butik inde på Strøget. I dag er det dog kun Michael Monetz, der finde på at trække i tøjet. Skal man købe Ed Hardy online kan man i dag gøre på siden www.billigedhardyoutlet.com.

Bukserne skulle være posede i 00’erne, og Levis, som ellers var kendt for sine stramme jeans, hoppede med på bølgen. Og den ramte de helt perfekt. Lige pludselige gik alle rundt i et par for store og brede Levis-bukser med en lille strop bag på og lignede noget fra Nik & Jay. Da bukserne skulle være smalle igen, forsvandt Engineered lige så hurtigt som de kom. I dag kan de fås til langt under halv pris rundt omkring på nettet.

Her er en trend, som måske kommer igen snart. Når der er krig, død og ødelæggelse i Mellemøsten, hiver vi det arabiske tørklæde frem i den vestlige verden for at vise vores sympati for palæstinenserne. Da Afghanistan- og Irakkrigen hærgede, var tørklædet højeste mode. Som krigen aftog lidt, gjorde trenden det markant. Selvom der aldrig er ro i Mellemøsten, holder tørklædet store pauser fra modebilledet. Men måske er det snart tilbage?

Okay, måske var det mest Snoop Dogg og unge kvinder, der gik i rene velourstæt. Men velour var alligevel på bukser, kasketter og skjorter, og uanset om det var hiphoppere, kvinder eller mænd, der gik i velour, var det ikke pænt. Da det gik op for de skyldige, hvad det var, de gik rundt i, stoppede trenden hurtigt igen. I dag er det mest kvinder med platinblond hår og gevirtatoveringer, der trækker i et par pink velour-bukser, når de skal ned i træningscenteret.

Levi’s lavede sin underlinje ’Red’ i starten af 00’erne, hvor flere af bukserne var posede og stoppede midt på skinnebenene. Omkring samme tid lavede Henrik Vibskov et par bukser, som var gode at sidde og spille trommer i, og som gik ned over knæene. De bukser var med til at sætte gang i hans karriere, og de blev kopieret overalt i verden. Gik man i H&M, kunne man købe bukserne med snore, der kunne spændes ind til skinnebenene. Bukserne hærger desværre stadig lidt i dag, og er næsten blevet en adgangsbilet til at komme i Silvan.

Først var det kun noget skaterne havde på, men som mange andre beklædningsgentande, gik det fra et subkulturelt fænomen til mainstream. Når man alligevel havde posede bukser og masser af hængerøv, kunne man jo ligeså godt også lade bæltet hænge. Jo, det så da meget sejt ud den gang, men i dag kan man kun grine af det.

Det var the shit i midt 00’erne. Skjorter i fuld Burberry-tern eller blot i nakken var det smarteste, man kunne trække i til gymnasiefesterne. Burberry, Gucci og Dolce Gabbanas priser fulgte ikke med inflationen, og de startede endda billigere underlinjer. På et tidspunkt kunne man endda få D&G-underbukser i Føtex. Luksusmærkerne fandt ud af, at de var i gang med at ødelægge deres brands og sadlede om og skruede op for priserne igen. Da finanskrisen kom, gik det op for os alle sammen, at 2.000 kr. for en skjorte måske var lige i overkanten, når vi var på SU.