Liam Nygaard O’Connor (L.O.C.) er født i Aarhus i 1979. Efter at have optrådt med rapgrupperne Alzheimer Klinikken og B.A.N.G.E.R.S. debuterede han i 2001 som soloartist med albummet ’Dominologi’. Siden er det blevet til et utal af musikpriser og album, senest ’Anno XV’.
Cadillac Coupé DeVille, sort, 1964.
Arbejder på sit tredje soloalbum, ’Cassiopeia’.
Annonse
"Jeg har haft nogle længere ophold i Los Angeles for at finde inspiration og for at arbejde. Derovre er man ikke noget og kan knap noget, hvis man ikke har en bil. Så hver gang jeg er der, melder drømmen om en bil sig.
Ja, sådan var det allerede, før jeg fik kørekort. Jeg tænkte: ”Nu køber jeg bilen, og så tager jeg kortet bagefter.” Sådan var det også med min første bil, en Cadillac Coupé DeVille. Jeg vidste ikke så meget om biler, men jeg vidste, at jeg ville have en 1964 Coupé DeVille.
Altså, jeg er rapper, og jeg er i L.A. Så skal jeg også have en rigtig West Coast-hiphop-bil. Det var faktisk den eneste bil, jeg var interesseret i, så jeg købte et blad med brugtvognsannoncer, og så tog jeg ind til South Central (belastet kvarter, berygtet for dets bandemiljø, red.) som en anden virkelig dum, hvid turist.
Men det lykkedes at købe bilen uden at blive slået ihjel. Kort efter skulle jeg hjem til Danmark igen, og jeg ville gerne have bilen med. Så jeg cruisede ned til Long Beach for at få den på en container – eller dvs. jeg stoppede lige for at tanke.
Annonse
Da jeg stod på tankstationen, kunne jeg ikke finde benzindækslet. Jeg gik rundt om bilen og ledte som en anden idiot. Det tog en pinlig halv time, før jeg fandt det bag nummerpladen, men hjem kom den for 12.000 kr.
Og da det jo var en veteran, var forsikring og afgift også overkommeligt, men, men, men, jeg havde jo stadig ikke noget kørekort. Derfor valgte jeg at få bilen opbevaret i en parkeringskælder og så indregistrere den, når jeg havde fået mit kørekort.
Desværre glemte jeg at læse det med småt, hvor der stod, at man skulle betale hver tredje måned. Så da jeg kom for at se til den efter tre en halv måned, var der ingen bil. Jeg gik hen til vinduet og spurgte: ”Hvor er min bil henne?”
”Jamen, den satte vi op på gaden, du har jo ikke betalt.” Jeg gik op, men kunne sgu ikke få øje på nogen bil – og jeg havde taget batteriet ud af den, så den var ikke sådan lige at flytte.
Til sidst ringede jeg til politiet for at høre, om de kunne hjælpe. ”Selvfølgelig,” sagde de og tilføjede: ”Hvad er registreringsnummeret?” Jeg fandt den aldrig, men jeg nåede i det mindste at have den med i en musikvideo."
BMW 745Li, hvid, 2002.
Udgiver ’Cassiopeia’ og derefter seks andre album som solist samt et enkelt med gruppen Selvmord og medvirker desuden som dommer i talentprogrammet ’Voice’ på TV 2.
Annonse
"At jeg mistede min første bil, skulle ikke afskrække mig. Jeg rejste til L.A. igen, vanen tro med planer om at tage kørekort. Men man skal jo have en bil for at tage køreprøven. En god ven ved navn Johnsson, der går meget op i biler, sagde:
”Audi laver flotte ringe, Mercedes laver flotte stjerner, og BMW laver flotte biler.” Altså skulle jeg have mig en BMW. Så jeg fandt den her kokainhvide BMW 745Li, altså den lange version.
Den kørte jeg i et par måneder, til jeg skulle hjem. Og så tænkte jeg: ”Det koster jo ikke ret meget, så jeg tager sgu bilen med.” Jeg glemte bare, at det ikke var en veteran, og Skat ville have 300.000 i afgift. Så jeg fandt en garage, hvor den kunne stå uden at blive sat på gaden.
Der står den stadig, jeg har ikke kunnet skille mig af med den – det var de lange flysæder bagi, der gjorde det, tror jeg.
Fik jeg sagt, at jeg faktisk tog kørekortet i L.A. denne gang? Jeg gik op på motorkontoret og sagde, at jeg skulle have et kørekort. ”Det kræver en fast adresse i USA,” sagde damen bag skranken. Så kiggede jeg meget myndigt på hende og sagde, at ambassaden havde givet mig klar besked om at komme herop og få mit internationale kørekort.
Hun blev helt tom i blikket, men endte med at give mig lov. Så jeg gik i gang med køretimerne og kom tilbage to uger senere for at tage selve prøven. Denne gang spurgte damen bag skranken: ”Who drove you here?” ”My friend just went for coffee,” svarede jeg. ”Yeah, right,” sagde hun, og så fik jeg taget mit kørekort."
Jaguar XJ, sort, 2013.
Udgiver opsamlingsalbummet ’Anno XV’.
"Med BMW’en opstaldet kastede jeg mig ud på lejemarkedet og lejede en masse biler. Jeg boede inde midt i København, så det spillede ikke at have en bil privat. I stedet lejede jeg mig frem, når jeg fx skulle til Aarhus.
Allerhelst en Audi, for jeg kunne alligevel meget godt lide den måde, de kører på. Og så gik det hverken værre eller bedre, end at jeg en dag havde lidt for travlt med at komme til Jylland og skyndte mig ind for at leje en bil. De havde ingen Audier den dag, så jeg fik en Skoda, og fordi det skulle gå så stærkt, glemte jeg at tanke den fra start.
Altså måtte jeg ind og tanke på vejen og så af sted igen med endnu mere stress og fart på. Kort efter blev jeg taget med 165 eller sådan noget på motorvejen. Og fordi mit danske kørekort endnu var ret nyt, mistede jeg kortet. Bum, sådan. Alle de gangsterbiler, og så bliver jeg fældet af en Octavia. Jeg troede slet ikke, en Skoda kunne køre så hurtigt.
Anyways, jeg går uden kørekort i rigtig lang tid – jeg mangler det måske ikke nok. Men så skal jeg igen til USA for at køre en coast to coast-tur. Så jeg generhvervede mit kørekort og brugte fire rejsedage på at køre fra Los Angeles til Miami, kun afbrudt af et ophold til Mardi Gras i New Orleans.
Det gav smag på det der med at have en bil. Jeg tjekkede lige, hvad nummerpladerne til BMW’en kostede, men opgav straks tanken og begyndte i stedet at lease. Siden har jeg kørt Jaguar.
En 2013 – så vidt jeg husker – Jaguar XJ. Jeg kiggede også på en Range Rover. Min ven og jeg var ude og få en prøvetur, og på et tidspunkt stod jeg ud og kiggede på den. Min ven sad inde i den med dunjakke på, og vi lignede nogle, der skulle ud og lave rambuktyveri. I stedet blev det en Jaguar, og den har jeg været enormt glad for."
