Interview med TAG Heuers direktør

TAG Heuers direktør: ”Vi kan kun takke Apple for at hjælpe os med at sætte så mange ure som muligt på folks håndled”

Markedet for klassiske ure vokser. Og det har de nye smartwatches også hjulpet til med.

Interview med TAG Heuers direktør
Offentliggjort

Man kan ikke komme uden om Jean-Claude Biver, når snakken falder på den schweiziske urindustri. Han har en fortid hos Blancpain, Omega og Hublot, og i 2014 blev han administrerende direktør for TAG Heuer.

Vi har mødt den 68-årige luxembourger i København i anledning af åbningen af en udstilling med vintage TAG Heuer-ure og racerbiler fra 1930’erne og frem, som var åben i weekenden.

Her tog Jean-Claude Biver imod, inden han åbnede den to dage-lange udstilling.

Hvordan holder man sig relevant som ur-brand i dag?

”Det gør man ved at skabe kontakt til den nye generation, til fremtiden og til trends, mode og livsstil. Det er sådan, man holder sig i live.”

Hvordan gør man det?

”Det gør vi gennem alle de kommunikationsværktøjer, som vores kunder bruger. Hvis vores kunder bruger Snapchat, skal vi være på Snapchat. Hvis de bruger WhatsApp, bliver vi nødt til at være på WhatsApp. Hvis de ser basketball eller fodbold eller golf, skal vi være til stede dér.

Så det er meget enkelt. Hvor end vores kunder er, skal vi også sørge for at være. Grunden til, at folk ofte bliver forelskede på jobbet eller i skolen, er, at fyren ser kvinden hver dag og til sidst forelsker sig i hende. Jo mere du ser, jo mere forelsker du dig.”

Hvilke tendenser er der i markedet for ure lige nu?

”Der er ikke én trend. Der er trends afhængig af urenes niveau. Der er helt klart et stort marked for smartwatches, og mange mennesker kommer til at være tilkoblet et smartwatch, som vil komme til at spille en stor rolle.

Jeg vil være i stand til at betale med mit ur. Jeg vil kunne åbne min bil med mit ur, så der er tydeligvis en fremtid for smartwatches, og der vil blive solgt millioner af dem hvert år. Armbåndsuret vil dog spille den samme rolle som førhen, og jeg foretrækker at have et ur på håndleddet og en telefon i lommen.”

Hvor ser du TAG Heuer i forhold til det?

”TAG Heuer skal være til stede i det segment, for TAG Heuer er et ungt, dynamisk, avantgarde brand. Men TAG Heuer er et brand, der har mere end ét segment. Vores konkurrenter – Apple Watch, Samsung osv. – har kun ét segment, som er smartwatches.

Det har vi også, men det er kun en lille del af os. Vi har mekaniske ure, og jo flere mennesker, der vil have smartwatches, jo flere vil have det rigtige ur en dag. Det er det samme med biler. Man kan have en Smart Car i Milano, hvor man arbejder, men man kan også have en Porsche Carrera til sjov.

Så smartwatches og mekaniske ure er ikke i konkurrence med hinanden. De er komplementære. Man kan have begge dele. Du kan gå i Nike-sko, men du kan også have lædersko fra Berluti. Det er ikke sådan, at fordi man har købt et Apple Watch, så vil man ikke købe et nydeligt mekanisk ur fra TAG Heuer eller Hublot eller Zenith.

Vi kan kun takke Apple for at hjælpe os med at sætte så mange ure som muligt på folks håndled. Det handler om at få folk til at vænne sig til at gå med noget om håndleddet, og lad os kalde det et ur, selv om det er en computer. Det er lige meget. Og så kan vi langsomt opdrage folk i forhold til klassiske og historiske ure osv.”

Hvordan ser du markedet for klassiske ure?

”Markedet for klassiske ure vokser og vokser. Flere og flere kommer til at gå med ur, og jo flere, der går med ur, jo flere vil have lyst til at få et klassisk ur en dag. Hvis du aldrig har ejet et ur, er det meget vanskeligt at købe et klassisk ur. Hvis du aldrig har ejet en bil, er det meget svært at købe en klassisk bil. Du er nødt til at have en vis relation til det for at forstå, hvorfor man skal købe et klassisk ur eller en klassisk bil.”

Hvilke udfordringer står TAG Heuer over for i dag?

”Vi står over for den samme udfordring som altid. Det er vores schweiziske konkurrenter – som Omega, Rolex, Breitling og IWC. Det er tydeligvis spillere, der gør det godt, og udfordringen er, at vi konkurrerer med folk, der har gode strategier, gode produkter og stærke brands. Så vi skal være i god form.

Vi er i Champions League, og når man har kvalificeret sig til Champions League, må man hellere sørge for at træne. Det betyder, at vi bliver nødt til at være meget innovative. Vi skal være ekstremt kreative. Vi skal prøve at være anderledes end de andre, og vi skal altid forsøge at være først. Det er en hård konkurrence. Og en hård konkurrence er sund for stærke aktører. Når det går opad i bjergene i cykling, vil kun de bedste ryttere ligge forrest. Når det er fladt, kan alle være med.”

Du har tidligere haft stor succes med at forynge de brands, du har været hos. Vil du mene, at TAG Heuer har brug for foryngelse?

”Et brand har altid behov for at blive forynget, for tingene ændrer sig, og så skal man kunne tilpasse sig. For at overleve skal brandet hele tiden hægte sig på den nye generation, hvilket betyder, at brandet er i en konstant udvikling. Det skal hele tiden omstille sig til de nye kunder. Og det er den store udfordring for et brand – den konstante tilpasning.”

Har du et yndlingsur?

”Jeg bliver nødt til at sige sandheden. Mit favoritur er ’Hublot Big Bang All Black’, som jeg lavede som en prototype i 2005, og det ur har bragt mig meget held. Det er mit lykkeur.”

Hublot Big Bang All Black

LÆS OGSÅ: Her er de syv bedste moderne ure at investere i nu

LÆS OGSÅ: Komando: 11 outfits, der slipper militæret ind i dit klædeskab

LÆS OGSÅ: 13 jakker du kan holde varmen i uden at miste din coolness