Porsche giver stor bonus til medarbejdere efter rekordår

Rekordregnskab udløser kæmpe bonus: Porsche giver alle medarbejdere 9.111 euro

Porsche-ledelsen er i gavehumør.

Porsche 911
Offentliggjort

Hvis medarbejderne fra Porsche er lidt gladere end sædvanligt i dag, er der en rigtig god grund.

Efter det tyske sportsvognsmærke offentliggjorde regnskab for 2016, hvor Porsche har slået alle tidligere salgsrekorder, har virksomhedens ledelse nemlig valgt at udbetale en klækkelig bonus til alle 21.000 ansatte.

Helt præcis kan de se frem til 9.111 euro, eller knap 68.000 kr., der samtidig er en reference til Porsches ikoniske 911-model. Og det er vitterligt alle medarbejdere lige fra ingeniørerne til rengøringspersonalet, der modtager den generøse bonus. I alt løber udskrivningen for Porsche op i næsten 1,5 mia. kr.

Men det er ikke første gang, Porsche-ledelsen er i gavehumør. Sidste år fik alle medarbejdere 8.911 euro i bonus, men i år er det altså gået så godt, at bonussen er steget en tand.

Den høje bonus er opsigtsvækkende, fordi store børsnoterede virksomheder som regel vælger at udbetale udbytte til deres aktionærer, når det går godt. Men hos Porsche har man valgt en anden strategi, og det er virksomhedens medarbejdere formentlig ganske godt tilfredse med.

LÆS OGSÅ: Christian Grau om Porsches nye Panamera: "Udskriv det valg, så jeg kan få den som ministerbil"

LÆS OGSÅ: L.O.C.'s auto-CV: "Jeg vidste ikke så meget om biler, men jeg vidste, at jeg ville have en 1964 Coupé DeVille"

LÆS OGSÅ: Nu kommer der en ny amerikansk version af ‘Top Gear’